Scott Walker 1943-2019 (foto: Jamie Hawkesworth)
Det bliver ikke mindre voldsomt, da vokalen sætter ind, og det er ikke hvilken som helst sangstemme, der er tale om.
Første gang man i et større perspektiv hørte Scott Walker oplade sin karakteristiske baryton, var i forbindelse med trioen The Walker Brothers midt i tresserne. 'The Sun Ain't Gonna Shine Any More' var blot et af de flere hits trioen begavede hitlisterne med indtil Scott fik nok af det eksplosive fanhysteri, som blev gruppen til dels.
Umiddelbart i forlængelse af The Walker Brothers (som ikke fysisk var brødre) skabte Scott Walker fire soloplader, som peger bagud og i nogen forstand også fremad til et langt mere eksperimenterende univers.
Walker gjorde op med sine egne soloprojekter samt The Walker Brothers, som blev gendannet for en kort periode i 1970'erne, med albummet Climate of Hunter i 1984.
Første gang, jeg hørte denne plade, var jeg ved at falde ned af stolen af forbavselse og i nogen grad af en voldsom fascination i forhold til Walkers lyst og behov for at eksperimentere med nye udtryk og lydindfald.
Der skulle gå yderligere 11 år, før albummet Tilt blev udgivet, og var Climate of Hunter banebrydende, gav dette album yderligere næring til Scott Walker som en signifikant aktør på musikscenen.
Albummet fungerer som et inferno af dommedagsstemninger, og under eller over det hele ligger Walkers paradoksalt bløde stemme som et blidt udtryk i en monumental helhed.
Den indledningsvist omtalte plade The Drift udkom i 2006, og inden sin død nåede Scott Walker at sætte et gedigent punktum med sin sidste plade som solist.
Bish Bosch blev dog for få år siden suppleret med en plade, han lavede i samarbejde med metalbandet Sunn O))). Han nåede også at lave filmmusik, inden sin død som 76-årig for få dage siden.
Scott Walkers død er et stort tab for musikken. Han stod for mig som en af de helt store i musikhistorien, og hvem ved? Måske får han som andre store kunstnere sin velfortjente opmærksomhed posthumt?
