McMurtry's lov

Der er vel stort set ingen herhjemme i smørhullet Danmark, der er klar over eksistensen af den amerikanske sanger/sangskriver James McMurtry? Det forholder sig anderledes med Norge. Hvis man søger på McMurtry på Google, finder man adskillige referencer til denne udmærkede kunstner fra norske hjemmesider. Det har jeg ikke umiddelbart nogen forklaring på

.James McMurtry pladedebuterede midt i 80'erne med 'Too Long in the Wasteland'. Historien bag denne debut er ret interessant: James McMurtry's far er en forholdsvist kendt forfatter i USA, Larry McMurtry, som på et tidspunkt traf sangeren John Mellencamp, som han overbragte et kassettebånd med sønnens musik. Mellencamp, som på dét tidspunkt var et hot shot i amerikansk rockmusik blev begejstret for James McMurtry's numre og tilbød at hjælpe med at skaffe en pladekontrakt. Ikke nok med dét. Han tilbød også at producere McMurtry's debutalbum.

Debutpladen fik gode anmeldelser og værdien i at Mellencamp var inde over, burde være helt indlysende. McMurtry skaffede sig da også hurtigt en fanskare; men ikke noget særligt i forhold til, hvad man kunne forvente. McMurtry selv syntes ligeglad med ikke at blive et omgående verdensnavn.

Det er indlysende at spørge sig selv om, hvorfor McMurtry ikke har opnået en status på rockscenen, som hans musik berettiger til. Måske er det indlysende? Denne texanske sanger har måske ikke starquality? Og hvad så?? Han ligner noget fra en tid, som man nu til dags vel kunne kalde "historie" - og han er tilsyneladende ligeglad. James McMurtry har meninger og lægger ikke skjul på dem. I pausen mellem to numre ved en koncert, som er grundlaget for live-albummet 'Live in Aught-Three', giver han en anden kendt texaner med en del magt en ordentlig én over trynen. Ikke nok med dét! Vedkommendes mor får også lidt med på vejen: "Barbara... She knows how to hate..." På et andet tidspunkt gør han opmærksom på, at den sidste cd kan købes ved indgangen for $15.

Det betyder noget for James McMurtry - tilsyneladende - at rørene i hans LAB 5 forstærker skratter og at distortion'en altid er underspillet på den helt rigtige måde. Det er med til at underbygge et udtryk, som afstedkommer en særlig form for autensitet. Bandet 'The Heartless Bastards' består foruden McMurtry selv af en bassist (Ronnie Johnson) og en trommeslager(Darren Hess). Lydmanden (Tim Holt) kan spille guitar og går således i enkelte numre på scenen og understøtter kapelmesterens tætte, groovy rytmeguitar.

Mange havde vel forventet, at McMurtry's forrige studieplade 'Saint Mary of the Woods' ville blive sangerens endelige gennembrud worldwide i kraft af blændende anmeldelser. Den solgte efter sigende også ganske pænt i USA; men ikke væsentligt mere end de øvrige 6-8 albums, som McMurtry har indspillet. Uanset hvad, bliver James McMurtry ved med at indspille plader. Den sidste hed 'Childish Things' - og nu barsler man med en "Greatest Hits"-agtig sag på pladeselskabet. Noget nær et paradoks. Nyudgivelser med James McMurtry er som oftest klar til levering her i landet et par uger efter releasedatoen. De skal lige gennem et hollandsk importfirma...

Ovenstående er kun baseret på paratviden og udelukkende et udtryk for blogskribentens anakronistiske musiksmag...

Eliten

For nogle måneder siden havde vi på husstanden besøg af vore genboere. Disse er forholdsvist begavede unge mennesker, og de havde - da de var ofre for en aflysning af et mindre middagsselskab - selv medbragt maden. Til gengæld åbnede jeg belevent et par flasker rødvin fra kælderen. Bekendtskabet var på daværende tidspunkt stadigt forholdsvist nyt, men var dog blevet "skudt i gang" med et kulturchok, der i grunden gik ud på, at vi stort set læser de samme bøger og hører den samme type musik. Med visse afvigelser, naturligvis.

På et tidspunkt fandt jeg det hensigtsmæssigt at inkludere 'Eliten fra Minefeltet' i min dannelsesproces af de unge mennesker. Jeg var ikke overrasket over at erfare, at de ikke anede, hvad 'Eliten fra Minefeltet' var. I korte træk består denne af en radiomontage, der blev produceret tilbage sidst i 80'erne og handlingen udspiller sig i området omkring Brolæggerstræde i det indre København, hvor en talentfuld, klassisk pianist er ved, systematisk, at drikke sig ihjel. Franz Werfels teorier om det musiske menneske contra realsindelaget bliver i denne prisbelønnede radiomontage berørt af én af de medvirkende.

Disse teorier er beskrevet i et lille bogværk, der i Thorkild Bjørnvigs danske oversættelse har fået titlen 'Kunstens Kald'. Denne indeholder to essays 'Realismen og det indre liv' samt 'Menneskets rene lyksalighed'. Jeg har bogen og ville vise min genbo den; og jeg var overbevist om, i min elitære halvbrandert, at jeg blot kunne finde den i "kontorets" bogreol. Men, nej! Den var væk... Eller midlertidigt forsvundet, rettere sagt. Der er jo ikke noget der blot "forsvinder" op i den blå luft? Vel? Eller er der??

I går foretog jeg en ganske omfattende oprydning på "kontoret". Midt i én af bunkerne dukkede den så op, Franz Werfels lille sag, som jeg havde erhvervet mig i en antikvarboghandel i Odense for den nætte sum af kr. 75,- (det fremgår af omslaget, at den ved udgivelsen i 1961, kunne erhverves for 6,75).

"Det moderne menneske vil ikke se den sandhed, at visse skabende kræfter i ham er gået bankerot, at han er et vældigt tabs frohærdede og sportstrænede tiggerskikkelse. Han tror sig snarere i besiddelse af et gældsbevis på lyksalighed, som en gang vil blive indløst, når hans politiske surrogatreligion har skabt de nødvendige forudsætninger", hedder det i 'Menneskets rene lyksalighed' - og udgangspunktet er altså en tale, som blev holdt i Forbundsdagen i Wien i 1938. Franz Werfel flygtede til USA ved nazisternes magtovertagelse. Han døde i Staterne i 1945.

Min koncentrerede oprydning bragte også andre effekter frem i dagens lys. F.eks. en lille, underlig, blank, aflang gestand. Ret omgående genkendte jeg objektet. Det er en lille radio, som jeg er blevet foræret, hvilket bringer mine tanker frem imod én af mine store svagheder: Celebrities! Den lille radio, som efter al sandsynlighed ikke er i stand til at modtage et signal uden en masse støj, blev mig overdraget af en person på Torvet i Silkeborg. Jeg genkendte ikke omgående den meget sympatiske kvinde, der sagde: "Du skal da også ha' en radio?"...Tusind tak! Men der gik da ikke mange brøkdele af et sekund før det gik op for mig, at jeg var i direkte kommunikation med en celebrity, hvilket bragte mig i en ekstatisk lykketilstand. Ikke mindst, da vedkommende i princippet forærede mig en million kroner ved at fortælle mig, hvor mange radioer, der var placeret i en gigantisk kasse. Man skulle gætte det rigtige antal - og ved hjælp af lidt simpel hovedregning, var dét ganske nemt.... Jeg gi'r en middag, når jeg får min million, Camilla...

Jeg fortsatte min oprydning og stødte på et charteque med en masse A4-ark. Der var snesevis af sider indeholdende en kommunikation, som jeg over en periode har haft med et inspirerende, ungt menneske. Dialogen indeholder personlige beskrivelser samt poetiske iagttagelser, som jeg faktisk allerede havde glemt betydningen af. Jeg faldt endnu en gang i staver. Det var næsten rørende læsning... På den måde bliver oprydning altså en langvarig sag; men jeg må videre....

Hør 'Eliten fra Minefeltet' HER>

Humle

Det er dagen efter dagen derpå - hvilket vil sige, at "dagen derpå" var i går...

På et tidspunkt i går aftes smed jeg mig på sofaen, efter at have befundet mig i horisontal stilling det meste af dagen. Jeg var "sygemeldt" fra værkstedet. Det hele begyndte med frokost og et par gedigne fadbamser på Underhuset. Senere gik der uanede mængder af rødvin i foretagendet. Rent selvmord, for mit vedkommende; men når selskabet er inspirerende??

Anyway... jeg lå på sofaen og så TV. På et tidspunkt registrerede jeg en reklame. Irriteret blev jeg naturligvis, da jeg efterhånden synes at TV2s sendeflade består af én lang reklameblok! En lidt spooky én af slagsen reklamerede for Tuborg. Ja, hvorfor ikke?Jeg siddder her til morgen - rimeligt restitueret - og bladrer i gratisaviserne. Her reklamerer Tuborg også: Hvid og Blå Tuborg. Verden er af lave. En Tuborg er en "grøn". Sådan var det i al fald; men OK! En Carlsberg er jo heller ikke længere en HOF!

Danmark er et land med en stor ølkultur. Bajerne flyder i uanede mængder og indtages i bl.a. slatne plastickrus til festivaler og fodboldkampe. Eller af flasken! Det meste er noget sødt sprøjt, men heldigvis er udvalget større i dag end nogensinde før. Mikrobryggerierne har sat nye standarder, hvilket har lagt et vist pres på de store, veletablerede bryggerier. Grøn Tuborg forsvinder sikkert aldrig fra hylderne; men nu er der altså noget nyt at vælge ud fra. Udmærket, men hvad med råstoffet?

Kører man i bil gennem lande som Tjekkiet står humlen smukt og flot på markerne, hvor den gror op ad karakteristiske stativer. Det kan ikke lade sig gøre at dyrke humle i Danmark, siger brygmesteren på Århus Bryghus. Det er for koldt herhjemme. Kvaliteten er ikke høj nok, så vi må importere...Man kan dyrke vin i Danmark. I min have gror humlen glad og frodigt... Ikke som ukrudt; men derimod som en plante, der indgår i en flora, der er præget af en ganske omfattende mangfoldighed. Jeg kunne godt tænke mig, om man lavede en eksperimentssøtteordning til landmænd, der kunne have lyst til at arbejde med udvikling af humle til ølbrygning. Hvorfor skal man importere en plante, som vel objektivt set, kunne gro på danske marker?

En anden ting: Det ville være smukt. Landskabet, som er præget af kornmarker, ville blive brudt af disse skove af humle. Ligesom majs, kunne humle udgøre et afvekslende skue i dette landskab; men der er vel ikke penge i det? Så vi må nøjes med at kigge på roer, hvede, kartofler, byg, rug, og raps....

Seniorforsker ved Århus Universitet Gitte Bjørn udtaler i metroXpress: "...humlen er en plante, der sætter sin smag og aroma efter hvor den vokser, så vi skal bare blive ved at teste dem, indtil vi finder frem til den rette...."

Interessante perspektiver!

Da jeg begyndte at skrive

”Skomager, bliv ved din læst”. Ja dét ordsprog har jeg jo aldrig været god til at efterleve. I de senere år har jeg således kastet mig ud i skriveriet med en vis entusiasme. I den senere tid er det blevet til flere artikler end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Samtidigt er jeg en ivrig blogskribent i diverse fora.

Skriveriet tog fart i forbindelse med opstarten af portalen KunstbaZaren i begyndelsen af 2004. Her blev der tilknyttet et ambisiøst magasin med vægten lagt på billedkunst. Jeg involverede mig hurtigt i dette magasin, som var ganske ambisiøst opbygget i pdf-format. Desværre var dette ikke levedygtigt over længere tid, så via lidt skriveri på kutursitet Søndag Aften, begyndte jeg i 2005 at levere en lind strøm af artikler til kunstmagasinet Artinfo.dk. I kraft af dette engagement har jeg været i stand til at opleve en stor del af de udstillinger, der har fundet sted i disse år, så at sige ”bag kulissen”. Når man sætter sig for at beskrive en udstilling, er man nødvendigvis nødt til at prøve at opleve en sådan på en mere grundig måde, end hvis man bare er en del af det ordinære publikumssegment.

Senest er jeg begyndt at levere tekster til kunstportalen Aarhus.nu, som har sin fysiske base i Århus. Her beskriver man hovedsageligt de begivenheder, der finder sted i Østjylland; men man rækker også længere ud. Som nævnt et andet sted på siden her, har jeg begået en artikel om den store Jørgen Haugen Sørensen-udstilling på Statens Museum for Kunst. Senest har jeg skrevet om den store udstilling på Louisiana med kinesisk samtidskunst, ’Made in China’… læs her>