"Faktisk er hun heller ikke billedhugger i ordets direkte betydning. For hun hugger ikke sine værker ud af sten. Hun danner dem i ler eller voks, modellerer dem op, langsomt, over et skelet, samler små klumper af det bløde materiale, lægger bid til bid, form til form, og personen i materialet lever i materialet. Til sidst støber hun dem måske i bronze, eller hvis økonomien ikke tillader det, i gips, som hun så patinerer"
Kunstneren, som Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung refererer til i citatet herover, er Hanne Varming, der er udstillingsaktuel påKastupgårdsamlingen frem til d. 28. september.
Hornung har i øvrigt anmeldt flittigt i en tid, hvor det ellers ser ud som om, at kunstens folk er gået i en form for sommerdvale.
Det skal han ikke høre et ondt ord for på denne blog - og ej heller, at han tager et emne omkring definationen på en billedhugger op. Det bør vel være indlysende, at en billedhugger er en kunstner, der med hammer og mejsel samt diverse motoriserede værktøjer hugger motivet ud i granit eller marmor.
Ikke desto mindre er der en tendens til at betegne alle, som frembringer en rumlig form uanset metode som billedhuggere. Jeg kan ikke se, hvad der er galt med den fælles betegnelse "skulptør"? Den dag, man printer skulpturer ud i 3-D er denne betegnelse såmænd stadig gangbar.
Udstillingen 'Hanne Varming - fra skitse til skulptur' giver Hornung i øvrigt fem ud af seks mulige hjerter i Politiken.