fredag den 20. juni 2025

Lidt kritik af åbningsudstilling på ARoS

 

Installationsfoto af udstillingen ’Lost Property’ (foto: Mads Smidstrup © ARoS 2025)

For nylig kunne jeg her på blog'en berette om et nyt udstillingsområde på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Salling Galleriet vil fremadrettet præsentere installationer, som kræver megen plads, og netop plads fordrer konceptet ’Lost Property’, der primært har en videoinstallation af den britiske kunstner Jenkin van Zyl som et ganske effektfuldt og visuelt støjende omdrejningspunkt. 

Jeg mener, at ARoS efterhånden præsenterer mange af den slags udstillinger, og derfor spørger jeg også i min underrubrik i anmeldelsen, som netop er publiceret på portalen KULTURINFORMATION, om ARoS vil være et oplevelsescenter eller et kunstmuseum. 

Jeg er ganske klar over, at spektakulære og højrøstede installationsprojekter er en del af kunstscenen i dag, men jeg mener faktisk også, at ARoS har temmelig meget fokus på samtidskunst, og dermed muligvis svigter den historiske del af billedkunsten i nogen grad. 

’Lost Property’ kan ses helt frem til d. 6. april 2026 – og det er da længe, skulle jeg mene… 

Til gengæld kan De læse min anmeldelse af udstillingen HER>

torsdag den 19. juni 2025

Jorn, Juhl, Salto, Siesbye og alle de andre

 

Der var andet end Cobra-kunst under hammeren ved Bruun Rasmussens auktion over moderne kunst. Modernismen var blandt andet repræsenteret ved dette fine maleri af Edvard Weie: ’Dame paa Terrassen’, 1937-38. Olie på lærred. 79 x 99 cmVurd.: 150.000-200.000 kr. Hammerslag: 260.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Asger Jorn: 'Les animaux domestiques (Le bestie domestiche)', 1955. Olie på lærred. 105 x 87 cm. Vurd.: 1.000.000-1.200.000 kr. Hammerslag: 1.250.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Alev Siesbye: Cirkulær skål af stentøj, 1983. Vurd.: 30.000 kr.. Hammerslag: 60.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der er altid store forventninger til de nævnte kunstnere, når auktionshuset Bruun Rasmussen blænder op for liveauktion i domicilet i Lyngby, og netop de fire var da også temaer i den netop gennemførte sommerauktion. 

Ganske vist kunne et par malerier af Asger Jorn ikke sælges, men til gengæld ramte et usædvanligt maleri af kunstneren et hammerslag på 1.250.000 kr. mod en vurdering på 1-1,2 millioner. 

Et hurtigt blik på oversigten over de solgte varer overraskede ved et maleri af Mogens Balle, som var vurderet til 50.000-60.000. Det opnåede en pris på 200.000 kr., hvilket jeg mener, er en høj pris for et værk af Balle. 

Ellers var priserne ret forudsigelige på de Cobra-værker, der vel at mærke kunne sælges. 

Axel Salto, Finn Juhl og Alev Siesbye er så godt som altid stensikre sællerter, når deres designs kommer under hammeren og denne gang var ingen undtagelse. 

Et eksempel: En smuk lille skål af Siesbye opnåede et hammerslag på 60.000 kr. mod en vurdering på 30.000.

En fest i vandkanten

 




I det hele taget finder jeg det ret livsbekræftende at befinde mig ved en stand på en varm sommerdag i juni. 

Denne tilstand forstærkes dog, når jeg oplever de unge mennesker kreere deres egen fest i vandkanten, som man kan se det i de fire tegninger herover. 

Man skal dog være kvik med blyanten, hvis man vil skabe en præcis beskrivelse af stemningen, da der er bevægelser i spil. 

Derfor er der ingen garanti for, at scenarierne er 1:1 perfekte; men hvornår er de det?

Kristeligt Dagblad finder ny kulturredaktør i egne rækker

 

Henriksen (foto: Kristeligt Dagblad)

For ikke så længe siden kunne man læse i et stillingsopslag, at Kristeligt Dagblad søgte ny kulturredaktør, og dermed kunne man udlede, at avisens hidtidige kulturredaktør Michael Bach Henriksen ville forlade stillingen efter tyve år. 

Jeg har været i kontakt med Bach Henriksen, der dog stadig vil fungere som skribent på Kristeligt Dagblad, men den nye kulturredaktør er fundet i dagbladets egne rækker, da den nuværende debatredaktør Johannes Henriksen indtager rollen som kulturredaktør på avisen. 

Fra en Henriksen til en anden Henriksen, kan man sige.

Jack Fridthjof under jorden

 

Bare rolig, kære bloglæser. Jack Fridthjof har blot kreeret en af sine vanligt veloplagte reportager; men det med "under jorden" bør bestemt tages bogstaveligt.

Indslaget herover formidler det første view på kunstmuseet ARoS' nye underjordiske udstillingsrum Salling Galleriet, som åbner med en udstilling af den britiske samtidskunstner Jenkin van Zyl og installationen 'Lost Property'.

Jeg er selv i gang med en anmeldelse af udstillingen, og denne anmeldelse kan læses om ikke så længe på kulturportalen KULTURINFORMATION.

onsdag den 18. juni 2025

Tryk på virkemidlerne i åbningsudstilling på ARoS

 

Jenkin van Zyl ved åbningen af Salling Galleriet og udstillingen 'Lost Property' på ARoS





Stillbilleder fra videoinstallationen ’Lost Property’ af Jenkin van Zyl

Fredag d. 20. juni åbner kunstmuseet ARoS et nyt udstillingsområde, Salling Galleriet, som på længere sigt vil udgøre bindeleddet mellem det eksisterende museum og en ny arkitektonisk installation, som jeg tidligere har omtalt flere gange her på siden, af den amerikanske konceptkunstner James Turrell

Man har valgt at indvie det nye areal med en ganske højlydt videoinstallation af den engelske samtidskunstner Jenkin van Zyl, som viser værket ’Lost Property’, hvor det primært handler om en 47 minutter lang videoinstallation garneret med fysiske skulpturer, som tilsyneladende er opbygget af objekter fra filmen. 

Der er ganske voldsomt tryk på lyd og visuelle virkemidler – eller effekter, om De vil, og dette scenarium skal jeg i gang med at udvikle en anmeldelse af. 

Udstillingen varer helt frem til d. 6. april 2026 og min anmeldelse kan på et tidspunkt læses på KULTURINFORMATION.

mandag den 16. juni 2025

Dokumentar om 'Take the Money and Run'

 

Jens Haaning: ’Take the Money and Run’ (fotoKunsten Museum of Modern Art/Niels Fabæk)

»Grænsen bliver mere og mere udvisket, og det modsvarer ganske klart et udstillingskoncept, der ganske vist i opstarten har været genstand for en vis bevågenhed på grund af en tilsyneladende forsvundet sum kontanter i omegnen af en halv million kroner…«


Således sprang jeg let og elegant over et kunstnerisk projekt, der totalt overskyggede resten af en udstilling omhandlende arbejdsliv på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, da jeg anmeldte udstillingen i et større landsdækkende dagblad tilbage i 2021. 


Der er naturligvis tale om værket ’Take the Money and Run’ af Jens Haaning, og jeg skal da love for, at dette konceptuelle greb fik bevågenhed for alle (undskyld metaforen) pengene såvel i nationale som i internationale medier. 


Nu kan man se en ret følelsesladet dokumentar, der skildrer hele processen om værket og konflikten mellem Haaning og Kunsten på DR. 


Her beskriver Haaning Kunstens direktør Lasse Andersson med følgende svada: »Lasse oppe i Aalborg har ingen uddannelse. Han er arkitekt og ved ikke en skid om kunst…« 


Det massivt omtalte kunstværk, som består af to tomme billedrammer, ejes i dag af Kunsten i Aalborg, og dokumentarudsendelsen om værket kan ses HER>

søndag den 15. juni 2025

Nyt socialt medie åbnet for brugere

 

Meningspunktet har skabt et logo af et vist modernistisk tilsnit (foto: Meningspunktet)

Eller hvad? 

I skrivende stund har jeg forgæves forsøgt at skabe en profil på det nye sociale medie Meningspunktet, som angiveligt skulle fungere fra i dag, men en mail, der skulle instruere mig i at oprette en profil, er aldrig dukket op i min indbakke – så nu afventer jeg yderligere besked. 

Det hører med til historien, at en i sammenhængen nødvendig tålmodighed ikke hører til blandt mine væsentlige dyder; men lad os nu se, hvad der sker?

fredag den 13. juni 2025

En "sommerdag" i juni

 





Det blev ikke til en sommerdag, hvis en sådan skal udmåles ved temperaturer over 25 grader; men mindre kan gøre det, hvis der ingen skyer er på himlen. 

Selvfølgelig blev der tegnet lidt ved besøget på favoritstranden. 

Det var dog ikke fordi, der – lidt uforståeligt – var mange mennesker ved stranden på denne torsdag, men det gør ikke noget.

torsdag den 12. juni 2025

Karen Friis ny direktør for KØN

 

Karen Friis (foto: Jonatan Nothlev)

Hvis man besidder blot et nogenlunde kendskab til Museum Jorn i Silkeborg, vil man være bekendt med navnet Karen Friis, som der i perioder har fungeret som museumsinspektør på museet. 

På et tidspunkt blev det imidlertid for meget, da hun fandt, at hun efter eget udsagn brugte for meget tid på at søge penge og fondsmidler frem for arbejdet med de kunstfaglige aspekter. 

Friis har i en årrække været forstander på Nørgaards Højskole, men nu har hun mod på at tage endnu en tørn inden for det museale, og det kommer til at foregå på KØN Gender Museum Denmark, som er beliggende i Aarhus. 

KØN har ellers været ude i adskillige stormvejr, da man under ledelse af Julie Rokkjær Birch ændrede museets identitet fra Kvindemuseet til den nuværende. 

Det gik ikke stille for sig. 

Senest har tidligere museumsinspektør ved ARoS, Pernille Taagaard Dinesen stået i spidsen for KØN, men hun valgte at trække sig for et års tid siden, og nu skal Karen Friis overtage styringen af museet, der er beliggende i Aarhus’ tidligere rådhus på adressen Domkirkepladsen 5, Aarhus. 

Karen Friis tiltræder stillingen på KØN d. 1. august.

mandag den 9. juni 2025

Galleri udvider i Aarhus' latinerkvarter

 

Jacob Bjørn Gallery samarbejder blandt andet med den tyske kunstner Wolfgang Voegele, som sammen med mange andre kunstnere er repræsenteret ved den kommende sommerudstilling i galleriet i Mejlgade. Billedet er fra en tidligere udstilling (foto: Jacob Friis-Holm Nielsen)

Når Aarhus-galleriet Jacob Bjørn Gallery udvider aktiviteterne i hjertet af Aarhus, bliver en af Mejlgades historiske bygninger implementeret i galleriets fysiske miljø. 

Jacob Bjørn har været vidt omkring i Aarhus’ midtby, men ser nu ud til at have fundet et blivende sted i Mejlgade, hvor han de seneste år har præsenteret et bredt og iøjnefaldende udvalg af danske og internationale kunstnere. 

Bjørn afholder Grand Opening fredag d. 13. på adressen Mejlgade 39, og mon ikke åbningen og indvielsen af det nye space kommer til at foregå gnidningsløst på trods af datoen?

søndag den 8. juni 2025

Haberkorn om Jungwirth

 

Det bør ikke være en hemmelighed, at da udstillingen med den østrigske kunstner Martha Jungwirth åbnede på Museum Jorn i Silkeborg, begavede jeg udstillingen med seks (ud af seks) stjerner i min anmeldelse på portalen KULTURINFORMATION.

Nu har Museum Jorn imidlertid produceret en lille reportage i videoform, hvori museets overinspektør og udstillingens kurator Lucas Haberkorn fortæller om udstillingen og oplevelserne med Jungwirth.

Reportagen kan ses herover.

fredag den 6. juni 2025

Anmeldelse af 'Imaginature' på KunstCentret Silkeborg Bad publiceret






































For nylig besøgte jeg KunstCentret Silkeborg Bad, der sommeren over viser udstillingen ’Imaginature’, som er et koncept, der i nogen grad er udviklet til børn og deres forældre; men – hvilket forhåbentlig fremgår af min anmeldelse på KULTURINFORMATION – vi andre kan også se med og få en oplevelse ud af udstillingen, som er kurateret af den tjekkiske kulturperson og teaterinstruktør Matêj Forman, hvilket antyder, at udstillingen er sammensat af installationer, projekter og kunstværker af tjekkiske kunstnere. 

Udstillingen kan ses frem til d. 24. august og min anmeldelse kan læses HER>