TrykSammensurium: Fællesarbejde af MIMWAJ, 2018 - udsnit (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad)
"Overskriften TrykSammensurium er flertydig. Den betegner helt konkret det fælles i kunstnernes træsnit. Her blandes forskellige motivdele, skabt af de enkelte kunstnere, til et fælles udtryk. Altså samskabelsehelt konkret. Dertil henviser overskriften mere bredt til samarbejdet i gruppen, hvor seks forskellige gemytter og kunstnere løbende inspirerer hinanden i workshops rundt om i Norden, hvor de mødes med jævne mellemrum"
Bag disse ord, som er et uddrag af en pressemeddelelse fra KunstCentret Silkeborg Bad, finder man kunstnerkonstellationen MIMWAJ, og lyder det underligt, er der en forklaring.
Det er ganske enkelt forbogstaverne på de seks kunstneres fornavne, der udgør grupperingens navn, og som det antydes i teksten drejer det hele sig om en udstilling med installationer sammensat af grafiske arbejder af de seks kunstnere.
Udstillingen finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den åbner d. 7. april kl. 11.00 - og når jeg er så forholdsvist præcis i tidsangivelsen, er det fordi, jeg selv bør være til stede på det berammede tidspunkt, da jeg har lovet at åbne udstillingen, der kan ses på Badet frem til d. 19. august.