Kalkau i et sfærisk univers

Når man går ind i udstillingen Sophia Kalkau - 'Stoffet og ægget' på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, bliver man omgående ret tilfreds med udstillingens blide iscenesættelse. 

Især belysningen i museets underjordiske udstillingsrum står i stærk kontrast til den forrige udstilling, der fandt sted i lokalerne. 

Der er selvfølgelig forskel på udtrykkene hos Kalkau og Kurt Trampedach, og aktuelt har man valgt at sætte et blødt lys på Kalkaus overvejende minimalistiske skulpturer og samme kunstners poetiske fotografier. 

Man kan glimrende stille adskillige spørgsmål om, hvad man som beskuer skal stille op med endnu et antal arkeformer, hvor ægget, som det antydes i udstillingens titel, spiller en vis rolle - dog i samklang med terningen og kuglen. 

Der er imidlertid ikke så meget at spørge om i forbindelse med en udstilling, der i langt højere grad fungerer som en installatorisk helhed frem for et udvalg af individuelle værker. 

Det er meget godt, når man tænker ind i sammenhængen, at værkerne er udviklet over en periode på omkring 20 år. 

Jeg har netop afsendt en anmeldelse af udstillingen, der kan ses på Kunsten frem til d. 11. august.

I morgen er spørgsmålet

Tomás Saraceno: 'Aeroscene 10.4 & 15.3', 2015 (foto: Studio Tomás Saraceno)

"Værker fra 15 internationale samtidskunstnere medvirker i udstillingen. Værkerne har alle det til fælles, at de formår på en særlig stærk, visuel og sanselig måde at fortælle historien om, hvor vi befinder os i en brydningstid. De medvirkende kunstnere deler et fællesskab i deres fokus på nutidens store udfordringer i en form, der skaber eftertænksomhed om verdens tilstand, opfordrer til dialog og nytænkning og til kollektiv aktion. Tilsammen udgør kunstnerne en række individuelle stemmer, som konsekvent formår at udfordre vores virkelighedsforståelse og vanetænkning"

Når man læser teksten, der udgør pressemeddelelsen til udstillingen 'Tomorrow is the Question' på ARoS i Aarhus, og samtidigt studerer listen over kunstnere og kollektiver, man kan opleve på udstillingen, er det vanskeligt ikke at tilegne sig en ret stor forventning til netop denne udstilling. 

Listen over kunstnere er lang, men jeg kan da nævne navne som Doug Aitken, Olafur Eliasson, Tomás Sagaceno og Simon Denny - og det er blot et uretfærdigt lille udsnit. 

Udstillingen, hvortil jeg har tilmeldt mig pressemødet, kan ses på ARoS i perioden 6. april-4. august 2019.

Komponisten og musikeren Scott Walker er død

Scott Walker 1943-2019 (foto: Jamie Hawkesworth)

Det lyder som et dommedagsdrøn, når de første stilfærdige strofer på albummet The Drift er blevet afspillet. 

Det bliver ikke mindre voldsomt, da vokalen sætter ind, og det er ikke hvilken som helst sangstemme, der er tale om. 

Første gang man i et større perspektiv hørte Scott Walker oplade sin karakteristiske baryton, var i forbindelse med trioen The Walker Brothers midt i tresserne. 'The Sun Ain't Gonna Shine Any More' var blot et af de flere hits trioen begavede hitlisterne med indtil Scott fik nok af det eksplosive fanhysteri, som blev gruppen til dels. 

Umiddelbart i forlængelse af The Walker Brothers (som ikke fysisk var brødre) skabte Scott Walker fire soloplader, som peger bagud og i nogen forstand også fremad til et langt mere eksperimenterende univers. 

Walker gjorde op med sine egne soloprojekter samt The Walker Brothers, som blev gendannet for en kort periode i 1970'erne, med albummet Climate of Hunter i 1984. 

Første gang, jeg hørte denne plade, var jeg ved at falde ned af stolen af forbavselse og i nogen grad af en voldsom fascination i forhold til Walkers lyst og behov for at eksperimentere med nye udtryk og lydindfald. 

Der skulle gå yderligere 11 år, før albummet Tilt blev udgivet, og var Climate of Hunter banebrydende, gav dette album yderligere næring til Scott Walker som en signifikant aktør på musikscenen. 

Albummet fungerer som et inferno af dommedagsstemninger, og under eller over det hele ligger Walkers paradoksalt bløde stemme som et blidt udtryk i en monumental helhed. 

Den indledningsvist omtalte plade The Drift udkom i 2006, og inden sin død nåede Scott Walker at sætte et gedigent punktum med sin sidste plade som solist. 

Bish Bosch blev dog for få år siden suppleret med en plade, han lavede i samarbejde med metalbandet Sunn O))). Han nåede også at lave filmmusik, inden sin død som 76-årig for få dage siden. 

Scott Walkers død er et stort tab for musikken. Han stod for mig som en af de helt store i musikhistorien, og hvem ved? Måske får han som andre store kunstnere sin velfortjente opmærksomhed posthumt?

Koks på heden

Hvis man bevæger sig ud på heden - nærmere beskrevet kunstmuseet HEART i Birk ved Herning, vil man blive meget overrasket, når man visuelt får kontakt til museets foyerområde. 

Centralt er nemlig placeret en skurvogn - eller beboelsesvogn om man vil - som har tilhørt maleren, outsideren og hippien Wiliam Skotte Olsen. 

Kunstneren boede ganske enkelt i denne vogn, og det er faktisk muligt at studere den såvel ind- som udvendigt. 

Vognen udgør ikke alene Skotte Olsens hjem i de sidste af hans leveår - han levede fra 1945 til 2005 - den udgør faktisk et stykke kulturhistorie, som bliver yderligere foldet ud i forbindelse med udstillingen 'Bevidst koks', som viser et omfattende udsnit af Wiliam Skotte Olsens produktion fra tiden omkring debuten midt i tresserne og flere årtier frem. 

Ved åbningen af udstillingen fortalte trommeslageren fra beatgruppen Steppeulvene, Preben Devantier, om tiden, da en lille gruppe af unge tog hippiekulturen fra USA til sig i København og en tid, som Skotte Olsen blandt få andre blev et synonym på. 

Devantiers fortælling blev faktisk et fint højdepunkt i et arrangement, som tillige præsenterede bandet Stepp 2, der er en gruppe, som viderefører musikken fra blandt andet Steppeulvenes eneste album, som havde den ganske sigende titel 'Hip'. 

Wiliam Skotte Olsens kunstneriske produktion rummer flere facetter, og når han som maler var bedst, sprudlede han som kolorist og som en fabelagtig ekspressionist. 

Når han, som i de senere år, var mest produktiv, gentog han motiver med et karakteristisk ansigt, tårne og vingeløse fugle i en tilsyneladende endeløs strøm, og det viser udstillingen også eksempler på. Sådan må det være, når en kunstners livsbane skal beskrives på godt og ondt. 

Udstillingen på HEART kan ses frem til d. 8. september, og jeg arbejder for tiden på en anmeldelse, som naturligvis kan læses i en avis på et tidspunkt.

Rust sover aldrig

 "Denne signatur kan ikke lade være med at drage en parallel til Neil Youngs skelsættende album Rust Never Sleeps fra 1979, hvis titel dels er en apropriation af en rustolie-annonce og et statement fra kunstneren, som med albummet sætter en ny dagsorden og udfordrer punken i en erkendelse af, at rock'n'roll enten må gå nye veje eller dø"

Signaturen, som der refereres til i citatet, tilhører Trine Rytter Andersen, og hun har på vegne af kunstportalen Kunsten.nu været på besøg i Viborg Kunsthal for at se på og vurdere udstillingen med den lange og konstruerede titel 'Power Floats like Money, like Language, like Theory', der rummer et primært værk af Mikkel Carl. 

Jeg har læst anmeldelsen med stor interesse, da jeg besøgte kunsthallen ved åbningen af udstillingen. 

Her oplevede jeg en fascinerende rumlig konstruktion, der er opbygget som en enkel labyrintisk enhed udført i "snydemetal". 

Dette betyder, at kunstneren har skabt en overflade i træplade, der ved første øjekast kunne ligne metal med rustspor, hvilket anmelderen også antyder. 

Betydningen af Neil Youngs 'Rust Never Sleeps', som også er filmatiseret, vil jeg dog tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. Jeg så filmen, og kedede mig bravt, da jeg så den dengang tilbage omkring 1980.

Udstilling på Kunsten kalder på sanselighed og fordybelse

Sophia Kalkau: 'Black Matter I' 2012 (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg)

"Sophia Kalkaus værker har en udpræget sanselighed, der drager og appellerer til os kropsligt og indbyder til eftertænksomhed og fordybelse i en ellers hektisk og flygtig verden"

Citatet er forfattet af Caroline Nymark Zachariassen, som er museumsinspektør på Kunsten i Aalborg, og samtidig kurator på udstillingen 'Sophia Kalkau - Stoffet og ægget', der åbner på museet d. 28. marts. 

Jeg bliver egentlig ofte lidt skeptisk, når ord som "fordybelse" og "sanselighed" optræder i en pressemeddelelse, men naturligvis bør man iagttage enhver udstilling ud fra sine egne principper, og efterfølgende sætte sine egne ord på. 

Det er der aktuelt rig mulighed for, da udstillingen i Aalborg optræder på min liste over kommende anmeldelser. 

Værkerne af Sophia Kalkau kan ses på Kunsten frem til d. 11. august.

Det lysner!

For nyligt beklagede jeg mig på blog'en her over vejret - og med rette! Marts måned har indtil nu givet nedbørsmængder, som vistnok ikke tidligere er set, og da marts normalt er en ret nedbørsfattig måned, er det naturligvis bemærkelsesværdigt, at i år forholder sig på den måde. 

Dette har samtidigt afstedkommet, at jeg har foretaget et antal kombinerede oliepastel/akvarelarbejder, som nu kan ses herover. 

De er ikke store, men da de er inspireret af vinterens spadsereture ved søerne, har jeg valgt blot at kalde dem "Lake"... 

Om der kommer flere af den slags, ved jeg ikke, men udenfor lysner det i hvert fald, så måske... eller måske ikke?

Hippieanarkisten på HEART

Wiliam Skotte Olsen malede på alt og således også skurvognen, som udgjorde hans hjem i årevis (foto: HEART)

Man kan sige, hvad man vil om Wiliam Skotte Olsen, der levede i tidsrummet 1945-2005, men som billedkunstner fulgte han i hvert fald ikke - trods en marginal tilknytning til kunstakademiet i København i en periode - de slagne genveje med henblik på at erhverve sig en klassisk kunstnerkarriere. 

Skotte Olsen var stærkt knyttet til miljøet omkring beatorkestret Steppeulvene i 1960'erne, og hans instrument var violinen, men det var som maler, han for så vidt slog igennem i en bred kulturel forstand i det "glade" årti, og nu har man på kunstmuseet HEART i Herning valgt at sætte fokus på en kunstner, der er svær at placere i et stilistisk perspektiv. 

Skotte Olsen var vel, hvad man med en slidt frase kunne beskrive som "en skæv eksistens" i det kulturelle miljø, og netop derfor er det faktisk helt rart at se ham foldet ud i et musealt forum. 

Det skæve må vel primært forankre sig i en tilværelse præget af misbrug, og angiveligt har man på museet valgt at udstille en skurvogn, som udgjorde Skotte Olsens hjem i de seneste år af hans liv. 

Udstillingen 'Bevidst koks' åbner på HEART d. 23. marts og jeg har planlagt en anmeldelse af udstillingen, der i øvrigt kan ses frem til d. 8. september.

Det pisser ned...

...og når det gør dét, gider man som bekendt kun nødigt at bevæge sig udenfor. Derfor er de viste værker herover blot nogle hurtige foretaget med akvarel og - især - oliepasteller en tidlig morgenstund på værkstedet. 

Til gengæld er der udsigt til bedre vejr, faktisk noget, der ligner forår ganske snart, og så kan den romantiske ekspressionist komme ud og finde motiver igen.

Kritik af nyt Munch-museum i Oslo

Det nye Munch-museum i Oslo begynder at tage form, men kritikken af bygningens facade er massiv (foto: Tore Meek/Ritzau Scanpics)

"Jeg er vældig skuffet over, at man har valgt at forandre en så vigtig del af projektet!" 

Udtalelsen er ifølge Kristeligt Dagblad fremført i den norske avis Aftonposten af den norske arkitekt Helle Søholt, som var formand for den jury, der enstemmigt valgte den spanske arkitektvirksomhed Abalos & Herreros' forslag til et nyt Edvard Munch-museum i Oslo. 

Årsagen til udtalelsen skal findes i, at bygherren Kultur- og idrettsbygg Oslo KF har valgt at erstatte den planlagte glasfacade med aluminium. 

Resultat ifølge farvedesigneren Dagny Thurmann-Moe til norsk TV2: "Bygningen er trist og dyster og aluminiumsfacaden reflekterer lyset alt for lidt". 

Medlem af Oslo Byråds kulturudvalg, Rina Mariann Hansen fra Arbejderpartiet, er ikke overraskende uenig med de mange kritikere. Hun udtaller til TV2: "Jeg er optaget af, at vi ikke fælder dom over det nye Munch-museum før det faktisk står færdigt, og lyset bliver tændt derinde". 

Den estimerede pris for det nye Munch-museum: To milliarder danske kroner! 

Museet forventes at åbne i 2020.

Nyt projekt i rækken af kunsthaller

Ørestad Kunsthal var oprindeligt tænkt som cykelkælder (foto: By og Havn)

Ifølge webportalen Kulturmonitor er et initiativ, der skal iværksætte tilblivelsen af en ny kunsthal i en nedlagt cykelkælder på Amager, ved at blive effektiviseret ved hjælp af blandt andet midler fra RealDania. 

Udstillingsstedets iværksættere er foreningen KPF11, som består af et antal yngre kunstnere, der ønsker at skabe et miljø for aktuel samtidskunst under navnet Ørestad Kunsthal, som rummer hele 875 kvm. 

Der fremgår ingen potentiel åbningstidspunkt i artiklen på Kulturmonitor.

Drømmen om Danmark

Installationsfotos fra 'Drømmen om Danmark' (fotos: ARoS/Maja Theodoraki)

"Jeg har et godt overblik over magasinerne. Vi har mange gode værker, og med denne udstilling har vi mulighed for at vise noget, som ingen andre har"

Udsagnet er fremsat af museumsinspektør Erik Nørager Pedersen, kunstmuseet ARoS i Aarhus, i et interview med Tina Bryld i Jyllands-Postens Aarhus-sektion, som har beskrevet udstillingen 'Drømmen om Danmark' på museet. 

Bryld antyder i artiklen, at ARoS vælger at lave en udstilling med værker fra museets egen samling af økonomiske årsager, og denne teori er vel nærmest nærliggende, når det i medierne har været fremme, at ARoS sidste år ikke rigtigt var i stand til at generere et overskud på den økonomiske bundlinje. 

Uanset hvordan man vælger at tolke dette forhold, må man vel sige, at det netop et kunstmuseums primære opgave at vise billedkunst i et historisk perspektiv - blandt andet med værker fra en aktuelt stor samling. 

Udstillingen 'Drømmen om Danmark' kan ses på ARoS frem til d. 18. august.

Udstilling og bog med/om Hornung

Preben Hornung: 'Opstilling med pragtfuldt kød', 1976 (foto: Anders Sune Berg)

Det ville være uretfærdigt blot at kalde bogen, der er udgivet i forbindelse med udstillingen 'Hornung: Ind i stoffet' for et katalog. 

Bogen udgør en ret grundig biografi om maleren og grafikeren Preben Hornung (1919-1989), der netop nu og frem til d. 12. maj er udstillingsaktuel på Sorø Kunstmuseum. 

Udgivelsens primære forfatter er Christian Kortegaard Madsen, om hvem adækvat man kan tilføje, at han netop er tiltrådt en stilling som museumsinspektør på Museum Jorn i Silkeborg. 

Jeg har netop fået bogen om Hornung tilsendt og den udgør i disse dage omdrejningspunktet for en interessant indsigt i Hornungs kunstneriske og personlige løbebane.