tirsdag den 30. november 2021

Højt vurderede værker af Martinus Rørbye kunne ikke sælges


Bertha Wegmann: 'Landskab med hestekærre på vejen'. Vurd.: 25-30.000 kr. Hammerslag: 130.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)


Johannes Larsen: 'Grågæs ved Filsø', 1920. Vurd.: 80-100.000 kr. Hammerslag: 160.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

For nylig tog auktionshuset Bruun Rasmussen i København hul på de fysiske juleauktioner i lokalerne på Bredgade. 

Her fulgte jeg især interesseret med i et nummer, som var et maleri af guldaldermaleren Martinus Rørbye vurderet til 3-4 millioner. 

Buddene nåede ikke i nærheden af estimeringen og et andet dyrt værk af samme kunstner kunne heller ikke sælges. Dog blev væsentlig billigere værker af Rørbye solgt. 

Over millionen nåede ikke overraskende fine værker af samleryndlingen Paul Fischer samt en af de store guldalderkanoner, C.W. Eckersberg. 

Mest overraskende var vel dog et maleri af Niels Simonsen, som med et maleri af beduiner med heste nåede et hammerslag på 200.000 kr. mod en vurdering på 20-25.000 kr. 

Det er den slags overraskelser, der gør det fascinerende at følge auktionerne online.

Værkstedet d. 30. november 2021

 


fredag den 26. november 2021

To vidt forskellige udstillinger på Holstebro Kunstmuseum


Der er både eksempler på Olivia Holm-Møller, J.F. Willumsen og Asger Jorn på dette installationsfoto fra udstillingen 'Gnist'.








Fra udstillingen 'Hard Coding soft tactics' med værker af Christine Overvad Hansen

For nylig kunne man her på blog'en læse om et "kunstnerisk trekantsdrama", som indbefattede de tre malere Olivia Holm-Møller, J.F. Willumsen og Asger Jorn. 

Det drejede sig om en udstilling, som efter at have været vist på Gl. Strand i København, nu kan ses på Holstebro Kunstmuseum. Her åbnede udstillingens kurator Erik Steffensen med en - ikke overraskende - veloplagt tale. 

Udstillingens titel 'Gnist' kan nemt ses som en reference til de tre kunstneres farvemættede værker, men også til en - synes jeg - ret vellykket disponering/iscenesættelse i Holstebro. 

Samme dag som 'Gnist' åbnede man på museet en udstilling med titlen 'Hard Coding soft tactics' med værker af Christine Overvad Hansen, der i 2020 modtog Astrid Noacks prestigiøse legat. 

Udstillingens titel har jeg netop fundet ud af er ret præcis, da kunstneren arbejder med industrielle enheder, som ofte optræder som organiske former. 

Der er ikke så meget andet at sige om denne udstilling, men jeg har netop færdiggjort en anmeldelse, og den vil selvfølgelig indeholde en masse ord om begivenheden. 

Denne udstilling kan ses på Holstebro Kunstmuseum indtil d. 3. april 2022 og 'Gnist' kan ses til d. 20. februar samme år.

onsdag den 24. november 2021

Tyvstart af Museum Ovartaci på ny adresse

'Kropsidealer - Undertrykkelse & frigørelse': Maj Manczak: 'Indeni udenpå', 2021 - udsnit af fotografi


»Mange kvinder har et anstrengt forhold til nøgenhed og deres krop. Vi er hæmmet og undertrykt af idealet om den evigt unge, smukke og slanke krop«


Citatet er fra en tekst, der ledsager et fotografi af Maj Manczak, og som netop nu vises på en udstilling, der finder sted på Museum Ovartacis nye adresse på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus. 


Udstillingen kan sagtens ses som en form for "tyvstart" af museet, som stadig er under ombygning, inden de mange værker fra den tidligere bygning i Christiansbjerg bliver flyttet til den nye adresse. 


Den omtalte udstilling har titlen 'Kropsidealer - Undertrykkelse & frigørelse' og temaet er som bekendt højaktuelt i en tid, hvor mange kun ser dem selv nøgne i spejlet efter mørkets frembrud. 


Om udstillingen hedder det i museets formidlingsmateriale: »Resultatet er en interessant og nærværende udstilling med bidrag fra både ind- og udland. De mange bidrag skaber et polyfonisk samtalerum med en bred vifte af individuelle vinkler og personlige fortællinger om emnet«. 


Jeg var til et preview på for nylig og arbejder nu på en anmeldelse af udstillingen, der kan ses indtil d. 16. januar 2022.

 

tirsdag den 23. november 2021

mandag den 22. november 2021

Min rolle på Grafisk Værksted i Silkeborg

Øv.: Grafisk arbejde uden titel, 1987. Ned.: Et billede, som Søren Bredahl Rasmussen tog af mig efter samtalen på værkstedet.

For nyligt havde jeg besøg på værkstedet af Søren Bredahl Rasmussen, der ville have min beskrivelse af de år, jeg benyttede Grafisk Værksted som udgangspunkt for min produktion af grafik. 

Tidsafsnittet spænder fra 1987 til 1995, men samtalen rakte længere ud end dét, og det er der kommet en meget lang dialog ud af, som nu er blevet transskriberet - hvorefter jeg læste korrektur, hvilket tog et par timer - og lagt ud på Grafisk Værksteds hjemmeside, hvor den optræder ledsaget af nogle illustrationer. 

Den kan findes HER>

fredag den 19. november 2021

Kunstnerisk "trekantsdrama"

Olivia Holm-Møller: 'Læsende drenge', ca. 1925 (pressefoto: Holstebro Kunstmuseum)

»Og ja ja, jeg fatter godt den pædagogiske pointe med denne trekant. Det handler om at introducere Olivia Holm-Møller til et bredere publikum og at trække hende ind i historien om maleriets historie i Danmark. Det fortjener hun. Og udstillingens kurator, Erik Steffensen, gjorde, for præcis seks år siden, et langt bedre forsøg på Holstebro Kunstmuseum med udstillingen 'Olivias verden'. For sagen er, at pædagogik ikke gør det alene, når vi taler om billedkunst«


Anmeldelsen, som jeg bringer uddrag fra herover, er ved at have nogle måneder bag sig, og den drejer sig om en udstilling med titlen 'Gnist', der fandt sted i Kunstforeningen Gl. Strand i København. 


Vi skal faktisk helt tilbage til begyndelsen af august, da Mathias Kryger anmeldte udstillingen i Politiken. 


Han nævner Holstebro Kunstmuseum og relevant nok kan man se udstillingen lige om lidt netop dér, og udgangspunktet er et kunstnerisk "trekantsdrama", der inkluderer tre væsentlige kunstnere, J.F. Willumsen, Asger Jorn og altså Olivia Holm-Møller. 


Jeg skal ikke anmelde udstillingen, da min udmærkede kollega Tom Jørgensen for længst har haft den under sin kritiske pen, da den kunne ses i København, men mon ikke der er noget andet at komme efter i Holstebro? Det kan jeg næsten ikke tro andet. 


Gnist kan under alle omstændigheder ses på Holstebro Kunstmuseum frem til d. 20. februar 2022.

Jørgen Haugen Sørensen-citater

Jørgen Haugen Sørensen (foto fra haugensorensen.com)

Den 18. november sov billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen stille ind i Pietrasanta i Italien. 


Når en personlighed som Haugen Sørensen dør, er det ofte oplagt at finde nogle udtalelser fra en kunstner, der i nekrologen af Peter Michael Hornung i Politiken blandt andet beskrives som »den store , selvberoende, trodsige og helt igennem antiautoritære danske billedhugger«. 


I forbindelse med Haugen Sørensens død har jeg modtaget en mail fra kunstneren Per Arnoldi, der gengiver en tale, han holdte i forbindelse med en udstilling, der fandt sted på J.F. Willumsen Museet i Frederikssund i 2019. 


Her sagde han blandt andet »Jørgen Haugen illustrerer ingenting, men går lige til benet. Fra afsender via ler, sten og bronze til modtager, er der ingen slinger eller sproglig pynt. Dette er, hvad han vil vise os. Det er ikke primitivt - det er direkte!« 


Således blot nogle få sætninger om Jørgen Haugen Sørensen; men han var faktisk heller ikke selv karrig med udsagnene, da han levede. Jeg har samlet nogle få af dem, som er hentet fra diverse interviews i dagblade. De kredser ironisk nok ofte om døden som tema:

 

»Som teknologien er i dag, kan enhver idiot blive billedhugger. Du kan aflevere en hundelort, og så kan en robot lave den om til en skulptur på otte meter for dig«

Fra et interview med Brian Nygaard i Weekendavisen i 2017


»Livet er i virkeligheden forfærdeligt. At man overhovedet tør stå op om morgenen, er forunderligt. Digteren Morten Søndergaard siger, at man har en stående aftale. Med døden. Det er alvorligt«

Fra et interview med kunstanmelderen og bloggeren Trine Ross i 2016


»Jeg synes, det er mærkeligt at snakke om håb, eftersom vores liv er en tragedie. Det ender jo med døden.«

Fra et interview med Helene Høm i Bornholms Tidende i 2015


»Vi hader jo virkeligheden. Vi er bange for den. Derfor prøver vi at styre den. Men vi kan ikke styre den i sidste ende, vel? Vi kan ikke styre, at vi skal dø«

Fra et interview med Nils Thorsen i Politiken 2003.

torsdag den 18. november 2021

Jørgen Haugen Sørensen 1934-2021

Jørgen Haugen Sørensen (foto fra Hans Alf Gallerys Facebook-profil)

For mange år siden slog billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen sig ned i Italien og en historie går på, at han erklærede over for en højtstående militærperson med en masse sildesalat på brystet, at »medaljer hænger man på idioter«. 

Jeg kan ikke huske, om Sørensen efterfølgende blev buret inde, men historien underbygger ganske glimrende billedet af en karakter, som ikke gik på kompromis med noget som helst. 

Hvis han mente, at der var personer på det kunstneriske parnas, der var nogle dumme svin, så lagde han ikke fingre imellem i sin vurdering af vedkommende; og så var det flintrende ligegyldigt, om det var direktøren for nationalgalleriet eller formanden for Ny Carlsberg Fondet. 

Få har som Jørgen Haugen Sørensen sat et aftryk på dansk kunst. I Danmark har Haugen Sørensen samarbejdet med et utal af gallerier og på Hans Alf Gallerys Facebook-profil kan man således læse følgende: 

»Jørgen Haugen Sørensen var sin generations uden sammenligning største billedhugger - og vel foruden Thorvaldsen en af de største, vi har haft i dette land. Han kunne være indsigtsfuld, medfølende og blid, og han kunne være benhård, uforsonlig og halsstarrig... Den sidste bog er næppe skrevet om Jørgen Haugen Sørensens kunstneriske virke. Som hans personlighed var det egensindigt og mangefacetteret og umuligt at sætte i bås. Han var en mesterlig formgiver, og hans hænder var i stand til at gøre ting, man ikke troede muligt«. 

Den 18. november, indløb beskeden om, at Jørgen Haugen Sørensen er død i Italien, hvor han boede i det meste af sit liv. 

Han blev 87 år gammel.  


Omdiskuteret slot åbnet i Berlin














Her ses det nye Humboldt Forum i Berlin, der netop er åbnet. Billederne er taget i 2020, mens slottet stadig var under opbygning. På det nederste billede kan man se en model af Berliner Schloss, som det så ud før bombardementerne under 2. verdenskrig.


»Men især kulturaviserne og den berlinske venstrefløj raser højlydt over stedet, som næsten er blevet deres yndlingsaversion. Dels fordi de forbinder gigantprojektet med konservativ Preussen-dyrkelse - dels fordi slottet rummer to museer, der udstiller tusindvis af kunstgenstande, der blev stjålet i de tyske kolonier eller blev opkøbt af fiffige tyskere som led i udbytningen af afrikanere og asiater«


Da jeg/vi første gang besøgte Berlin, kunne vi opleve en gold og forblæst plads lige modsat den kæmpestore og ret imponerende Berliner Dom. 


Siden gik et ganske spektakulært byggeri i gang, som blandt andet skulle give mening til pladsens navn "Schloss Platz". 


Der blev afsat et milliardbeløb til at genopføre Berliner Schloss, som DDR-styret i 1950 havde sprunget i luften, efter det havde stået som ruin efter bombardementerne i 2. verdenskrig. 


I stedet blev opført et moderne Palatz der Republik på stedet, men det blev jævnet med jorden midt i 00'erene, da det var decideret usundt at opholde sig inden døre på grund af en stor koncentration af asbest. 


Som bekendt var Øst- og Vestberlin blevet samlet i mellemtiden, og der skulle ikke gå lang tid, får man gik i gang med planerne om at genopføre slottet på slotspladsen. 


Jeg har fulgt processen nøje, og nu er stedet åbnet som kulturcenter og museum, og i blandt andet Weekendavisen, hvorfra citatet herover stammer, har beskæftiget sig med byggeriet såvel indendørs som udendørs. 


Arkitektonisk er der naturligvis tale om en replica af det oprindelige slot; men bagsiden består af en ren mur med vinduer og teksten Humboldt Forum, som nu er navnet på slottet. 


Som nævnt har der været stærk modstand mod byggeriet, og selvfølgelig - kan man næsten sige - er budgettet overskredet adskillige gange. 


Nu er slottet imidlertid åbnet for offentligheden - og mon ikke det først og fremmest bliver en turistattraktion som supplement til de øvrige museer og kulturinstitutioner, der fylder ret meget i området? Det tror jeg. 


Det er Jesper Vind, der har skrevet reportagen i Weekendavisen.  


mandag den 15. november 2021

Auktionsforventninger

 

Martinus Rørbye: 'Torvet i Amalfi', 1840 (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)


Når man i aviserne kan læse, at auktionshuset Christie's netop har solgt en akvarel af Vincent van Gogh til den nydelige sum af ca. 232 millioner kroner, er det naturligvis småpenge, som auktionshuset Bruun Rasmussen herhjemme forventer på den næste fysiske auktion, der finder sted i lokalerne på Bredgade i København. 

I kategorien for ældre kunst kommer der 153 numre under hammeren d. 30. november. Her er der højest forventning til et maleri af Martinus Rørbye. 'Torvet i Amalfi' fra 1840 forventer man rammer en pris på 3.000.000-4.000.000 kr. 

Der er tillige pæne forventninger til et maleri af Rørbyes kollega fra guldalderen C.W. Eckersberg. Et forholdsvist stort værk med et søslag i Køge Bugt estimeres til 1.500.000 til 2.500.000 kr. 

Derudover er der forventninger omkring millionen til værker af J. Th. Lundbye og Paul Fischer. Det er der ikke noget usædvanligt i. 

Den 7. og 8. december går det løs med den mere moderne kategori af billedkunst. Førstedagens afsluttende værk udgør lidt af en overraskelse blandt de modernistiske og Cobra-relaterede værker. 

Man har således en forventning om et hammerslag på 1.000.000-1,500,000 kr. for et maleri af den indonesiske maler Hendra Gunawan (1918-1983). 

I kategorien grafik finder man fine arbejder af Picasso, Munch og Miro. Det er samtidigt interessant, at der til stadighed dukker grafiske værker op af den franske kunstner Pierre Soulages

Et interessant nummer i grafikken er serien på 23 raderinger af Asger Jorn 'Schweizer Suite' fra 1961. Her forventer man et hammerslag på 150.000-200.000 kr. 

Der bliver naturligvis også solgt ure, design, vine og smykker på auktionerne, som også har temaauktioner med russisk kunst og antikviteter på programmet.

lørdag den 13. november 2021

70'erne døde i 1980'erne

 











Udstillingen 'Den dag 70'erne døde' med værker af billedkunstner og professor Claus Carstensen på Randers Kunstmuseum, som jeg for nyligt har omtalt på blog'en her, er en ganske kompleks sag med et gigantisk antal arbejder på papir - flere end 1.100 samt et antal mixed media-arbejder, som kan ses herover sammen med nogle installationsfotos fra udstillingen.

Foruden udstillingen består projektet af en bogudgivelse i to bind med alle udstillingens værker gengivet.

I en videosekvens, som kan ses på udstillingen, fortæller Carstensen om oplevelserne i årene, hvor hans venskab med personen Kjeld var fungerende.

Kjeld begik selvmord nytårsaften 1987/88, og han var ikke den eneste i kunstnerens omgangskreds, der døde ung. 

Alt det kan man høre om i videosekvensen, som heldigvis ligger på Youtube, og derfor kan den ses herunder.

Jeg er i gang med at skrive en anmeldelse af udstillingsprojektet, som kan læses i en avis inden for kort tid.


 

torsdag den 11. november 2021

En udstilling om et selvmord

 

Et udsnit af et værk fra 2021 af Claus Carstensen med titlen 'Revisiting'. Mon ikke det er Carstensen og vennen K, man ser foroven til højre på kompositionen? (foto: Anders Sune Berg)

»Nytårsaften 1987/88 tog Claus Carstensens ven K sit eget liv. Hans død udløste et sandt arbejdsraseri, som - set i bakspejlet - var lige så meget et sorgarbejde. Godt halvanden måned efter opkaldet den 12. februar 1988, fandt Carstensen alle de papirer, lapper, adresser, billetter, kvitteringer, flyveblade, informationsark osv., som han havde haft liggende i skotøjsæsker siden 1973. frem og begyndte at bearbejde dem«


Teksten herover, som er et uddrag af pressemeddelelsen til udstillingen 'Den dag 70'erne døde' på Randers Kunstmuseum, åbner lidt af sløret for, hvad man kan se og opleve på udstillingen, der er et direkte udkomme af billedkunstneren Claus Carstensens bearbejdning af en masse intime dokumenter, som udstilles i sammen med nyere værker med udgangspunkt i oplevelsen af vennens selvmord. 


Det giver næsten sig selv - og det mener jeg at kunne sige uden at have set udstillingen - at der er tale om en meget personligt dokumentation af et liv og et venskab. 


Hvordan udstillingen i øvrigt fungerer, vil jeg snarest finde ud af, da jeg har planlagt en tur til Randers. 


Claus Carstensen er født i 1957 i Sønderborg, er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i perioden 1977-1983. Senere har han fungeret som professor ved akademiet fra 1993 til 2002. 


Udstillingen på Randers Kunstmuseum kan ses indtil d. 10. februar 2022.

mandag den 8. november 2021

Dagens værk fra 'Vores værker' #7


Entertaineren Niels Hausgaard har valgt et ganske uprætentiøst værk til udstillingen 'Vores værker' på Skagens Kunstmuseum.

Valget er forankret i en vis fascination for det forberedende arbejde i billedkunsten - altså skitsen; og det kan jeg godt følge Hausgaard i. Mon ikke han selv har en del tekstskitser liggende i sit system? Det vil jeg tro.



ARoS' kommende direktør i sag om plagiat

 




Glasmuseet i Ebeltoft viser for tiden en fremragende udstilling med den italienske glaskunstner Lino Tagliapietra, som blev tildelt seks stjerner af Jyllands-Postens anmelder. Hans værker laver man med garanti ikke kopier af til museets butik.


Der er opstået en konflikt mellem glaskunstneren Karina Malling og Glasmuseet i Ebeltoft, der har solgt et produkt i museets butik, der ifølge Malling er en 1:1 gengivelse af et af hendes designs. 

Det bizarre i sagen er, at Karina Mallings vaser har været en del af butikkens sortiment, og at man fra museets side har ladet fremstille et antal vaser, der er totale gengivelser af Mallings. 

Dagbladet Politiken har henvendt sig til Glasmuseet, hvor direktør Rebecca Matthews, som nu er kendt som den kommende direktør for kunstmuseet ARoS i Aarhus, afviser, at der er tale om kopiering og i øvrigt henviser til museets administrationschef Jan Frandsen, som udtaler, at der er tale om »genetiske vaser, som der er en masse, der laver«. 

I forlængelse af administrationschefen og direktørens udtalelser siger Karina Malling: »Jeg og andre fagfolk kan se forskel i forhold til kvaliteten af håndværket, men udtrykket er det samme. Det er 1:1 samme vase. Det kan man se med det blotte øje«. 

Anne Bech-Danielsen, som er journalisten bag afsløringen, har efterfølgende spurgt Rebecca Matthews, om noget tilsvarende ville kunne ske i ARoS' butik, når hun tiltræder som direktør d. 1. januar 2022. Hertil svarer direktøren, at det ikke vil komme til at ske, da »der jo netop ikke er tale om kopiering«. 

Om der i en fagretslig proces ville falde en dom om, hvorvidt der er tale om direkte kopiering, får vi sikkert aldrig opklaret, da Glasmuseet har indgået et forlig med Karina Malling. 

Man har betalt hende beskedne 10.000 kr. og hermed har man vel erkendt, at der er et tvivlsspørgsmål? 

Det erkender Jan Frandsen og udtaler »Du kan kalde det - jeg havde nær sagt et hændeligt uheld. Vi vil ikke genere nogen. Vi lægger os fladt ned og har betalt«. 

Hermed erkender administrationschefen, at der er et problem, men Rebecca Matthews holder fast i, at der ikke er tale om kopiering.