Eliten

For nogle måneder siden havde vi på husstanden besøg af vore genboere. Disse er forholdsvist begavede unge mennesker, og de havde - da de var ofre for en aflysning af et mindre middagsselskab - selv medbragt maden. Til gengæld åbnede jeg belevent et par flasker rødvin fra kælderen. Bekendtskabet var på daværende tidspunkt stadigt forholdsvist nyt, men var dog blevet "skudt i gang" med et kulturchok, der i grunden gik ud på, at vi stort set læser de samme bøger og hører den samme type musik. Med visse afvigelser, naturligvis.

På et tidspunkt fandt jeg det hensigtsmæssigt at inkludere 'Eliten fra Minefeltet' i min dannelsesproces af de unge mennesker. Jeg var ikke overrasket over at erfare, at de ikke anede, hvad 'Eliten fra Minefeltet' var. I korte træk består denne af en radiomontage, der blev produceret tilbage sidst i 80'erne og handlingen udspiller sig i området omkring Brolæggerstræde i det indre København, hvor en talentfuld, klassisk pianist er ved, systematisk, at drikke sig ihjel. Franz Werfels teorier om det musiske menneske contra realsindelaget bliver i denne prisbelønnede radiomontage berørt af én af de medvirkende.

Disse teorier er beskrevet i et lille bogværk, der i Thorkild Bjørnvigs danske oversættelse har fået titlen 'Kunstens Kald'. Denne indeholder to essays 'Realismen og det indre liv' samt 'Menneskets rene lyksalighed'. Jeg har bogen og ville vise min genbo den; og jeg var overbevist om, i min elitære halvbrandert, at jeg blot kunne finde den i "kontorets" bogreol. Men, nej! Den var væk... Eller midlertidigt forsvundet, rettere sagt. Der er jo ikke noget der blot "forsvinder" op i den blå luft? Vel? Eller er der??

I går foretog jeg en ganske omfattende oprydning på "kontoret". Midt i én af bunkerne dukkede den så op, Franz Werfels lille sag, som jeg havde erhvervet mig i en antikvarboghandel i Odense for den nætte sum af kr. 75,- (det fremgår af omslaget, at den ved udgivelsen i 1961, kunne erhverves for 6,75).

"Det moderne menneske vil ikke se den sandhed, at visse skabende kræfter i ham er gået bankerot, at han er et vældigt tabs frohærdede og sportstrænede tiggerskikkelse. Han tror sig snarere i besiddelse af et gældsbevis på lyksalighed, som en gang vil blive indløst, når hans politiske surrogatreligion har skabt de nødvendige forudsætninger", hedder det i 'Menneskets rene lyksalighed' - og udgangspunktet er altså en tale, som blev holdt i Forbundsdagen i Wien i 1938. Franz Werfel flygtede til USA ved nazisternes magtovertagelse. Han døde i Staterne i 1945.

Min koncentrerede oprydning bragte også andre effekter frem i dagens lys. F.eks. en lille, underlig, blank, aflang gestand. Ret omgående genkendte jeg objektet. Det er en lille radio, som jeg er blevet foræret, hvilket bringer mine tanker frem imod én af mine store svagheder: Celebrities! Den lille radio, som efter al sandsynlighed ikke er i stand til at modtage et signal uden en masse støj, blev mig overdraget af en person på Torvet i Silkeborg. Jeg genkendte ikke omgående den meget sympatiske kvinde, der sagde: "Du skal da også ha' en radio?"...Tusind tak! Men der gik da ikke mange brøkdele af et sekund før det gik op for mig, at jeg var i direkte kommunikation med en celebrity, hvilket bragte mig i en ekstatisk lykketilstand. Ikke mindst, da vedkommende i princippet forærede mig en million kroner ved at fortælle mig, hvor mange radioer, der var placeret i en gigantisk kasse. Man skulle gætte det rigtige antal - og ved hjælp af lidt simpel hovedregning, var dét ganske nemt.... Jeg gi'r en middag, når jeg får min million, Camilla...

Jeg fortsatte min oprydning og stødte på et charteque med en masse A4-ark. Der var snesevis af sider indeholdende en kommunikation, som jeg over en periode har haft med et inspirerende, ungt menneske. Dialogen indeholder personlige beskrivelser samt poetiske iagttagelser, som jeg faktisk allerede havde glemt betydningen af. Jeg faldt endnu en gang i staver. Det var næsten rørende læsning... På den måde bliver oprydning altså en langvarig sag; men jeg må videre....

Hør 'Eliten fra Minefeltet' HER>