Hvis ikke man, som jeg, nyder privilegiet at komme gratis ind på så godt som samtlige dette lands kunstudstillingssteder, synes jeg, det er horribelt, at kunstmuseet Arken I Ishøj forlanger kr. 95,- i entré i en periode, hvor det meste af museets udstillinger er under opbygning. At så samtidigt den aktuelle temaudstilling.
Trefpunkt:Berlin er at beskrive som en slatten omgang, synes det pludseligt ret mærkværdigt, at man endnu en gang skal ”blive overrasket” over Damien Hirst’s mere eller mindre anstrengte forsøg på at skabe sensationer. Nu brillierer det britiske fænomen bl.a. med et værk, der består af millioner af døde fluer. Samtidigt har museet indrettet et rum med den tyske glamkunstner Anselm Reyle, som muligvis holder årtiet ud; men dét udelukkende på museumsfolkenes good-will.
Thilo Frank spiller på Trefpunkt:Berlin på nogle af de samme spejleffekter, som man ser hos Yayoi Kusama på Louisiana for tiden.
På Berlinerudstillingen kan man også se et værk, der er stort set identisk med Sophie Calle’s installation på Louisiana. Altså; det er Calle’s værk, der vises samtidigt på begge museer i hovedstadsområdet.
Det er Annette Smed, der herover fungerer både som fotograf og model i Thilo Franks spejlrum. Titel: ’The Phoenix is closer than it appears’. Det er fra 2010, og meget mere er der ikke at sige om dét!