tirsdag den 31. juli 2012

Sydspansk temperament i Holstebro

Det er efterhånden ved at være en del gange, jeg har leveret uddrag af katalogtekster til udstillinger arrangeret af Holstebro Kunstforening. Aktuelt er jeg repræsenteret i kataloget til udstillingen Tryptikon, der åbner på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Hostebro d. 18. august.

Udstillingen viser værker af Dorthe Krabbe (keramik), Caroline Krabbe (maleri) og Luise Haugen (maleri).

Teksterne, som jeg bidrager med, er uddrag af en anmeldelse, jeg skrev om de to førstnævnte i forbindelse med en udstilling på Galleri Dahl nord for Randers Fjord for et par år siden.

De tre kunstnere er til dagligt bosiddende i den sydspanske by Frigiliana, og det andalusiske temperament skinner især igennem i Caroline Krabbes figurative og ret farvemættede malerier. Jeg har netop modtaget kataloget, og det tegner til at blive en udstilling rummende både intencitet og passion.

mandag den 30. juli 2012

The Refusal of Time

Et af de mere bemærkelsesværdige værker på den netop besøgte dOCUMENTA (13) er videoinstallationen The Refusal of Time af sydafrikanske William Kentridge, som var opbygget i et fjernt hjørne af Kassel Hauptbahnhof, og det er lidt ærgerligt, da det er sandsynligt, at en vis del af publikum vil gå glip af installationen  netop på grund af placeringen.

Jeg filmede en del af værket, som jeg har sammenklippet til en lille video. Det vil sige, jeg filmede indtil en af dOCUMENTAs emsige kustoder standsede mig i mit forehavende. Alligevel kom der lidt levende billeder på hukommelseskortet.

Kassel


Selv om Kassel, som blev koncentreret sønderbombet af de allierede under 2. Verdenskrig, måske ikke er verdens mest interessante by, har den dog sine highlights.

Et af disse udgøres naturligvis af det store palæ Fridericianum, som centralt beliggende er det primære omdrejningspunkt i forhold til Documenta-udstillingerne.

Derudover har byen sine grønne områder, og et af disse er den store park Karlsaue, som ligger i forlængelse af det smukke Orangerie, som også spiller en rolle i relation til Documenta.

Lidt uden for byen finder man området Wilhelsmhöhe med tilhørende slot og en højtliggende Herkules-statue.

torsdag den 26. juli 2012

d O C U M E N T A ( 1 3 )

Just hjemkommet fra Kassel og dOCUMENTA (13), sidder jeg og funderer over, hvad vi har oplevet på den store udstilling. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme. Udstillingen er mere end almindeligt omfattende. Derfor var der i sagens natur også værker, jeg valgte ikke at se.

Skal jeg yderligere sætte en karakteristik på udstillingen, må det være, at kvantiteten i år – i modsætning til i 2007 – er i højsædet. Dette skal ikke forstås således, at der ikke er fine og kvalificerede indslag på dOCUMENTA (13); men der er bestemt også ting, som jeg ikke vil tøve med at kalde ligegyldige.

Interessant er det imidlertid, at man har valgt at sammenfatte kunstnere fra historien (bl.a. Dali og Morandi) med yngre kunstnere fra vor egen samtid. Det giver udstillingskonceptet et uforudsigeligt forløb.

Der er blevet spadseret en del...

fredag den 20. juli 2012

Kunsten og samlerne

”Snart sagt alle medier og genrer er til stede i udstillingen, og selv om der er kunst fra de seneste 100 år, peges der i høj grad fremad med stor plads til den yngre kunst fra hele verden og kunstnere, der stadig er forholdsvis uprøvede i dansk museumssammenhæng”

Der er noget, der kan tyde på, at kunstmuseet med det besynderlige navn KUNSTEN i Aalborg har haft en del succes med deres seneste udstillingstilbud.

Under alle omstændigheder giver Politikens kunstanmelder Thilde Nyborg den aktuelle udstilling på det tidligere Nordjyllands Kunstmuseum fem ud af seks hjerter. Udstillingen er opbygget ud af et antal værker fra danske privatsamlinger, og den viser – ifølge Nyborg – at disse samlere i høj grad har haft fingeren på den til enhver tid aktuelle kunstpuls, når de har investeret. , bl.a. i det viste værk af Robert Rauschenberg



onsdag den 18. juli 2012

Tisvildetegninger




Uge 28 i 2012 blev tilbragt i området omkring Tisvildeleje i Nordsjælland. Her lavede jeg nogle tegninger, og fire af disse kan ses herover.

tirsdag den 17. juli 2012

Liderlige Leth

”Jeg savner allermest Jørgen Leths stemme, det er den, jeg er vild med. Og d. 21. juli, når touren rammer lige ned i min bolig i Chartres, vil jeg savne den stemme og den måde, han vil kærtegne byens store katedral på”

Da jeg i Politiken læste overskriften ”Jørgen Leth er jo bare liderlig”, og erfarede, at det var en kvinde, der havde forfattet debatindlægget, så jeg frem til endnu et feministisk angreb på filmmanden og – aktuelt – sportskommentatoren Jørgen Leth; men Lotte Garbers tekst er faktisk nærmest en hyldest til Leth.

Som bosiddende i Frankrig har indlægsforfatteren ikke mulighed for at høre Leths iagttagelser ved det igangværende Tour de France og det savner hun. ”Leth er ingen liderbasse, han er bare liderlig” hedder det i Lotte Garbers debatindlæg.

Jeg har netop læst den nyeste udgave af Leths erindringsserie ’Det Uperfekte Menneske’, og det er faktisk ikke helt problemløst at være et lidenskabeligt menneske. Det viser bogen med al mulig tydelighed.

mandag den 16. juli 2012

Lyserød kaviar og nordisk arkitektur

Den aktuelle udstilling ’New Nordic’ på Louisiana i Humlebæk stiller spørgsmålet, om den nordiske arkitektur besidder en egenart, som er specifik i forhold til arkitektur i resten af verden.

Just hjemkommet fra en uge i Nordsjælland, hvor jeg blandt meget andet havde mulighed for at se denne udstilling, kan jeg sige, at det har den.

Udstillingen er fin og grundig i flere henseender, og det samme kan man sige om en anden udstilling, der for tiden finder sted på samme museum – nemlig ’Pink Caviar’, som viser museets nyerhvervelser over en periode fra 2009 til 2011. Det er faktisk imponerende, hvad Louisiana er blevet doneret og ellers har erhvervet sig over en to-årig periode, og udstillingen er stærkt anbefalelsesværdig.

Matisse

”Derfor tegner han heller ikke en form, som om enhver god tegning blot dækker over en vellykket gestus. Han nærmest leder et ansigt frem på papiret, langsomt, tøvende. Stikordene til beskrivelsen af Matisses format skjuler sig i de næsten uopfyldelige krav, som han modsat den samtidige Picasso blev ved med at stille sig selv over for”

Årets store udstilling på Statens Museum for Kunst handler om ingen ringere end Henri Matisse. Det er ikke dagligt, at en udstilling på et dansk museum finder vej til Artdaily’s spalter; men en udstilling med værker af den store franskmand, der som maler vel kun i det 20. århundrede blev overgået af Picasso i berømmelse, er alligevel så stor en begivenhed, at man nævner det i kunstportalens daglige hyhedsbrev.

Faktisk blev den nyligt gennemførte udstilling med værker af James Ensor og Asger Jorn på Museum Jorn i Silkeborg også omtalt på dette website, som påstår at være det ældste kunsttidsskrift på internettet.

Citatet herover er fra Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornungs femstjernede anmeldelse i dagbladet for nyligt.

søndag den 15. juli 2012

Tisvildeleje - igen!

Sidste sommer tilbragte vi en uge i Tisvildeleje i øsende regnvejr; og derfor kunne det måske forekomme en smule naivt, at vi - min hustru og jeg - valgte at holde sommerferie samme sted i år.

Heldigvis havde jeg valgt at opgradere på indkvarteringen, så i stedet for en klam hytte på St. Helene Feriecenter havde vi nu et skønt sommerhus til rådighed, og netop denne disposition gjorde en forskel i relation til det lunefulde danske sommervejr..

Heldigvis var der dage med fint vejr, hvilket forhåbentligt fremgår af billederne herover? Allerede sidste år, tror jeg, der var enighed om, at Tisvilde er vi ikke færdige med; og denne teori er blot blevet yderligere bekræftet i forlængelse af en al for hurtigt overstået uge i det nordsjællandske.

Tynde kopper te på Arken

Hvis ikke man, som jeg, nyder privilegiet at komme gratis ind på så godt som samtlige dette lands kunstudstillingssteder, synes jeg, det er horribelt, at kunstmuseet Arken I Ishøj forlanger kr. 95,- i entré i en periode, hvor det meste af museets udstillinger er under opbygning. At så samtidigt den aktuelle temaudstilling.

Trefpunkt:Berlin er at beskrive som en slatten omgang, synes det pludseligt ret mærkværdigt, at man endnu en gang skal ”blive overrasket” over Damien Hirst’s mere eller mindre anstrengte forsøg på at skabe sensationer. Nu brillierer det britiske fænomen bl.a. med et værk, der består af millioner af døde fluer. Samtidigt har museet indrettet et rum med den tyske glamkunstner Anselm Reyle, som muligvis holder årtiet ud; men dét udelukkende på museumsfolkenes good-will.

Thilo Frank spiller på Trefpunkt:Berlin på nogle af de samme spejleffekter, som man ser hos Yayoi Kusama på Louisiana for tiden.

På Berlinerudstillingen kan man også se et værk, der er stort set identisk med Sophie Calle’s installation på Louisiana. Altså; det er Calle’s værk, der vises samtidigt på begge museer i hovedstadsområdet.

Det er Annette Smed, der herover fungerer både som fotograf og model i Thilo Franks spejlrum. Titel: ’The Phoenix is closer than it appears’. Det er fra 2010, og meget mere er der ikke at sige om dét!

fredag den 6. juli 2012

Vanddans

Den bedste måde at stresse af på er - efter min mening - ved en strand på en varm sommerdag. Og når man så er der, kan man vel ligeså godt være lidt kreativ? Det er lidt tilfældigt, at de badende kvinder her optræder som visuelle enheder til min pianoimprovisation.

Just Kids

Når man lige har rundet indgangen til juli måned, er det som bekendt sommer, og når man samtidigt er redaktør for en blog, der i hovedsagen beskæftiger sig med kunst, er der måske ikke lige helt så meget nyt at berette. Nu handler det om sommersysler som ture til stranden og Tour de Fance samt let mad og kølig hvidvin på terassen.

Derfor vil jeg lige dvæle lidt ved en interessant bog, jeg er ved at læse. ’Just Kids’ er en selvbiografisk tidsbeskrivelse af rockpoeten og sangeren Patti Smith og den om handler perioden, hvor hun levede og til dels arbejdede med den legendariske fotograf og billedkunstner Robert Mapplethorpe.

Bogen beskriver også Smith’s barndom og hendes voldsomme ungdom, hvor hun og Mapplethorpe i en periode boede sammen i et værelse på det sagnomspundne Chelsea Hotel i New York.

Denne selvbiografi kan hermed anbefales som ferielæsning.

mandag den 2. juli 2012

Alechinsky på Museum Jorn

Museum Jorn i Silkeborg er i besiddelse af et større antal værker af Pierre Alechinsky, som jeg regner for at være en af de absolut mest langtidsholdbare kunstnere fra Cobra-gruppen. Ikke blot i fysisk forstand – i kraft af, at han vel er den sidste overlevende fra den legendariske sammenslutning – men også rent kunstnerisk.

Han er en af de kunstnere, der op gennem historien f.eks. har brugt litografiet som kunstnerisk udtryksform ganske overbevisende, og dét er en sjælden kvalitet, på trods af, at et rygte en gang fortalte mig, at han var i stand til at signere litografier med højre hånd, mens han nummererede med venstre. Om det er sandt, ved jeg ikke; men hvis det er, er det vel i sig selv imponerende.

Museum Jorn viser for tiden en udstilling med værker af Alechinsky fra museets samling, og her har man lagt udstillingens katalog ud på nettet elektronisk, og det kan findes på museets hjemmeside http://www.museumjorn.dk/


Mere 'New Nordic'

”Allerede i første sektion lægger udstillingen an til svaret på spørgsmålet om den nordiske identitet ved at pege på netop den nordiske natur. Eksemplerne er langt fra subtile. De er faktisk meget direkte og overbevisende og udgør også en meget smuk ouverture til de mange eksempler på ligefrem fremragende arkitektur”

Kunstanmelder Torben Weirup giver i Berlingske fuldt hus – seks stjerner – til den aktuelle udstilling på kunstmuseet Louisiana ’New Nordic’, der handler om nordisk arkitektur. En anmeldelse, der har gjort mig endnu mere forventningsfuld i forhold til udstillingen.

Billede: 3xN Architects: Ørestad Gymnasium, 2007 (pressefoto: Adam Mørk)

søndag den 1. juli 2012

Er kunstbranchen suspekt

I forhold til overskriften er der sikkert nogle, der vil svare ”ja”; og diskussionen har fået en dimension i kraft af, at en kunstner nu har været fremme i diverse medier og afsløre nogle økonomiske misforhold mellem vedkommende og et galleri, som er gået konkurs.

Jeg fik et mindre chok, da jeg erfarede, at Rohde Contemporary i København aldrig havde afregnet med mindst to af galleriets kunstnere – især fordi, jeg har lært galleriets indehaver Camilla Rohde (billedet) at kende som en kompetent iagttager af samtidskunst via vort fælles engagement som censorer ved InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast.

I forlængelse af alt dette har der været interviews med formanden for Dansk Galleri Sammenslutning, som forsikrer om, at disse forhold ikke er noget, han kan genkende fra sine kollegaer i sammenslutningen. Spørgsmålet er nu, om man kun har set toppen af isbjerget – og et andet spørgsmål er, om der nogensinde kommer yderligere lys over sagen?

Andet end Documenta i Kassel

”Koloristisk overvældet og forført bliver man ikke, når væggene domineres af det, der også kaldes sortekunst. Grafik er imidlertid en intim kunst, der kræver tid, åbenhed og nærkontakt. Kan man mønstre alle tre dele i forhold til denne sagte kunst på papir, vil man lære kunstnerens formsprog at kende på en helt anden måde”

Den tyske by Kassel er andet og mere end blot Documenta. På Museumlandschaft Hessen på Schloss Wilhelmshöhe i udkanten af Kassel kan man indtil 12. august se en omfattende udstilling med grafiske arbejder af Per Kirkeby. Citatet herover stammer fra Peter Michael Hornungs fire-hjertede anmeldelse i Politiken

Nostalgi

Når man ser sådan en gavl, kan man ikke lade være med at tænke over, hvad der har været og hvad der kommer.

Byggetomten befinder sig på adressen Skolegade 40 i Silkeborg. Lidt trist, og minderne hamrer frem!!