Modifikationer, overmalinger og den daglige dosis kunst

Lørdag den 3. september åbner to nye udstillinger på hhv. KunstCentret Silkeborg Bad og Museum Jorn. Det britiske kunstprojekt Pharmacopoeia Art står bag udstillingen ’Daglig Dosis’ – og det lyder alvorligt.

Jeg har lige fået tilsendt et katalog fra Badet vedr. udstillingen, og jeg ser frem til at se indtag af piller og behandlingen af diverse lidelser i et kunstnerisk skær. På Museum Jorn er programmet en anelse mere traditionelt, om end det er nok så historisk interessant. Her skaber man en sammenhæng mellem Asger Jorns såkaldte modifikationer og Per Kirkebys tilsvarende – som han dog betegner som overmalinger.

Begge kunstnere har taget udgangspunkt i værker, som de har opsnuset og malet videre på. De har dog angiveligt gjort det på hver sin måde, og netop forskellen på metoder glæder jeg mig også til at få belyst.

(Pressefotos: Silkeborg Bad og Museum Jorn)

Kampen mellem rød og blå

Der er valgkamp nu - og faktisk kunne man tillægge denne begivenhed modsætningerne sort og hvid; men nu handler det såmænd om forholdet mellem rød og blå blok i dansk politik. Og traditionen påbyder som bekendt et farveskifte efter en halv snes år. Sådan plejer det at være... Den siddende blok bliver træt i kadaveret efter ti år, og noget tyder på, at rød blok nu afløser den blå.

Billedet herover, som jeg synes illustrerer det hele ganske fint, er naturligvis af Albert Mertz (1920-90). Mertz reducerede i sine seneste år sin palet til rød og blå... Og her bliver netop denne kombination særdeles aktuel.

Back to basic

Jeg har nogle gange pjattet med én af mine venner omkring disciplinen at tegne med pen – eller ”penneskaft” som vi benævner det, når bølgerne går rigtigt højt – og et af de mest morsomme indslag i disse dialoger, er når vi forestiller og, at vi går rundt med vaders på ved en søkant for at finde nogle egnede siv, som vi kan snitte penne ud af.

Grunden til, at jeg kom i tanker om dette, er at tuschtegningen herover er forarbejdet med et, om muligt, endnu mere primitivt redskab, nemlig en fasanfjer, der lige er blevet spidset på den helt rigtige måde med en lommekniv.

Festuge med Jylland, Papfar og Vildskud

Den første fredag i Aarhus Festuge var, som traditionen påbyder, i år præget af diverse udstillingsåbninger i Aarhus. Jeg spiller selv en ganske lille rolle i forhold til at være udøvende udstiller; men jeg deltager dog i en udstilling med titlen ’Vildskud’ på Højbjerg Bibliotek, og det var faktisk tæt på, at udstillingen blev helt uden min deltagelse, da jeg havde været for sent ude med udvælgelse af værker. Men da mit navn optrådte på plakaten fandt jeg i fællesskab med udstillingens arrangører ud af, at det ville være useriøst, hvis ikke nogle af mine ”vildskud” var at finde på udstillingen, så i sidste øjeblik fik jeg afleveret nogle tidlige værker på papir i Højbjerg.

Efterfølgende deltog jeg i ferniseringerne på udstillinger med kunstnersammenslutningen ’Jylland’ i Aarhus Kunstbygning samt en ny separatudstilling med billedkunstneren Søren Behncke – kendt som ”Papfar” pga. sit materialevalg – på Charlotte Fogh Contemporary i Klostergade.

Der var god festuge-stemning i både Kunstbygningen og hos Charlotte Fogh.

En samling foldes ud

Der er ikke noget at sige til, hvis advorkaten Leif Djurhuus er stolt af og glad for sin store kunstsamling. Jeg har ofte anset samlere for at være lidt skøre, og holder den filosofi vand, må Djurhuus være intet mindre end bindegal, da hans samling rummer omkring 2000 værker af hovedsageligt dansk og international samtidskunst. Ca. en tiendedel af disse værker kan i den kommende tid ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor man har kurateret en flot udstilling med værker fra samlingen.

Det vil være omsonst at bare begynde at nævne de kunstnere, der optræder på udstillingen, så jeg vil blot konstatere, at billederne herover gengiver værker af Jes Brinck, Sven Dalsgaard og Lars Nørgård.

Andreasens univers

”Jeg har været igennem en lang proces, og det har været benhårdt! At fravælge den sikre vej, som man kender, og finde ny terræn. Det har været noget af en prøvelse; men når man så er nået frem, ser man jo en grund til, at man har taget den tur”

Citatet er fra et længere interview, jeg foretog med billedkunstneren Kirsa Andreasen på Galleri NB i Viborg for nyligt i forbindelse med udstillingen ’Painting Natures’, som åbner på netop NB d. 1. september. Interviewet, som blev ret omfattende, er beregnet til at blive bragt i uddrag i næste nummer af Kunstavisen; men på et tidspunkt vil det blive at læse i hele sin udstrækning på dette website.

Kirsa Andreasen er en kunstner, der har været langt omkring – både stilistisk og geografisk. Alt dette vil forhåbentligt fremgå tydeligt af interviewet.

Fyrværkeri

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig synderligt om fyrværkeri. Ikke desto mindre tog jeg et antal billeder af dét fyrværkeri, der bringer Ildfest Regattaen i Silkeborg til en kulmination ved midnat lørdag den 20. august. Og hvorfor gjorde jeg så dét? Jo... fordi, jeg aldrig tidligere har haft mulighed for at fotografere sådan noget.

Næste gang, der er Regatta i Silkeborg vil være i 2014 - og til den tid, vil jeg have mulighed for at være langt væk fra byen med al den tummel og fyldebøtteri, som et sådan arrangement fører med sig.

AlfabeTURÈLL

Dan Turéll var vistnok den første digter, der fik mig til at interessere mig for poesi. Turèll døde som bekendt alt for ung i 1993, og siden hans død, er et torv i barndomsforstaden Vangede blevet opkaldt efter ham, og på Dan Turèlls Plads er der netop blevet opstillet en skulptur, som er udarbejdet af billedkunstneren Kenn André Stilling, der var én af ”Onkel Dannys” gode venner.

Stilling har meget naturligt taget udgangspunkt i alfabetet. Man havde ifølge Kjeld Hybel, som har skrevet en længere artikel i Politiken om projektet, planlagt en buste af digteren; men det syntes Kenn André Stilling var en meget dårlig idé. ”Dan ville hade sådan en buste af sig selv”, og alfabet-idéen er bl.a. opstået af nogle ord, som Turèll skrev i 1993: ”Alfabetet er mit bedste legetøj, jeg vil lege med det, lige indtil det bliver for mørkt til, at jeg kan se det”.

Der er i øvrigt delte meninger om monumentet i Vangede; men sådan skal det vel være? Nogle er for, andre er imod. Nogle af reaktionerne på monumentet over Dan Turèll i Vangede ifølge dagbladet Politiken: ”Er det meningen, de skal være rustne?” (dame med candyflosshår og lilla jakke på Dan Turèlls Plads). ”Jeg kan godt lide det. Det er bedre end et hundetoilet” (ejeren af Pizzamed, som er nabo til monumentet). ”Jeg har ikke noget imod den skulptur. Den er flot, det er den sgu da. Flot!” (Janus, stamgæst på Diligencen, værtshus). ”Jeg synes den er rædselsfuld. For det første er den rusten. For det andet bliver der endnu bedre plads til bumserne, der sidder og drikker og råber…” (indehaveren af Diligencen)

Hornung om Nielsen

”Trods sine 63 år har han endnu ikke lært at skyde genvej til sit eget maleri. Der findes stadig ingen smarte smutveje til det, der er målet. Kun omveje, og den nødvendige omvej er både snørklet og regressiv. Kehnet Nielsen er ikke typen, der gør noget nemt for sig selv. Han kan nærmest ikke gøre noget, hvis det er nemt”

Jeg har bragt usædvanligt mange citater fra diverse anmeldelser af Kehnet Nielsen-udstillingen på Kunstmuseet i Tønder. Det aktuelle herover er fra Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken – og når jeg på denne side har været så optaget af netop denne udstilling, er det af den enkle årsag, at denne retrospektive præsentation af Kehnet Nielsens værker udgør noget af det mest kompetente, jeg har set udført i forbindelse med en nulevende dansk kunstner meget længe.

Udstillingen er gennemført – næsten – ned til mindste detalje, og dette ”næsten” er forankret i noget, Hornung har sat fokus på i sin anmeldelse, nemlig en hel del trykfejl i katalogteksten.

Hornung slutter sin anmeldelse af med følgende ros til museet i Tønder – og samtidigt en lille svada til andre kunstmuseer: ”Faktum er, at udstillingen ’Painting out of time’ med Kehnet Nielsen, er godt gået af et museum i det såkaldte Udkantsdanmark. Den åbenhed over for dansk samtidskunst kunne Storkøbenhavns store museer godt lære noget af”.

Jeg kunne så passende tilføje, at de store museer over hele landet, kunne tage ved lære af, at man udmærket kan lave fremragende udstillinger med samtidskunstnere, der aldersmæssigt har passeret de 45-50 år.

Mere om 'Painting Out Of Time'

”Det er en fremragende og smuk bog, som vil kunne leve sit eget liv, også når udstillingen ikke er mere, for bogen er gjort af det stof, ædle kunstformidlere bruger og lever i: Sproglig kompetence, indlevelse i stoffet, glæden ved at viderebringe viden på et smukt og levende dansk. Sådan er bogen!”

I forbindelse med sin – begejstrede – anmeldelse i Kunstavisen, giver Lars Lisberg bogen, der er udgivet i forlængelse af udstillingen ’Painting Out Of Time’, som på Kunstmuseet i Tønder viser et retrospektivt udvalg af billedkunstneren Kehnet Nielsens værker, en grundig særomtale. Og den er ikke et ord for lang, da det må siges, at netop denne udgivelse sætter en sjælden standard for, hvordan man kan udforme og formulere et sådant bogværk.

Dora Maar og Picasso

Pablo Picasso havde i sin lange levetid som bekendt en del kvinder. Nogle af dem sandsynligvis i monogame forhold og andre i mere parallelle relationer.

En af de sidstnævnte var Dora Maar (1907-97), som i begyndelsen af 30’erne var slået igennem som endog meget dygtig fotograf. Hun befandt sig i kernen af den surrealistiske bevægelse, og midt i 30’erne mødte hun Picasso, som omgående blev dybt fascineret af hende. Hun dokumenterede således tilblivelsen af mesterværket ’Guernica’, som Picasso fuldførte over en måned i 1937.

Senere helligede Dora Maar sig, på Picassos opfordring, i langt højere grad maleriet, inden hun i en høj alder igen begyndte at arbejde med fotografiet i en voldsomt eksperimenterende form. Jeg har lige afsluttet en biografi om Maar, og man må sige, at hun har gennemlevet et begivenhedsrigt forløb i sit 90 år lange liv.

Efter Picasso blev Dora Maar ret religiøs og isolerede sig i højere og højere grad. Der var dog gallerister, der forsøgte at få hende eksponeret i de dage; men hun fremstår ifølge biografien som en person, der var særdeles vanskelig at samarbejde med.

På skovtur

Rolig nu! Jeg har ikke tænkt mig at berøve Gudenå-idylen sin stilhed med dette forvoksede musikmonster. Hvis man kigger grundigt på den lyserøde transistorradio, som i øvrigt er en stærkt overdreven - ikke mindst koloristisk - gengivelse af en model årgang 1961, vil man hurtigt opdage at det er en rendyrket fake.

Det er lavet på 2 x 1,30 meter foamboard og den er mit beskedne bidrag til Regatta Ildfesten årgang 2011 i Silkeborg.

Desværre har jeg ikke i år mulighed for at være bortrejst under dette arrangement, som i fire-fem dage fylder byen med al den smagløshed, man kan forestille sig; heriblandt overdrevene fyrværkeribrag.

Corny

Nogle gange er ord overflødige! jeg vil dog lige nævne, at det bemeldte stykke chokolade ikke var nogen større oplevelse at indtage; men på den anden side: Hvad får man for kr. 6,- i Faktum?

Om "det sublime"

”I den sene tid af guldalderen og årene efter 1864 fik Silkeborg-egnen for alvor betydning for malerkunsten. Drewsens papirmøller ved Gudenåen, udbygningen af byen Silkeborg med den unge industri etc. – og senere i århundredet jernbanen – resulterede i en sand strøm af kunstnere, der med en Vilhelm Kyhn som faderfigur, i en lind strøm gengav åløb og mølleværk, bakkebjerge, sø og skov. Julsø og Himmelbjerget blev forvandlet til populære sofastykker. Selvom vi ikke kan tale om en mere samlet kunstnerkoloni i lighed med Skagen, var der formationer som f.eks. ”Huleakademiet” med vigtige Silkeborg-malere som Godtfred Christensen, Christian Zacho, Harald Foss og Hans Friis med flere”

Det kan forekomme en smule besynderligt, at to af landets store, landsdækkende aviser anmelder udstillingen ’Det sublime landskab’ på KunstCentret Silkeborg Bad her få uger inden udstillingen slutter.

Citatet herover er fra Ole Nørlyngs anmeldelse i Weekendavisen d. 12. august og næsten samtidigt bringer Politiken en anmeldelse af samme udstilling, foretaget af Trine Ross, der beskriver nogle overvejelser vedr. ”det sublime”, som hun ikke helt finder relevant i forbindelse med udstillingen, der som bekendt har egnen omkring Silkeborg som tema i den tid, Hjejlen – den populære hjuldamper – begyndte at besejle Gudenåen og Silkeborgsøerne for 150 år siden.

Erindring

Kunstnersammenslutningen Riimfaxe har netop åbnet udstillingen ’Erindring’ i Kunstpakhuset i Ikast, og det er meget tilfredsstillende, at kunne konstatere, at kunstnere, jeg selv har udstillet sammen med, hører til blandt de positivt iøjnefaldende på en ellers meget sammensat og kvalitativt blandet udstilling.

Jens Chr. Jensen og Anne Bjørn har jeg udstillet sammen med på Galleri Progres i Horsens; men blandt de øvrige kunstnere på ’Erindring’ er der indslag, der forekommer så svage, at de trækker andre, der ligger og ulmer omkring den kunstneriske spærregrænse, ned.

Det er lidt ærgeligt, synes jeg. Især da Kunstpakhuset normalt holder et langt højere niveau, end det ses her.

Nye grafiske arbejder på vej

Jeg har de seneste år sørget for årligt at få én grafisk serie udført, og nu må tiden være inde til at få lavet 2011-udgaven.

Siden udstillingen ’Dybt Trykt’, som fandt sted på KunstCentret Silkeborg Bad – den åbnede for næsten et år siden – har grafikken ikke spillet så stor en rolle i min kunstneriske produktion; men nu er jeg begyndt at finde nogle egnede zinkplader frem, som kunne danne grundlag for den aktuelle serie.

Temaet? Jeg er ret motiveret til at bruge fænomenet ”regnvejr”, da sommeren i år har været voldsomt præget af netop denne vejrtype – men hvem siger, at trykkene overhovedet skal rumme et tema?

"Dårligt" er godt - for Louisiana

”Når det går dårligt, kommer der relativt flere gæster på Louisiana”

Dette lidt overraskende statement blev fremsat i Danmarks Radios P1 af kunstmuseet Louisianas økonomichef Carsten Skjøt, der underbygger teorien af en analyse, han har foretaget ved at granske besøgstallene på museet gennem årene, og når han bruger vendingen ”går dårligt”, refererer han til rigets overordnede økonomi.

Samtidigt bekræfter han, at dårligt vejr er guld værd for museerne – og at dette, til trods for museets indbydende beliggenhed, også gælder Louisiana.

65 tons granit

”På afstand ser man en organisk, blød, aflang form, en blanding mellem en tunge og et havpattedyr, der slænger sig mageligt og selvbevidst oven på en række geometriske blokke og søjler. Den er naturligvis ikke spor blød. Den er granithård som resten, men den mimer noget blødt og slasket, alene i kraft af sin form”

I sin anmeldelse i Politiken af skulpturen ’Kolossen’ af Jørgen Haugen Sørensen – den bliver indviet i Kastrup Strandpark på Amager den 16. august – antyder Torben Sangild, at kolossen er en smule underdimensioneret i forhold til omgivelser og beskrivelse.

Samtidigt fremhæver han i sin tre-hjertede anmeldelse skulpturens indlysende, og indbydende, kvaliteter. Han beskriver den bl.a. som ”perfekt ned i mindste detalje”.
Det er jo altid et åbent spørgsmål, når man diskuterer skulpturer, eller kunst i det hele taget, i det offentlige rum, om værkerne fungerer i relation til omgivelserne. Et ”open space” fordrer i sagens natur meget af værket, og om Sangild har en pointe, vil jeg naturligvis skabe mig mine egne teorier om ved lejlighed. Men på dét tidspunkt har skulpturen sandsynligvis fundet sin egen rolle i strandparken. En 65 tons granitskulptur flytter man ikke sådan lige.

Jorn og skitsebøgerne

Det kan forekomme voldsomt, at der igen og igen udkommer nye bogværker om Asger Jorn, der inden for de seneste år har givet næring til en kolossal interesse blandt kunstinteresserede.

For godt og vel to år siden var jeg engageret på Museum Jorn (dengang Silkeborg Kunstmuseum) med henblik på at give et praktisk bidrag til en ganske omfattende udstilling, der viste det samlede af Jorns grafiske værk. Udstillingen ’Jorn Komplet’ underbyggede en supplering af oversigten over Asger Jorns grafiske arbejder og den overordnede redigering af dette store bogværk var lagt i hænderne på den tyske professor dr. dr. Gerd Presler, som nu med tilsvarende minutiøs grundighed har skabt en oversigt over Jorns skitsebøger.

Jeg har været så heldig at få en del af de seneste udgivelser, der er foretaget om Jorn – heriblandt den tidligere omtalte oversigt over det grafiske værk samt kataloget i forbindelse med den store Jorn-udstilling på ARoS for nyligt og genudgivelsen af Troels Andersens biografi – men ’Werkverzeichnis der Skizzenbücher’ faldt jeg over på biblioteket, og det er et bogværk, der er svært at overse, da det rummer 300 sider med gengivelser og tekst.

Der er noget fascinerende ved at se på en kunstners skitsemateriale. Man besidder næsten en følelse af, at man som en anden voyeur iagttager kunstnerens privatsfære – akkurat som jeg gjorde, da jeg for ti år siden oplevede en udstilling i London med efterladenskaber fra Francis Bacon’s atelier. Det var en besynderlig oplevelse; men udstillingen glemmer jeg aldrig.

En sejlivet skulptur

For nogle år siden lavede jeg et interview af keramikeren og billedkunstneren Jørgen Hansen, der blandt meget andet har specialiseret sig i såkaldte brændingsskulpturer, som i sin enkelthed består af nogle skulpturer, som Hansen og hans assistenter bygger op på en given lokalitet. Dette foregår som events, og de opbyggede værker får så lov at forfalde efterfølgende.

Det vil sige, at nogle af disse skulpturer holder ikke så længe; men denne skulptur står faktisk ret flot – som den har gjort i en del år. Det er ikke så lang tid siden, jeg besøgte Sønderjyllands Kunstmuseum – og jeg blev ret overrasket over at se værket uden for museumsbygningen, da Hansen har fortalt mig for et par år siden, at man ville fjerne den med henblik på at give plads for en mere permanent løsning – men den står der stadig. Smukt og insisterende.

Aarhus elsker Store Robert

Skulpturer bliver for det meste lavet i den størrelse, som det er meningen, de skal fremstå. Hvis man tænker en skulptur i stor størrelse, er det ikke usædvanligt at kunstneren kunstruerer en model, som så i sagens natur er tænkt som udgangspunkt for den endelige udgave.

For nogle år siden var der en mægtig palaver vedr. en skulptur af Robert Jacobsen, som man ville opføre ved havneindløbet i København. Der var i sagens natur delte meninger om sagen, som billedkunstneren Per Arnoldi påstod ville gøre København til grin ude i verden.

Det skal siges, at det heller ikke var en lille skulptur i havfruestørrelse, der var på tale; men derimod en kolos på hele 72,5 meter.

Sagen faldt, da man ikke ville hverken eje eller have det store monstrum, som må siges oprindeligt ikke på noget tidspunkt har været tiltænkt et format i denne størrelsesorden.

Vi er tilbage i 2008, og jeg havde faktisk glemt hele forløbet, indtil jeg i dag i Politiken læste, at der er foretagsomme folk, der vil rejse Store Robert ved havneindløbet - i Aarhus!!

I netop Aarhus har man for nyligt afsløret en kæmpe installation af Olafur Eliasson, og Your Rainbow Panorama er blevet voldsomt hypet i den senere tid; men tilsyneladende ikke mere, end at man nu i Aarhus finder behov for endnu et "vartegn".

Når kunstnere skriver om kunstnere

”Når en kunstner skal skrive om en anden kunstner bliver det hurtigt til en selvpromovering der både skjuler den anden kunstner og vampyrisk udnytter ham til egen gavn. På den anden side kan han skrive ud fra egen erfaring. Noget selvgjort som en kritiker eller kunsthistoriker ikke har adgang til”

Ovenstående citat stammer fra en bog, der er udkommet tidligere i år, og det er en udgivelse i en tilsyneladende endeløs række af bøger, som Per Kirkeby – maler, grafiker, forfatter, opdagelsesrejsende, arkitekt etc. – har skrevet og udgivet. Bogen hedder ’Fluepapir’ og indeholder en række essays og erindringsbeskrivelser fra et langt liv som kunstner. Kirkeby er som bekendt født i 1938 og da han fyldte 70 i 2008, var jeg på plads og skrev et stykke om den store udstilling på Louisiana i anledning af kunstnerens runde fødselsdag. Netop denne begivenhed sætter citatet i relief; men det har faktisk sit afsæt i Kirkebys oplevelser i forbindelse med en svensk kunstner, jeg aldrig havde hørt om, før jeg læste ’Fluepapir’.

Maleren Evert Lundquist er født i 1904 (samme år som så forskelligartede kunstnere som Willem de Kooning og Salvador Dali) og han døde i 1994. Hans værker rummer lidt af den samme dystre tyngde som Kirkebys indeholder i visse momenter – uden sammenligning i øvrigt.

Kunstnernes kunstner

”Den sommersøndag, jeg besøgte udstillingen, vrimlede det med interesserede publikummer i alle aldre til den fantastiske arkitekturudstilling Living, og i rummet med David Hockneys digitale tegneeksperimenter, mens der i Albers-afdelingen var halvtomt, og de besøgende gik hurtigt igennem, skønt Albersværkerne i grunden ikke lægger sig så langt fra husets øvrige arkitektur- og tegneeksperimenter”.

I sin anmeldelse i Weekendavisen gør Mette Sandbye de samme iagttagelser, som jeg gjorde, da jeg besøgte Josef Albers-udstillingen på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk – nemlig, at Albers’ arbejder på papir fungerede som en transit-enhed for museets gæster.

Dermed giver Sandbyes karakteristik, som samtidigt fungerer som overskrift til anmeldelsen – ”Kunstnernes kunstner”, fint mening i forhold til publikumsinteressen. Udstillingen kan ses nogle uger endnu, frem til d. 28. august.