'Selvspejlinger I': Installationsfoto med portrætvæg (foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer)
"Men skal man som beskuer nødvendigvis aktiveres fysisk, før man forstår en udstilling? Egentlig er det jo lidt som at sidde på en restaurant sidst i 80'erne - hvor madoplevelsen først var komplet, når man havde hentet sin salat i salatbaren og selv stegt sin bøf på en såkaldt "varm sten" ved bordet. Hvor man betalte for at lave sin egen mad. Nu er det bare blevet en del af museernes oplevelsesøkonomi i stedet for"
Citatet er et lille brudstykke af en anmeldelse, som Rikke Hansen har publiceret på kunsten.nu vedrørende udstillingen 'Selvspejlinger I', som for tiden finder sted på Esbjerg Kunstmuseum.
Hansen er kritisk over for udstillingen på flere måder, og at jeg beskæftiger mig med kritikken og en udstilling, som jeg faktisk ikke har set på blog'en, er usædvanligt, men usædvanligt er det også at museets inspektør Christiane Mosegaard Finsen og resten af det kunstfaglige team, som antyder, at Rikke Hansen ganske enkelt ikke har fattet en brik af, hvad udstillingen går ud på, har taget til genmæle i et debatindlæg på kunsten.nu.
Jeg vil ikke gå ind i en nærmere analyse af udstillingens præmis eller anmeldelsens budskab, men blot anføre, at det er ganske befriende, at en udstillingsinstitution modsiger en anmelders iagttagelser, men måske skulle man hellere kigge indad og prøve at udvikle en forståelse for, hvorfor en given udstilling får nogle kritiske ord med på vejen?
Der er vel ikke nogen naturlov, som automatisk gør alle kunstudstillinger vellykkede?? Og i øvrigt er/bør en kunstanmeldelse ramme læserne i et kvalificeret balancepunkt mellem, hvad man kan forvente at opleve på en udstillingsinstitution og hvad anmelderen rent subjektivt, på godt dansk, mener om en given udstilling.
