I sin
selvbiografi 'This Wheels on Fire' fortæller trommeslagen fra The Band, Levon
Helm, om dengang han sammen med resten af The Band var på turné med Bob Dylan,
der netop havde lanceret sig selv som rendyrket rock and roll-stjerne.
Dette faldt
imidlertid ikke i god jord hos langt hovedparten af Dylans fans, som så ham i
rollen som folkesanger i al tid og evighed med den berømte akustiske guitar og
mundharmonikaen i det legendariske stativ. Alt var vendt på hovedet hos Dylan
og fansene var rasende over det - i deres øjne - utidige forræderi over for
folkemusiktraditionen, som de mente, Dylan gjorde sig skyldig i.
En anden
myte går på, at da Bob Dylan i 1965 spillede på Newport Folk Festival med et
backing band bestående af medlemmer fra Paul Butterfields bluesband, gik Pete
Seeger ud bagved for at hente en økse med henblik på at hugge hovedkablet til
scenens strømforsyning over. Så indigneret var Seeger over den infernalske
spektakel, som Dylan, der året før på samme festival var blevet hyldet som
folkemusikkens frelser, og hans elektrificerede band producerede.
Året efter
forlod Levon Helm den senere turné, som blandt andet førte Dylan og The Band
til København, da han blev dybt deprimeret over publikums reaktion under
koncerterne. "Judas" kan man høre en stemme råbe på en bootleg, som
blev optaget under turnéen. "You're a liar!" råbte Dylan tilbage.
Helm søgte
arbejde på en boreplatform i Den Mexicanske Golf, og blev dér indtil, han blev
kontaktet af medlemmerne af The Band, der i den lille by Woodstock umiddelbart
nord for New York var i gang med at indspille bandets første plade i eget navn.
Det foregik i et stort lyserødt hus, som de naturligvis døbte "Big
Pink".
Bob Dylan
havde i en periode omkring indspilningen af 'Music From Big Pink' holdt sig
uden for rampelyset, og der begyndte at svirre rygter om hans fysiske tilstand.
Rygtet ville vide, at han var styrtet på motorcykel og var blevet slemt
tilredt. En fjer har det med at blive til mange høns, og Dylan var ganske
rigtigt væltet på motorcykel, men var ikke kommet synderligt meget til skade.
Til gengæld
var han ifølge Levon Helm ret nysgerrig omkring bandets projekt, og dukkede
jævnligt op under indspilningerne. Kunne han deltage? Med en mundharmonikasolo?
Lidt korsang?? Men medlemmerne i The Band var bange for, at hvis Dylan fik en
rolle på pladen, ville der være langt mere fokus på legendens tilstedeværelse
end på musikken.
Imidlertid
tilbød The Band, at Dylan kunne hjælpe dem ved at male et motiv til pladens
cover. De fleste anede ikke, at Bob Dylan malede, men det fandt man ud af - og
hans rolle som kunstmaler blev beseglet nogle år senere, da han udgav pladen
'Self Portrait', hvor hans eget stærkt ekspressive selvportræt prydede coveret.
Hvor meget
Dylan malede i de efterfølgende år, står ikke helt klart for mig; men der er
ingen tvivl om, at maleriet har fyldt meget hos ham i de år, hvor han turnerede
nærmest uafbrudt. Indtil covid-19-pandemien satte ind, har Bob Dylan været på,
hvad man kalder "The Never Ending Tour", og det forekommer ret
tydeligt, at sangeren i de pauser, der opstår under sådan nogle turnéer, har
brugt tiden på at male.
For en del
år siden udstillede Bob Dylan på Statens Museum for Kunst. Udstillingens tema
var Brasilien, og i en anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu skrev Mille
Højerslev Nielsen "... det skuffer mig, at så sjusket udførte værker kan
udstilles på et af landets mest markante kunstinstitutioner". Når jeg selv
gav udtryk for overvejelser gående ud på at se udstillingen, var reaktionen
blandt den akademiske del kunstmiljøet, at det kunne jeg godt spare mig, da
udstillingen var noget intetsigende crap.
I
Berlingske fik udstillingen på SMK to sølle stjerner, da anmelderen her mente,
at man vilkårligt ville tænke på Dylan som sanger og sangskriver, når man
iagttog udstillingen. Jeg mener at kunne huske samme anmelder rose en
udstilling nogle år senere med totalt ubehjælpsomme værker af Dronning
Margrethe. Det er muligt, jeg husker forkert?
Således var
næsten et samlet dansk anmelderkorps særdeles kritisk over for Dylans
udstilling på nationalgalleriet; men den samlede vurdering bærer efter min
mening præg af, at en stor del af det samme korps af smagsdommere aldrig
nogensinde i deres liv har prøvet at producere et maleri. Og her hopper kæden af,
og jeg føler mig faktisk dybt fristet til mere end at antyde, at Bob Dylan
faktisk er en udmærket maler. Langt bedre end mange af de samtidsmalere, som de
samme anmeldere roser helt op i det lyseblå.
Det har
kunstanmelder ved det britiske dagblad The Guardian, Jonathan Jones, taget
konsekvensen af. Han mener helt uden filter, at Dylan som maler ligger op af en
tradition, som man kender den fra den sene David Hockney, der drejer motivet
ind i en ekspressiv version, som bliver mere og mere insisterende i takt med,
at kunstneren bliver ældre. Han mere end antyder tillige, at man ikke kan
adskille Dylans rolle som sanger og komponist med hans kunstneriske værk, der
faktisk er præget af en stor sans for netop komposition og koloristisk styrke.
Da
Politiken i sin tid anmeldte Dylans udstilling på Statens Museum for Kunst,
stillede anmelderen et spørgsmål på sin private blog. Han var selvfølgelig -
som sine kollegaer - ret kritisk over for udstillingen, og efterlyste en
forklaring på, hvorfor Bob Dylan er en god maler. Den er hermed givet. Det var
bare dét! Hej....