Naturen ud af skabet

”Per Højholt skrev i sin tid monologen om Gitte og Preben, der kører ud i naturen for at komme derhen eller derud i den, men alligevel værger sig ved at stige ud – for det indebærer jo at man må røre ved naturen – og han lod sine personer fornemme en fare, ubevidst vide, at stod de ud, ville præmissen ændre sig. I konsekvens af dette bliver de i bilen med kaffen. Lige netop dér satte forfatteren fokus på det problematiske forhold mellem menneske og natur, eller mellem kultur og natur”

Teksten herover er et uddrag af Iben Froms katalogtekst til kunstnersammenslutningen Konteksts udstilling ’Landet ud af skabet’ på KunstCentret Silkeborg Bad. De fem kunstnere samt to gæster udfordrer gennem denne udstilling netop landskabet som billekunstnerisk tema.

Kontekst består af Ralf Mabillon, Ina Olsen (billedet), Bjørn Kromann-Andersen, Marianne Thingholm og Ole Lindquist. De suppleres på udstillingen af de to gæster Karen Gabel Madsen og Morten Barker. Jeg var forbi Silkeborg Bad med henblik på at se og skrive et par ord om udstillingen.

Winther og Koloristerne

”Det bedste er Poul Winthers lille bitte mørke strandbillede med tre figurer på en strand. Det kunne være 100 år gammelt, men er lavet i år. Det er et af de billeder, man ville ønske, man havde arvet eller fundet på et loppemarked, som så kunne have fulgt en resten af livet. Men hipt er det ikke”

Citatet stammer fra Michael Jeppesens anmeldelse i Information af kunstnersammenslutningen Koloristernes aktuelle udstilling på Den Frie i København.

Det pudsige er, at jeg selv for nogle år siden fandt et kunstværk af Poul Winther på et loppemarked. Ganske vist var der ikke tale om et maleri, men en fin stregætsning, som jeg kunne erhverve mig for et par hundrede.

For de nysgerrige

Hvis nogle skulle være blevet nysgerrige med hensyn til, hvike remedier, jeg bruger, når jeg laver de tuschtegninger, man bl.a. kan se en af på blog'en her, er det meget enkelt.

Papiret af typen Zerkall 200 gr., som egentligt er beregnet til akvarel; men den lidt ru overflade i denne papirstype tiltaler mig.

Tuschtypen er af fabrikatet Rohrer & Klinger, som er et tysk produkt, og endeligt er jeg indehaver af en hel del pennehoveder og nogle penneskafter af ukendt fabrikat.

Jeg bruger tillige pensler til de større flader, som jeg kombinerer med krydsskraveringer. Alt i alt ret traditionelt, tror jeg; men det fungerer.

Udstilling pillet ned

”Politimuseet tager udstillingen ’Kvindedrab - In Memoriam’ ned den 28.1.2013. Nedtagelsen sker på baggrund af den megen diskussion i medierne, efter hvilken det ikke er muligt at få de oprindelige intentioner bag udstillingen frem. Diskussionen om udstillingen er dermed kommet til at dække for selve udstillingen. Af respekt for kunstnerens oprindelige idé og for ikke at trække de pårørende igennem en yderligere debat har man valgt at tage udstillingen ned”

Dette kan man læse i en pressemeddelelse, som Politimuseet i København har udsendt d. 28. januar.

Jeg har tidligere omtalt den pågældende udstilling på blog'en her, og min første tanke, da jeg læste teksten i pressemeddelelsen, var om ikke denne selvcensur, som Politimuseet – sandsynligvis i samråd med kunstneren – her demonstrerer ikke rummer visse paralleller til Muhammed-tegneren Kurt Westergaards latterliggørelse af Islam og profeten Muhammed i sin tid?

Dengang var ytringsfriheden, og friheden til at bringe alle typer billeder frem, uangribelig. Specielt Dansk Folkeparti var fortørnede over reaktionerne; men ikke desto mindre har repræsentanter for netop Dansk Folkeparti nu været fremme med en voldsom kritik af Politimuseets udstilling.

Det gælder hele det politiske miljø, og kritikken har naturligvis sigte imod de portrætterede afdøde personers familier. Naturligt nok; men ytringsfriheden - i visuel forstand - KAN altså gradbøjes, og selvcensur BØR være et tema - ifølge politikerne???

Fint nok! Det er rart som kunstner at vide, hvilke kriterier kunst iagttages ud fra...

Art Herning

Det er et par år siden sidst, jeg har besøgt kunstmessen Art Herning – og jeg må sige, at der ikke er sket meget siden sidst.

Et talstærkt publikum mødte som vanligt op på ferniseringsdagen, og de kunstneriske indslag var som forventede.

Ikke desto mindre begynder et klædeligt generationsskifte at præge begivenheden og skulpturen på billedet til højre af norske Fredrik Raddum (Hans Alf Gallery) var blot ét værk af yngre, internationalt funderede kunstnere, man kunne opleve på messen i år.

Super 100

På kunstmuseet HEART i Herning viser man for tiden et større udvalg af værker fra museets samling. I alt har man udvalgt 100 værker, som så er inddelt tematisk i kategorierne ”Figuren”, ”Hvid”, ”Formen” og ”Virkeligheden”.

Det er klart, at når man vælger så omfattende temaer, bliver det hele lidt kaotisk; men det er faktisk en fin udstilling, som man udmærket kan se, hvis man alligevel er på besøg i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum.

Om kort tid åbner en udstilling på HEART med videoværker af den internationalt anerkendte danske videokunstner Jesper Just. Udstillingen ’Super 100 – 100 superværker fra samlingen’ kan for øvrigt ses helt frem til d. 8. september, hvilket jeg synes, er længe.

Svavar Guðnason

På Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Musum i Herning er der netop åbnet en udstilling med den islandske maler Svavar Guðnason (1909-1988).

Han var en del af den berømte og legendariske Cobra-gruppe og må nok objektivt set betragtes som en af sammenslutningens marginalmedlemmer.

Han tilbragte en stor del af sit liv og udlevede en del af sit kunstnerliv i Denmark; men efter Cobra vendte han tilbage til hjemlandet Island, hvor han vedholdende eksperimenterede ud fra en palet, der fulgte ham hele livet, på trods af at han afsøgte mange forskellige potentialer i maleriets mange genrer.

Jeg blev faktisk ret overrasket over, hvordan hans kunstneriske forløb udviklede sig fra traditionel modernisme til et langt strammere formsprog, som ligger ret langt fra, hvad man forbinder med Cobra.

Kunst frem for aktier

”Det er, som om folk i stedet for aktier begynder at købe kunst. I hvert fald hører jeg flere sige, at hvis det går galt med aktierne, har de ingenting. Men falder priserne på kunst, har man stadig noget pænt hængende på væggene”

Udtalelsen herover er fremsat af Louise Rahbæk, der udover at være bestyrelsesmedlem i Dansk Galleri Sammenslutning også er indehaver af LARM Galleri i København.

Anledningen er den årlige kunstmesse Art Herning, og netop denne messe var temaet i en artikel i dagbladet Politiken, hvor Anne Bech-Danielsen beskriver tilstandene i den kommercielle del af kunstverdenen.

Det er påfaldende, at en analyse har vist, at halvdelen af de besøgende på Art Herning besøger messen med henblik på køb og at faktisk 81 procent har erhvervet sig værker. Det er helt pænt, taget i betragtning, at man forventer et besøgstal på omkring 10.000.

45 gallerier viser kunst på Art Herning.

The mighty Quinn

”Jeg glæder mig over, at Quinn er sentimental i relation til sin søn, men jeg ser ingen grund til, at han deler det i så stor målestok. Uden den mindste tvetydighed, dybde og hvide støj ender værket med at være læselet og tomt”

Ifølge dagbladet Politiken er The Guardian’s kunstanmelder Jonathan Jones rigtigt gennemført kritisk i forhold til en skulptur af den britiske kunstner Marc Quinn, som netop er afsløret i en park i Singapore.

Skulpturen forestiller et barn i gigantstørrelse, og skulle angiveligt være med Quinn’s egen søn som motiv.

Jeg synes, det er befriende, at internationale kunstanmeldere i væsentlig grad tør tage bladet fra munden, når det drejer sig om det efterhånden store segment af samtidskunstnere, som verdens anmeldere – og ikke mindst de danske – står i kø for at hylde.

Indtil for nyligt kunne man på kunstmuseet Louisiana se et værk af Quinn, som består af et selvportræt forarbejdet af 4,5 liter af kunstnerens eget blod. Om dette er kontroversielt eller ej, vil jeg ikke tage stilling til, men det ER da fascinerende ét eller andet sted, at iagttage en dybfryser af et akvarielignende podie med kunstnerens blodrøde portræt indeni.

Kickstart en kunstsamling

For nyligt blev der på DR’s kulturkanal sendt en serie udsendelser, der satte fokus på at samle på kunst. Studievært på bl.a. Smagsdommerne og Kunstquizen på samme kanal, Adrian Hughes, angav, at han havde hævet sine efterlønspenge og ville bruge de frigjorte midler på at påbegynde en kvalificeret samling af samtidskunst.

Det kom der en ret underholdende udsendelsesserie ud af, og måske har Hughes ligefrem startet en trend?

 Det er også muligt, at det er rigets og verdens økonomiske situation, der har inspireret kunstmessen Art Herning til at opfordre messens deltagende gallerier til at finde et værk frem fra lageret, som kan sælges for kr. 2500,-, hvilket må siges at være et forholdsvist behersket beløb for de fleste.

Udgangspunktet er klart, nemlig at give publikum mulighed for at erhverve sig et billigt værk og på den måde muligvis at inspirere til en fremtidig løbebane som kunstsamler.

Hvis man skal se på de mange værker de forskellige gallerier, har fundet frem, findes der naturligvis en del litografiske tryk imellem. Således kan Galleri Bo Bjerggaard fra København tilbyde et sådant værk af Per Kirkeby til den angivne pris, hvilket faktisk er et godt tilbud – hvis man vel at mærke bruger galleriernes generelle prispolitik som pejlemærke. Jeg har ofte set Kirkeby-litografier blive omsat for mindre på kunstauktioner.

Der er heldigvis gallerier, der tilbyder unikaværker for de 2500. Øverst herover en gengivelse af en collage af Augusta Alta, som udbydes af Avlskarl Gallery. Foruden avlska’len kan nomadegalleriet Galleri Progres tilbyde en assemblage af Jens Chr. Jensen, som har forarbejdet sit værk af et større antal frimærker med Kong Frederik d. 9. som motiv (fotos: Art Herning)

Med fingrene om penneskaftet

Jeg har ofte i perioder lavet nogle tegninger med tusch og pen. Det er ret interessant, hvad der kan ske i den forholdsvist umiddelbare proces. På længere sigt er det samtidigt interessant at iagttage, hvordan disse eksperimenter påvirker det øvrige arbejde på værkstedet.

I et endnu længere perspektiv udmønter det hele sig i en serie nye malerier og tilsvarende grafiske arbejder.

Årets første Avis

Kulturministeriet har netop bekendtgjort, at man over en tre-årig periode fjerner distributionesstøtten til aviser og tidsskrifter, hvilket i min optik vel blot betyder, at abonnenter af aviser og blade i papirform får lagt et gebyr oven i den pris, man betaler i forvejen?

I forhold til f.eks. Kunstavisen betyder det muligvis, at tidsskriftet vil miste abonnenter? Det er ikke til at sige; men i forhold til dagbladene er der ingen tvivl om, at det bliver problematisk at få uddelingen til at hænge sammen på de fremtidige betingelser.

Nu er det ikke lutter jammer det hele, da de penge, man sparer ved at fjerne distibutionsstøtten i stedet overgår til de webbårne medier, som dermed får mulighed for at udvikle deres produkter og – hvilket ikke er uvæsentligt – at lønne et større antal medarbejdere.

Mon ikke tidsskrifter som f.eks. Kunstavisen skulle prøve at udvikle en version på internettet, og derigennem få fingre i en del af denne støtte? Lur mig om ikke udgiveren tænker i dén retning…?

Til gengæld er den nye, og årets første, udgave af Kunstavisen på gaden nu, og man må sige, at mit eget område, Silkeborg-egnen, er stærkt repræsenteret i Avisen med omtaler af udstillinger på Museum Jorn (jeg har skrevet om museets udstilling med arbejder på papir af Dubuffet), Kunstcentret Silkeborg Bad (af Lisbeth Tolstrup), samt Galerie Moderne og Silkeborg Kunstnerhus (af Rigmor Lovring).

Foruden Dubuffet-udstillingen bidrager jeg med en omtale af udstillingen med Niels Corfitzen i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast – og det er også væsentligt at nævne Erik Meistrups anmeldelse af den fine udstilling med Frode Gundorf, Bruno Kjær og Steffen Tast i Kunstpakhuset i Ikast.

Man kan i øvrigt få fingre i den nye Kunstavis helt og aldeles gratis, hvis man besøger kunstmessen Art Herning, der finder sted i weekenden 25.-27. januar.

Sindene i oprør, men er der tale om plagiat?

I de seneste dage har en maleriudstilling på Politimuseet i København bragt sindene i oprør – i det mindste hos de efterladte til et antal myrdede kvinder, som er blevet udstillet på museet som motiver på malerier udført af en kunstner ved navn Birgitte Skallgård.

Kritikken går på, at familierne til de dræbte kvinder ikke er blevet informeret om, at udstillingen skulle finde sted, og at man fandt, det var for tidligt at vise en udstilling, der kaster lys på en serie forbrydelser, der faktisk har fundet sted for forholdsvist nyligt.

De efterladte kan sagtens besidde en pointe – og muligvis er sagen blevet behandlet ret klodset af ledelsen af Politimuseet. I en TV-udsendelse på DR forsvarede museets direktør udstillingen ved at udtale, at der er tale om en sober skildring af de dræbte kvinder.

Kunstneren selv påpegede, at det havde været hendes idé at give ofrene for de i alt tolv forbrydelser et synligt eftermæle; men da hun brugte ordet ”jeg” temmelig ofte i sin fremlægning, kunne det sagtens virke, som om hun blot var i gang med en massiv selviscenesættelse. Hun fik sine 15 minutters berømmelse, og dagen efter bekendtgjorde museumsdirektøren, at ingen af de efterladte havde ønsket værker fjernet fra udstillingen.

En anden ting, som har faldet en del for brystet i forhold til denne udstilling, er, at man antyder, kunstneren har fundet temmelig megen inspiration hos den østrigske maler Egon Schiele (det øverste billede herover) i sine værker. Museum Jorns direktør Jacob Thage skød dog denne teori sønder og sammen i et radiointerview, hvor han pointerede, at kunstnere – historisk set – ofte har brugt forlæg fra andre kunstnere i udarbejdelsen af deres værker. Det samme mener dagbladet Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung, der dog tilføjer, at Skallgårds værker ikke rigtigt er interessante som portrætter.

I det hele taget synes malerierne i det store hele ret ubehjælpsomt udført, og det er tvivlsomt, om de havde fundet vej til væggene i et decideret - og seriøst - kunstudstillingssted?

"Tigermaleren" i Kunst for Tiden

I november deltog jeg i en optagelse til senere udsendelse i programserien Kunst for Tiden, der bliver vist på TV-stationen SRTV, som er en del af det regionale net under TV 2 og DR. Det vil sige, at publikum med adgang til disse programmer (kanal 41 for abonnenter af Boxer-TV) har mulighed for at se tre gange en halv time med mig som hovedperson, når optagelserne bliver sendt.

I mellemtiden er der dog blevet optaget andre programmer med forskellige danske kunstnere – og én af dissse er maleren Uffe Christoffersen, som fortæller om sit forhold til billedkunst og om, hvordan han i sin tid kom i gang og blev optaget på kunstakademiet.

Han fortæller også om, hvordan han og hans kone, maleren Annette Hoff-Jessen, for 23 år siden flyttede til Sydfrankrig og dér genopdagede lyset og farverne. Netop det koloristiske er noget Christoffersen går meget op i, når han arbejder på sine malerier med sit altoverskyggende motiv, tigeren, der dog i Christoffersens udgave ofte rummer alle andre farver end de gængse.

Uffe Christoffersen er tidligere medlem af kunstnersammenslutningen Violet Sol og udstiller nu med sammenslutningen Corner, som de seneste år har haft udstillingsbase på Sophienholm i Lyngby.

For dem, der ikke er i stand til at fange signalet fra SRTV lægges Kunst for Tidens programmer ud på nettet og netop udsendelsen med Uffe Christoffersen kan ses HER>

På billedet ses Uffe Christoffersen sammen med Kunst for Tidens programvært Kirsten-Marie Hedeland.

Avantgardeæstetik i kunsthallen

”Udstillingen er svær at bedømme som billedkunst, da den visuelt er hurtigt overstået. Der er faktisk temmelig lidt at se på, men for specialister i avantgardeæstetik kan de udstillede genstande være interessante nok som nørdet og akademisk forskningsmateriale, og ’fejl og mislykkethed’ er altid et godt tematisk udgangspunkt for især den banebrydende kunst.

Men spørgsmålet er, om disse laboratorieforsøg, processer og arkivmateriale overhovedet er interessant for et publikum uden specifikke forudsætninger. Især når formidlingen tilmed er mangelfuld, kan man frygte at kunstbygningen med sin nye identitet nu vil lukke sig om sig selv og skubbe det brede publikum fra sig”.

Som Jyllands største by har Aarhus ofte ligget lidt efter København, når der skulle nytænkes – og uden at tage ved lære af hovedstadens fejltagelser.

Nu har man relanceret Århus Kunstbygning under navnet ”Kunsthal Aarhus” – og ser man udviklingen i samme perspektiv som en proces, der marginaliserede Charlottenborg som væsentligt udstillingssted i København, burde man nok ikke tage Rethink-symbolet så bogstaveligt, som det tilsyneladende er ved at ske.

Citatet herover stammer fra Stiftens kunstanmelder Henrik Broch-Lips’ anmeldelse af den første udstilling i Kunsthal Aarhus, og han beskriver en udstilling, som kort fortalt kan betragtes som ekskluderende i forhold til et publikum, der kommer for at få en visuel oplevelse.

Selve udstillingens indhold har jeg ikke selv noget forhold til, da jeg endnu ikke har set den; men det håber jeg at få rådet bod på en dag. Desværre har formidlerne i kunsthallen totalt misforstået begrebet ”presserum”, da dette på instutionens hjemmeside rummer uddrag fra omtaler i pressen og ikke egentligt formidlingsmateriale – herunder billeder – til eksterne formidlere.

Illustrationen er et stillbillede fra videoen ’Phantom of the Operator’ af Caroline Martel fra Canada. Om ikke andet er titlen da morsom (pressefoto).

Keramik og plakater på Silkeborg Bad

Lørdag d. 12. januar åbnede to udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad. Den ene viser værker af keramikeren Lone-Lotte Janns om hvem Lisbeth Tolstrup skriver i kataloget: ”Efterhånden har det sarte porcelænsagtige indtryk fortaget sig til fordel for en kraftfuld styrke, der trækker spor fra jorden som det foranderlige råmateriale, der nok udgør essensen i stentøjet, men som også leder direkte ind i de enkelte figurer. Nu står de så der, de mange arbejder, konstruerede, formede og bearbejdede i hver deres forløb af processer, der nok er styrede, men samtidigt båret af respekten for den organiske tilfældighed, der i sidste ende er afgørende for selve udtrykket”.

Udstillingen, som har fået titlen ’Hånd om leret’, kan ses i Silkeborg Bads såkaldte langsal på 1. sal frem til d. 1. april.

I Søjlesalen åbnede samtidigt en plakatudstilling. Det er en udstilling med titlen ’To be human’. Udstillingen er glimrende, selv om, de mange uhomogene plakater fremstår lidt kaotiske i helheden. På trods af titlen er det svært at få øje på den røde tråd i kaos’et.

Der er til gengæld udgivet et fint lille katalog, der måske kan give publikum lidt bistand med at finde hoved og hale i de mange udtryk. Skulle der alligevel blevet pirret til læserens nysgerrighed, kan man læse mere på Silkeborg Bads hjemmeside

Herover er gengivet et eksempel på en af de mange plakater med et tydeligt politisk budskab. Teksten i nederste højre hjørne refererer til en ”Andres Behring Breivik, OSLO, 22-07-2011”. Det er således ikke Norge som sådan, der hentydes til i den utvetydige signalering. Andrzei Blazejczyk fra Polen er kunstneren bag denne plakat (foto fra kataloget).

Warhol før...

”Alle kunstnere begynder et sted, men om udgangspunktet er spændende for eftertiden, afhænger fuldstændigt at, hvilken grad af succes kunstneren senere opnår. I Andy warhols tilfælde blev succesen så overvældende, at stort set alt, hvad han nedfældede på papir, i dag præsenteres som sensationelt. Spørgsmålet er så bare, om det også er sandt.”

Jeg har tidligere på denne blog omtalt udstillingen på Louisiana med tidlige Andy Warhol-tegninger, og når man præsenterer en kunstners tidlige værker – som Trine Ross i sin anmeldelse i dagbladet Politiken, hvorfra citatet herover stammer, bruger overskriften ’Warhol før Warhol' – er det svært at vurdere materialet helt objektivt.

De værker, som kunstneren har lavet efterfølgende, og som formodentligt har givet vedkommende sin historiske status, vil altid gribe forstyrrende ind i vurderingsgrundlaget.

På trods af visse forbehold over for udstillingen, giver Ross fire ud af seks mulige hjerter i Politiken.

Tøjners ABC

"I stedet for at komme ind i et rum og sige 'Hold da kæft noget lort, det kunne mit barnebarn have lavet', så kom ind og prøv stille og roligt at finde ud af, hvad der foregår".

Når museumsdirektør på kunstmuseet Louisiana Poul Erik Tøjner udtaler sig, så sker det altid med en vis overbevisning, som man oplever det med udtalelsen herover, der blev fremsat i forbindelse med et interview i Berlingske for nyligt, og årsagen kunne sagtens være den nye bog Louisiana ABC, som Tøjner for nyligt har skrevet om udvalgte værker – og kunstnere – i Louisianas samling.

Jeg underholder mig med bogen for tiden, og jeg læser den ikke slavisk fra ende til anden; men dykker ned i de afsnit, jeg finder interessante, og dét er langt de fleste.

Tøjner har vel i årevis været den danske kunstskribent, der rent sprogligt er mest vedkommende og finurlig i sine formuleringer. F. eks. skriver han om Josef Albers, som netop Louisiana for et par år siden viste på papir i en fremragende præsentation at ”det handler om at se, inden man ser efter”.

I øvrigt er Poul Erik Tøjner en usædvanlig museumsdirektør, da han ikke er kunsthistoriker; men er lic. phil. I nordisk filologi på en afhandling om Søren Kierkegaard.

Dubuffet - fra Museum Jorns samling

Man skal være mere end almindeligt halvblind og lidt af en ignorant, hvis ikke – når man har besøgt Museum Jorn i Silkeborg – er bekendt med den franske kunstner Jean Dubuffet. 

Årsagen er naturligvis den store keramiske udmykning, der pryder den udvendige del af museet, og som Dubuffet er ophavsmand til. Det keramiske arbejde er udført af Erik Nyholm, og frenstillet til museet, da dette blev bygget og indviet i 1982.

Dubuffet er også temaet i en stor gavludsmykning, der blev udført i forbindelse med en stor udstilling på museet, da dette var beliggende i en ejendom midt i Silkeborg. Gavlmaleriet blev udført i 1961 og skulle sætte fokus på en omfattende udstilling af grafiske arbejder af Dubuffet, som Asger Jorn havde erhvervet sig og siden skænket til museet.

Snart åbner en udstilling med værker fra museets kæmpemæssige samling af Dubuffets arbejder på papir på Museum Jorn. Udstillingen kan ses fra d. 19. januar og frem til d. 2. juni. i museets underetage.

Tidlig Warhol

Nogle gange kunne man godt tænke sig at være et andet sted, end hvor man befinder sig. F.eks. har kunstmuseet Louisiana netop kaldt til pressemøde i forbindelse med en udstilling, der præsenterer noget, museet betegner som intet mindre end en verdenssensation.

Nu bliver store ord som bekendt ofte brugt i kunstens verden, så ofte skal man lige tage signalerne med et gran salt.

Aktuelt er der dog tale om et større antal tidlige tegninger af popikonet Andy Warhol. Disse tegninger har i årevis været gemt væk i et arkiv; men en tysk gallerist er blevet opmærksom på dem, og tegningerne, som stammer tilbage fra 50’erne, har så store kvaliteter, at man har besluttet en udstilling med dem på Louisiana.

Jeg har set gengivelser af nogle af tegningerne på museets pressesite, og jeg må sige, at de rummer nogle kvaliteter, hvilket er pudsigt, når man tænker Warhol’s filosofier ind i konceptet. Som bekendt gjorde han en dyd ud af at prise de monetære kvaliteter i kunst – faktisk så han penge som det største kunstværk; men muligvis så han som ung mere nuanceret på tingene?

Tast - Gundorf - Kjær

Kunstsæsonen er nu skudt i gang – og i Ikast åbnede i weekenden 5.-6. januar to udstillinger i henholdsvis Kunstpakhuset og i Galleriet Jørgen Østergaard.

For nyligt havde jeg mulighed for at skrive et par sætninger om kunstneren Steffen Tasts nyudgivne bog, og netop Tast er en af hovedpersonerne i forbindelse med udstillingen ’TAST – GUNDORF – KJÆR’, der på en sjælden måde inkluderer rummene i Kunstpakhuset.

De tre kunstnere er forskellige, selv om de til tider har nogle fælles referencer. Jeg vil især hæfte mig ved Frode Gundorf Nielsens lyd og lysinstallationer, som ganske vist fremstår som fem selvstændige enheder på udstillingen; men alligevel i bogstavelig forstand spiller sammen. Hvordan det foregår, kan man få et indblik i herover – men optimalt set skal værkerne opleves live.

Steffen Tasts indslag består af fire omfattende installationer, der inkluderer diverse høj- og lavteknologiske materialer. Gundorf og Tast deler rum, og det fungerer fantastisk.

Bruno Kjær arbejder med et bogtema; men dog i Kunstpakhusets forreste rum. Her er temaet bl.a. brændte bøger – og dette giver jo nogle uhyggelige associationer – ikke mindst i kraft af en titel som ’Dr. Wolfgang Hermann’s Liste’

Corfitzen i Ikast

Da jeg i sin tid var tilknyttet det nu – desværre – lukkede Copenhart Gallery i Valby v. København, kom jeg i kontakt med maleren Niels Corfitzen, som også udstillede på Copenhart.

Dengang gjorde han sig i nogen grad bemærket som portrætmaler, og især husker jeg et maleri, der forestillede den nu afdøde politiker Svend Auken.

Nu har jeg imidlertid fået mulighed for – på ny – at stifte bekendtskab med Corfitzen, da Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast søndag d. 6. januar åbner en udstilling med den unge kunstner. Så vidt jeg kan se, er Corfitzen stadig en maler, der dyrker detaljen, og hans udtryk kan forekomme ret symbolladet og fyldt med figurative referencer.

Jeg ser dog frem til at se nogle værker, hvor kunstneren dyrker landskabet, og dét mener jeg ikke, jeg kan huske, han gjorde tidligere. Hvis alt går efter planen, vil jeg skrive lidt mere om udstillingen i Ikast, som for øvrigt har titlen ’Human Nature’, senere.