mandag den 31. oktober 2016

Kalkmaleri-allegorier og filtskulpturer

Andreas Schulenburg: 'Musik', farvepigment på kalk, 62 x 74 x 4 cm. (foto: Charlotte Fogh Gallery)

Hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus kan man for tiden se en udstilling med glimrende kunstværker af Andreas Schulenburg, der ofte har arbejdet med ruminstallationer i filt. Sådanne optræder også på udstillingen 'DIY - Do It Yourself' - hvad denne titel ellers dækker over? 

Stærkest i afdelingen for bomuldsinstallationer står en næsten abstrakt skulptur, der dog tematiserer en tornado, og måske dermed kommenterer på jordklodens beskaffenhed ud fra meterologiske begivenheder? 

Jeg er dog lidt vild med et antal "kalkmalerier", som er lavet på baggrund af de kalkmalerier, man kan se i adskillige danske landsbykirker. 

Aktuelt har Schulenburg (f. 1975) dog en hele anden motivisk dagsorden. Temaerne i disse værker har absolut afsæt i noget nutidigt, og veksler dermed historie til vores egen samtid. 

Et digitalt katalog over værkerne på udstillingen kan downloades HER>

lørdag den 29. oktober 2016

Jorn og Munch

Installationsfoto fra Munchmuseet med Asger Jorns 'Af den stumme myte, opus 2 og 7' (foto: Munchmuseet)

Asger Jorn: 'Elskovskampen, 1954, olie på lærred. Tilhører Museum Jorn, Silkeborg (foto: Munchmuseet)

"I de to monumentale værker 'Af den stumme myte, opus 2 og 7' - begge fra 1951 - er Jorn nærmest en afklaring af sit maleriske program. Her er fabler, figurer, farver og former defineret i to store flader. Det, som var personligt - ja, næsten privat - i f.eks. 'Elskovskampen', er her historisk og næsten almengjort. Det er godt at se Jorn fuldendt på denne måde, men han er mere interessant i de desperate og uafklarede eksempler"

Teksten herover er et uddrag (i min oversættelse) af en anmeldelse i webtidsskriftet kunstkritikk.no, hvori Jonas Ekeberg beskriver udstillingen 'Asger Jorn, Edvard Munch', som kan ses på Munchmuseet i Oslo frem til d. 15. januar 2017. 

Herefter vil udstillingen kunne ses på Museum Jorn i Silkeborg, og jeg vender naturligvis tilbage med min egen beskrivelse, når dén er aktuel. 

I øvrigt sætter Ekeberg i eksemplet fokus på to malerier, der til dagligt befinder sig på Silkeborg Bibliotek, hvortil de vil vende tilbage, når udstillingerne er slut.

Bob Dylan udstiller - og taler...

Bob Dylan: 'Classic Car Show Cleveland Ohio', 2015-16, akryl på lærred. 71 x 122 cm.

I forbindelse med et interview i det britiske dagblad The Telegraph, som egentligt var sat i scene på grund af en udstilling, Bob Dylan afholder i perioden 5. november-11. december hos Halcyon Gallery i London, svarer sangeren (og billedkunstneren) på spørgsmålet, om han vil komme til Stockholm og modtage dén Nobelpris i Litteratur, som er blevet ham tildelt: "Absolut! Hvis det er muligt!" 

I øvrigt bruger Dylan ord som "fantastisk" og "enestående" om tildelingen af Nobelprisen. 

Således blev Nobelprisen omdrejningspunktet i interviewet i The Telegraph; men det var faktisk udstillingen i London, der var formålet med artiklen. 

Udstillingen får titlen 'The Beaten Path', og viser angiveligt eksempler på Dylans malerier og akvareller samt jernskulpturer, som han har arbejdet med i pauserne af The Never Ending Tour, som for tiden bringer sangeren rundt i hjemlandet USA.

fredag den 28. oktober 2016

Look at the Pictures

Som bekendt har der i de sidste måneder fundet en udstilling sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus, som viser fotografier af den kontroversielle amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe.

Jeg har for længst set og anmeldt udstillingen, men jeg havde indtil i dag ikke nået at få set dokumentarfilmen om kunstneren, som er blevet vist i forbindelse med udstillingen.

Filmen, som har titlen 'Look at the Pictures', giver yderligere næring til mytedannelsen om Mapplethorpe, der døde af AIDS i 1989. 

Den giver også næring til oplevelsen af de mange fotografier på udstillingen, som man ser med lidt andre øjne umiddelbart efter, man har set og oplevet filmet, som er helt fremragende - uanset hvordan man ellers ser på Mapplethorpe som person og kunstner.

Herover en lille trailer fra filmen. Det var, hvad jeg kunne opspore.

torsdag den 27. oktober 2016

ARoS' mentale fitnesscenter

"ARoS Public er skabt ud fra tanken om, at kunst er mest spændende i mødet med mennesker, og at den har størst værdi, når dette møde skaber nye former for socialt samspil. Formidlingscentret er en unik ramme, hvor tankevækkende samtaler med afsæt i kunsten og samfundet kan folde sig ud. Det er et moderne forsamlingshus og et eksperimentarium – en indsigtsfuld legeplads for mennesker i alle aldre"

Således kan man blandt andet læse på kunstmuseet ARoS' hjemmeside omkring et helt nyt center, som netop er åbnet på museet. 

Jeg var til stede, da ARoSPublic blev introduceret for presse og publikum, og ved den lejlighed udtrykte museets direktør Erlend Høyersten en stor glæde ved at være i stand til at indvie, hvad han beskriver som et "mentalt fitnesscenter". 

Det er da også rigtigt, at centret udfordrer kunstudstillingsgæsten på en helt ny måde - især i kraft af et antal interaktive stationer, der giver gæsterne mulighed for at udfordre sig selv i forhold til værker i museets samling.

onsdag den 26. oktober 2016

Nye raderinger


Det er måske en tilsnigelse at beskrive raderingerne, som kan ses herover, som "nye". De er foretaget under nogle af mine utallige ture rundt i Søhøjlandet, og de er faktisk udført i foråret.

Ikke desto mindre er de nye, da de først er blevet trykt i en proces sammen med et yderligere antal raderinger for nyligt.

tirsdag den 25. oktober 2016

En ged på en sjælden rejse

Et af de mest ikoniske kunstværker i en skandinavisk samling, skal lånes ud til udstillinger i London, New York og San Francisco. 

Det drejer sig om værket 'Monogram' (billedet) fra 1955-59 af den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg, og dette værk befinder sig til dagligt på Moderna Museet i Stockholm. 

Det består af en udstoppet angoraged, som er bemalet i hovedet og omkranset af et bildæk. Det hele er placeret på en plade, som er bemalet af kunstneren. 

Når det er interessant, at netop dette kunstværk bliver udlånt til en stor Rauschenberg-udstilling, der turnerer mellem de tre byer, er det fordi, værket er meget skrøbeligt. 

Det blev således ødelagt for nogle år siden, da en museumsgæst ville fotograferes siddende på ryggen af geden. 

Udstillingen i London finder sted på Tate Modern, og kan ses i tidsrummet 1. december 2016-2. april 2017.

Foto: Moderna Museet, Stockholm

Vasconcelos på video

Videoen herover er lavet under pressemødet, da kunstmuseet ARoS i Aarhus introducerede udstillingen 'Textures of Life' med værker af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos.

Videoen er produceret af Jack Fridthjof, og har udstillingens kurator museumsinspektør Pernille Taagaard Dinesen i en hovedrolle.

Jeg gav i øvrigt seks stjerner til udstillingen i min anmeldelse i Jyllands-Posten. Dermed skulle det gerne være fastslået, at 'Textures of Life' er klart seværdig.

mandag den 24. oktober 2016

Forskydninger på kunstens Top 100

Det kan vel dårligt overraske nogen, at superkuratoren Hans Ulrich Obrist nu genindtager førstepladsen på ArtReview's liste over de mest indflydelsesrige personligheder i kunstverdenen i 2016. 

Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad Obrist har foretaget sig, som kan retfærdiggøre placeringen, som han i øvrigt tidligere har besat; men mon ikke folkene på ArtReview har styr på, hvad den flittige kurator har været indblandet i, bortset fra, at han er chefkurator på Serpentine Galleries i London. 

Næste års førsteplads er næsten lige så forudsigelig. Her må dette års højdespringer fra en plads som nummer 16 til en placering som nummer to, Adam Szymzcyk, være storfavorit. 

Årsagen skal naturligvis ses i, at Szymzcyk er chefkurator på udstillingen Documenta 14, der som bekendt løber af stablen i Kassel i 2017. 

Man skal kigge langt efter danske repræsentanter fra kunstens verden på listen, men dog er Olafur Eliasson (billedet) stadig at finde på "Power 100" på trods af, at han er faldet ned fra en plads som nummer 64 til nummer 74. 

Den højest placerede kunstner er i øvrigt den tyske fotograf og billedkunstner Wolfgang Tillmans, der på en placering som nummer ni, henviser den kinesiske superstar Ai Weiwei til tiendepladsen.

lørdag den 22. oktober 2016

Er Bob Dylan arrogant?

For nyligt blev det offentliggjort, at sanger og sangskriver Bob Dylan er årets modtager af Nobels Litteraturpris. 

Den beslutning har der været mange meninger om, og stort set alle i den kulturelle verden med taletid i medierne, har udtrykt deres begejstring eller mishag i forbindelse med prisen. 

Den eneste, der ikke har udtrykt en mening, er hovedpersonen selv, som faktisk ikke har ulejliget sig med at kontakte komiteen bag Nobelprisen for at be- eller afkræfte, om han dukker op til modtagelsen i december. 

Det har fået en af akademiet bag Nobelprisens medlemmer, Per Wastberg, til på svensk TV at udtale, at han ser Dylan's manglende reaktion som "arrogant og uhøflig". 

Det hører med til historien, at man har fjernet nyheden om Dylan's Nobelpris på sangerens hjemmeside, hvilket kan tolkes, som han måske ikke vil modtage den. 

Bob Dylan turnerer i øvrigt heftigt for tiden i hjemlandet USA, så måske har han mere lavpraktiske ting at spekulere over end en Nobelpris i litteratur? 

Det kunne blandt andet være udarbejdelse af sætlister til de kommende koncerter.

fredag den 21. oktober 2016

På udflugt til Skagen



Skagens Museum! Sig navnet - eller tænk det blot! Omgående får man associationer mod den legendariske kunstnerkoloni, der prægede Skagen for mere end et århundrede siden.

Skagens Museum er vel mest at betragte som et kunstmuseum, og efter en større renovering samt en arkitektonisk kontroversiel (mener adskillige...) tilbygning, står museet nu som et levende symbol på Skagens betydning for kunstnere og kunstinteresserede.

"Ophængt" må man sige, at museets mange værker optræder som i hovedbygningens smukke udstillingsrum. 

Jeg skulle lige vænne mig til den overdådige salonophængning, men efter kort tid fandt jeg faktisk dette sceniske greb hensigtsmæssigt ud fra devisen om, at det er bedre, værkerne optræder fremme frem for i museets magasiner. Om ikke andet giver iscenesættelsen et glimrende billede på samlingens omfang.

Mit formål med besøget var, at se særudstillingen 'Arven fra Anchers', og jeg føler mig overbevist om, at museet fremadrettet til stadighed vil præsentere publikum for relevante særudstillinger med afsæt i skagensmalerne og deres samtid.

onsdag den 19. oktober 2016

Ancher-nørderi i Skagen

I 2014 fusionerede museet Anchers Hus i Skagen og Skagens Museum, og da Skagens Museum nu er et statsmuseum, har det været nødvendigt at gennemgå alle effekter fra Anchers Hus og i samme moment sætte en inventariseringsproces i gang. 

Dette har ret direkte afstedkommet, at museet i Skagen for nyligt åbnede udstillingen 'Arven fra Anchers' (billedet), som kan ses på museet helt frem til næste forår - nærmere bestemt til d. 24. april. 

Jeg har planlagt at besøge museet og udstillingen ganske snart. Af samme årsag kommer der meget mere på blog'en her om begivenheden senere.

(foto: Skagens Museum)

mandag den 17. oktober 2016

Raderinger fra Berlin




Der er ikke så meget hokus-pokus ved at trykke raderinger. Det er blot fysisk arbejde af en vis håndværksmæssig karakter. 

Men når man har foretaget raderingerne flere måneder, inden man trykker dem, er processen alligevel forbundet med et element af spænding. 

Således er motiverne, som kan ses herover, blevet udført i juli måned, som jeg tilbragte i Berlin. 

På det tidspunkt var det højsommer i den tyske hovedstad, og i modsætning til herhjemme var Berlin i juli kendetegnet ved sol og varme. 

Set i det perspektiv, er det måske ikke så underligt, at jeg søgte ud til en af de svalende søer i en af byens østlige forsteder. 

Grosser Müggelsee og stemningen omkring lokaliteten danner tema for tre ud af fire raderinger, der optræder på blog'en her. 

Fælles for trykkene er, at de er udført som koldnålsraderinger på Zerkall kobbertrykpapir.

søndag den 16. oktober 2016

Programmet for Aarhus 2017 offentliggjort

Til februar åbner Jorn-Munch-udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg. Her en gengivelse af Asger Jorns 'Hvisken' fra 1971. ©Henie Onstad Kunstsenter

For nyligt blev - under pomp og pragt - programmet for Kulturby 2017 præsenteret i Aarhus Teater, og lokaliteten er naturligvis valgt, da netop Aarhus er Europas Kulturby til næste år. 

Jeg er selvfølgelig mest interesseret i, hvad Kulturby 2017 har at byde ind med på det billedkunstneriske område, og der er meget! 

Af samme årsag må jeg være mere selektiv end normalt, når jeg besøger de mange tilbud som hele Region Midtjylland byder ind med. 

Umiddelbart kan jeg kort nævne den ambitiøse udstilling med fokus på Asger Jorn og Edvard Munch, som vises fra d. 4. februar på Museum Jorn i Silkeborg. 

ARoS i Aarhus har for længst præsenteret afløseren for Sculpture by the Sea, som bliver en ganske omfattende begivenhed med både museum og miljøet omkring byen som udgangspunkt. 

Første del af The Garden åbner på museet d. 8. april, og senere vises resten hen over sommeren - og temaerne er The Past, The Present og The Future. Det bliver ganske spændende. 

HEART i Herning tager fra d. 21. april Socle du Monde-temaet op igen, og det bliver helt sikkert interessant. 

Derudover bliver der naturligvis åbnet helt nye udstillinger i regionens øvrige udstillingssteder, så der bliver noget at se på for den kunstinteresserede midtjyde. 

Hele programbogen for Aarhus 2017 kan findes HER>

fredag den 14. oktober 2016

Nobelpris til Dylan

"Enhver, der har hørt blot én af Bob Dylans gode sange, vil vide, at han er en stor digter. Han har et digterisk format, der sætter ham i stand til at gå ind i et hvilket som helst forestillingsrum. Forvandle sig fra følsom folkesanger til intim elsker, rebel og gammeltestamentlig bluesprofet"

I skrivende stund er de fleste allerede klart bevidst om, at Bob Dylan (billedet) er blevet tildelt Nobels Litteraturpris. 

Som forventeligt er dette valg blevet massivt kritiseret blandt hardcore litterater, og måske med en vis ret? 

Dagbladet Politikens Kim Skotte er dog begejstret for valget, og det er netop fra hans fremstilling af begivenheden i avisen, at citatet herover stammer.

"Man må sno sig", sagde valkyrien




Publikum på kunstmuseet ARoS i Aarhus kan roligt forberede sig på et sansebombardement af de helt store, når de fremover besøger museet. 

Indenfor i det offentlige rum har et kæmpevæsen indrettet sig i foyerområdet, som det fylder ud til bristepunktet. Joana Vasconcelos har i bogstavelig forstand indtaget museet med installationen 'Valkyrie Rán', der i et farvestrålende forløb udfordrer museets arkitektur. 

Værket er ikke blot en del af udstillingen 'Textures of Life' men samtidig en installation, som indgår i museets faste samling. 

Udstillingen viser tillige i museets Niveau 1 17 store installationer, der hver især kommenterer på forskellige livselementer

Også her er der i flere tilfælde tale om enheder, der forener kitch, drama og opfindsomhed på helt utroligt dragende og sanselige niveauer. 

Joana Vasconcelos er portugiser og bor og arbejder i Lissabon. Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 19. februar 2017.

mandag den 10. oktober 2016

Zinkhvidt skyld i afskalninger

"Da amerikanske konservatorer for få år siden har bevist, at zinkhvidt har en skadelig virkning på malerier, er det vores hypotese, at det zinkhvide pigment, som gav det smukkeste blå lys, er Krøyers akilleshæl - og en af grundene til at hans malerier går i opløsning"


P.S. Krøyer er som bekendt berømmet for sine malerier fra Skagen - og især hans værker med motiver fra Skagen Nordstrand er blevet legendariske. 

Nu viser det sig imidlertid, at den smukke blå farve på disse malerier er udviklet ved hjælp af zinkhvidt, hvor det tidligere var almindeligt at bruge blyhvid pigment. 

Det er nu påvist, at zinkhvidt har en uheldig egenskab i kraft af, at farven er skyld i afskalninger på lærrederne - og denne problematik har blandt andet ramt det herover afbillede maleri fra 1899, som viser kunstneren og hans hustru på Skagen Strand. 

Citatet herover stammer fra en artikel i dagbladet Politiken, hvor Torben Benner har interviewet Cecil Krarup Andersen, adjunkt ved Kunstakademiets Konservatorskole, om zinkhvidts uheldige egenskaber. 

Hvilken hvid oliefarve, jeg selv bruger??? Zinkhvidt!

søndag den 9. oktober 2016

Berlin-gallerist forærer hus væk

Contemporary Fine Art Gallery i hjertet af Berlin har til huse i en bygning (billedet), tegnet af den verdensberømte arkitekt David Chipperfield, og huset ligger i umiddelbar nærhed af byens museumsø, som rummer nogle af Berlins mest væsentlige museer. 

Nu har husets ejer, galleristen Heiner Bastian imidlertid besluttet at skænke ejendommen til Cultural Heritage Foundation, som fører tilsyn med den mange museer i området. 

Planen er, at man vil indrette huset som formidlings- og undervisningscenter i relation til museerne. 

Man regner med, at der åbnes for offentligheden sidst i 2017 eller i begyndelsen af 2018. 

Huset er opført i 2007, og har som nævnt hidtil rummet CFA Gallery, som blandt andre med mellemrum viser værker af danske Tal R.

lørdag den 8. oktober 2016

Forceret og visuel poesi

Alex la Corte, '50 Wigs', installationsfoto (foto: HEART/Lior Zilberstein)

 "Alex da Cortes ophobninger af genstande vidner om en forkærlighed for materiel overflod, der virker lige dele ironisk spottende og oprigtig. På en af udstillingens vægge bugner hylderne af genstande placeret efter en tilsyneladende egen logik. Med en ophobning af genstande - Beuys-værker fundet i HEARTs samling, Warhol-relikvier og Wonderbaums fra den lokale tankstation - skaber da Corte en slags forceret visuel poesi. Det er små scener til film, der ikke udspiller sig, et teater af genstande, der forskyder og forstærker hinandens formelle træk, men som hele tiden også spiller en anden rolle end den rent funktionelle"

Hvor meget forceret visuel poesi, der optræder i Alex da Cortes værker på udstillingen '50 Wigs', der for tiden kan ses på kunstmuseet HEART i Herning, vil jeg ikke komme nærmere ind på; men det er under alle omstændigheder et af de elementer, som Louise Steiwer har valgt at fremhæve i sin kritik, som kan læses på kunstportalen Kunstkritikk.dk. 

Under overskriften 'Objekter der skuffer' giver hun et udmærket bud på, hvad meningen med da Cortes paralleludstilling med Andy Warhol går ud på - altså hvis man kan se nogle poetiske egenskaber ved discokugler, plastikskrammel og diverse former for emballage. 

Ikke desto mindre er Warhol/da Corte-udstillingerne på HEART klart anbefalelsesværdige.

Bowie's kunstsamling under hammeren

Titelløst værk af Jean-Michel Basquiat fra 1984 (pressefoto: Sotheby's)

Det kan vel dårligt undre nogen, at David Bowie, som døde lige efter nytår 2016, var en person, der besad en stor og væsentlig samling af kunst og design. 

Hvis man skal remse kunstnere op, som befinder sig i denne samling, bør man nok udgive en særudgave af denne blogside. 

Derfor vil jeg blot fremhæve Jean-Michel Basquiat som én af de kunstnere, der var repræsenteret i Bowie's samling, og årsagen til dét, er at Bowie splillede rollen som Andy Warhol i filmen om Basquiat for en del år tilbage. 

Basquiat og Warhol havde et tæt samarbejde, inden Basquiat døde døde i 1980 som blot 27-årig. 

Bowie's kunstsamling kommer nu under hammeren hos auktionshuset Sotheby's og auktionen vil ifølge The Art Newspaper finde sted hos Sotheby's i London d. 10. og 11. november. 

Inden da kan samlingen ses i Sotheby's filialer i Los Angeles, New York og Hong Kong, inden den vises fra d. 1. til d. 10. november i London. 

Skulle man være på de kanter, var det måske en begivenhed, der var værd at studere nærmere.

fredag den 7. oktober 2016

Landskabet i Vestsjælland



Der er måske ikke så meget, der er bemærkelsesværdigt ved landskabet, der grænser sig op til motorvejen i retning øst/vest på Sjælland; men når man alligevel blot er placeret på et bussæde med retning mod Jylland efter nogle dage i hovedstaden, kan man jo lige så godt sætte sig til at lave nogle streger i en tegneblok. 

Lokaliteterne skulle fremgå af tegningerne. Alt er med forbehold og i øvrigt skabt i et improvisatorisk forløb. 

Sådan en bus bevæger sig som bekendt!

torsdag den 6. oktober 2016

CC på Papirøen


Forkortelser er ofte nødvendige, hvis f.eks. navnet på et udstillingssted er meget snørklet og indviklet. 

Af samme årsag har man valgt blot at bruge bogstavet C i en dobbeltform på facaden af det forholdsvist nye - og desværre - midlertidige udstillingssted Copenhagen Contemporary i det revitaliserede område Papirøen i København. Her har i mange år været placeret et gigantisk papirlager, som har givet lokaliteten sit navn. 

Dette industribyggeri rummer ikke blot i sig selv en stor historisk autenticitet. Bygningen er faktisk overraskende velegnet som udstillingsted i kraft af rummenes storhed og iboende autonomi. 

Jeg talte med CC's eksterne kommunikationsmedarbejder under mit besøg på stedet for nyligt, og han var faktisk ikke helt klar over, hvordan den fjernere fremtid ser ud for institutionen - blot at der er tale om et lejemål, der udløber ved udgangen af 2017. 

Så vidt vides er der planlagt opførelse af boliger som erstatning for det fine miljø, der kendetegner området. 

I mellemtiden kan man glæde sig over et udstillingssted, der aktuelt viser udstillinger af islandske Ragnar Kjartansson (video), amerikanske Bruce Naumann (video/installation) og den syrede tyske teknofreak Carsten Nicolai, der viser nogle ret fantastiske installationer med lys og grafiske enheder som virkemidler. 

Især den mere end 30 meter lange lyd- og lysinstallation 'Undisplay' (det lille billede) gjorde et vist indtryk på denne blogredaktør. 

Carsten Nicolai er født i 1965 og er samtidigt kendt under navnet Alva Noto, som beskæftiger sig med lydperformances

Udstillingen med Nicolai er netop blevet forlænget fra 2. oktober til 22. oktober, hvor der afsluttes med en stor finissage, hvor Alva Noto vil være til stede med noget electronica.

mandag den 3. oktober 2016

Kunst ved S-banen

Sonja Lillebæk Christensen: 'Kragemænd (Psykopomper)', 2016. Tapet af forstørret akvarel

Sydhavn Station er blot én af mange S-togstationer i København, og her er der naturligvis en vis trafik af mennesker hver eneste dag. 

Af samme årsag kan det virke ret indlysende at indrette et udstillingssted ved lokaliteten. Dette er et af landets mange kunstnerstyrede udstillingssteder, og Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen er to af de kunstnere, der er tilknyttet udstillingsstedet. 

Deres aktuelle udstilling tager såmænd udgangspunkt i en fiktiv dialog, som de to har foretaget under spadsereturer i området omkring Valbyparken i Sydhavnen. Jeg besøgte udstillingen for nyligt, og det var faktisk interessant. 

Gengivelsen herover er en forstørrelse af en akvarel, som Sonja Lillebæk Christensen har foretaget, og udgangspunktet er to mænd, som hver dag går med deres hund i området - som Lillebæk Christensen og Schmidt-Rasmussen i øvrigt også gør. 

Udstillingens titel 'Double Fantasy' bringer for øvrigt mindelser frem vedrørende John Lennon og Yoko Onos album med samme titel. Det blev udgivet kort før Lennons død i 1980.