"Hvordan er det at besøge et kunstmuseum, hvis man ikke har prøvet det før og ikke ved noget om moderne kunst. Altså, hvis man ikke har tilbragt mere end halvdelen af sit liv med at lave kunstudstillinger, diskutere kunst med kollegaer og ved spisebordet derhjemme, endsige er gået til utallige styrelsesarrangerede museumskonferencer og læst lige så mange bøger om kunst og kunstteori som der er klatter på amerikaneren Jackson Pollocks malerier?"
Sådan spørger museumsdirektør Jacob Thage (billedet), Museum Jorn i Silkeborg, i en kronik, der for nyligt blev bragt i Politiken.
Thage forvandlede sig til en uvidende - i hvert fald i forhold til billedkunst - person og begav sig - inkognito - ud i museumslandskabet med henblik på at finde ud af, om der var hjælp at hente blandt museernes formidlere, som dog nok i første omgang bestod af institutionernes receptionspersonale.
Alle steder blev han godt modtaget, men i et enkelt tilfælde undertrykte en pige i billetsalget dog en let fnisen, men alle forsøgte efter bedste evne at være behjælpelig med at gøre opmærksom på teksterne på væggene, der nok skulle hjælpe den modne person med en spritny interesse for kunst på vej med henblik på en forståelse for, hvad moderne kunst er for en størrelse.
Formidlingen var med museumsdirektørens egne ord, at "det var lidt som en besked fra en fremmed planet, når jeg sammenlignede med det, jeg forstod var kunstværkerne. Hvad havde det med mig og min tilværelse at gøre?"
Museumsdirektøren har nok en pointe? Måske er kunstformidling blevet lidt lige som kunsten? Et anliggende for de få... For elitært?
Paradoksalt nok skriver Jacob Thage i kronikken, at ikke færre end over fire millioner besøgende ifølge Dansk Statistik har løst billet til landets museer.
Ikke desto mindre er formidlingen af den moderne kunst igen og igen blevet et tema i kulturlivet, og måske skal institutionerne være lykkelige for, at så mange af de såkaldt "grå hjelme" (modne kvinder med en praktisk korthårsfrisure) frekventerer kunstmuseerne i en stadig strøm. Og jeg er sikker på, at de gør det af interesse og fordi, de ikke er helt forudsætningsløse, da de sandsynligvis læser en bog med kunsthistorisk indhold fra tid til anden.
Set i det perspektiv behøver Jacob Thage i hvert fald ikke længere at ligge søvnløs på grund af salig lagerforvalter Rindals evigt spøgende uhyre.
(pressefoto: Museum Joen, Silkeborg)