Lone Kirketerp

Et meget bemærkelsesværdigt værk på årets Kunstnernes Påskeudstilling består af en asfaltvej, hvor de fuldt optrukne midterstriber består af et gigantisk antal små keramiske figurer. Værket, som har titlen ’Street Art’ er udviklet og produceret af Lone Kirketerp, som har sit ”working gallery” på havneområdet ved Østbanetorvets Banegård i Aarhus.

Jeg besøgte Lone Kirketerp på værkstedet i forbindelse med forberedelserne til en tekst, jeg skal skrive om kunstneren i en bog, der udkommer senere i år.

Kulørt indpakket modernisme

På kunstmuseet ARoS i Aarhus viser man nu en udstilling, der vel mest har til hensigt at sammenfatte den tidlige danske modernisme fra begyndelsen af det 20. århundrede med dén modernisme, man i samme epoke kunne finde ude i Europa. Kunstnere som Weie, Giersing og Lundstrøm – og det er blot tre af mange – vises side om side med f.eks. Cezanne, som opleves som den væsentligste inspiration blandt de nævnte danske kunstnere.

De udstillede værker forekommer dog en smule ”slidte” på mine hornhinder, da det handler om især malerier, der er hentet fra samlinger i danske museer. Faktisk er den stor del af værkerne fra ARoS’ egen samling, så derfor forekommer de velkendte.

For at kompensere for gentagelserne på udstillingen, hvor de internationale navne fylder næsten uanstændigt lidt (når man ser bort fra de værker, der præsenteres på små fladskærme!), har man iscenesat udstillingen i rum med forskellige vægfarver og diverse ”forstyrrende” grafiske elementer. Dette virker både poppet og anmassende i forhold til det udstillede; men nu handler det om besøgstal på danske museer, og så må de mest ”støvede” udstillinger pakkes lidt lækkert ind.

Til gengæld er der i forbindelse med udstillingen udgivet en bog, som er ganske inspirerende at læse. Den er skrevet af Lennart Gottlieb og den bog vil jeg vende tilbage til senere.

Årets varmeste dag

Når temperaturerne her i de sidste dage af marts insisterer på at ligge omkring 16 grader, kan man jo ligeså godt rykke udendørs med lærredet, når der skal klippes baner af til den opspænding, der stadig er ufuldført.

Kunstudstillinger i tonsvis

Traditionen tro åbner der en bunke nye kunstudstillinger her op til påske: Hos Galerie Møller Witt i Aarhus udstiller således maleren Kresten Havgaard (billedet), på ARoS den tidligere omtalte udstilling med dansk og international modernisme og i Århus Kunstbygning Kunstnernes Påskeudstilling og Spring 2012. Jeg er heldigvis blevet ”aflastet” med hensyn til den sidste udstilling vedrørende skribentvirksomheden, så måske vælger jeg at begive mig til Museum Jorn, hvor der foruden indvielsen af en seks-kantet fodboldbane også åbner en udstilling med arbejder på papir af Jens Birkemose.

Tekstilløs sommer! ja tak...

"Det handler om frihed. Både den frie fornøjelse af at bade uden klistret badetøj og frihed til at se ud, som man gør, og være glad for det. Vi har en stor accept af hinanden; høje, lave, tykke og tynde"

Udtalelsen er fremsat af "Søren" i forbindelse med en artikel i dagbladet Politiken, hvor Kristine Korsgaard har gjort op med sin indgroede kropsforskrækkelse, og besøgt en svømmehal, hvor foreningen Danske Naturister fra tid til anden arrangerer naturistsvømning.

Jeg undrer mig i dén forstand over, at nøgenheden stadig - her i 2012 - kan forekomme så kontroversiel, at det findes nødvendigt at retfærdiggøre, at man anskuer det hensigtsmæssige i at bade uden tøj? Jeg kan slet ikke forstå den argurmentation om "frihed" og nøgenhed som et opgør med sociale skel.

Måske har mine tanker afsæt i, at jeg aldrig kunne drømme om at sætte mine bare ben i en svømmehal. Badning - om det er sol eller vand, der drejer sig om - er et strandfænomen, og her skal jeg da gerne indrømme, at jeg foretrækker det "au naturel" - og jeg havde langt hellere set, at der udviklede sig en trend i dén retning blandt befolkningen, frem for at man institutionaliserer naturisme i foreningsregier.

Her ved indgangen til en ny - og forhåbentlig lang og varm - sommer skal opfordringen herfra lyde: Smid klunset! Neonfarvede bikinier og overdimensionerede badetrunks har aldrig udgjort et æstetisk element på de danske strande...

Anakronismer i Kunstpakhuset

Hvis man skal betragte fænomenet ”anachronism” som noget, der antyder at f.eks. en kunstner repræsenterer noget gammeldags eller tilbageskuende, kan titlen, som udgør netop dette ord i forbindelse med June Pilaiporn Pethriths aktuelle udstilling i Kunstpakhuset i Ikast, muligvis forekomme en anelse upassende?

Never mind! Udstillingen er fin, og der er næsten opstået en tradition for, at jeg deltager i Kunstpakhusets ferniseringer, hvis det ellers passer ind i programmet. Og dét ikke udelukkende fordi, at disse åbninger næsten altid er hyggelige; men også fordi, der i langt de fleste tilfælde vises billedkunst på et højt niveau i den smukt restaurerede bygning ved Ikast Station... læs mere

Ensor i Jorn-land

”Senere købte Asger Jorn grafik af Ensor, således at Silkeborg Museet ejer værker af Ensor, og Jorn anså livet igennem Ensor for en af modernismens største. Det var især Ensors evne til at se det absurde i tilværelsen og skabe den store og bizarre karnevalisme ud af virkelighedens begivenheder, der fascinerede. Ensor var en gudsbenådet slagter af hellige køer, og han var ikke for fin til at sende en syndflod af fækalier i hovedet på alle højtdekorerede. Og så var der rekvisitterne: masken og skelettet”

Ole Nørlyngs anmeldelse i Weekendavisen af udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg, der sammenfatter Asger Jorn med den besynderlige belgiske symbolist James Ensor, giver i hvert fald ikke næring til IKKE at få set udstillingen i en fandens fart – og måske oven i købet mere end to gange.

Samtidigt lancerer museet i forgården en sekskantet fodboldbane, som indvies med deltagelse af to superligatrænere d. 30. marts. Så kom ikke og sig, at Museum Jorn ikke er fremme i skoene – eller fodboldstøvlerne, når det drejer sig om synlighed.

Linoleumsnit i Herning

Da man gik i skole, var linoleumsnittet noget, man ofte oplevede som en straf. Ikke mindst hvis man kom til at snitte sig i hånden.

Heldigvis ser man da eksempler på, at lino-snittet kan være et ret relevant kunstnerisk medie. Eksemplerne herover udgør nogle eksperimenter som et par af mine elever på Herning Billedskole – Pia Woetmann (øverst) og Rikke Rosendal – har udført i den senere tid.

Disse arbejder vil kunne opleves ved billedskolens forårsudstilling, som åbner d. 21. april kl. 11 i Dalgashus i Herning Centrum.

Ny udstilling i Pakhuset i Ikast

June Pilaiporn Pethrith er født i 1978 i Thailand; men har boet og arbejdet i Danmark siden 2000. På Kunstpakhusets hjemmeside kan man læse følgende om kunstneren: ”I sine billeder fikserer hun elementer af virkeligheden, for eksempel erotiske piger eller eventyrfigurer. På den måde skaber hun billeder af, hvordan vi sammensætter voret medierede verden af både fiktion og andenhåndserfaringer”.

Udstillingen ’Anachronism’ åbner på Kunstpakhuset i Ikast d. 24. marts og varer frem til d. 22. april.

Holocaust Memorial under reparation

I et område umiddelbart syd for Brandenburger Tor i den centrale Berlin kan man opleve et stort område med et omfattende antal betonelementer.

Dette område har i en årrække udgjort et minde over de millioner af jøder, der brutalt blev dræbt i de tyske udryddelseslejre under 2. verdenskrig. Området er en del af den byfornyelse, som Berlin gennemgik i perioden lige efter murens fald, og faktisk gik muren tværs gennem området mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz.

Under vores tur til Berlin for nyligt besøgte vi naturligvis stedet – og nu er de mange betonelementer allerede så medtagede af vind og vejr, samt de mange besøgendes påvirkninger, at en stor del af enhederne nu skal repareres.

Dette kunne læses på websitet Artdaily for nogle dage siden.

Kath om Kelley

“Første gang jeg stiftede bekendtskab med Mike Kelleys kunst var som cover art på Sonic Youth’s album Dirty fra 1992. Jeg var lige startet på gymnasiet og var egentlig mest (officielt var det udelukkende) til hård Heavy Metal, men portrættet af den gamle dukke på en ren hvid baggrund tiltalte mig så meget at jeg bare måtte eje den. Jeg opgav mit køb af min sikkert 10. Slayer bootleg live-cd og købte i stedet Dirty, på LP selvfølgelig, da det jo i første omgang mest var artworket jeg faldt for”

Billedkunstneren Mike Kelley døde jo som bekendt for nyligt, og Magasinet KUNST har efterfølgende kontaktet billedkunstneren Eske Kath med henblik på at få en karakteristik af Kelley – samt en beskrivelse af, hvor meget Kelley har inspireret ham.

Vanskabeligt overload

”I det øjeblik Oursler undergraver illusionen og afslører, at videoskulpturerne kun er kunst, forvandles de jamrende ansigter til rene postulater. Dukkerne og vanskabningerne råber i munden på hinanden for at få min opmærksomhed, men den bristede illusion har forvandlet min medynk til ren irritation.
Denne følelse af irritation får kraft af udstillingens opbygning. De enkelte værker er ikke afskærmet fra hinanden, så lydene flyder sammen og skaber en infernalsk larm. Der er alt for mange larmende værker på alt for lidt plads”

Det er ikke voldsomt mange anmeldelser, der indtil nu er blevet udstillingen Face to Face med videoværker af amerikanske Tony Oursler på ARoS i Aarhus til dels. Jeg har i hvert fald ikke registreret nogle i de større dagblade; men til gengæld har Kasper Lie på KUNSTEN.NU ikke så meget pænt at sige om Oursler’s værker – og måske i særdeleshed iscenesættelsen af samme.

Han skriver blandt andet i sin anmeldelse – foruden det nævnte: ”Måske er mit hjerte lavet af iskoldt stål, men jeg finder skabagtige børn pisseirriterende, hvad enten jeg møder dem på kunstmuseer, foran slikhylderne i Netto eller udstillet som kunstværker”.

Jeg vil gerne medgive, at visse børn faktisk er ret ublufærdige med hensyn til, hvad de siger og med hvilken lydstyrke, de ytrer sig. Man føler en vis trang til sammen med Lie at råbe ”SÅ HOLD DOG KÆFT!”

Åbne døre i Aarhus

Den 24. og 25. marts åbner et større antal kunstnere fra Aarhus dørene til deres værksteder og ateliérer. Begivenheden markeres blandt andet med en udstilling i Musikhusets balkongalleri, og denne udstilling åbnes af Aarhus' borgmester - og tidligere kulturrådmand - Jacob Bundsgaard. Åbningen finder sted d. 23.

I kraft af, at selveste borgmesteren åbner et sådant arrangement, må det vel betyde, at man fra politiks hold anerkender udstillingen som en væsentlig begivenhed på den kulturelle scene, og set i dét lys, må det være tilfredsstillende, her få dage efter kvindernes internationale kampdag, at kunne konstatere at så godt som 100% af de deltagende kunstnere er kvinder.

Samtidigt oplever jeg blandt de deltagende kunstnere stort set INGEN fra min egen bekendtskabskreds i et ellers meget levende og stærkt kunstmiljø i Aarhus... Kvaliteten af de repræsenterede kunstnere/værker vil jeg ikke komme nærmere ind på; men blot konstatere, at der bestemt er en enkelt eller to, jeg gerne ville se nærmere på; men det er måske heller ikke så meget i forhold til det samlede antal?

Herover et af lyspunkterne: Allison Barry Rosenlund husker jeg tydeligt fra sidste års Kunstnernes Påskeudstilling, hvor hun ligeledes udgjorde et lyspunkt.

Ensor og Jorn

”Ensor blev foregangsmand for kunstnere som Asger Jorn, der ledte efter en måde at fordreje det gamle for at skabe noget nyt, og i dag står hans farver, forvrængninger som noget særligt i europæisk billedkunst.
Muligvis kan vi bruge hans forrykte billedunivers til at forstå og grine ad vores egen moderne og supermedierede kultur, der nu og da bliver så absurd, at det overgår fantasien”

På kunstpotalen KUNSTEN.NU har Theis Vallø Madsen foretaget en glimrende karakteristik af den aktuelle udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingen, der bærer titlen ’jorn <<< ensor’ sammenfatter netop Asger Jorn og James Ensor, som Jorn selv har nævnt som en af sine mest oplagte inspirationskilder. Udstillingen kan for øvrigt ses frem til d. 5. juni.

Svensk kunst hos Charlotte Fogh

Navnet er nyt, og det samme er adressen; men personen bag er den samme. Charlotte Fogh Contemporary er blevet til Charlotte Fogh Gallery, og galleriet er flyttet fra Klostergade til Mejlgade 18 B i det centrale Aarhus.

På den nye adresse åbner Fogh en udstilling d. 23. marts med den svenske kunstner Ragnar Persson, om hvem det hedder i det udsendte pressemateriale: ”I Ragnar Perssons univers sammenstilles naturidyl med rå patos, det barske side om side med det bløde og dødsmystik med ømhed. Ragnar Perssons værker giver et moderne tidsbillede på tværs af tiden i et minutiøst og personligt formsprog”.

Udstillingen kan ses frem til den 21. april.

Wilson og Margrethe II

”Dronning Margrethe kunne sagtens have udstillinger, men ikke på kunstmuseer. Hun kunne udstille, fordi det er interessant, at vores dronning har en dejlig hobby, men så skulle det udstilles på Nationalmuseet, fordi det er en del af en kulturhistorie. Det er ikke en del af en kunsthistorie”

Citatet stammer fra et interview med kunstformidler og fhv. gallerist Christina Wilson foretaget af Kjeld Hybel i dagbladet Politiken, og dermed tager Wilson et befriende opgør med Dronning Margrethes udstilling på Arken. Hybel prøver at give en dimension med at udtale, at ”direktøren for Statens Museum for Kunst en gang har sagt, at dronningens billeder på museet er udvalgt efter præcis de samme kriterier som alle andre…” Hertil svarer Wilson skarpt: ”Det må være verdens dårligste undskyldning for at få Ridderkorset!”

I samme interview kalder Christina Wilson Marco Evaristtis ’Helena’ fra 2000 (dét med sværddragerne i blenderne) for ”et lorteværk”. Jo, Wilson har sine meningers mod, og deltager for øvrigt jævnligt, hvis nogen skulle være i tvivl, i DR-Ks underholdende kunstquizzer.

Charlottenborg igen

For nogle dage siden, refererede jeg på dette site fra et debatindlæg i dagbladet Politiken om Charlottenborg og udstillingsstedets problematiske rolle i relation til publikum og en tidligere kulturministers ambitioner på kunsthallens vegne. Siden er kunsthallen blevet vredet igennem mediernes maskine, og det bl.a. med udgangspunkt i, at udstillingsstedet Charlottenborg nu er blevet administrativt fusioneret med Det Kgl. Kunstakademi, hvilket afstedkommer, at kunsthallens direktør Mark Sladen fremover refererer til akademeiets rektor Mikkel Bogh. Så langt så godt; men hele micéren har naturligvis givet anledning til en debat og en række kommentarer fra kunstmiljøet. Jeg har taget et lille udpluk:

”At fusionere er en fantastisk god ting. Et tæt samarbejde mellem institutionerne på stedet – Akademirådet, akademiet, billedkunstskolerne og kunstbiblioteket – er den bedste måde at få det mest mulige ud af de ressourcer, der er på stedet” Bjørn Nørgaard på kunstportalen KUNSTEN.NU

”Det tager tid at nedbryde modviljen over for Charlottenborg. Jeg må erkende at jeg også holdt mig væk i et stykke tid. Mikkel Bogh skriver på sin blog, at dette ikke er en mirakelkur, og sådan tænker jeg det også. Men jeg ser absolut et potentiale i beslutningen” Nanna Gro Henningsen, tidligere bestyrelsesmedlem for Charlottenborg, på KUNSTEN.NU

”Det er problemet, ikke blot for Charlottenborg, men også for Århus Kunstbygning. Den øgede professionalisme er fin, men man er kommet til at skylle noget arvegods ud med badevandet – i form af de traditionsrige, publikumspopulære udstillinger og derigennem den lokale forankring” Jesper Rasmussen, rektor for Det Jyske Kunstakademi, på KUNSTEN.NU

”Ønsker man at vende Charlottenborgs katastrofalt lave besøgstal og gøre huset til en publikumsmagnet, kræver det, at Charlottenborg igen får en stærk tilknytning til det danske professionelle billedkunstmiljø, som igennem årene både har udfordret og trukket et stort kunstinteresseret publikum til de smukke lokaler på Kgs. Nytorv” Bjarne Werner Sørensen, formand for Billedkunstnernes Forbund, på KUNSTEN.NU

”Tidligere, når jeg gik over gården – for at købe frokost – var der et fast rend af mennesker, der gik i gården. Lige fra unge folk og hattedamer til almindelige mennesker, der skulle op og se udstillingerne” Anneli Fuchs, medarbejder ved Charlottenborgs nabo, Kunstbiblioteket, i dagbladet Politiken.

”Jeg føler virkelig meget for Charlottenborg. Det er et suverænt sted” Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen i dagbladet Politiken

Der er mange meninger om Kunsthal Charlottenborg i disse dage. Det bør være indlysende, at de ambitioner daværende kulturminister Brian Mikkelsen havde på institutionens vegne tilbage i midten af 00’erne gav sig udslag i en totalt fejlslagen politik i forhold til Charlottenborg som udstillingssted.

Nu får stedet en masse omtale, og mon ikke Simon Spies’ gamle slogan, om at slet omtale er bedre end ingen omtale, slår en anelse igennem i den kommende tid?

Quinn - kunst og krop

”Man stiller sig spørgsmålet: Hvad er en naturlig krop? Og hvor meget kan man ændre ved sin identitiet; eller måske snarere: Er der noget, der ikke kan ændres? Hvis vi kan vælge, hvilket køn vi vil være, har naturen så ikke udspillet sin rolle?”

Der bliver stillet mange spørgsmål i teksten herover, og jeg kan faktisk ikke svare på dem, da min egen tilgang til det kropslige, har afsæt i en tid, hvor man bør acceptere hyldstret, som det er med hvad det indebærer af forfald og ældningsprocesser.

Ikke desto mindre er alle spørgsmålene relevante i forhold til den aktuelle udstilling med britiske Mark Quinn på museet KUNSTEN i Aalborg. Det er Politikens nye kunstanmelder Thilde Nyborg, der har været en tur i det nordjyske, og hun er begejstret til en anmeldelse, der giver fem ud af seks hjerter.

I øvrigt finder jeg det helt rart at erfare, at Politiken nu har udvidet anmelderstaben inden for det billedkunstneriske. Det har længe været lidt pauvert, hvad der er kommet fra det kulturradikalistiske hoforgan af netop kunstanmeldelser. ”Uhyggeligt, forvirrende og smukt” er et par af de øvrige karakeristikker, som Nyborg begaver udstillingen med. Den har for øvrigt titlen ’All of Nature Flows Through Us’ og kan ses frem til den 29. april.

Måske man skulle smutte en tur til Aalborg i påsken?

Smadrede Mikkelsen Charlottenborg?

”To udenlandske direktører og to bestyrelser har forsøgt at få den fuldstændig umulige konstruktion til at fungere. Svenske Bo Nilsson var første mand til at knække halsen som direktør, og nu er britiske Mark Sladen i gang med det samme”

Hvad dagbladet Politikens ivrige kronikør Bjørn Bredal herover refererer til, er daværende kulturminister Brian Mikkelsens reformering af udstillingsstedet Charlottenborg i hjertet af København tilbage midt i 00’erne. Bredal angiver blandt andet nogle katastrofalt lave publikumstal som resultat af den kunstfaglege sanering, der har resulteret i, som det hedder i overskriften, ”Charlottenborgs sørgelige skæbne”.

Hermed er der sparket nyt liv i en debat vedr. Charlottenborgs rolle i kunstlandskabet. Det bliver interessant at se, om der kommer en debat i gang, eller om Charlottenborg får lov til at dø en stille død på Kongens Nytorv?

For tiden finder Charlottenborgs Forårsudstilling sted i de fine udstillingslokaler på Kongens Nytorv, og mon ikke denne udstilling kan afhjælpe et stærkt reduceret publikumstal i kunsthallen? Billedet herover er fra en tidligere Forårsudstilling.

Face to Face - the movie

Jeg har allerede omtalt udstillingen Face to Face, der på ARoS i Aarhus viser et større antal videoværker af amerikanske Tony Oursler. Jeg har lavet en lille film om udstillingen, og filmen kan ses HER>

Ansigt til ansigt

Overskriften udgør samtidigt titlen på den nye udstilling på ARoS Aarhus Kunstmuseum, der viser et bredt udsnit af værker af den amerikanske videokunstner Tony Oursler. Dog er navnet på udstillingen ’Face to Face’, hvilket vel er naturligt set i lyset af det internationale aspekt, der ligger i en sådan udstilling.

Ordet ”videoinstallation” får på mange måder en ny betydning, når man stifter bekendtskab med Ourslers ret vanvittige værker, hvilket jeg gjorde under pressemødet på museet et par dage før udstillingen åbnede. Dimensionen udføres i kraft af, at de projekterede billeder blæses op på tre-dimensionelle enheder, hvorved der gives en klart anden rumlig effekt, end hvis de samme billeder var blevet belyst på en plan flade.

Udstillingen kan ses i ARoS’ niveau 1 frem til sommer – nærmere bestemt indtil d. 29. juli. Iscenesættelsen af showet er – som sædvanligt, når det handler om ARoS – på et højt niveu.