”Yoko Ono har altid været et undtagelsesmenneske – fra sin tid som kvindelig filosofistuderende vedGakushuim-universitetet i Tokyo i 1952 og frem til i dag med sine aktioner til støtte for pacifisme og miljøbeskyttelse, der går langt ud over kunstens rammer. Gennem de sidste fem årtier har hun skabt et umådeligt omfangsrigt værk og fyldt begrebet avantgarde i musik og kunst med nyt indhold”
Citatet stammer fra en tekst i magasinet, der følger kunstmuseet Louisiana, når museet afholder en væsentlig udstilling.
Den aktuelle tekst er skrevet af Ingrid Pfeiffer, som har iscenesat den japanske kunstner Yoko Ono i flere omgange. Nu er Ono som bekendt udstillingsaktuel på Louisiana, og jeg har netop set udstillingen, som jeg først oplevede som ret svært gennemskuelig, da jeg besøgte museet på et tidspunkt, hvor det i bogstavelig forstand var svært at sparke sig frem for mennesker i udstillingsrummene.
Efter en omgang af museets aftenbuffet, var det lettere at orientere sig i den retrospektive udstilling – og min tolerance var på et højere niveau. Så meget, at jeg investerede to kroner i luft, som var indkapslet i en plasticboble, som desværre gik fra hinanden, således at den dyrebare luft fes ud i lommen på mig.
Under mit ferieophold i Tisvildeleje mødte jeg en skribent-kollega, som havde haft fornøjelsen af at intervieweYoko Ono, og han var faktisk meget i tvivl om, hvorvidt kunstneren bevæger sig i et rum af banaliteter eller i et univers af genialitet.
Personligt finder jeg, at Onos myrdede Beatles-mand John Lennon fylder for meget på udstillingen. Man kan sågar opleve en bronzeafstøbning af musikidolets karakteristiske sygekassebriller.
