Jazz is not dead

Min hjemby Silkeborg er hjemsøgt af tusindvis af jazzentusiaster i den sidste weekend i juni, og sådan har det været i årevis, da man over hele byen i netop denne weekend afholder Riverboat Jazz Festival.

Således også i år, hvor den årlige festival netop er overstået. Jeg har kun hørt en brøkdel af de mange koncerter, der fandt sted, og jeg har gennemgået programmet ret grundigt for at finde de koncerter, der tiltaler min smag inden for jazzen mest.

Ikke overraskende udgjorde Jan Harbeck Quartet’s koncert på Museum Jorn et højdepunkt i rækken af koncerter.

Senere samme dag spillede gruppen på Rampelys, og her forvandlede den cool kvartet sig til lidt mere af et partyband, uden at integriteten af dén grund gik fløjten.

Norge kontra Danmark

”Jeg har sagt til de ansatte, at jeg har brug for hjælp til forstå dét danske, min mor ikke lærte mig”

 

Udtalelsen blev fremsat af den kommende direktør for ARoS, Erlend Høyersten, på TV2 Østjylland efter, at det blev offentliggjort at han overtager direktørstillingen på museet ved årsskiftet. En stilling han i sagens natur besidder en vis ydmyghed over for – og i forbindelse med interviewet sagde han samtidigt, at han i det første halve år vil ”suge til sig som en svamp”.

 

Den afgående direktør Jens Erik Sørensen erklærer sig begejstret over valget af den 40-årige nordmand, og glæder sig til at overdrage nøglerne til chefkontoret til ham.

 

Citatet i overskriften refererer i øvrigt til, at Høyerstens mor er dansk, så måske netop derfor vil springet mellem de nationale kulturer Danmark kontra Norge ikke være så stort? 

 

Jeg glæder mig i hvert fald til at opleve museets udvikling under den nye direktør, som er ansat i en periode på fem år, som kan forlænges med tre.

Nordmand ny direktør for ARoS

Det bliver den norske kunsthistoriker Erlend Høyersten, der skal afløse Jens Erik Sørensen som direktør for ARoS til årsskiftet. Høyersten er født i 1972 og har en karriere som museumsdirektør ved kunstmuseerne i Bergen bag sig.

Priser og præmier ved Sculpture by the Sea

”Brokket mig op og ned af stolper” har jeg ifølge én af de involverede i Sculpture by the Sea på det sociale netværk Facebook omkring årets udgave af udstillingen.

Man kan jo anskue den slags på flere måder; men nu, hvor man har uddelt diverse priser til de udstillende kunstnere, glæder det mig, at man faktisk har udvalgt nogle af de bedre værker.

Således har Alejandro Propato fået to sponsorpriser for skulpturen ’Permanent Sunrise’, mens den største pris på 50.000 kr. helt fortjent gik til Anja Frankes ’Tea with a wiev #2’. Børnenes pris gik – vel ikke helt uventet – til Vibeke Nørgaard Rønsbos flaskepost ’Remind’ og publikumsprisen til New Zeelandske Phil Price. Begge priser lyder på kr. 25.000. 

Auktionshuset Lauritz.com har i den senere tid sat værker til salg, der skulle sikre et af skulpturerne en permanent placering i Aarhus – og derfor kunne organisationen forære byens borgmester Tony Schallers skulptur ’Beach House’ (billedet).

Sculpture by the Sea kan ses på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus frem til søndag d. 30. juni.

Flere kalenderskitser

Sådan kan det se ud, når man ”leger” lidt med papirets gennemsigtighed i kalenderen

Himstregims og publikum

”Jeg er imponeret over, hvordan ARoS har kunnet sætte en himstregims op på taget, og så basker det ind med folk. Det er dygtigt set og gjort, men de ville ikke kunne klare den, hvis de ikke også havde fulgt op med gode udstillinger”

 

Udtalelsen er fremsat af museumsdirektør Karsten Ohrt, Statens Museum for Kunst, til Anne Bech-Danielsen i dagbladet Politiken i anledning af rejsegildet på en lounge på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

 

Orht har da også ret i at museet har haft en endog særdeles kvalificeret udstillingsprofil i de senere år. Sidst eksemplificeret ved den store Edvard Munch-udstilling og den fremragende Klein/Byas/Kapoor-udstilling.

 

For tiden viser museet guldalderkunst, så man må tilskrive institutionen en vis alsidighed.

Ny direktør for ARoS offentliggøres fredag d. 28. juni

Tilbage i februar udtalte bestyrelsesformand for kunstmuseet ARoS i Aarhus, at der var indkommet 25 ansøgninger til stillingen som direktør for museet, da nuværende direktør Jens Erik Sørensen fratræder ved årsskiftet.

Bestyrelsesformanden Carsten Fode erklærede samtidigt, at en del af ansøgningerne bar præg af, at man skal søge jobs.

Til gengæld har der også været mange kvalificerede ansøgninger i et spredt felt, der også tæller udenlandske emner.

Derfor ser man naturligvis med en vis spænding frem i mod fredag d. 28. juni, hvor den nye direktør ved et pressemøde bliver præsenteret på museet. Jeg kan desværre ikke være til stede, men vender naturligvis tilbage med en kommentar, når navnet er offentliggjort.

Jeg har selvfølgelig nogle teorier om, hvem den nye direktør KUNNE være; men dem holder jeg for mig selv, da man som oftest i sådan nogle sammenhænge bliver ret overrasket.

Gerrit Rietveld 125

Den 24. juni fylder den verdensberømte hollandske arkitekt Gerrit Rietveld 125 år.

Rietvild er især berømt for den afbillede og roterende stol, som ses her. Hans hovedværk må dog siges at være Schröder Haus i Utrecht, som han tegnede i begyndelsen af 20’erne.

Jeg ser Rietveld som en af de mest betydningsfulde arkitekter og møbeldesignere i den 20. århundrede. Rietveld døde i 1964.

Tre billedkunstnere og tre forfattere

Hvad sker der, når poesi og billedkunst mødes? Hvordan kan kunstnere inspirere hinanden på tværs af kunstarter?

Disse spørgsmål bliver stillet i pressematerialet til udstillingen ’Ord til andet’, der åbner d. 29. juni på KunstCentret Silkeborg Bad.

Tre forfattere udfordrer tre billedkunstnere – eller omvendt – på tværs af medier og svaret på de indledende spørgsmål må vel åbenbare sig, når udstillingen kan ses.

De seks kunstnere er – her beskrevet parvis: Eske K. Mathiesen/Lars Abrahamsen, Knud Sørensen/Jens Bohr og Thøger Jensen/Helle Baslund.

Billedet er en gengivelse af en skulptur i bemalet træ af Lars Abrahamsen.

Bogstaver i opløsning

Som udgangspunkt skriver jeg en sætning eller nogle ord på lærredet, inden jeg for alvor begynder at smøre farve på.

Det optimale er, når jeg midt i processen ikke længere kan læse, hvad jeg oprindeligt havde i tankerne. Så begynder maleriet at udvikle sig på sine egne betingelser – fuldstændigt som det ses på maleriet herover.

Jeg har netop færdiggjort det fjerde maleri af fire i størrelsen 73 x 100 cm. Måske er det på tide at gå op i format?

Sidste kunstavis inden sommerferien

Næste gang Kunstavisen udkommer, er en gang sidst i august, og derfor er den nyligt distribuerede avis den sidste før sommerferien.

Jeg har skrevet om Karel Appel på Museum Jorn i Silkeborg og Jørgen Haugen Sørensen på Skovgaard Museet i Viborg.

Foruden disse anmeldelser har jeg faktisk forfattet månedens leder, som handler om, hvordan det sociale netværk Facebook i den liberale og frisindede vestlige verden udøver en form for censur, som man vel dårligt nok har set magen til herhjemme – selv før billedpornografien blev frigivet.

Facebook er en amerikansk opfindelse, så netop derfor bør det ikke overraske nogen, når foretagendet bortcensurerer billeder af nøgne personer.

Amerikanerne er voldsomt hykleriske hvad dette angår, og bl.a. det beskriver jeg i min leder, som kan læses HER>

Ono-begejstring i Information

”De historiske øjeblikke står i kø på udstillingen, der også har et rum dedikeret til Yoko Onos musik. Og de småpinlige værker kommer man sig hurtigt over, da mængden af gode værker er overvældende”

Fordi en kunstudstilling deler anmelderne i flere lejre, behøver den vel ikke at være interessant? I hvert fald ikke på dét grundlag.

 

desto mindre glæder jeg mig til at se Yoko Ono-udstillingen ’Half’-a-wind Show’ på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i sommerferien. Onos legende-status har andre årsager end hendes kunstneriske produktion. Det ved enhver; og derfor er det måske netop lige præcist ikke for tidligt, at hun vises retrospektivt nu i anledning af hendes 80 års fødselsdag for ikke så længe siden.

 

Citatet stammer fra Michael Jeppesens anmeldelse i dagbladet Information.

Poul Pedersen 80

Bogstaverne blev hans skæbne” skriver redaktør Steffen Lange i sin beskrivelse af billedkunstneren Poul Pedersen i Midtjyllands Avis i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdag.

Man kan vel sige at bogstaver både blev PP’s skæbne og hans lykke. Han er faktisk udlært håndværksmaler med skiltemaling som speciale og i dét perspektiv kan man vel roligt sige, at den billedkunstneriske niche, som Poul Pedersen har indtaget, synes logisk.

For få år siden afsluttede PP et projekt, som han kaldte Det Stjålne Alfabet, hvor han ”fandt” hele alfabetet i diverse kunstværker.

Poul Pedersen fylder 80 år den 18. juni – så derfor skal der lyde et stort tillykke til Bogstav-PP herfra.

(foto: Jørgen Kjærgaard)

Jorn/Pollock

Jackson Pollock: Number 11, emalje på lærred, 1951, Daros Collection, Schweiz (pressefoto)

 

I en af mine sidste anmeldelser, som er af Karel Appel-udstillingen på Museum Jorn, Silkeborg, forholder jeg mig til, hvorfor der ikke langt oftere, end det er tilfældet, er blevet lavet koblinger mellem Cobra og de amerikanske, abstrakte ekspressionister, som Appel var inspireret af i en periode.

 

Det råder kunstmuseet Louisiana til efteråret bod på ved at lade Asger Jorn og Jackson Pollock indgå som duo i en udstilling med titlen ’Revoloutionære Veje’, som er Louisianas bud på, hvordan man kan fejre Jorns 100 års fødselsdag i 2014.

 

Udstillingen varer fra 15. november 2013 til 23. februar 2014.

Den sorte Sangbog

”Er det for sort, for vulgært, for banalt, for enøjet? Savner man den skønhed og kærlighed, der trods alt består mellem mennesker? Måske nok, men den må vi finde andetsteds. Jørgen Haugen Sørensens portræt af menneskets dårskab rammer plet, og det gør nas.”

 

Da ophidselsen over, at avisbudet havde leveret Jyllands-Posten i min brevkasse – og ikke Politiken gennem brevsprækken, havde lagt sig, gennemgik jeg alligevel Jyllands-Postens kulturtillæg, og man kan næsten sige, at avisbudets blamage var held i uheld, da jeg sandsynligvis uden den ikke havde været i stand til at læse Tom Hermansens fem-stjernede anmeldelse af ’Den sorte Sangbog’ med morbide og uhyggelige tegninger af Jørgen Haugen Sørensen.

 

Bogen er udgivet på Brøndums forlag og frem til d. 29. juni kan man se alle tegningerne, som er erhvervet af Bornholms Kunstmuseum, hos Brøndum i Nansensgade i København.

Silkeborg Grafiske Værksted i nye rammer

foto: Lis Rejnert Jensen

I Silkeborg Kommunes bevidsthed findes der kun én kunstner og ét kunstbegreb, der er værd at beskæftige sig med. Nemlig Asger Jorn og Cobra.

Nu prøver man at ”sælge” byen som City of Jorn med alt hvad den kan trække af merchandise og poppet lir. Det hele skulle angiveligt kulminere med opførelsen af et nyt Museum Jorn på en grund ikke langt fra, hvor det nu lukkede Kulturspinderiet havde til huse.

Det kan man mene om, hvad man vil; men det er desværre en kendsgerning, at kommunen i købstaden har udsultet en del af vækstlaget blandt billedkunstnerne med lukningen af Kulturspinderiet, og det er også er gået voldsomt ud over byens fine grafiske værksted.

Grafikere er dog ikke sådan at slå ud, og nu har byens trykkeglade kunstnere dannet en forening og fundet nye lokaler centralt i Skolegade. Her afholdte man fredag d. 14. juni reception, og en af byens samlere af ”den sorte kunst”, Klaus Munch, lovede i sin åbningstale, at han ville levere et antal grafiske arbejder af sin samling til en udstilling på værkstedet, hvor der faktisk er et fint lille udstillingsafsnit i foyeren.

Det er muligt at blive støttemedlem af Grafisk Værksted for et mindre årligt beløb, og det synes jeg faktisk, man som kunstinteresseret silkeborgenser burde gøre. Ikke mindst da Grafisk Værksted har haft en overordentlig stor betydning for mig, da jeg selv begyndte at arbejde med sortekunsten.

Retfærdighedsvist skal det nævnes at Silkeborg Kommune yder et fast økonomisk bidrag til driften af værkstedet – bl.a. i kraft af huslejetilskud.

Facebook taler!

Der har længe været en del palaver omkring illustrationerne i Peter Øvig Knudsens Hippie-bog-serie og bogens illustrationer, som har kostet Øvig flere karantæner på det sociale netværk Facebook. 

Og netop på Facebook offentliggør man ikke billeder badende hippier fra begyndelsen af 70’erne – og i bar figur. Det koster, og Peter Øvig er i den forbindelse blevet sat uden for døren som en uartig skoledreng.

Nu har en repræsentant for Facebook imidlertid udtalt sig på dansk TV, og han slår ubetinget fast at grænsen går ved synlige brystvorter – altså i forbindelse med kvinder!

Der er jo lande udenfor Danmark og Norden, hvor den slags regnes for at være pornografisk, og det handler Facebook altså efter. Det er væsentligt, synes jeg, at se på Facebook som et amerikansk foretagende – og netop fra USA kommer det mest klamme og kvindefornedrende porno i en lind strøm – ud over den ganske verden.

Men moral er godt og dobbeltmoral altså – ifølge Facebook – dobbelt så godt.

Mere begejstring for Sculpture by the Sea

Der er tilsyneladende en tradition om, at kunstanmeldelser ikke kan kommenteres offentligt. Hvis det forholder sig på dén måde, vil jeg hermed bryde traditionen – endnu en gang.

En forholdsvist fremstående kunstkritiker er ganske vist gået ”i kødet” på mig via mails og Facebook-indlæg, da jeg har tilladt mig at forholde mig undrende til vedkommendes anmeldelse af Sculpture by the Sea-begivenheden i Aarhus.

Nu kan man imidlertid læse på Sculpture by the Sea’s Facebook-profil, at Jyllandspostens anmelder placerer sig i køen af begejstrede skribenter. Det hedder angiveligt i anmeldelsen, at ”værkerne inviterer til leg og alvor, og de virker som kraftig katalysator til fantasien og eftertanken hos både børn og voksne”.

At udstillingen, ifølge Jyllandspostens anmelder, samtidigt rummer stor kunstnerisk værdi, må man kunne aflæse i, at vedkommende giver fem stjerner (ud af seks mulige!)

Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, der får en del anmeldere/kritikere til at bøje sig i støvet over en udstilling, der rummer et større antal amatørarbejder af diverse inden- og udenlandske kunstnere? Veltalende kuratorer og spin burde vel ikke i sig selv gøre begivenheden til en genistreg i strandsandet?

Censur i den civiliserede verden

Den kinesiske kunstner Tao Sirui har været udsat for censur i sit hjemland. Det kan vel dårligt overraske nogen? Kina er jo ikke ligefrem kendt som en nation, hvor man kan ytre sig frit, hverken verbalt eller visuelt. Begge dele har man set udtrykt via en af kinesisk samtidskunsts væsentligste aktører – også på verdensplan – Ai Weiwei, hvis historie med besynderlige fængslinger er velkendt i hele den kunstbaserede verden.

Tao Sirui beskæftiger sig i sit udtryk blandt andet med den nøgne krop (billedet). Ikke i en udpenslende version; men vel nærmere i et poetisk udtryk; men disse værker er angiveligt ikke faldet i god jord hos de kinesiske magthavere.

Det danske Galleri Beck-Fischer har specialiseret sig i kinesisk samtidskunst, og i forhold til at vise Tao Sirui skulle spørgsmålet om censur vel være en by i Fjernasien? Så langt, så godt… Indtil galleriet vil promovere udstillingen med den kinesiske kunstner på det sociale netværk Facebook. Her blev gengivelserne ganske enkelt fjernet af censorerne.

Ironisk nok står kunstneren i en situation, hvor hun i sit hjemland bliver censureret – og når hun så bliver lanceret i den ”frisindede” vestlige kultur, bliver hun udsat for præcist den samme censur, som hun har oplevet derhjemme.

Netop Facebook har været omdrejningspunktet omkring den nypuritanske bølge, der skyller hen over den vestlige verden. Et eksempel udgør nogle billeder som ”fjæsbogens” brugere ivrigt deler, således at de konstant florerer på netværket, hvor censorerne fjerner dem så hurtigt, de magter det.

Det drejer sig om et foto fra Peter Øvig Knudsens dokumentar fra Thylejren ved Frøstrup. Her ser man i en sort-hvid gengivelse to kvinder og en mand nøgenbade. Man har så tilføjet teksten ”This not porn” – med en reference til Magrittes legendariske ’Dette er ikke en pibe’.

Facebook er et privat foretagende, og det antydes fra tilhængere af fællesskabet, at man blot kan melde sig ud, hvis man ikke bryder sig om lugten i bageriet. Problematikken rækker dog langt videre end til, hvad dette forsimplede udsagn berettiger. Facebook er et amerikansk fænomen, som blot – og det er nok så væsentligt – fungerer i miljøer, hvor lovgivningen i forhold til eksponering af nøgenhed er langt mere lempelig end man oplever den indenfor virksomhedens mure.

Helt grotesk så man dette eksemplificeret, da den danske billedhugger Frode Steinicke fik karantæne, da han havde lagt et billede af Gustave Courbets hovedværk ’Verdens oprindelse’ fra 1866 ud på Facebook. Billedet er velkendt for at fremstille den meget naturlige bevoksning, der omkranser det kvindelige køn.

Det ser ud til at være kompliceret at indrette sociale medier efter, hvilke lovgivninger de forskellige lande har på det billedmæssige område, og derfor rammer censuren skævt i relation til lande, der for længst har gjort op med en lovgivning vedrørende eksponering af nøgenhed.

Jeg nævnte Peter Øvigs Hippie-bog, som er blevet censureret i en helt uacceptabel grad af gadget-giganten Apple. Den sag er sandsynligvis aktuel i lang tid fremover, så den tager vi, når den aktuelle årstid går på hæld.

En legende på Louisiana

”Og man bliver ikke skuffet. Det viser nemlig, at Yoko Ono ikke bare er god, hun har også været på forkant med adskillige af sine projekter. På et fotografi ser man hende således sidde i favnen på en af Trafalgar Squares løver, som hun i 1967 pakkede ind, hvilket bliver betragtet som en politisk gestus, hvor kolonimagten Storbritannien tvinges i skjul. Først to år senere udførte Christo og Jeanne-Claude det første af de indpakningsværker, der skulle gøre dem berømte”

 

Når man ser på kunstnerens legendariske status, er det ikke så mærkeligt, at Yoko Ono-udstillingen på Louisiana i den seneste uge er løbet med en del opmærksomhed.

 

Politikens kunstanmelder Trine Ross overkommer meget; men hun har ikke desto mindre haft mulighed for at anmelde udstillingen i dagbladet, hvor hun giver fem ud af seks stjerner.

 

Der er folk i min omgangskreds, der antyder, at Yoko Ono intet ville være, hvis ikke hun i sin tid havde scoret John Lennon, som hun dengang angiveligt ikke anede hvem var – ligesom hun har erklæret, at hun var totalt uvidende om The Beatles’ eksistens. Men nu fastslår Ross, at Ono længe nok har stået i skyggen af Lennon.

Voldsomme skulpturer på Skovgaard Museet

Når man har gået rundt på Sculpture by the Sea og ledt efter lyspunkter, er det fantastisk at besøge Skovgaard Museet i Viborg for at opleve en 78-årig billedhugger, der i vitalitet og engagement for alvor har noget at byde på.

Udstillingen ’De ved, hvad de gør!’ med værker af Jørgen Haugen Sørensen er ganske enkelt et besøg værd. Jeg er allerede i gang med at skrive om den.

Er kritikere hævet over kritik?

Nu har Lars Svanholm flere steder kritiseret mig og Ole Bak for at være for tolerante over for årets udgave af Sculpture by the Sea, og at det kun kan ses ”som et udtryk for, at de ikke vil fornærme de mange lokale kunstnere, der optræder på udstillingen”. Intet kunne være mere forkert. Jeg har aldrig skånet lokale kunstnere, og de har heller aldrig skånet mig, men tværtimod sendt en strøm af vrede mails, udstedt fremmødeforbud og sågar truet med at hælde kaffe ned af ryggen på mig. Mange kunstnere er desværre for provinsielle til at forstå kunstkritik som et dialogskabende og udviklende værktøj, som bør tages alvorligt”

Normalt begiver jeg mig ikke af med at citere fra sociale medier som Facebook; men jeg syntes alligevel, at Stiftens anmelder Henrik Broch-Lips ligner en person, der har brug for at retfærdiggøre sine kritikpunkter og sin ret mærkværdige anmeldelse af Sculpture by the Sea, som han i Aarhus Stiftstidende har givet hele fire stjerner.

 

I min optik indikerer fire stjerner et ret højt niveau, og det står i dyb kontrast til indholdet på denne udgave af Sculpture by the Sea, som er præget af en masse dilettanteri – hvilket Broch-Lips også fremhæver i sin kritik i Stiften.

 

I øvrigt har jeg kun fremført mine holdninger på denne og på min hjemmeside – og altså ikke ”flere steder”, som Broch-Lips antyder; men han har måske set et spøgelse?

 

Jeg bør også lige nævne, at Ole Bak er anmelder på kunsten.nu – og i øvrigt min tidligere lokalredaktør på samme medie.

Haugen Sørensens keramiske skulpturer i Viborg

Det er ikke meget, man har læst af anmeldelser fra Jørgen Haugen Sørensens udstilling på Skovgaard Museet i Viborg; men det bliver der nu rådet bod på, da jeg netop er blevet hyret til at anmelde udstillingen, som har titlen ’De ved, hvad de gør!’

Haugen Sørensen er samtidigt aktuel med en ny bog, og netop denne udgivelse var hovedtemaet, da dagbladet Politiken for nyligt bragte et stort stykke med kunstneren i kulturtillægget.

Flere Sculpture-iagttagelser

”De mange kaloriefattige værker, der svækker helhedsindtrykket, er ikke alene udtryk for et bedaget kunstsyn. Heller ikke i modernistisk forstand er det kvalitet: Værker skabt af eksempelvis Orest Keywan, Susanne Specht eller Paul Selwood er uden æstetisk prægnans – her er ingen form, der synger. Kontekstuelt kunne de ligeså godt stå i en rundkørsel i Vestjylland som på stranden i Aarhus” 

Ole Bak Jakobsen har – som Henrik Broch-Lips i Århus Stiftstidende – anmeldt udstillingen Sculpture by the Sea på portalen Kunsten.nu, og ganske som Broch-Lips påpeger Jakobsen det helt uanstændigt lave bundniveau i forhold til et forløb, der strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage.

 

Ikke desto mindre er Jakobsen lidt for positiv omkring eventen på trods af, at han bruger udtryk som ”tåkrummende” og ”skizofrent” om værkerne og udstillingen i almindelighed.

 

Hvorfor de to skribenter er så overvejende tolerante over for en udstilling, de begge tilsyneladende finder fyldt med svage indslag, kan kun ses som et udtryk for, at de ikke vil fornærme de mange lokale kunstnere, der kan opleves på udstillingen?

Kalendertegninger

 

Da jeg begyndte mit engagement hos Den Kreative Skole, ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville få brug for en kalender, da jeg altid har besiddet opfattelsen af, at man ikke skal have flere aftaler, end man kan huske dem i hovedet.

 

Jeg måtte dog hurtigt revidere den holdning, da det omgående stod klart for mig, at der var så mange møder og aktiviteter, jeg skulle deltage i, og som jeg ikke ville være i stand til at huske uden en kalender.

 

Da jeg gik i folkeskolen var mine kladdehæfter så overtegnede, at min lærer på et tidspunkt gav mig et ulinjeret kladdehæfte til at tegne i. Det gjorde jeg så – samtidigt med at de andre kladdehæfter stadig var fyldt med tegninger i marginen. 

 

Sådan har jeg det til dels med min kalender, og det kan der ses eksempler på herover.

 

Sculpture by the Sea får fire stjerner i Stiften

”Årets forbedrede udgave af Sculpture by the Sea afslører at konceptets akilleshæl er, at en række australske hobbykunstnere tilsyneladende skal inviteres. Ærgeligt, for med deres ofte klichéfyldte og banale kunstudtryk trækker de det samlede niveau ned”

 

Århus Stiftstidendes kunstanmelder Henrik Broch-Lips har anmeldt Sculpture by the Sea, og det er der vel ikke i sig selv noget mærkeligt i, da netop Stiften faktisk dækker Aarhus, og udstillingen løber som bekendt fra Tangkrogen til Ballehage i Smilets By.

 

Sidst begivenheden fandt sted, var Broch-Lips meget kritisk, hvilket gav anledning til en del palaver og borgmester-læserbrev m.m. Dengang gav anmelderen konceptet én sølle stjerne ud af seks mulige.

 

Denne gang har Broch-Lips også nogle meget relevante anker imod udstillingen – bl.a. med afsæt i ovennævnte beskrivelse, og det er da også rigtigt, at bundniveauet er uanstændigt lavt på Sculpture by the Sea anno 2013. Derfor forekommer det også dybt besynderligt, at Broch-Lips denne gang giver hele fire stjerner.

 

Jeg kan blot konstatere, at jeg er lykkelig over at anmelde i et tidsskrift, hvor man ikke skal give stjerner, hjerter, kokkehuer eller tilsvarende symboler…

Cobra og den amerikanske ekspressionisme

Man kan egentligt sige, at det er besynderligt, at ingen – mig bekendt – inden for museumsverdenen har forsøgt at skabe en kobling mellem den abstrakte ekspressionisme i 50’ernes USA og Cobra.

Det råder Museum Jorn i Silkeborg nu bod på med udstillingen ’I do not paint, I hit’, der viser værker af den hollandske Cobra-maler Karel Appel, og de værker er netop udført på et tidspunkt, hvor Appel var overordentligt inspireret af kunstnere som Jackson Pollock, Willem de Kooning og Franz Kline.

Udgangspunktet var, at Appel rejste til USA sidst i 50’erne, og blandt andet havde mulighed for at arbejde i et hus, som havde tilhørt den på dét tidspunkt netop afdøde Pollock.

På udstillingen i Museum Jorn kan man se en film, der beskriver Appels arbejdsform i samme periode – og denne film giver klart mening i forhold til udstillingens titel. Udstillingen kan ses frem til den 4. august.

ARoS-direktør om Sculpture by the Sea

”Den seriøse kunst er kørt frem. Vi fik nogle spark sidste gang, fordi man mente, at kunsten var på et for lavt niveau. Nu præsenterer vi værker, som har dybde, og som kræver at man tænker sig om. Det kan godt være, de ikke trækker på så mange smil, men til gengæld byder de på en større kunstnerisk oplevelse”

 

Citatet er hentet fra Jyllandsposten og er fremsat af ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen i forbindelse med skulpturudstillingen Sculpture by the Sea, der finder sted for tiden i området fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus.

 

Meget afhænger naturligvis af øjet, der ser; men jeg finder faktisk, at der er langt mellem de kunstneriske oplevelser på årets udgave af Sculptures by the Sea, som er præget af meget land art og lidt gammeldags og kedsommelige bud på, hvad skulpturmediet består af i 2013.

 

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har set hele udstillingen; men det får jeg indhentet – og min iagttagelse bunder i dét, jeg har set, og det er hovedparten af værkerne, som signalerer et utroligt lavt bundniveau. Og det er faktisk lidt synd for de kunstnere, der rent faktisk har noget at byde på.

 

Billedet foroven gengiver et af de mere underfundige kunstværker på Sculpture by the Sea er Vibeke Nørgaard Rønsbos flaskepost, som her konkurrerer med kranerne på Aarhus Havn. Man kan i øvrigt se en udstilling med Rønsbo for tiden hos Café Galleriet i Odder