Flere nye raderinger

Der er aftalt møde på KunstCentret Silkeborg Bad vedrørende den endelige udvælgelse af værker til udstillinen ’Dybt Trykt’, som åbner den 4. september.

Naturligvis vil jeg gerne vise nogle helt nye arbejder på denne ellers retrospektive udstilling. Derfor er det væsentligt at få trykt de nyeste raderinger inden ultimo marts, hvor udvælgelsen finder sted.

Det går godt med de nye raderinger, synes jeg. I nogle tilfælde har jeg lænet mig op ad skitseforlæg og ellers bare ridset løs i pladerne.

Hvad mener Kunstavisen egentligt?

Kunstavisen har for nogen tid siden valgt at give lederen fri, forstået på den måde, at chefredaktøren ikke kan afse tid til at skrive lederen (hvilket ellers ville være det mest naturlige?) og dermed har givet publikationens lederspalte fri til den skribent, der har lyst til at tegne Avisens holdninger udadtil. Det er i indeværende måned Lise Barsøe, der væver sig ud i en gang forblommet pladder om ”smag og behag” med afsæt i den senere tids debat om kommunernes bevidstløse indkøb af billedkunst.

Den politik forsvarer Barsøe ud fra et princip forankret i spørgsmålet ”hvorfor må kunst ikke være dekorativ og en nydelse for øjet?” Jeg kan godt besvare spørgsmålet, som vel egentligt burde besvare sig selv: Fordi, hvad der er en nydelse for øjet for den ene, kan være en ren pestilens for øjet hos en anden. Og billedkunst bør ikke udelukkende bedømmes på den dekorative karakter; men ud fra andre og langt mere objektive parametre.

Barsøe slutter af med følgende selvmodsigelse: ”Efter min mening skal kommunale kunstråd sikre kvalitet og faglighed i den kommunale kulturpolitik, de skal ikke ansættes som smagsdommere”. Altså. Det skal forstås på dén måde, at faglighed og kvalitet ikke bør være et kriterium på billedkunstområdet – udelukkende på det kulturelle område? Eller hvad?? Det ville være rart med en redaktionel holdning til problematikken.

En eftermiddag i februar

Det er ikke ofte, man på sit lønarbejde får oplevelser, der giver gåsehud af velvære; men når man er engageret på Den Kreative Skole i Silkeborg, kan sådanne begivenheder forekomme.

I forbindelse med en kombineret workshop/koncert i skolens åbne område den 26. februar belærte og underholdte pianisten Jacob Nielsen et par af institutionens klaverelever og et alt for lille publikum i klaverkunstens principper. Og jeg skal da lige love for, at han ”knaldede Rachmaninov af”. Citationstegnene skyldes, at citatet er stjålet fra radiomontagen ’Eliten fra Minefeltet’, som det viste sig, at Jacob Nielsen kender endnu bedre end jeg selv.

Faktisk har Nielsen været medproducer på en dokumentar om to fra Minefeltet, Jurij Moskvitin og Ilja Bergh. Og for ikke at det skal være løgn ligger denne dokumentar på YouTube – og det er en både varm og inspirerende beskrivelse af to gamle venners møde… Se ’En aften i november’ HER>

Keramisk skulptur

Keramik bliver ofte forbundet med brugskunst og i det hele taget med kunsthåndværksmæssige problemstillinger. Komplikationer er der også nok af i Mette Gregersens keramiske arbejder; men hun er ikke sen til at bekende sig til den skulpturelle keramik, på trods af, at hendes arbejder ofte besidder nogle af de kvaliteter, man oplever i brugskunsten.

Jeg var sammen med Mette Gregersen på besøg i det fine ArtEfactum i Ikast, hvor hun indtil 7. marts udstiller eksempler på sine skulpturelle, keramiske værker. Her kan man få syn for sagen vedrørende, hvordan man finder den rette balance i forholdet form/funktionalitet.

"Silkeborg-kunstner"

I Midtjyllands Avis den 18. februar kunne man læse at ”Silkeborg-kunstneren” Jeppe Hein er blevet afvist af kronprinseparret i forbindelse med en udsmykning af haveanlægget ved Fredrik 8’s Palæ ved Amalienborg.

Hein har afvist at foretage ændringer i sit koncept, da han ikke vil gå på kompromis med sin oprindelige idé. Det er bestemt helt fair og Heins kompromisløshed bør bifaldes, selv om det muligvis kan koste et ridderkors på længere sigt.

Midtjyllands Avis bruger betegnelsen ”anerkendt” om Jeppe Hein i overskriften, der beskriver den ovennævnte sag. Det kan man vel også roligt sige, at Hein er. En kæmpeudstilling af kunstnerens værker bliver netop nu stadig vist på kunstmuseet ARoS i Århus – og her bliver man sandsynligvis ikke vist uden en vis grad af anerkendelse?

Derimod vil jeg kalde det lidt af en tilsnigelse, at kalde Jeppe Hein for Silkeborg-kunstner. Han har mig bekendt arbejdsmæssig base i Berlin og er bosat i øvrigt i hovedstaden; men ens provinsielle fortid kan man tilsyneladende – hvis det står til avisen – ikke løbe fra; og heller ikke, at man i tidernes morgen har taget en håndværksmæssig uddannelse, hvilket i den aktuelle sag må siges at være totalt irrelevant.

Fra Charlottenborg til Amalienborg

Jeg var for nyligt i gang med at rode nogle gamle udstillingskataloger igennem med henblik på at finde frem til nogle titler på mine tidlige grafiske arbejder.

Da jeg gennemgik kataloget fra Charlottenborgs Forårsudstilling fra 1992, fandt jeg faktisk ud af, at en anden kunstner, der dét år udstillede i kategorien grafik, var Tal Rosenzweig.

Siden har denne kunstner som bekendt reduceret sit navn til det langt mindre komplicerede Tal R – og han er én af de mange samtidskunstnere, der er udpeget til at udsmykke kronprinseparrets recidens på Amalienborg.

Billedet herover viser netop denne udsmykning i Frederik 8’s Palæ. (foto: Torben Eskerod)

Koldnål

Koldnålsraderingen er den mest enkle dybtrykteknik, selv om mine elever på Herning Billedskole nok vil påstå, at dét med enkeltheden er det så som så med. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at det er mere enkelt at lave koldnålsraderinger frem for f.eks. akvatinteætsninger eller fotogravure.

Det enkle ligger i, at man bearbejder trykpladen direkte med en radérnål, som er et spidst stykke værktøj i hærdet stål. Hermed kan man bearbejde den forholdvist bløde zink – eller kobber – uden problemer.

Resultatet er meget afhængigt af, hvordan man arbejder. Den rå aftegning efterlader en grat, som samler en del sværte udover den fordybning, man laver. Dette kan man imidlertid forhindre ved forsigtigt at fjerne graten med et skrabestål. Helt så præcis som stregen i en ætsning bliver resultatet dog langtfra; men netop det særegne udtryk, der ligger i koldnålsraderingen, er faktisk, hvad jer efterstræber i denne serie nye arbejder.

Temaet? Ord og bogstaver – naturligvis!

'Small Steps for Mankind' åben

Jeg havde set frem til ferniseringen på ’Small Steps for Mankind’ i Galleri K1 i Ry med en vis spænding. Ikke mindst da sneen i løbet af formiddagen væltede ned i det østjyske. Her er enhver hovedpersons mareridt, at der ikke kommer et øje til ferniseringen; men jeg skal da lige love for, at Ry og omegn nu tilsyneladende har vænnet sig til en smule sne.

Der var sort af mennesker de første to timer af åbningen… OK! Det er ikke verdens største galleri; men til gengæld er det ét af verdens hyggeligste, og måske derfor gider folk besøge det?

Personligt var jeg meget glad for, at en stor del af mine venner, som jeg sætter pris på inden for den kunstneriske verden, dukkede op.

(fotos: Annette Smed)

Amerikanske billeder i 2010

Efter pressemødet på ARoS med Jacob Holdt før åbningen af udstillingen ’Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika’ er det svært at blive klog på hans dagsorden.

Han har en politisk agenda og samtidigt et giga-behov for at beskrive det store land og dets befolkning på godt og ondt; men samtidigt har jeg, som sagt, vanskeligt ved at gennemskue, hvori hans fascination for f.eks. Ku Klux Klan er forankret. Det virker som han prøver at bagatellisere KKK og hele organisationen ud fra et princip om, at medlemmerne blot har haft en ulykkelig barndom med mishandling, druk og brutalitet, hvilket så igen skulle legitimere, at man selv bliver et voldeligt og afstumpet monster.

Samtidigt gør Holdt Danmark til et racistisk samfund; men ud fra de beskrivelser, han foretager af USA, ligner Guds eget land langt mere Helvede på jord end vort eget dronningerige – selv om der herhjemme er mange ting, der kan gøres bedre.

I øvrigt ser Jacob Holdt hverken sig selv som fotograf eller billedkunstner. Ikke desto mindre har Louisiana og – nu – ARoS bundet an med udstillinger af hans fotografier.

Ellers kan man måske få mere indsigt i Holdt og hans anskuelser ved at læse nogle af hans kronikker på hans hjemmeside HER>

Tatoverede grise og et værk, der producerer lort

Jeg sad her forleden dag og så en britisk udsendelse på DR-K (et udmærket digitalt tiltag i fjerneren) om den bizare belgiske kunstner Wim Delvoye, som blandt andet har konstrueret et værk – ’Cloaca’, der i bogstavelig forstand gør det samme som mennesker. Når man putter mad ind i den ene ende, kommer der fæces ud af den anden. Visse vil måske påstå, at der hos udvalgte menneskelige skabninger kommer lort ud af begge ender; men det er naturligvis en anden sag.

Et andet tiltag Delvoye har skabt, er en farm – beliggende i Kina, hvor han opdrætter grise, som bliver tatoveret under lokalbedøvelse. Enhver snak om dyremishandling afviser Delvoyes begrundet i, at hans grise har det langt bedre end industrigrise – og at de i øvrigt lever, indtil de dør af naturlige årsager. Herefter bliver skindet solgt for skyhøje auktionspriser på bl.a. Sotheby’s kunstauktioner.

Hvis man vil tilegne sig nogle flere oplysninger om Wim Delvoye’s mange aktiviteter, er det en god idé at checke hans hjemmeside ud. Den er meget underholdende – og så er det ikke helt tilfældigt at, der i kunstnerens navn befinder sig initialerne WD. Hans signatur har en mere end slående lighed med Walt Disney’s.

Logo’er er i øvrigt noget Delvoye arbejder ret konsekvent med. Det tidligere omtalte værk ’Cloaca’ er blevet beæftet med noget, der kunne minde om automobilproducenten Ford’s kendetegn.

Ny næring til drømmen om et Jorn-museum

Det skorter tilsyneladende ikke med ambitioner blandt Silkeborgs erhvervsledere vedrørende et prestigefyldt byggeri med afsæt i et nyt Jorn-Museum i byen. Således har man kunnet læse i Midtjyllands Avis, at man er villig til at skaffe noget nær en kvart milliard til projektet, som i så fald vil blive opført på det såkaldte Søtorv, som i dag blot rummer en kæmpemæssig parkeringsplads.

Beliggenheden vil blive central og komme til at fungere som umiddelbar nabo til Papirfabriksområdet, som i dag udgør en bydel i byen med teaterhus, performerskole og hotel samt restauranter og biograf.

Jeg ville foreslå, at man tog udgangspunkt i Jørn Utzons underjordiske projekt, som desværre aldrig lod sig realisere. I mellemtiden har teknologien inden for byggeri måske gjort et sådant projekt muligt? Det er i hvert fald helt sikkert, at der ligger en del tegninger – og en model, som desværre er bortkommet er heldigvis blevet gennemfotograferet af Lars Bay (billedet).

Terminus

I to uger (indtil 28. februar) kan man opleve udstillingen ’Terminus’, der beskriver Anders Georg Jensens kunstneriske praksis.

Desværre er det en mindeudstilling, der åbnede den 12. februar i Kulturspinderiets lille sal i Silkeborg. To uger er ikke længe – og derfor er der så meget mere grund til snart at tage et blik på nogle af de arbejder, der kan ses på 'Terminus'. Der er mange af dem – og det har været et stort arbejde at få dem til at hænge sammen i et udstillingsforum.

Anders Georg Jensen døde i januar, og jeg var én af dem, for hvem Anders Georg betød meget i kraft af, at han lærte mig at bruge dybtrykket som grafisk medie. Dette var også en del af temaet i den tale, jeg afholdte i forbindelse med åbningen af ’Terminus’.

Bob Dylan på lærred

“I’m not trying to make social comment or fulfil somebody’s vision and I can find subject matter anywhere. I guess in some way that comes out of the folk world that I came up in”.

Udsagnet herover er af Bob Dylan – og her beskriver han ikke sine teorier vedrørende sine sange; men som han ser sig selv som maler. Senere på året får det danske kunstpublikum lejlighed til at sifte bekendtskab med Dylan som billedkunstner, når Statens Museum for Kunst viser hans værker.

Hvis man imidlertid ikke kan vente, så udstiller Halcyon Gallery i London for tiden et udvalg af Dylan’s tidligere malerier – og det er i forbindelse med den udstilling, at udtalelsen er blevet bragt på kunsttportalen Artdaily.org.

Jacob Holdt - nu på ARoS

Det kan forekomme mærkværdigt, at Jyllands førende kunstmuseum ARoS i Århus overtager en publikumsbasker fra kunstmuseet Louisiana i Humlebæk umiddelbart efter, at udstillingen er pillet ned i det sjællandske. Ikke desto er jeg netop blevet indbudt til pressemøde på ARoS, hvor man præsenterer pressen for udstillingen ’Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika’.

Jacob Holdt husker de fleste fra min generation vel bedst for bogen og foredragsrækken ’Amerikanske Billeder’, som jeg selv oplevede i Bio i Silkeborg tilbage i 70’erne. Dengang fungerede Holdts sociale indignation på sin vis ret overbevisende; men jeg har aldrig set ham som billedkunstner – og jeg er faktisk også stærkt i tvivl om, hvorvidt han selv ser sig som andet end dokumentarist?

Nu skal han så bruges som objekt med henblik på at få nogle flere gæster ind på ARoS, der jo som bekendt har skrantet rent økonomisk i den seneste tid.

Paradoksal skønhed

”Det besynderlige er så, at det hele rummer en eller anden paradoksal skønhed. Som om, at der i al ødelæggelsen er en opbyggelighed; en forhåbning om, at alt trods alt vil blive bygget op på ny”.

Kunstanmeldernes svar på tennisspilleren Kenneth Carlsen – og her refereres udelukkende på den ydre lighed – Tom Hermansen har været til udstilling i Århus Kunstbygning, hvor den finske kunstner Jaakko Niemelä for tiden viser totalinstallationen ’Grid – models of unexpected’ – og uventede indslag er der bestemt.

Blandt andet har kunstneren illuderet, at loftet i Kunstbygningens Sal A er styrtet sammen. Hermansen beskriver udstillingen som glimrende, selv om stemningen næppe kan betegnes som positiv. Udstillingen kan ses i Århus Kunstbygning indtil 17. marts.

Hvad er nu dét?

Såmænd resultatet af mødet mellem en flok kreative erhvervs- og kulturfolk og denne blog-skriver i forbindelse med et innovationscafé-arrangement, der fandt sted på Den Kreative Skole, Silkeborg fredag den 5. februar 2010.

Billedet er i standard-format for en hård masonitplade – nemlig 122 x 244 cm.

Bogudsalg

Det var mest som kuriøsitet, at jeg hev LSD – liv, sex & død om konceptkunstneren Marco Evaristti i indkøbsposen hos den lokale Bog og Idé på min bogudsalgstur i dag.

Det var det sidste eksemplar i butikken af bogen, som indeholder et originalt, signeret værk af kunstneren bestående af fedt fra en fedtsugning, sirligt pakket i en rund, gennemsigtig emballage og monteret på papir i en passpartout. Bagsiden består af vand og fragmenter fra den nok så berømte guldfiskeblendning. Bogen var ved købet indpakket i to metalplader, som blev holdt sammen af fire bolte med vingeskruer. Noget af et udstyrsstykke til kr. 99,-.

Anders Georg Jensen in memoriam

TERMINUS bliver titlen på mindeudstillingen om grafikeren Anders Georg Jensen, der som bekendt døde for nyligt kun 58 år gammel. Udstillingen vil finde sted på Kulturspinderiets lille sal i Silkeborg med åbning den 13. februar.

For tiden arbejdes der på højtryk med udvælgelse af værker til udstillingen, som er blevet til på initiativ af nogle af kunstnerens venner – heriblandt billedkunstneren Bodil Sohn, som var Anders Georg Jensens samlever, da jeg lærte ham at kende i 1987. TERMINUS vil kunne ses på Kulturspinderiet indtil 28. februar. Ved åbningen bliver der taler af blandt andre tidligere inspektør ved Silkeborg Kunstmuseum, Troels Andersen.

Det er meget naturligt, at udstillingen finder sted netop i Kulturspinderiets lille sal, da denne er beliggende klods op af Det Grafiske Værksted i Silkeborg, som Anders Georg Jensen genetablerede i byens tidligere medborgerhus.

Dermed har han haft en overordentlig stor betydning for værkstedet og dets daværende og senere brugere. Det er tvivlsomt, om der overhovedet havde været et grafisk værksted i Silkeborg, hvis ikke Anders Georg Jensen dengang havde taget det nødvendige initiativ til at få stedet på fode igen efter lang tids stilstand.