En syret udstilling

Sammensmeltede legetøjsbiler, der har fået en gang rød højglans, kunne godt være Winnie Strøm Schildknechts kommentar til vækstsamfundet, hvor lossepladserne bugner af kasseret skrot. Og kasserede genstande er præcist hvad den aktuelle udstilling i Silkeborg Kunstnerhus er bygget op omkring.

Silkeborg Kunstnerhus er normalt et sted, man forbinder med traditionel kunst og kunsthåndværk, hvilket vil sige kunst, der har sin rod i en modernistisk tradition. Men nu er verden gået af lave i det traditionsbundne udstillingssted, og tre interessante kunstnere – alle kvinder – har forvandlet de fine lokaler (som stadig er fine) til noget, der kunne sammenlignes med en psykedelisk legetøjsbutik.

Det vrimler med sære og farvestrålende skabninger, som er skabt af diverse materialer. Man bør selv iagttage scenariet, hvis man er på disse kanter inden d. 30. november, hvor udstillingen slutter. ’Bamsetasker, Ylfingerfugle & Legetøj på Syre’ har Julie Bach, Winnie Strøm Schildknecht Og Heidi Bielfeldt valgt at kalde udstillingen – og jeg undrer mig stadig over hvad en ”ylfingerfugl” består af

In the middle of fucking nowhere

Det er muligt, at overskriften virker lidt bastant i sit udtryk; men den er faktisk meget tæt på at gengive titlen på en udstilling, jeg kom til at se på Galleri Salling i Hjerk (i nærheden af Sallingsund).

Når jeg skriver ”kom til” er det i princippet med afsæt i, at udstillingen dumpede ned i kasketten på mig under et besøg i Nykøbing Mors, hvor jeg blev bekendtgjort med, at udstillingen i Salling fandt sted. Jeg må sige, at det var helt interessant at se kunstnere som René Holm, Ivan Andersen, Jesper Dalgaard, Louise Hindsgavl, Tom Sandford og Ryan Schneider – fire danskere og to amerikanere – derude ”midt i ingenting”…

Billedet: 'A votre Sanitaire', Mixed media på lærred, 2011, 150 x 180 cm. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Mors som maleri

Jeg har tidligere beskrevet en bog, jeg for nyligt fik tilsendt om billedkunstneren Finn Haves maleriske beskrivelser af limfjordsøen Mors. Bogen står imidlertid ikke alene. Den bliver suppleret af en udstilling i Palæet (som ligger på Rådhustorvet 4 i Nykøbing Mors) og denne udstilling viser alle de værker, som danner grundlag for gengivelserne i bogen ’Mors Et Særligt Sted’. Jeg var til åbningen af udstillingen, som fandt sted d. 29. oktober, og billedet herover er faktisk fra denne begivenhed.

Billedet giver et meget utroværdigt indtryk af ferniseringen. I virkeligheden er der tale om lidt af et mirakel, at der ikke optræder personer på gengivelsen, da der stort set var sort af mennesker under hele arrangementet. Havde jeg ventet fem sekunder med at trykke på udløseren havde det også været tilfældet her.

His Bobnes

Sidste år udstillede man Bob Dylan på Statens Museum for Kunst. Jeg så ikke udstillingen, og kan derfor næppe besidde en mening om de udstillede værker; men man må sige at sangeren/sangskriverens kunstneriske frembringelser delte vandene i kunstverdenen og sjældent har en kunstudstilling vel været genstand for så megen opmærksomhed som Dylan på Statens.

Siden hen har man så fundet ud af, at ”His Bobnes” har tyvstjålet sine motiver fra andre kunstnere, og her må jeg tage den gode hr. Zimmermann i forsvar. Det er jo alment kendt at tyveri inden for kunsten har fundet sted i århundreder – og at kunstnere aldrig har følt sig for fine til at ”finde inspiration” hos kollegaer.

Anyway! Bob Dylan er først og fremmest stadig sanger, og i gang med ”the never ending tour”, der bringer ham til Boxen i Herning onsdag d. 2. november. Som bonus til denne koncert får man den gamle Dire Straits-guitarist og sanger, Mark Knopfler.

Jeg sidder på 28. række, hvis nogen har noget på hjerte…

Finn Haves sans for steder

Jeg må sige, at det sker, at jeg får tilsendt en kunstbog. Og det er for det meste skønt. Men ind imellem kommer der en publikation, som man er en anelse mere spændt på end gennemsnittet – og en sådan appelsin dumpede såmænd ned i turbanen her den anden dag.

Det handler i al sin enkelthed om en udgivelse, som er foretaget af Morsø Turistforening, der under inspiration fra maleren Finn Have står bag bogen ’Mors Et Særligt Sted’.

Som udgangspunkt er der tale om en kunstbog, da temaet er Haves skildringer af et antal lokaliteter på limfjordsøen. Og dét vel at mærke i billedlig form. Bogen har da også et kulturelt aspekt, og dette vedrører Mors’ egenart som ”det særlige sted”. Det er en meget smuk og informativ udgivelse, som jeg glæder mig til at fordybe mig i

Canadisk grafik i Ikast

Ofte har man kunnet opleve samtidskunst fra de hjemlige breddegrader på Kunstpakhuset i Ikast, og måske netop derfor er det helt rart at se en udstilling, der har et helt andet geografisk afsæt.

Samtidigt handler det aktuelt om grafik, hvilket måske ikke er et tema, man særligt ofte ser belyst i de forskellige udstillingsinstitutioner. Udstillingen ’Centre Choc’ er bygget op om kunstnere fra værkstedsfællesskabet ’Atelier Presse Papier’ i Québec i Canada, og netop Québec tilhører den fransktalende del af Canada, hvilket gjorde min kommunikation med de udstillende kunstnere under ferniseringen d. 22. oktober en anelse kompliceret.

Heldigvis kan man smile og le på alle sprog, og det lykkedes da også at køre en rimelig konversation med kunstnerne på engelsk. Mit fransk begrænser sig til vendninger som ”vin rouge”, ”merci” og ”sans titre”, så det var som sagt lidt svært, når man nu gerne vil være lidt fremme i skoene omkring det grafiske.

Sans Titre 2011

Jeg har brugt efterårsferien på dels at få færdiggjort en serie på fire kombinerede streg- og akvatinteætsninger med koldnål, og dels at redigere et større antal filmklip fra produktionen af denne grafiske serie, som jeg har givet ikke-titlen 'Sans Titre 2011'.

Jeg har lavet filmen i det fine videoredigeringsprogram Premier Pro, og det skulle gerne give seeren et indtryk af et program med nogle flere muligheder, end man finder på Microsoft's gratisprogram MovieMaker, som jeg har brugt hidtil.

Man kan se filmen på YouTube her:

http://www.youtube.com/watch?v=aCjWTWX_buQ&feature=feedu

KE tilbage på Den Frie

Ja, det er ikke til at tro; men ikke desto mindre er det tyve år siden, jeg udstillede fire grafiske arbejder på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Fries Udstillingsbygning på Østerbro i København.

KE har i de seneste år ført en noget omtumlet tilværelse med blandt anden udstilling på Gl. Holtegaard; men nu er udstillingen tilbage, hvor den hører hjemme – nemlig i Willumsens fine træbygning på Oslo Plads, lige over for Østerport Station.

Min egen deltagelse på KE for tyve år siden udgjorde faktisk min debut som grafiker, men hvor mange grafiske arbejder, der kan ses på den igangværende udstilling, ved jeg ikke, da jeg ikke har set udstillingen.

Til gengæld kan man høre og se nogle af censurkomitéens repræsentanter i en film, der er optaget under udvælgelsen af værker. Klippet kan ses på Vimeo.com HER>

Visioner med glas

På en tur til Ebeltoft besøgte vi Glasmuseet og jeg må sige, at jeg blev ret overrasket over det flotte niveau, der viste sig på museet. I det hele taget er det ret befriende, nogle gange, at iagttage noget, som man ikke føler sig hjemme i.

Ganske vist var en af de skiftende udstillinger på museet en række glasarbejder af Bjørn Nørgaard, og netop dén udstilling var faktisk ret dårligt disponeret og noget usammenhængende.

Det kan man bestemt ikke sige om udstillingen ’Venice. 3 visions in glass’, der præsenterer tre glaskunstnere, der alle har en tilknytning til Venedig. To italienere og en japaner sætter her nogle imponerende standarder for, hvad glas kan bruges til i en æstitisk kontekst.

I en anden udstilling viser danske Stine Bidstrup, hvad hun repræsenterer med udstillingen ’Studies in search of order and chaos’. Her går rummet i samklang med de udstillede glasværker på en helt overrumlende og eksemplarisk måde.

Glasmuseet i Ebeltoft har udviklet sig meget i de seneste år og en forholdsvis ny tilbygning symboliserer i kraft af lysindfald og transparens på glimrende vis, hvad museet står for.

Nye prøvetryk

Det er faktisk ganske tilfredsstillende at erfare, at det stadig kan lade sig gøre at lægge en perfekt akvatintegrund, på trods af, at det er længe siden sidst. At jeg så bruger en papkasse som akvatinteskab, behøver jeg vel ikke at nævne? Bortset fra at den pågældende kasse i tidernes morgen har været brugt som emballage til den ene af de to JBL-højtalere, der spiller fantastisk i husstanden på 23. år.

Måske netop denne kasse er behæftet med en særlig musisk karma, og derfor er velegnet som netop akvatinteskab? Uanset hvad, så har jeg netop produceret to prøvetryk af årets – indtil nu – titelløse, grafiske serie. Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, og glæder mig allerede til at trykke de to næste.

Jeg har dokumenteret produktionen af processen på video, og når jeg har fået samlet stumperne og klippet det hele sammen, vil der forhåbentligt komme en film ud af anstrengelserne.

Katalog bedre end udstilling

”Og værker er i hvert fald ikke det, der mangler på udstillingen, hvor knap 130 af Paul Klees (primært tegninger) får selskab af ikke færre end 14 forskellige Cobra-kunstners malerier og skulpturer. Det er med andre ord en ordentlig mundfuld, som man først får sig tygget sig ordentligt igennem, når man sidder i ro og fred med det fine katalog”

Ro og fred er nok ikke lige præcist de betegnelser, man kan sætte på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Det har kunstanmelderen (og kunsthistoriker med speciale i Cobra og Asger Jorn) Trine Ross sikkert for længst erfaret. Hun er i under alle omstændigheder en smule kritisk i sin anmeldelse i Politiken af udstillingen Klee og Cobra, som finder sted på Louisiana netop nu.

Faktisk fremhæver hun kataloget som bedre end udstillingen, og det må vel siges at være usædvanligt. Men det er et glimrende katalog, som jeg selv har brugt som godnatlæsning i den seneste tid. Udstillingen venter jeg med, til jeg i kraft af Ai Weiwei (kommende udstiller på Louisiana) kan slå to fluer med ét smæk.

Trine Ross giver tre ud af seks hjerter til Klee og Cobra.

Kunstens Top 100

Hvert år udvikler kunsttidsskriftet Artreview en liste over de mest indflydelsesrige personer på den internationale kunstscene. De nominerede i forhold til denne – går jeg ud fra – subektivt gennemførte liste, spiller forskellige roller i kunstlivet, og i forhold til de senere år, er det i 2011 en udøvende kunstner, der topper listen, nemlig den kinesiske billedkunstner Ai Weiwei – og det er i høj grad bemærkelsesværdigt, da netop Ai Weiwei i en stor del af det forløbne år har været fængslet i sit hjemland af nogle årsager som styret i Kina har lidt svært ved at definere. Dog skulle en monumental skattegæld være en grund.

Efter løsladelsen har Ai Weiwei fået påbud om ikke at udtale sig til medierne; men dette har dog ikke forhindret kunstneren i at formidle nogle af sine tanker til tidsskriftet Newsweek.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk viser om kort tid en udstilling med den kontroversielle kinesiske kunstner, og det må siges at være lidt af en sensation set i lyset af Ai Weiweis angivelige indflydelse.

I øvrigt har jeg studeret listen, og jeg har svært ved at gennemskue, om den er relevant eller ej. Det er dog værd at bemærke, at kunstnere, som jeg havde spået en højere placering, rangerer ret lavt. Damien Hirst og Jeff Koons roder rundt nede midt i 60’erne, og en personlighed som Olafur Eliasson, som tidligere har ligget ret højt, er slet ikke at finde på listen. Den eneste dansker, der lige sniger sig ind på listen, er galleristen Nicolai Wallner.

Sidste års førsteplads – stjernegalleristen, Larry Gagosian – er på årets Top 100 blevet forvist til nummer fire.

Billedet foroven, der viser Ai Weiweis sammenstyrtede installation fra Documenta XII i Kassel i 2007, fungerer næsten symbolsk i forhold til de genvordigheder, kunstneren har gennemgået de seneste år i hjemlandet Kina.

Gauguin og Polynesien

”Han var børsmægleren, der opgav sit borgerlige liv for en højst usikker fremtid. Han var ægtemanden, der forlod hustru og fem børn for at realisere sine forestillinger om den størst mulige frihed. Han var kunstneren, der forlod sin syge ven van Gogh i Arles”

Netop med afsæt i ovenstående citat, som stammer fra Peter Michael Hornungs 5-hjertede anmeldelse i Politiken, kunne man god fristes til at tro, at maleren Paul Gauguin besad en usympatisk karakter.

Det kan man da heller ikke afvises; men en kendsgerning er, at Gauguin tilbragte en del af sit liv i Danmark, og fordi man hader Danmark og efterlader sin familie i landet, kan man vel godt besidde nogle gode egenskaber. For Gauguins vedkommende bestod disse i, at han malede nogle helt fabelagtige billeder, som – når man ser dem i dag – fremstår fuldstændigt friske og vedkommende.

Især malerierne, som han foretog under sine ophold på Tahiti står vitale og stærke. Det er netop disse værker, der vises for tiden på udstillingen ’Gauguin og Polynesien – Et flygtigt paradis’ på Ny Carlsberg Glyptoteket indtil nytår.

Grafik på Vilhelmsdal

Gården Vilhelmsdal ligger meget idyllisk umiddelbart vest for Malling, syd for Aarhus. Her har billedkunstneren Elin Neumann slået sig ned med atelier, bed and breakfast, konferencefasciliteter samt – og det er aktuelt nok så væsentligt – udstillingssted.

I perioden 19. november til 19. december finder en ganske interessant udstilling sted på Vilhelmsdal, og udgangspunktet er grafik, eller i hvert fald kunst på papir. De udstillende kunstnere ved den lejlighed er Johannes E. Møller, Birthe Reinau, Elin Neumann, Knud Odde, Joe Ingvartsen samt denne hjemmesides redaktør.

Jeg er i fuld gang med at færdiggøre de aller nyeste arbejder, så de kan nå at blive indrammet og komme med på udstillingen, der åbner med fernisering på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling den 19. kl. 15-17. Herefter kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.

Animation og modifikation

For nyligt blev der på Museum Jorn i Silkeborg afholdt et arbejdsgruppemøde med bl.a. mig som deltager.

Formålet var at få aftalt præmisserne for en serie workshops, der skal afholdes på museet midt i november. Disse workshops vil give elever fra et antal skoler i området mulighed for at lave IT-baserede visuals med afsæt i inspiration fra Asger Jorns modifikationer.

Og netop disse modifikationer har et aktuelt aspekt i forhold til disse workshops, da Museum Jorn for tiden viser udstillingen ’Hvad skovsøen gemte’.

Denne udstilling belyser Jorns eksperimenter med modifikationerne, som i al sin enkelthed bestod i nogle indkøb, som Jorn foretog i Paris af trommesalskunst, som han så arbejdede videre på i sit eget billedsprog.

Hele begivenheden ender ud i en festival, der løber af stablen lørdag den 19. november kl. 10, hvor de unge mennsker har mulighed for at vise, hvad de har produceret under de nævnte workshops. Man kan læse mere om konceptet HER>

Bragg og Bacon

”Kunst er noget, der er skabt. Jo mere kunstig, den er, jo bedre. Des mere intens vil den være”

Melvyn Bragg’s fremragende dokumentar om maleren Francis Bacon har netop været vist nogle gange på kulturkanalen DR-K, og gensynet var helt forrygende, må jeg sige. Især Bacon’s egne beskrivelser af egne – og andres – værker rummer en sarkasme og en humor, som er helt vidunderlig.

Ofte bliver Bacon fanget af Bragg’s overrumplende og nærgående spørgsmål – og det hele slutter med en veritabel druktur i kunstnerens favorite ”drinking club”.

Portrættet skildrer ikke blot en bemærkelsesværdig kunstner; men samtidigt en drikfældig ludoman med en helt unik og personlig tilgang til billedkunsten. Francis Bacon (1909-92) er blevet kaldt den væsentligste britiske kunstner i det 20. århundrede – og det er vanskeligt at argurmentere imod.

Billedet foroven til højre viser Francis Bacon og Melvin Bragg under iagttaelse af Bacons værker på Tate Gallery i London. Bacon er nådesløs i sin bedømmelse af egne tidlige værker.

Abstrakte amerikanske kunstnere som Jackson Pollock og Mark Rothko får ligeledes kniven, hvilket, som Bacon selv forklarer det, er årsagen til at Bacon er temmelig upopulær i USA. Man kan i øvrigt se Melvyn Bragg’s dokumentar om Francis Bacon på DR’s hjemmeside HER>

Seks stjerner til Klee og Cobra

”Skønt Cobra er en skamredet helhest i mange museale sammenhænge – og det modsatte herhjemme er tilfældet med Klee – er det ikke alene lykkedes Louisiana at finde et nyt og interessant aspekt. Det er også lykkedes at at skabe en vital udstillingsarkitektur, der uden overdreven iscenesættelse tager gæsten gennem en række gode billeder i interessante sammenstillinger”

For nyligt åbnede kunstmuseet Louisiana i Humlebæk en udstilling, der belyser det kunstneriske familieskab mellem Paul Klee og Cobra-gruppen. Citatet herover stammer fra Torben Weirups anmeldelse i Berlingske, hvor han under overskriften ”Louisiana hugger seks stjerner til Klee og Cobra” giver en glimrende indsigt i en udstilling, der får den sjældne topkarakter.

Det er bestemt en udstilling, man bør se – og muligheden er til stede indtil den 8. januar 2012.

Billede: Paul Klee: ’Ein kind träumt sich’, 1939, Zentrum Paul Klee, Bern (pressefoto: Louisiana)

Kunstbygning i stigende modvind

For anden gang inden for ganske få år har Aarhus Kunstbygnings kunstneriske leder fundet nye græsgange. Fra 1. januar skal Karin Hindsbo være direktør for et kunstmuseum i Norge, og dermed bekræfter hun teorien om, at jobbet som leder af Kunstbygningen er en transit-station for ambitiøse kunstpersoner.

Samtidigt står Kunstbygningen ifølge webmagasinet kunsten.nu over for nye økonomiske udfordringer, da Statens Billedkunstudvalg fra 2013 nedlægger puljen ”Drifttilskud til udstillinger”. Man kan derfor godt sige, at det ser sort ud for den fine udstillingsbygning i Aarhus, som i en årrække – siden stedets forfremmelse til kunsthal – har dyrket en udstillingsvirksomhed af højst elitær karakter.

Måske skulle Bestyrelsen i sine overvejelser begynde at tænke i en ny profil for Aarhus Kunstbygning, så publikum igen finder vej til de fine udstillingsrum?

Kultur plus radikal er lig med kulturradikal

”Velkommen til dig, Uffe! Du er jo frontløber og kaospilot, jeg kan love dig for, at der er brug for både at kunne løbe i front og mestre kaos i Kulturministeriet”

Med disse ord ”afleverede” den afgåede kulturminister Per Stig Møller ifølge dagbladet Politiken ministeriet til radikale Uffe Elbæk, der besidder en grundig lokalpolitiks erfaring gennem sit engagement i bl.a. Århus Byråd.

Landspolitisk må han dog regnes for en novice, da han først ved det netop overståede valg er blevet valgt ind i Folketinget. Han er blevet kendt for en såkaldt ”kulturel Marshallplan”, der bl.a. vil reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge FM-båndet, flytte midler fra den klassiske musik over til den rytmiske og reformere dagpengesystemet for kunstnere, så det understøtter freelance-aktiviteter. Det sidste er måske nok så væsentligt for danske billedkunstnere.

Til gengæld synes Elbæk stærkt opsat på fortsat at læfle for, hvad der er ungt og hipt på bekostning af klassiske og traditionelle værdier i kulturlivet.

101 Kunstnere årgang 2011

For andet år i træk er bogen i serien 101 Kunstnere udkommet. Som den første giver 2011-udgaven et billede af disse godt og vel hundrede kunstnere og deres arbejder. Lad det være sagt med det samme: Det er et både forskelligartet og kvalitativt blandet segment af billedkunstnere, som redaktør Tom Jørgensen har sammensat.

Blandt kunstnere fra mit eget sociale miljø, kan man nævne navne som Maria Ehlert, Lone-Lotte Jans, Randi Kornerup-Bang, Niels Frank, Marina Pagh, Mette Maya Gregersen og Leif Dræby.

Teksterne om de to sidstnævnte kunstnere har jeg skrevet; men ellers har Ole Lindboe skrevet om maleren Niels Frank: ”Han vælger ikke de lette løsninger. Derfor er der drama, kontrast, modsætning, saft og kraft i hans billeder. Men også en poetisk lethed, der næsten synger”. Om Marina Pagh skriver Tom Jørgensen bl.a.: ”Øjet udfordres konstant, må arbejde sig hen over billedfladen, acceptere, at den kompositionelle ro hele tiden forrykkes af højtråbende partier blot for at opdage at alt alligevel hænger sammen”.