Kritik af Van Gogh & Japan

Vincent Van Gogh: 'Bro i regnen'. 1887 (pressefoto: Van Gogh Museum, Amsterdam)

"Påstanden om, at Van Gogh var dybt påvirket af japansk grafik holder ganske enkelt ikke. Havde han haft behov for at se Hokusai for at male sit smukke maleri 'Høsten' fra 1888, hvilket udstillingen antyder? For mig at se rummer værket langt flere episke panoramaer, som blandt andet ses hos hans hollandske forgænger Pieter Bruegel d.æ. Desuden virker det underligt, at kuratorerne antyder hans opstillinger med blomster og insekter som inspireret af japansk kunst, når temaet har været en hollandsk specialitet siden 1700-tallet"

The Guardians kunstanmelder Jonathan Jones er ofte meget kritisk i sine iagttagelser af kunstudstillinger. Ofte har disse kritikpunkter afsæt i, hvad Jones ser som misforståede kuratoriske teorier. 

Aktuelt handler det om udstillingen 'Van Gogh & Japan', som for kort tid siden åbnede på Van Gogh Museet i Amsterdam. Her mener Jones, at man har overvurderet den japanske grafiks betydning i forbindelse med Van Gogh. 

Det kan dog ikke nægtes, at Van Gogh - som det kan ses på gengivelsen herover - har været inspireret af de fjernøstlige udtryk, hvilket også fremgår af historiske tekster, som blandt andet stammer fra kunstnerens breve til sin bror Theo. 

Udstillingen i Amsterdam kan ses frem til d. 24. juni, hvis man skulle komme på de kanter - og Jonathan Jones giver trods alt udstillingen tre ud af fem stjerner.

Nye visioner for Gropius Bau

Stephanie Rosenthal har taget opstilling i Gropius Baus imponerende forhal (foto: Mathias Völzke)

En af Berlins væsentligste udstillingsattraktioner Gropius Bau har fået ny direktør, og Stephanie Rosenthal har fine og udviklende ambitioner på museets vegne. 

Blandt andet er der ifølge kunstportalen Artdaily.com blevet iværksat en ombygning, der på nænsom vis - og i samarbejde med kvalificerede arkitekter, fysisk bringer museet ind i nutiden. 

Museet havde en besværlig rolle, da Berlin var delt i en øst- og vestsektor, da beliggenheden lige klos op og ned af Berlinmuren gjorde det svært at give bygningen det monumentale udtryk, man kan opleve i dag. 

Betonmuren løb faktisk langs museets nuværende hovedindgang og spærrede på brutal vis af for østberlinernes adgang til det smukke hus. 

Nu vil Rosenthal "åbne" museet for berlinerne, og gøre den enestående atriumgård tilgængelig for alle. 

Hvis hun samtidigt har mulighed for at tage et opgør med den surhed, der præger museets kustoder, vil alt være godt. Der bliver åbnet en ny restaurant i museet, ligesom en afdeling af den store kunstboghandel Walther Köning vil blive implementeret i museumsbygningen.

Kirkeby-arkiv til Museum Jorn

Per Kirkeby Arkiv: Skitse til Aarhus Kunstmuseum (foto: Museum Jorn)

Per Kirkeby Arkiv: Illustration om æstetiske principper (foto: Museum Jorn)

"Jeg tror, at den sag er skrinlagt"

Så klart og utvetydigt udtaler overinspektør Lise Pennington på kunstmuseet ARoS om en gammel strid mellem museet i Aarhus og Museum Jorn i Silkeborg til Politikens Anne Bech-Danielsen i en udtalelse vedrørende Per Kirkebys Arkiv, som i disse dage overføres fra ARoS til museet i Silkeborg. 

Politikens udsendte prøver såmænd også at puste lidt til den gamle flamme, da hun spørger Museum Jorns direktør, om det er payback time, når nu Museum Jorn nu "nupper Kirkeby-arkivet fra ARoS": "Det her har intet med den gamle historie at gøre. Vi er langt hinsides nid og nag. Det her handler om, at Per Kirkeby selv har ønsket at samle sit arkiv netop her, og det giver så meget mening", siger Museum Jorns direktør Jacob Thage. 

Den gamle sag handlede om, at ARoS i 2011 lavede en udstilling med titlen 'Jorn International', og dette initiativ fandt man fra Museum Jorn lidt ufint i forhold til, at netop Asger Jorn tre år senere skulle fejres massivt i anledning af 100 året for kunstnerens fødsel. 

I mellemtiden er der løbet meget vand gennem Gudenåen og Aarhus Å, så der er i hvert fald ifølge de to museers repræsentanter ingen fnidder-fnadder de to museer imellem. 

Aktuelt handler sagen om, at Museum Jorn nu overtager hele Per Kirkebys omfattende arkiv, som siden 2008 har været opmagasineret på ARoS. 

Nu befinder arkivet sig på Museum Jorn, hvor dele af det kan beses af museets besøgende fra påsken 2018.

Grafisk sammensurium

TrykSammensurium: Fællesarbejde af MIMWAJ, 2018 - udsnit (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad)

"Overskriften TrykSammensurium er flertydig. Den betegner helt konkret det fælles i kunstnernes træsnit. Her blandes forskellige motivdele, skabt af de enkelte kunstnere, til et fælles udtryk. Altså samskabelsehelt konkret. Dertil henviser overskriften mere bredt til samarbejdet i gruppen, hvor seks forskellige gemytter og kunstnere løbende inspirerer hinanden i workshops rundt om i Norden, hvor de mødes med jævne mellemrum"

Bag disse ord, som er et uddrag af en pressemeddelelse fra KunstCentret Silkeborg Bad, finder man kunstnerkonstellationen MIMWAJ, og lyder det underligt, er der en forklaring. 

Det er ganske enkelt forbogstaverne på de seks kunstneres fornavne, der udgør grupperingens navn, og som det antydes i teksten drejer det hele sig om en udstilling med installationer sammensat af grafiske arbejder af de seks kunstnere. 

Udstillingen finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den åbner d. 7. april kl. 11.00 - og når jeg er så forholdsvist præcis i tidsangivelsen, er det fordi, jeg selv bør være til stede på det berammede tidspunkt, da jeg har lovet at åbne udstillingen, der kan ses på Badet frem til d. 19. august.

Hemmeligheder overalt

Mens disse linjer skrives, er der fernisering på udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne' af Maria Wandel på Horsens Kunstmuseum. 

Udstillingen rummer værker med udgangspunkt i det skrevne ord, og ofte imødegår man denne type værker med en vis skepsis, da billedkunst vel som udgangspunkt bør fokusere på det visuelle. 

Ikke desto mindre er det lykkedes Maria Wandel at få en ganske seværdig udstilling banket op i Horsens. 

Jeg besøgte museet dagen inden åbningen, da udstillingen optræder på min liste over udstillinger, der skal anmeldes her på falderebet af første kvartal i 2018. 

'Hemmeligheder alle Vegne' kan ses på det fine museum i Horsens frem til d. 27. maj.

Erindringsbilleder fra en lang vinter

Når man ikke er specielt glad for vinter og kulde, kan det være ganske rart at se tilbage på netop dén årstid, hvor søerne fryser til og hvor temperaturerne i udvalgte døgn ikke har oversteget nulpunktet, og blot - mens det stadig er halvkoldt udenfor - sidde indenfor i værkstedets varme og lade penslen med akvarelfarve løbe hen over papiret med udgangspunkt i erindringen om en tilsyneladende endeløs vinter. 

I skrivende stund nærmer vi os påske og overgangen til "sommertid". 

Jeg glæder mig til at foretage nogle udendørs aktiviteter uden at risikere forfrysninger af blottede kropsdele.

Grayson Perry til ARoS' samling

Grayson Perry: 'Expulsion From no. 8 Eden Close', 2012 (pressefoto: ARoS).

For knapt et par år siden deltog jeg på kunstmuseet ARoS i et af de morsomste og mest begivenhedsrige pressemøder, jeg kan erindre at have oplevet. 

Det drejede sig dengang om den britiske multikunstner Grayson Perrys ganske farverige og originale univers, som førte til udstillingen 'Hold Your Beliefs Lightly'. 

Perry var et både interessant og intelligent bekendtskab, og et af værkerne fra den omtalte udstilling er nu en del af museets samling. 

Vægtæppet med titlen 'Expulsion From no. 8 Eden Close' kan allerede ses i ARoS' galleri for installationskunst i Niveau 0. 

Værket er erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Fire hjerter til LER!

En mere jordisk installation end Alexandra Engelfriets 'Skinned' (Flået) er svær at forestille sig. For værket ligner en pløjemark. Den nederlandske kunstners værk lever ikke i kraft af sin form, men gennem de aktiviteter, der har skabt formen". Således beskriver Peter Michael Hornung værket, som er afbilledet herover (foto: Anders Sune Berg).

"Den kreative legesyge med ler kan man også se udfoldet i 'Jorns sidste måltid', et polykromt keramisk popop-værk af gruppen Dirty Go Clay: Louise Gaarmann, Lea Nielsen og Mette Maya Gregersen. Mærkeligt nok er dette værk ikke en del af den officielle udstilling. Men det er en del af museets demonstration af, hvad fantasifulde kunstnere/keramikere kan bruge masser af ler til"

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung besøgte Museum Jorn i Silkeborg, da udstillingen LER! åbnede for nyligt. Blandt andet fremhæves værket 'Jorns sidste måltid', hvilket antydes i citatet herover. 

Hornung fremhæver oplagt, at udstillingen består af en række begivenheder, som nok gør det svært for de fleste anmeldere at give en helt præcis vurdering af LER! som kunstudstilling. 

Hornung giver fire hjerter i Politiken til LER!, som kan ses på Museum Jorn frem til d. 10. juni.

Hemmeligheder

"På udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne', danner Maria Wandels grafisk slagkraftige og på samme tid underfundige tuschtegninger, et fascinerende univers, fyldt med skjulte fortællinger, som beskueren selv må afdække. Kunstneren lader også ofte skriften blive en del af billedet, ikke som en pædagogisk hjælpeforanstaltning, endsige en morale eller politisk pegefinger, men snarere som en poetisk tilføjelse, der kan være gådefuld eller humoristisk. Som et fingerknips, der får beskueren til at stoppe op en ekstra gang"

Lørdag d. 24. marts åbner på Horsens Kunstmuseum udstillingen - som det antydes i teksten herover, hentet fra museets Facebook-profil - 'Hemmeligheder alle vegne' med værker af Maria Wandel. 

Hvad disse hemmeligheder mere specifikt går ud på, vil jeg med mine egne øjne og sanser finde ud af, inden udstillingen åbner, da jeg har indføjet den som den sidste i min anmeldelseskalender for første kvartal af indeværende kalenderår.

Hvem får det sidste ord?

'Selvspejlinger I': Installationsfoto med portrætvæg (foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer)

"Men skal man som beskuer nødvendigvis aktiveres fysisk, før man forstår en udstilling? Egentlig er det jo lidt som at sidde på en restaurant sidst i 80'erne - hvor madoplevelsen først var komplet, når man havde hentet sin salat i salatbaren og selv stegt sin bøf på en såkaldt "varm sten" ved bordet. Hvor man betalte for at lave sin egen mad. Nu er det bare blevet en del af museernes oplevelsesøkonomi i stedet for"

Citatet er et lille brudstykke af en anmeldelse, som Rikke Hansen har publiceret på kunsten.nu vedrørende udstillingen 'Selvspejlinger I', som for tiden finder sted på Esbjerg Kunstmuseum. 

Hansen er kritisk over for udstillingen på flere måder, og at jeg beskæftiger mig med kritikken og en udstilling, som jeg faktisk ikke har set på blog'en, er usædvanligt, men usædvanligt er det også at museets inspektør Christiane Mosegaard Finsen og resten af det kunstfaglige team, som antyder, at Rikke Hansen ganske enkelt ikke har fattet en brik af, hvad udstillingen går ud på, har taget til genmæle  i et debatindlæg på kunsten.nu. 

Jeg vil ikke gå ind i en nærmere analyse af udstillingens præmis eller anmeldelsens budskab, men blot anføre, at det er ganske befriende, at en udstillingsinstitution modsiger en anmelders iagttagelser, men måske skulle man hellere kigge indad og prøve at udvikle en forståelse for, hvorfor en given udstilling får nogle kritiske ord med på vejen? 

Der er vel ikke nogen naturlov, som automatisk gør alle kunstudstillinger vellykkede?? Og i øvrigt er/bør en kunstanmeldelse ramme læserne i et kvalificeret balancepunkt mellem, hvad man kan forvente at opleve på en udstillingsinstitution og hvad anmelderen rent subjektivt, på godt dansk, mener om en given udstilling.

Frode Steinicke solo i Aarhus

For nyligt åbnede en udstilling i det fine Galleri Jacob Bjørn i Aarhus, som viser skulpturer af min gamle bonkammerat Frode Steinicke. 

Udstillingen har flere af Steinickes ting på programmet, og blandt værkerne kan man se et antal nyere skulpturer og relieffer i bemalet træ. 

Disse udstilles sammen med et antal ældre værker, som mange måske især er bekendt med, da den sorte granit i en lang periode udgjorde en signatur hos kunstneren. 

Jeg håber at få set udstillingen, der har titlen 'What's Going On' inden den slutter d. 28. april.

John Olsen-udstilling åbnet i Ribe

Udstillingen 'Aftryk af liv - John Olsen 80 år' på Ribe Kunstmuseum er ret vellykket. 

Udsagnet vedrørende kvaliteten af udstillingen skal tages absolut bogstaveligt, da jeg hørte kunstneren udtrykke under gennemgangen, at det nok er den bedste soloudstilling, der er lavet med et stort og kronologisk omfattende udsnit af hans værker. 

Der venter da også publikum en god oplevelse i de interessante og labyrintiske lokaler på museet. 

Det er nemt at fare vild og det er tilsvarende let at lade sig overraske i miljøet, der er iscenesat af museets inspektør Rasmus Kjærbye i samarbejde med John Olsens faste assistent Lars Abrahamsen. 

Udstillingen har fyldt en del i min bevidsthed de seneste dage, da jeg har fået tilsendt udstillingens katalog, der måske i højere grad udgør en biografi over kunstneren end et decideret udstillingskatalog. 

Efterfølgende deltog jeg i åbningen af udstillingen - og nu arbejder jeg på en anmeldelse, som naturligvis kan læses i et landsdækkende dagblad på et tidspunkt. 

'Aftryk af liv - John Olsen 80 år' kan ses på Ribe Kunstmuseum frem til d. 21. maj.

Kunst som underholdning

I virkeligheden er der ingenting galt i, at man bruger kunsthistorien i et underholdningsprogram. Man kan vel blot antyde, at kunst måske som aktualitetsemne ikke ofte fylder sendefladen på public service-stationen Danmarks Radio. 

I efteråret blev jeg ringet op af en person, som spurgte mig, om jeg var interesseret i at deltage i et TV-program, der optages kort tid efter på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning. 

Udgangspunktet var, at et antal kunstinteresserede skulle udpege ét ud af 10 værker, som er malet for nyligt - og som således er falsk. 

Jeg kunne desværre - eller heldigvis - ikke deltage den dag, optagelserne skulle finde sted, men nu er serien af udstillinger på programmet, og den første viste konceptet på Skagens Museum, hvor man skulle gætte, hvilket af et antal værker af skagensmalere, som var falsk. 

Maleren Niels Valentin var sat til at kopiere et maleri af P.S. Krøyer, og det gjorde han så dygtigt, at flere af deltagerne ikke var i stand til at gennemskue hvilket var en kopi. 

Fik man imidlertid mulighed for at sammenligne Krøyers maleri 'Fiskere på Nordstranden en sommeraften' fra 1891 (billedet) med Valentins efterligning, var det dog muligt at se en forskel på især farvens intensitet. 

Hvis et sådant quiz-program kan akkumulere en større forståelse for kunsthistorie og en interesse for kunst, er det sådan set okay med mig, at kunsten bruges som underholdning, men det kunne da være oplagt, at man fra DR's side fulgte op på denne potentielle interesse med programmer, som belyser kunstscenen, som den ser ud i dag.

Kentridge til Aalborg

For næsten seks år siden fandt jeg efter lang tids søgen omsider et kunstværk, som jeg fandt lidt mere interessant end gennemsnittet i forbindelse med dOCUMENTA (13) i Kassel. 

I et fjernt hjørne af udstillingsområdet var udstillet videoværket 'The Refusal of Time' af den sydafrikanske videokunstner William Kentridge. 

På flere skærme kunne man opleve et teatralsk scenarie, som refererer til både apartheit og stumfilmkomedier i et helt fabelagtigt forløb. 

Jeg har set værket i andre opsætninger senere - blandt andet på Martin-Gropius-Bau i Berlin i forbindelse med en stor Kentridge-udstilling i 2016. 

Værket ejes af kunstmuseet Louisiana, og det kan i forbindelse med et udlån til Kunsten i Aalborg, ses her i tidsrummet fra d. 21. marts til d. 19. august. 

Jeg optog lidt video i forbindelse med udstillingen på dOKUMENTA - indtil jeg blev afbrudt af en kustode, og uddrag kan ses herover. 

Aftryk af liv

John Olsen: 'Ravnenæb', 2010 (pressefoto: Ribe Kunstmuseum)

"Aftryk af liv er mere end en jubilæumsudstilling. Det er en fejring af et usædvanligt menneskes usædvanlige blik. I naturen er al ting nyt og alligevel det samme. Sådan er det med John Olsens kunst. Teknikker, medier og materialer har ændret sig drastisk gennem årene, men kunstnerens blik har været det samme. I John Olsens kunst efterlader livet aftryk"

Der kan vist ikke herske tvivl om, at teksten herover handler om billedkunstneren John Olsen, som om kort tid fejres på Ribe Kunstmuseum i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdag senere i år. 

John Olsen har i sandhed været, hvad man kan beskrive som en ener på den danske kunstscene, og denne enkle beskrivelse er måske ikke tilstrækkelig med henblik på at definere hans rolle i samme miljø gennem en menneskealder. 

Egentligt tror jeg, at Olsen slog sit navn fast som grafiker i 1960'erne, og senere gav sig i kast med diverse mixed media-værker, som inkluderer kæmpe samlinger af effekter fundet i naturen. 

Når jeg for eksempel besøger Holstebro Kunstmuseum, skal jeg altid ned i underetagen og besøge John Olsens "Undrekammer", som består af et antal store glasmontrer indeholdende adskillige effekter, der i kraft af deres tilstedeværelse illustrerer eksistensen - liv og død. 

Udstillingen 'Aftryk af liv' åbner på Ribe Kunstmuseum d. 17 marts og kan ses frem til d. 21. maj. 

Da jeg har fået udvidet mit område som kunstanmelder til nu også at omfatte det sydlige Jylland, vil jeg tage udstillingen nærmere i øjesyn, så der kommer meget mere på denne hjemmeside om udstillingen på et senere tidspunkt.

En ung Merkel i iskold marmor

Ophavet er genkendeligt: Det er en ung Angela Merkel til venstre i Adel Abdessemeds version, som det er på fotoet fra en ungdomslejr i det tidligere DDR på det sort-hvide fotografi. Hvem de to øvrige piger er, melder historien intet om (fotos: Øverst: Musee d' art contemporain de Lyon/nederst.: fotograf ukendt)

Om det er materialets iboende karakter, eller om det blot er ud fra et ønske om at gøre sig interessant, at den algeriske kunstner Adel Abdessemed har ladet udføre en skulptur i hvid Carrara-marmor forestillende en ung Angela Merkel sammen med to veninder, er svært at sige. 

Udgangspunktet er et fotografi, som blev offentliggjort under valgkampen til det tyske valg i 2015 i magasinet Vanity Fair. 

Merkel genvandt som bekendt kanslerposten ved den lejlighed, så et billede af en ung, nøgen Angela - nu gengivet som en parafrase over Rubens' De Tre Gratier fra ca. 1635 - afholdte bestemt ikke tyskerne fra at stemme på Merkel. 

Jeg vil nok også vove at påstå, at man har et mere naturligt forhold til den frie kropskultur i Tyskland, end det er tilfældet i Algier, så måske Abdessemed mener, han har foretaget et kontroversielt værk med denne skulptur, som han kalder 'Is Beautiful'. 

Nyheden kunne læses i The Art Newspaper, og skulpturen kan ses på Musee d'art contemporain de Lyon i Sydfrankrig frem til d. 8. juli.   

I Frandsens osteklokke

"Jeg spørger mig selv, hvad der får Randers Kunstmuseum til at udstille bysbarnet Erik A. Frandsen, udover han sandsynligvis, givet hans placering i dansk kunsthistorie, er et trækplaster? For det de egentlig har fået er et salonfæhigt og kedeligt Haiti, som mest af alt er et produkt af den kunstnerkoloni, det kommer ud af, hvilket giver mig følelsen af at gå rundt i en osteklokke end at blive transporteret et mangefacetteret sted hen"

Bortset fra, at sprogblomsterne synes visnet, kan man roligt sige, at Mathias Dyhr i sin anmeldelse på Kunstkritikk.no har adskillige kritiske synspunkter i forhold til Erik A. Frandsen-udstillingen 'Haiti' på Randers Kunstmuseum. 

I mine øjne har Dyhrs iagttagelser mest til hensigt at skabe en generationskløft mellem hans egen aldersgruppe og Frandsens. 

Frandsen er født i 1957, og Dyhr, som i øvrigt ud over sin kritikerstatus er den ene halvdel af duoen Mathias & Mathias, er født i 1991. 

Jeg kan naturligvis ikke underbygge min mistanke; men blot vurdere ud fra det skrevne. 

I øvrigt er det glimrende, at iagttage udøvende kunstnere på samtidskunstscenen nu optræde som kunstanmeldere. 

'Haiti' på Randers Kunstmuseum varer frem til d. 29. juli.