Kontroversiel argentinsk kunstner død

Det er vel nok de færreste kunstnere beskåret at blive lyst i band af selveste paven? Ikke desto mindre er dette, hvad den argentinske billedkunstner León Ferrari oplevede for nogle år siden – og altså før den nuværende pave blev ophøjet til den mest magtfulde post inden for den katolske kirke.

I forbindelse med en stor retrospektiv udstilling i Buenos Aires, blev Ferrari ikke blot lagt for had af ultrareligiøse grupper; men altså også af den senere pave, som dengang var ærkebiskop i Buenos Aires.

Årsagen skal naturligvis ses i, at Ferrari ikke lagde fingre imellem, når han i sin kunst kommenterede kirke og diktatur i Argentina.

Hans indslag på Venedig Biennalen blev udvalgt som det mest overbevisende på udstillingen i 2007. Léon Ferrari døde forleden dag 92 år gammel i Buenos Aires.

Billedet, der ledsager dette blogindlæg, er et værk af Ferrari fra 1965. 'Den vestlige, kristne civilisation'.

Stalingrad til København

Asger Jorns berømte og kanoniserede maleri med den fulde titel ’Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter’ står for at blive udlånt fra Museum Jorn i Silkeborg til Statens Museum for Kunst i anledning af 100-året for kunstnerens fødsel i 2014.

Jorn påbegyndte det næsten 15 kvadratmeter store maleri i 1957 og malede på det med jævne mellemrum indtil d. 21. december 1972.

På det sociale medie Facebook spørger Museum Jorn om, hvordan brugerne første gang oplevede det store hovedværk af Jorn. 

Det kunne jeg naturligvis ikke lade være med at reagere på, og det blev med følgende ordvalg: ”Det husker jeg da tydeligt. Det var på det ”gamle” museum på Hostrupsgade en gang i 70’erne, da maleriet stadigt var rimeligt nyt. Jeg tror nok, min umiddelbare reaktion dengang var, at jeg fandt det var en gang misk-mask? Som så mange andre uerfarne kunstiagttagere ledte jeg efter elementer, som jeg kunne genkende – og dem fandt jeg efter nogen tids søgen. I dag aflægger jeg ofte værket et besøg; men jeg mener dog langtfra, at det er Jorns bedste værk (selv om det måske er det mest omfangsrige)”.

Før rejsen til København har Stalingrad i øvrigt gennemgået en omfattende konservering. Den store retrospektive Asger Jorn-udstilling på Statens Museum for Kunst finder sted i perioden 28. februar til 15. juni 2014.

I kunstnerens atelier

Danièle Cohn har samarbejdet med den verdenskendte tyske billedkunstner Anselm Kiefer gennem en årrække og i den forbindelse nu beskrevet Kiefers forskellige atelierer i en bog, der udkommer 1. oktober på det amerikanske forlag Rizzoli. Cohn er for øvrigt professor i billedkunst og filosofi ved Sorbonne i Paris.

Mig bekendt er bogen ikke endnu blevet prissat herhjemme, men den bliver ikke helt billig, da prisen i USA er sat til 95 dollars, hvilket med den aktuelle valutakurs vil give et beløb på den forkerte side af 500 kroner.

Den bliver desværre nok en tand dyrere herhjemme.

En dag ved Ballehage - og havgus

Det sjove ved akvarellen herover der viser min tolkning af stranden ved Ballehage i Aarhus, er at den odde, der stikker ud, forsvandt i tågen, inden jeg var færdig med det beskedne kunstværk.

Og så lige en lille stemning, der indikerer, hvorledes jeg møblerer mig, når jeg er ved stranden.

Open call... eller lukket fest?

”Det kunstneriske program for 2013-14 med titlen Systemics Series er udviklet af kunstnerisk leder Joasia Krysa. Programmet søger at lave en forbindelse til udstillingsstedets rige historie som et transformerende sted, hvor forskellige former for viden har været skabt. Systemics Series låner sin titel fra kypernetik-feltet med ønsket om at reflektere over en tiltagende kompleks verden fuld af forbindelser og interrelationer. I dette scenarium er alle ting forbundet dynamisk som en del af et større system, som strækker sig til videnskab, teknologi, økonomi, politik, filosofi og andre diskurser og narrativer, og som dermed udvider vor forståelse af samtidskunst og kunstprocesser, interaktioner og tværfaglighed”

 

Der er nok en enkelt eller to, der har overvejet at reagere på Kunsthal Aarhus’ såkaldte open call (indbydelse til at ansøge om udstilling i institutionen), som efter at have læst betingelserne for at ansøge, stikker piben ind og opgiver på forhånd, når de er blevet bekendtgjort med ovenstående svada på kunsthallens website?

 

For mig ligner betingelserne et godt og gangbart forsøg på at gøre, hvad der tidligere var kendt som Århus Kunstbygning til et æstetisk eksperimentarium frem for en seriøs kunstudstillingsinstitution.

 

Om begrebet ”kypernetik” kan man i øvrigt læse på Wikipedia: ”Kypernetik er en teori om kontrolmekanismer i dyr, mennesker og maskiner. Begrebet bruges også i afledt betydning, nemlig i studiet af naturlige eller konstruerede systemer, som på basis af tilbagekobling”. Jeg går ud fra at Wikipedia-skribenten ved noget om emnet?

 

Afslutningsvist: Vedrørende den udviklede forståelse for samtidskunst og kunstforståelser med afsæt i denne open call? Det skal jeg lige tænke over…

Sidste udkald for Donovan

”Tara Donovan er en kunstner med en udpræget sensibilitet for materialet. Og, når denne egenskab kombineres med en suveræn forståelse af rumlighed, skala og sted, så er betingelserne for at skabe unikke skulpturer – eller rettere installationer – til stede”

 

Rasmus Vestergaard anmeldte i sin tid udstillingen på Louisiana med Tara Donovan på Kunsten.nu, og det er netop fra denne anmeldelse, at citatet herover stammer. I mellemtiden har jeg selv haft mulighed for at se den flotte præsentation af Tara Donovan på Louisiana, og jeg kan kun anbefale at få set den, hvis ikke man allerede har været omkring Humlebæk.

 

Men man skal være hurtig. Den slutter d. 28. juli.

Sommerakvareller

Når solen bager over det danske land, er man inspireret til at drage mod vestkysten. Alle andre steder end i Danmark kalder man det Nordsøen, men her kalder vi det altså Vesterhavet.

Man kan jo sådan set godt fise den af ved stranden og blot kaste sig ud i bølgen en gang i mellem, men man kan ret beset også lige skildre strandlivet i akvarelform.

Vandet er det ædleste saltvand fra Vesterhavet/Nordsøen.

For to kroner luft

”Yoko Ono har altid været et undtagelsesmenneske – fra sin tid som kvindelig filosofistuderende vedGakushuim-universitetet i Tokyo i 1952 og frem til i dag med sine aktioner til støtte for pacifisme og miljøbeskyttelse, der går langt ud over kunstens rammer. Gennem de sidste fem årtier har hun skabt et umådeligt omfangsrigt værk og fyldt begrebet avantgarde i musik og kunst med nyt indhold”

 

Citatet stammer fra en tekst i magasinet, der følger kunstmuseet Louisiana, når museet afholder en væsentlig udstilling.

 

Den aktuelle tekst er skrevet af Ingrid Pfeiffer, som har iscenesat den japanske kunstner Yoko Ono i flere omgange. Nu er Ono som bekendt udstillingsaktuel på Louisiana, og jeg har netop set udstillingen, som jeg først oplevede som ret svært gennemskuelig, da jeg besøgte museet på et tidspunkt, hvor det i bogstavelig forstand var svært at sparke sig frem for mennesker i udstillingsrummene.

 

Efter en omgang af museets aftenbuffet, var det lettere at orientere sig i den retrospektive udstilling – og min tolerance var på et højere niveau. Så meget, at jeg investerede to kroner i luft, som var indkapslet i en plasticboble, som desværre gik fra hinanden, således at den dyrebare luft fes ud i lommen på mig.

 

Under mit ferieophold i Tisvildeleje mødte jeg en skribent-kollega, som havde haft fornøjelsen af at intervieweYoko Ono, og han var faktisk meget i tvivl om, hvorvidt kunstneren bevæger sig i et rum af banaliteter eller i et univers af genialitet.

 

Personligt finder jeg, at Onos myrdede Beatles-mand John Lennon fylder for meget på udstillingen. Man kan sågar opleve en bronzeafstøbning af musikidolets karakteristiske sygekassebriller.

Verden til Gludsted

Man må sige, at det er bemærkelsesværdigt, at man i landsbyen Gludsted er i stand til samles om en kunstworkshop i internationalt format.

Det er ikke desto mindre, hvad man gør – og man må sige, at i og med, det er tredje gang The International Art Workshop finder sted, har den bevist sin bæredygtighed i nogen grad. Og netop bæredygtighed var et af de temaer, jeg valgte at fokusere på, da jeg talte i forbindelse med åbningen af workshopudstillingen, som samtidigt markerede afslutningen på workshoppen i 2013-udgaven.

Desuden lagde jeg vægt på de frivilliges arbejde og især dem, som man kan betegne som de ”gode” ildsjæle, der laver dét, de hver især er gode til.

Heldigvis er der mange af den slags i Gludsted og omegn – og de gider! Forhåbentligt også til næste år og året efter osv.

Kunstnere fra Japan, Brasilien, Tyskland, Ungarn og Polen samt naturligvis Danmark har arbejdet i samme miljø i to uger til fælles inspiration. Det er fantastisk!

Publikumstække

”Hvis man ikke forstår sit publikum, har man ikke noget publikum”

 

Udtalelsen herover er fremsat af lederen for Center for Museologi ved Aarhus Universitet, Ane Hejlskov Larsen, i en artikel i dagbladet Politiken forfattet af Anne Bech-Danielsen.

 

Artiklen belyser forskellen på de historiske museer og kunstmuseerne med en beskrivelse af, hvordan de to institutionstyper hver især har held til at tiltrække besøgende til deres udstillinger.

Ikke overraskende besidder kunstmuseerne tilsyneladende en større bevågenhed i forhold til publikum; men dette kunne vel udmærket ses som en konsekvens af en langt mere massiv formidling af kunstmuseernes skiftende udstillinger, hvilket naturligt giver en større synlighed – ikke mindst i forhold til anmeldelser i aviser og tidsskrifter.

 

Når f.eks. museer som ARoS og Louisiana viser nye udstillinger, får den jo – som alle ved – på alle tangenter, og hele registret af superlativer bliver kørt i stilling, og det har naturligvis en effekt.

 

På kunstmuseerne ”sælger man varen” i en helt anden grad, end det kan synes tilfældet på de historiske museer.

 

Måske har sidstnævnte institutioner et imageproblem og fremstår som lidt ”støvede” enheder i kulturlandskabet?

 

Illustrationen er et foto fra Henri Matisse-udstillingen på Statens Museum for Kunst sidste år. 

Ord til andet

Der er ting, der ikke kan formes i sten træ eller bronze, men det er ingen hindring for at gøre det

 

Dette er en af flere tekster, der for tiden kan læses på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor tre billedkunstnere er i dialog med tre forfattere. Det er Eske K. Mathiesen, der står bag det fine statement – og han er i direkte dialog med billedhuggeren Lars Abrahamsen, som på udstillingen ’Ord til andet’ arbejder mest i træ.

Miles Davis.... som billedkunstner!

”Davis er ikke lige så teknisk kompetent med pensler og lærred som med blyant og farvekridt; man aner de bagvedliggende idéer i billederne, men ser dem ikke udtrykt i samme formfuldendte facon, som når han med hornet for munden blæste, så den musikalske tidsånd skiftede af bar benovelse”

 

Angiveligt finder der for tiden en udstilling sted på Hotel Crowne Plaza i København, der viser kunstværker af den legendariske jazz-trompetist Miles Davis. At Davis supplerede sin musikalske karriere som maler og tegner, er vel næsten forudsigeligt, da enhver kendis inden for show-biz har prøvet kræfter med billedkunsten.

 

Citatet herover stammer fra dagbladet Politiken, hvor man har sendt den normale film- og TV-anmelder Henrik Palle på kunstudstilling, hvilket jeg finder besynderligt, da netop Politiken besidder et ret kvalificeret anmelderkorps inden for billedkunst.

 

Palle væver sig da også ud i nogle ret mærkværdige beskrivelser af en udstilling med en hovedperson, man vel med en vis relevans kunne karakterisere som hobbykunstner. Fire stjerner til Miles Davis-udstillingen… Det er vel tæt på verdensklasse? 

 

Og så holder jeg mig langt borte fra Davis’ rolle som musiker, som jeg dog finder, bør beskrives som – verdensklasse!

Workshop i Gludsted

For et par år siden blev landsbyen Gludsted kåret som ”Årets landsby” i Danmark, og den karakteristik har lokaliteten levet op til, da man nu for vistnok tredje år afholder The International Art Workshop i byen.

Workshoppen er en videreførelse af den legendariske serie af workshops, der fandt sted i Brande i en årrække, og hvoraf jeg selv deltog i 2007.

Desværre gjorde store prisstigninger på Remisen i Brande det umuligt at fortsætte i dét regi og i stedet er hele konceptet flyttet til Gludsted, hvor det imod alle odds i de senere år altså er lykkedes at samle et større antal kunstnere fra hele verden til fælles inspiration og kunstnerisk udfoldelse.

Der er åbent for interesserede til workshoppen d. 8., 9. og 11. juli i tidsrummet kl. 14-17 og endelig d. 12. kl. 15-17 til åbningen af den afsluttende udstilling.

Jeg er inviteret til at sige noget ved begivenheden, så det gør jeg naturligvis.

Den gyldne periode i dansk kunst

Jeg vil tro, at de fleste, som måtte besidde et lidenskabeligt forhold til den danske guldalderkunst fra 1800-tallet, har været på besøg på kunstmuseet ARoS i Aarhus for længst med henblik på at se museets bud på det ypperligste inden for den gyldne epoke i dansk kunst.

Det er især maleriet, der er temaet på udstillingen, og det er nok ikke så mærkeligt, da kunstnere som P.C. Skovgaard, Christen Købke, J. Th. Lundbye og C.W. Eckersberg er malere, og disse udgør blot en lille del af de mange 1800-tals kunstnere, der er repræsenteret i dette overflødighedshorn af god kunst.

Jeg lagde mærket til, under mit besøg på udstillingen, at mange af de udstillede værker var udlån fra private samlinger, og netop den slags sjældne kunstværker giver en helt fantastisk dimension til sådan en udstilling.

Selv om man ikke er Guldalder-nørd, kan man få en masse ud af at opleve de mange kunstværker på ’GULD – Skatte fra den danske guldalder ’ på ARoS – og der er god tid. Udstillingen kører frem til d. 20. oktober.

Illustration: Martinus Rørbye: ’En loggia fra Procida’, olie på lærred, 1835 (pressefoto: Ole Hein Pedersen/ARoS)

Dronningens sarkofag til 29 millioner

Ekstra Bladet har for nyligt anskueliggjort en vis indignation over, at man i en – endnu – uoverskuelig fremtid vil bekoste den nette sum af kr. 29.000.000 til Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2.’s sidste hvilested.

Nu er det for så vidt evident, at Danmark er et kongerige (ganske vist for tiden et dronningerige); og i dét perspektiv forstår jeg overhovedet ikke denne fornærmelse over, at regenten bliver tildelt en sarkofag i den størrelsesorden. Kunstneren bag er i forvejen kongelig hofleverandør.

Det er nemlig Bjørn Nørgaard, og hans andel i forhold til det samlede budget må siges at være beskedent – det udgør kun fire trekvart million. Et, næsten, tilsvarende beløb går til håndværksdelen, og så er der alt det løse.

Tabloidavisen antyder, at det er det dyreste gravmonument over en dansk regent nogensinde. Ja! Hvad forventer man? Margrethe har siddet på tronen i mere end 40 år, og i særdeleshed i de første år af hendes regeringstid kørte inflationen derudaf hurtigere end en hest kunne løbe. Så i dét perspektiv burde små 30 millioner vel ikke være noget, der kan få landets royalister op af stolene?

Omkring udformningen af værket: Jeg synes faktisk, det rummer den tid, som Margrethe har regeret fint i sit udtryk, og netop Bjørn Nørgaard burde vel være eksponent for netop denne epoke? Værket er planlagt færdigt i 2017.