Fremragende Frank Stella

Hvis man tror, at den efterhånden modne (født 1936) amerikanske kunstner Frank Stella udelukkende har gjort det i symmetriske og ganske formalistiske kompositioner, bør man besøge Sprüth Magers i Berlin, hvor man for tiden kan se en udstilling, der viser objekter og relieffer af Stella fra begyndelsen af 70'erne. 

Disse værker er kendetegnet ved at være fremstillet i f.eks. spånplade, masonit og bølgepap. 

På afstand oplever man dog slet ikke den materialitet, som værkerne repræsenterer, og netop derfor fungerer de på flere niveauer. 

Galleriet er beliggende i Oranienburger Strasse 18 i centrum af Berlin og udstillingen kan ses frem til d. 3. september.

Her og der i Berlin

I skrivende stund går det mod enden af mit ophold her i Berlin, og det er såmænd rimeligt vemodigt. 

Jeg har muligvis ikke fået lavet så meget, som jeg gerne ville under opholdet; men til gengæld har jeg samlet materiale, som gør det muligt for mig at viderebearbejde de tusindvis af indtryk den tyske hovedstad har givet mig den seneste måned. 

Akvarellerne herover er resultatet af en masse ture rundt i byen - blandt andet i den store Treptower Park i Berlins østlige del.

Mies van der Rohe Haus

Når man befinder sig i en europæisk storby som Berlin gennem længere tid - aktuelt en måned - er det helt rart at finde en af de knapt så overrendte lokaliteter. 

Jeg ved såmænd ikke, om mit liv havde været væsentligt ændret, om jeg ikke havde set det lille fine Mies van der Rohe Haus i bydelen Hohenschönhausen i den nordøstlige del af byen. 

Huset, som er tegnet af den verdensberømte arkitekt, der er også er personen bag det nu midlertidigt lukkede Neue Nationalgalerie i samme metropol, gør ikke meget væsen af sig i kraft af beliggenheden i et villakvarter ned til den lille sø Obersee; men måske er der så meget mere grund til at besøge huset, som i dag fungerer som museum, aktuelt med en udstilling med værker af den hollandske kunstner José Heerskens.

Sære Wurm

Erwin Wurm er født i 1954 i Østrig. Således må han vel betragtes som en moden billedkunstner. 

For tiden og frem til d. 22. august kan man se en udstilling med på Berlinische Galerie med denne højst besynderlige samtidskunstner. 

Det mest omfattende værk på udstillingen, som har fået titlen 'Bei mutti' - slå det selv op; men jeg tror det betyder "hos mor" - er en kopi af Wurms forældres hus (billedet). 

Det vil sige, at huset har den rette proportion i længden, hvorimod det er stærkt reduceret i bredden. 

Det samme gælder husets interiør, og præcist hvad meningen er med dette stunt, kan jeg ikke helt gennemskue; men mon ikke der ligger et element af et behov for at gradbøje "heimat-filosofien" til grund for konstruktionen af dette værk? 

Det er en mulighed; men til gengæld udstiller den sære Erwin Wurm et antal værker, som har til hensigt at inkludere publikum, og disse enheder er interessante. 

Jeg tog nogle billeder af disse idébaserede kunstværker - inklusiv publikum - indtil en kustode gjorde mig opmærksom på, at det ikke er tilladt at fotografere publikum på museet.

Turist for en dag

Under mit ophold her i Berlin har jeg nu fået selskab af min søde og begavede hustru, og derfor måtte jeg naturligvis introducere hende for byen - på trods af, at vi tidligere sammen har besøgt den tyske hovedstad. 

Da vejret er fint, var det oplagt at tage en tur med en af metropolens mange turbåde og se tingene fra floden Spree. Altså: Vi tog på en decideret turisttur. 

Til gengæld fik jeg samlet materiale sammen til en enkel akvarel, og det er den, der kan ses herover.

Carl Andres minimalisme i Hamburger Bahnhof

På Hamburger Bahnhof i Berlin kan man for tiden - og frem til d. 18. september - se en stor og meget omfattende udstilling med værker fra en 52 år lang periode af den amerikanske billedhugger Carl Andre. 

Hans værker er i bogstavelig forstand minimalistiske og udført i diverse materialer. 

Når Andre er bedst beskæftiger han sig med kvadratet som primær geometrisk figur; men i princippet har han lagt sig fast på idéen om gentagelsen af konstruktioner, og det kan i det lange løb godt blive en anelse enerverende. 

Ikke desto mindre må man erkende, at Carl Andre har været konsekvent i sin afsøgning af de retvinklede princippers muligheder. 

Jeg havde i hvert fald en vis fornøjelse ved at se udstillingen i det fine udstillingssted i Berlin.

Sporvognskablerne i Berlin

Under mit ophold i Berlin tog jeg til en begyndelse udgangspunkt i parker og søer; men i de seneste dage har jeg rettet blikket opad i mine bestræbelser på at skildre nogle måske mere eller mindre "usynlige" karakteristika ved byen. 

Her tænker jeg primært på de mange kabler, der leverer strøm til den østlige bydels mange sporvogne. 

Jeg har lavet nogle akvareller med temaet og det er disse som kan ses herover.

Mehretu som grafiker

Hvis man har set værker af Julie Mehretu - og det kunne for eksempel være foregået på Louisiana for nogle år siden, eller på Documenta 13 i Kassel i 2012 - ville man umiddelbart finde det relevant, at Mehretu var oplagt som emne til et eller flere grafiske arbejder, og når jeg nævner det, bør der naturligvis tages i betragtning, at jeg tænker på en metode forankret i dybtryk. 

Her har vi som bekendt en mester på området i Danmark; og derfor kan det ses som en pudsig tilfældighed, at jeg så Julie Mehretu's grafiske værk i Niels Borch Jensens galleri i Berlin. 

Her blev det mig fortalt, at værket (billedet) for tiden er placeret i Berlin på grund af størrelsen. I Berlin er der ganske enkelt plads til et tryk forarbejdet på 12 ark i størrelsen 217 x 522 cm. 

Når man selv har fedtet med raderinger i noget mindre end A4, bliver man en anelse overvældet, når man præsenteres for et grafisk værk i dét format. 

Titlen på værket er i øvrigt 'Epigraph, Damascus', og denne titel giver klart mening, når man ser det store grafiske arbejde.

Mesterlige Kentridge i Berlin

Rent arkitektonisk udgør Martin-Gropius-Bau i Berlin en af byens smukkeste bygninger. 

Ind- og udvendigt står det store hus som et monument over senklassisk arkitektur, og derfor kan det  nemt opleves som lidt af et paradoks, at udstillingsstedets kustoder er alt andet end servicebevidste. 

Her mødes man af en surhed, som jeg ganske vist har oplevet tilsvarende ved Gemäldegalerie i samme by. Måske kradser uniformerne? Og hvis disse er lige så ubehagelige at bære som de signaler, bærerne sender, kan man måske godt forstå, at disse kustoder virker lidt mavesure. 

Jeg var faktisk ved at få et chok, da jeg så en af de uniformsbærende individer møde mig med antydningen af et smil. 

Årsagen til mit besøg på Martin-Gropius-Bau var imidlertid udstillingen 'NO IT IS!' med videoinstallationer, grafiske arbejder og skulpturer m.m. af den fremragende sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955). 

Jeg stiftede mest markant bekendtskab medKentridge i 2012, hvor man på Documenta i Kassel kunne se og opleve videoinstallationen 'The Refusal of Time', som også kan ses på den aktuelle udstilling i Berlin. 

Udstillingens ubetingede højdepunkt er dog installationen 'More Sweetly, Play the Dance' (stillbillede fra værket herover) fra 2015. 

Jeg vil næsten i skrivende stund påstå, at det er den bedste videoinstallation, jeg nogensinde har set. Og på den liste befinder der altså kunstnere som Tony Oursler, Bill Viola og Pippilotti Rist... Blot for at nævne nogle få. 

Kentridge's installationer lader sig vanskeligt beskrive, og man kan kun håbe på, at danske museumsgæster på et tidspunkt får mulighed for ved selvsyn at opleve dette store kunstværk. 

Udstillingen med William Kentridge kan ses frem til d. 21. august. 

Halensee

Op og ned af jernbaner og fire- og sekssporede indfaldsveje i Berlin kan man opleve kolonihaveidyl, som totalt løsriver sig fra s-banens skærende støj og trafikkens larm. 

Det samme kan man sige om en lille park - Friedenthal Park - som ligger ned til søen Halensee i nærheden af trafikknudepunktet Westkreuz. 

Her undgår man ikke trafikstøjen; men det lader ikke til at påvirke parkens mange gæster, der nyder livet og solen mere eller mindre afklædte. Det er Halensee, der har inspireret mig til akvarellerne, som er gengivet herover.

Spree

Dovent snor floden Spree sig gennem Berlin, og man kan udmærket sidde og betragte bådtrafikken, hvad enten der er tale om den endeløse strøm af sightseeing-både eller om det blot er en pram med gods om bord. 

Der optræder dog ikke hverken den ene eller anden slags fartøjer på akvarellen herover.

Tegninger fra Berlin

Jeg kan forstå på beretningerne fra Danmark, at man plages af skybrud og tordenvejr. 

Det har tilsyneladende stort set regnet hver dag i det lille land; men helt anderledes står det til her i Berlin, hvor solen med jævne mellemrum brager ned, hvilket jeg har benyttet mig af under mit ophold her. 

Udendørs aktivitet kan sagtens være forankret i en tur til stranden - aktuelt ved Grosser Müggelsee hvorfra de fleste af tegningerne, der er gengivet herover stammer.

På galleribesøg i Berlin

Man kan sige, hvad man vil om Berlin; men gallerier findes der i hobetal! Hvis man - som jeg gjorde for nyligt - går en tur gennem Auguststrasse i det tidligere Østberlin, ligger gallerierne som perler på en snor. 

Måske skulle jeg i den forbindelse vare mig for at bruge en ædelsten som reference, da langt de fleste gallerier præsenterer noget, der bedst kan beskrives som "mainstream". 

Faktisk hører disse galleriers kunstneres værker til i den kategori, man kan beskrive som noget, man har set for 20-25 år siden på de mest progressive gallerier i Danmark. 

Det er dog påfaldende at opleve den snobberi, nogle af galleristerne i denne gade demonstrerer i forhold til nogle kunstnere, der sandsynligvis mest er berømte i Auguststrasse. Der var i hvert fald ingen navne, som jeg kunne genkende; men det behøver som bekendt ikke at være af større betydning. 

På min vej tilbage til den midlertidige bopæl kom jeg imidlertid forbi det store og velanskrevne galleri CFA Gallery i nærheden af Museumsøen. 

Det er bizart at besøge et galleri, hvor man bliver budt velkommen af en fyr, der er klædt ud som bedemand på en varm sommerdag, og kendte jeg ikke kunstnerne i Auguststrasse (med en enkelt undtagelse. Et af gallerierne præsenterede grafiske arbejder af Georg Baselitz), blev jeg på CFA præsenteret for både Jeff Koons og Damien Hirst. 

Der var tale om en af galleriernes typiske sommerudstillinger, hvor man viser alt muligt i et ikke specielt logisk forløb. 

Jeg så dog her en kunstner, som faktisk var udmærket. Jeg fandt for sent ud af, at det ikke er tilladt at fotografere på CFA Gallery, så jeg nåede inden at tage et billede af et maleri af Matthias Weischer, og det er dét, der er gengivet herover.

Volkspark Friedrichshain

Parker er der mange af i Berlin, og den mest berømte er naturligvis den gigantiske Tiergarten, som er beliggende i det tidligere Vestberlin. 

Østpå er der da også grønne områder, og mon ikke østberlinerne i gamle dag hyggede sig i Volkspark Friedrichshain, når de skulle på udflugt? Det tror jeg!

Vestberlin

I gamle dage - nu mere end 25 år siden - var Tyskland og Berlin som bekendt delt op i øst og vest. Plötzensee, som kan ses i akvareludgave herover, hørte til i Vestberlin, og måske er det noget, jeg bilder mig ind... 

At der hersker en mere konservativ form for småborgerlighed i dén del af staden?

Kirkeby-træsnit og dato på Jorn+Munch

For tiden kan man på Museum Jorn i Silkeborg se en udstilling, der viser et udvalg af træsnit af Per Kirkeby. 

Sidste år viste museet den omfattende seks-stjernede udstilling med alle Per Kirkebys dybtryk, og denne følges nu op af en ganske vist langt mere afgrænset præsentation af kunstnerens træsnit (billedet), og det kan såmænd være ganske interessant. 

I samme moment har Museum Jorn offentliggjort næste års store udstilling - nemlig dén, der forener to af Nordens væsentlige malere, Asger Jorn og Edvard Munch. 

Udstillingen åbner den 12. februar 2017 og slutter den 28. maj samme år. 

Denne udstilling er resultatet af et samarbejde mellem Munch-museet i Oslo og Museum Jorn. 

På museets hjemmeside lover man, at der bliver tale om hovedværker af Edvard Munch. Det bliver stort!

Socializing

En af kunstnerne, der udstiller på 'Fresh Legs 2016' er tyske Jens Hunger, der viser et antal farvestærke og let "syrede" malerier.

Jeg deltog for nyligt i et netværksarrangement hos Galleri Heike Arndt i den berlinske bydel Friedrichshain. 

Her traf jeg en del venlige mennesker med tilknytning til galleriet og med forbindelser til byens kulturelle aktiver i øvrigt. 

Galleriet viser for tiden en udstilling med titlen 'Fresh Legs 2016'. Udstillingen viser værker af kunstnere fra diverse lande - blandt andet Danmark, Tyskland, Finland, Columbia, Spanien og Ukraine.