Langtidsudlån af Emin-værk til Tate Modern

Tracey Emin optræder her i BBC Newsweek

For ikke så længe siden blev et kontroversielt kunstværk solgt for et større millionbeløb på en auktion i London, og netop salget af Tracey Emins installation 'My Bed' har jeg tidligere omtalt på bloggen her.

Det fremgik dengang, at køberen var en af Emins kunsthandlere; men det viser sig at Jay Jopling handlede på vegne af den schweiziske industrimand Grev Christian Duerckheim, som nu har lavet en kontrakt med Tate Modern i London, som låner værket, der består af en uredt seng med en masse relikvier - heriblandt brugte kondomer og tomme sprutflasker.

Tracey Emin har i de senere år oparbejdet en status om en af de mest toneangivende britiske aktører på den kontemporære kunstscene. 

Kvindernes rolle i museumslandskabet

På ARoS Aarhus Kunstmuseum er otte ud af ti kunstfaglige medarbejdere kvinder

"Det er, som om den kønsdebat, der i den sidste tid har ramt kunstmuseerne, kun slår ned på de steder, hvor man kan se, at kvinder er i undertal, og dermed bliver det store overtal af universitetsuddannede kvinder på kunstmuseerne fuldstændig overset, om end de udøver en ret betydelig indflydelse på museernes kunst"

Citatet stammer fra et debatindlæg i Politiken, hvor debattøren Søren Mølstrøm går i rette med betonfeministerne i Kvinfo, der har rettet deres kritiske skyts mod kunstmuseerne, som de mener er domineret af mænd på de væsentlige poster. 

Mølstrøm giver dog ved hjælp af en ganske enkel sammentællingsmetode pigerne kam til deres hår, da han ganske relevant og klart definerer, at kvinderne er i overtal, når det drejer sig om kunstfagligt personale på de forskellige kunstmuseer i Danmark. 

Her glemmer han faktisk at belyse landets kunsthaller, hvor alle på nær én er ledet af kvinder.

Billedhugger eller skulptør?

"Faktisk er hun heller ikke billedhugger i ordets direkte betydning. For hun hugger ikke sine værker ud af sten. Hun danner dem i ler eller voks, modellerer dem op, langsomt, over et skelet, samler små klumper af det bløde materiale, lægger bid til bid, form til form, og personen i materialet lever i materialet. Til sidst støber hun dem måske i bronze, eller hvis økonomien ikke tillader det, i gips, som hun så patinerer"

Kunstneren, som Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung refererer til i citatet herover, er Hanne Varming, der er udstillingsaktuel påKastupgårdsamlingen frem til d. 28. september. 

Hornung har i øvrigt anmeldt flittigt i en tid, hvor det ellers ser ud som om, at kunstens folk er gået i en form for sommerdvale. 

Det skal han ikke høre et ondt ord for på denne blog - og ej heller, at han tager et emne omkring definationen på en billedhugger op. Det bør vel være indlysende, at en billedhugger er en kunstner, der med hammer og mejsel samt diverse motoriserede værktøjer hugger motivet ud i granit eller marmor. 

Ikke desto mindre er der en tendens til at betegne alle, som frembringer en rumlig form uanset metode som billedhuggere. Jeg kan ikke se, hvad der er galt med den fælles betegnelse "skulptør"? Den dag, man printer skulpturer ud i 3-D er denne betegnelse såmænd stadig gangbar. 

Udstillingen 'Hanne Varming - fra skitse til skulptur' giver Hornung i øvrigt fem ud af seks mulige hjerter i Politiken.

PRO og Fanø

Da man under den borgerligt ledede regering midt i 00'erne omlagde strukturen på udstillingsstedet Charlottenborg i København, gjorde man samtidigt et antal kunstnersammenslutninger hjemløse rent udstillingsmæssigt. 

Man kan naturligvis udmærket diskutere, om et antal fortrinsvist danske kunstnere pr. automatik bør have udstillingsret på en af Københavns væsentligste adresser en gang om året ud fra, at de er medlemmer af en bestemt sammenslutning. Men sådan var det i årevis, og diskussionen har kørt - og har vel også fundet sin afslutning? 

En kendsgerning er det under alle omstændigheder, at de pågældende grupperinger har været nødsaget til at udstille andre steder end på Charlottenborg. 

Blandt andet har kunstnersammenslutningen Grønningen udstillet så afsides som på Bornholms Kunstmuseum og for tiden kan man se en udstilling på Fanø Kunstmuseum, hvor medlemmer af en anden af de fra Charlottenborg udelukkede sammenslutninger, PRO, viser hvad de repræsenterer i 2014. 

Ved at forske lidt i historikken har jeg fundet ud af, at sammenslutningen efter tiden på Charlottenborg bl.a. har udstillet på KunstCentret Silkeborg Bad og Kunst- og Kulturcentret Gammelgaard i Herlev. 

Nu kan man altså se dem på Fanø, og jeg må sige - efter at have besigtiget udstillingen - at det er en kunstnergruppe, der trænger til en opsang. Individuelt leverer medlemmerne (dem, som er med) absolut under normalt niveau. Og det er ikke mindst synd for det fine museum i skønne Sønderho. 

Måske har medlemmerne nedprioriteret en udstilling i "udkanten" af riget? Jeg ved det ikke... Men skulle man komme til Fanø, bør man under alle omstændigheder besøge det fine museum, der primært i den faste udstilling viser kunst, som er forankret i øens historie.

Fanø

Jeg tilbringer uge 30 i Malerhuset på Fanø, så derfor er det hjemlige værksted midlertidigt udskiftet med Carl Forsbergs gamle atetier i huset i Sønderho. 

Herover et par - eller tre - akvareller, som ligger glimrende i forlængelse af de akvareller, som jeg lavede samme sted i 2003.

Sol, strand og sommer

Sommeren har i en sjælden grad ramt Danmark. I hvert fald i skrivende stund - og på en steghed lørdag er det vel legitimt for en kunstner at besøge Vesterhavet og den fine strand ved Houstrup mellem Nymindegab og Henne Strand? 

Det skal jo ikke være driveri og solbadning det hele, så derfor medbringer jeg altid tegnerekvisitter og akvarelfarver på disse ture til stranden. 

Hvad der kom ud af det kan ses på gengivelserne herover.

Kirkeby i München

Per Kirkeby: 'Vandrer', streg- og akvatinteætsning, 1963/1976 (foto: Museum Jorn, Silkeborg/Lars Bay)

Per Kirkebys status - herhjemme og internationalt - kan nogen næppe anfægte? Kirkeby er vel mest kendt som maler i den store offentlige sammenhæng; men som billedkunstner har Kirkeby været ansvarlig for mangt og meget, ligesom han tillige har udgivet adskillige bøger. 

For nyligt kunne man på det internationale kunstsite Artdaily.com læse, at netop to af kunstnerens væsentlige udtryk, grafik og skulptur, nu kan opleves i München - nærmere bestemt på Pinakothek der Moderne. 

Udstillingen tager udgangspunkt i Kirkebys bronzeskulpturer, som vises i samspil med en række grafiske arbejder - primært raderinger og træsnit - som i flere tilfælde ikke tidligere har været vist på udstillinger. 

Til den aktuelle udstilling i München er udlånt et antal grafiske arbejder fra Museum Jorn i Silkeborg, der er i besiddelse af en så godt som komplet samling af Kirkebys raderinger, som kunstneren løbende har skænket til museets samling. 

Og netop Museum Jorn danner til næste år ramme om en udstilling med Kirkebys raderinger. Denne præsentation vil markere udgivelsen af tredje bind af en samlet fortegnelse over kunstnerens produktion af raderinger.

Just på ARoS

"Tankerne begynder at vandre, og kedsomheden melder sig som perfektionens ufrivillige ledsager. Det er lidt ærgeligt, at det skal ske i så storslåede omgivelser som på ARoS"

Jeg skal gerne indrømme, at Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken af den aktuelle udstilling med videoinstallationer af Jesper Just på ARoS, hvorfra citatet herover stammer, er omkring en måned gammel. 

Nu har jeg imidlertid selv haft mulighed for at se udstillingen 'Intercourses' og finder den en anelse overflødig set i lyset af, at HEART i Herning for nyligt har vist Just i et større perspektiv. 

Samtidigt udgør 'Intercourses' Jesper Justs bidrag til Biennalen i Venedig sidste år, og netop derfor burde man måske vente nogle år med at vise udstillingen herhjemme? 

Hornung påpeger i sin tre-hjertede anmeldelse, at udstillingen er teknisk perfekt; men desværre kunstnerisk skuffende. 

Man kan danne sit eget indtryk af udstillingen på ARoS, hvor den kan ses frem til d. 19. oktober.

Tyskland verdensmestre i fodbold

Efter en intens kamp mod Argentina i Rio de Janeiro kan det tyske fodboldlandshold nu de næste fire år kalde sig verdensmestre i fodbold. 

Kampen måtte ud i forlænget spilletid, inden indskiftede Götze kunne score på et glimrende oplæg af Chelsea-spilleren Andre Schürrle. 

Sejret var fortjent, da argentinerne ikke kendte deres besøgelsestid, når de havde de store målchancer.

Vinder Tyskland VM i fodbold?

I aften spiller Tyskland VM-finale i fodbold mod Argentina i Rio i Brasilien - og netop Brasilien ydmygede tyskerne ved at forsyne dem med en 7-1 sæk i semifinalen.

Hvordan aftenens kamp ender er selvsagt umuligt at sige noget om; men mon ikke tyskerne vinder det eftertragtede trofæ?

Én af Berlin-aviserne har i hvert fald taget forskud på glæderne ved at bringe disse historiske indslag i dagens avis - og man må sige at moden har skiftet siden 1954...

Fjerde akvatinteætsning i serien 'Nature Morte'

"Opstilling", "Stillleben" eller "Nature Morte"... Kært barn - eller en klassisk disciplin i kunsthistorien - har mange navne. 

Jeg har valgt at titulere fire ætsninger, hvoraf én kan ses herover 'Nature Morte'; men de kunne såmænd hedde hvad som helst. 

De er alle et resultat af et kaotisk værksted, som nu befinder sig i en nogenlunde redelig tilstand. Det er svært at trykke grafik i en rodebutik. 

En rejse til "the middle of nowhere"

Installation af Janet Cardiff og George Bures Miller, som kan opleves på ARoS til vinter (pressefoto: ARoS

Et tiltag, som jeg værdsætter højt, er ARoS' nye blog, som kan findes på museets hjemmeside. Her fortæller museets ansatte om diverse aktuelle og - i dette tilfælde - fremtidige udstillinger. 

Senere i år kan man således opleve en udstilling med parret Janet Cardiff og George Bures Miller. Hvad denne udstilling handler om, skal jeg med glæde berette om her på siden, når den åbner 6. december. 

I mellemtiden har udstillingens kurator Maria Kappel Blegvad dog været på besøg hos Cardiff og Miller i den lille by Grindrod i Canada, og jeg har selv besøgt byen på Google Earth. 

Jeg overdriver ikke, når jeg betegner byen som beliggende"in the middle of nowhere"... 

Nolde og nazismen

Emil Nolde: 'Herbstmeer VII', 1910, olie på lærred, 60 x 70 cm. © Nolde Stiftung Seebüll (pressefoto: Louisiana)

"Ved nazisternes magtovertagelse var der en vis forvirring om ideologiens kulturpolitik. Mange kunstinteresserede nazister som Goebbels var faktisk begejstrede for Nolde og andre ekspressionister - det er jo en sjæleligt dramatisk og koloristisk form for maleri - men det synspunkt vandt ikke frem, og fra midten 1930'erne begyndte nazisterne at fjerne 17.000 værker fra tyske kunstmuseer. Af dem bar 1.000 Noldes signatur"

Som tidligere nævnt her på blog'en er der netop åbnet en omfattende, retrospektiv udstilling på Louisiana med værker af Emil Nolde. 

I sin anmeldelse i Berlingske beskæftiger Torben Weirup sig meget naturligt med Noldes flirt med nazismen, som kunstneren besad visse sympatier for. 

Om det var af karrierefremmende årsager, at Nolde gav udtryk for disse holdninger, er svært at sige? Måske besad han en naiv tro på, at nationalsocialismen var fremtidens verdensorden? 

Sådan gik det heldigvis ikke - og mindet om Emil Nolde (1867-1956) må leve med denne skygge over kunstnerens person. 

Weirup giver fem ud af seks stjerner til Nolde-udstillingen.

Ny rektor på Kunstakademiet

Samtidskunst handler - hvis man skal tro, hvad man hører - mere om strategier og netværkeri, end egentlig kunstnerisk udfoldelse og metodebearbejdelse. 

Derfor må det siges at være naturligt, at stillingen som rektor for Det Kgl. Kunstakademis Billedskoler nu overtages af den nuværende leder for Museet for Samtidskunst i Roskilde, Sanne Kofod Olsen. 

Hvad dét indebærer, kan jeg naturligvis have mine meninger om; men der har været lidt "stille" om, hvem, der skulle bestyre posten, efter at den tidligere rektor, Mikkel Bogh, under stor bevågenhed fik stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst. 

Der har været en del diskussion om kønskvoteringen i det danske kunstliv i den senere tid, så i dét perspektiv, må kulturfeministerne være tilfredse med valget af Kofod Olsen. 

Personligt håber jeg, hun er valgt til embedet, fordi man har fundet hende bedst egnet, og hun er ikke helt ukendt med rollen, da hun i perioden fra 2005 til 2009 bestred stillingen som rektor for Det Fynske Kunstakdemi.

99 lerkar i skoven

Hvis man er kondiløber eller blot stille og roligt spadserer sig en tur i skoven ved KunstCentret Silkeborg Bad, skal man ikke blive alt for overrasket, hvis man ser 99 keramiske arbejder, der er brændt under forskellige temperaturer - og dermed fremstår med lige så forskellige overflader. 

Der er mening med galskaben, da der er tale om et projekt med den indviklede titel 'Ingen kan træde ud i den samme flod to gange - 99 lerkar til Heraklit'. 

Den græske filosof Heraklit var netop personen, der udviklede tanken om, at alting er under stadig forandring, og dette har inspireret keramikeren Lise Seier Petersen (f. 1952) til sit projekt, hvor de 99 lerkar er underlagt naturens luner. 

Over tid vil de keramiske arbejder nedbrydes og et af kunstnerens ønsker er, at vandstanden stiger på et tidspunkt i den nærliggende Ørnsø, og dermed bringer de 99 værker rundt i Silkeborgsøerne.

Den sammensatte Nolde

Emil Nolde: 'Mohn', udateret, akvarel på japanpapir, 333 x 459 mm., © Nolde Stiftung Seebüll (pressefoto: Louisiana)

"Nolde var en sammensat person, der dyrkede det simple. Han erklærede, at han aldrig - bortset fra Bibelen - havde læst en bog til ende, og han yndede at fremstille sig selv som en rå og udannet bonde, men ikke desto mindre var han meget velorienteret, og han bad i 1924 den avantgardistiske arkitekt Mies van der Rohe om at designe et hus til ham i Berlinerforstaden Zehlendorff. Nolde var langt mere sofistikeret end det billede af ham selv, han gerne ville videregive. Han kendte til selviscenesættelsens mange facetter og til livets utallige paradokser"

Emil Nolde er som bekendt ikke den eneste kunstner i historien, der har besiddet selvmodsigende billeder af sin personlighed; men dette perspektiv er kun ét af de mange, som Weekendavisens kunstanmelder Ole Nørlyng berører i sin anmeldelse af den aktuelle udstilling med netop Nolde på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Udstillingen er netop åbnet, og den kan ses frem til d. 19. oktober.

Uredt seng solgt for en formue

Det er nok de færreste, der vil betale 20 millioner danske kroner for en uredt seng omgivet af brugte preservativer, tomme vodkaflasker, nylonstrømper samt diverse andre mere eller mindre odiøse objekter. 

Men når sengen har tilhørt en af de mest toneangivende samtidskunstnere på den britiske scene, Tracey Emin, er det faktisk prisen, én eller anden har været villig til at betale på en auktion i London for nyligt. Installationen blev opkøbt af den stenrige kunstsamler Charles Saatchi for 14 år siden - og nu er den altså røget videre i systemet. 

Hvem køberen er, meldte historien i første omgang ikke noget om; men ifølge dagbladet Politiken drejer det sig om Jay Jopling - grundlæggeren af White Cube Gallery med hovedkvarter i London.

En "nyere" teknik

"Aquatinten eller tonætsningen er en teknik af nyere dato, opfundet i 1768 af franskmanden Jean Baptiste le Prince, medens stregætsningen, som vi kender og bruger den, opstod i begyndelsen af det 16. århundrede"

Sådan kan man læse i bogen 'Den sort-hvide grafik', som er en samling af skrifter og artikler af maleren og grafikeren Aksel Jørgensen (1883-1957), som i en årrække fungerede som professor ved Det Kgl. Kunstakademi i København. 

At Jørgensen betegner en metode opfundet i 1768 som "af nyere dato", kan måske begrundes i, at teksten er forfattet for omkring 60 år siden; men selv midt i 1900-tallet skulle man næsten 200 år tilbage i tiden for at finde akvatintens ophav. 

Det er lidt fascinerende, at opleve akvatinte-ætsningen som en ældgammel teknik, der stadig er relevant blandt kunstnere - og det nye tryk, som kan ses gengivet herover, er netop en akvatinteætsning udført i dag på værkstedet. 

Noget tyder på, at det bliver en "grafik-sommer"...