tirsdag den 29. november 2022
Drømme får næring i ARoS-programmet for 2023
mandag den 28. november 2022
Musikalske streger
For en del år siden afviklede Silkeborg Bibliotek samlingen af LP-plader, som blev solgt stykvis til ganske rimelige priser.
Jeg tror, de kostede en tier stykket, men det lykkedes mig desværre ikke at få fingre i nogle plader med musik indspillet d. 4. oktober 1979 i Jazzhus Montmartre i København med trompetisten og sangeren Chet Baker, guitaristen Doug Raney og bassisten Niels-Henning Ørsted-Pedersen.
Indspilningen rummede en sjælden stemning, men forleden dag opdagede jeg, at jeg i det bjerg af kassettebånd, som henligger i et fjernt hjørne af et skab i skrivehulen, faktisk befandt sig et bånd, som jeg for adskillige år siden havde optaget fra de pågældende LP'er.
Jeg prøvede at sætte båndet i kassetteafspilleren, og det lød forbavsende godt, hvilket sikkert skal tilskrives, at det er et kvalitetsbånd af fabrikatet Denon, som faktisk producerede nogle udmærkede kassettebånd i 1980'erne af typen HD7S.
Under aflytningen af den fine koncert slog jeg nogle streger på nogle stykker tegnepapir. Blyanten fik således lov at løbe hen over papiret under påvirkning af Baker, Raney og NHØP, som desværre alle er døde i dag.
Musikken lever dog.
søndag den 27. november 2022
Dorothy Iannone-udstilling åbnet på Kunsten i Aalborg
Årsskifteudstilling hos Morsø Kunstforening af 1961 åbnet
torsdag den 24. november 2022
Frem med tegnebogen, hvis man vil byde på design og kunsthåndværk
Af en eller anden grund føler jeg altid en vis fascination, når der er auktion hos blandt andre Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København.
Jeg er især optaget af, hvordan hammerslagene optræder i forhold til varernes vurderinger, og i skrivende stund gør man hos auktionshuset klar til eftersynet til de næste store auktioner, der naturligvis finder sted i lokalerne på Bredgade i København.
Jeg skal såmænd gerne følge slagenes gang, men i første omgang vil jeg lige advare om, at hvis man vil erhverve sig en smuk skål af den fremragende keramiker Alev Siesbye, så må man til lommerne.
En turkisblå skål med en diameter i omegnen af, hvad der svarer til en LP-plade er vurderet til 150.000-200.000 kr. Siesbyes værker er i de seneste år kun gået én vej, når det drejer sig om estimeringer - nemlig opad.
Vil man imidlertid hellere investere i noget porcelæn, kan man byde på et stel i serien 'Flora Danica' i 38 dele.
Stellet blev som bekendt udviklet i slutningen af 1700-tallet, og kan nu ses i sin oprindelige version i en ikke mindre end imponerende udstilling på slottet Koldinghus.
Hvis man vil placere 'Flora Danica' under juletræet, skal man sikkert op og ramme et beløb lige omkring vurderingen, som er på 250.000-300.000 kr. Denne auktion finder sted d. 30. november kl. 15.00.
Auktionen over moderne kunsthåndværk og design finder sted d. 8. december kl. 16.00.
Jeg følger naturligvis slagenes gang hos Bruun Rasmussen, hvor man blandt andet også har temaauktion over værker fra Cobra-sammenslutningen tirsdag d. 6. december.
mandag den 21. november 2022
Iannones version af feminisme
»Det er, som om Dorothy Iannone blæser på alle feministiske regler i sin samtid og konstruerer sin egen version, der peger mod den sexpositive fjerdebølgefeminisme, vi oplever i dag. Hun er smuk som bare pokker, og hun er ikke bleg for at stille sig frem som en hyperseksualiseret, nærmest manisk krævende kvinde i sine figurer, der starter i det personlige rum, men har et bredere vingefang«
Citatet stammer fra en anmeldelse forfattet af Birgitte Ellemann Höegh , og som man kunne læse i Berlingske i forbindelse med en udstilling med den amerikanske samtidskunstner Dorothy Iannone på Louisiana i Humlebæk.
Anmeldelsen kunne læses i maj og udstillingen blev vist hen over sommeren, men nu er den imidlertid blevet flyttet til kunstmuseet Kunsten i Aalborg, og da vi på Jyllands-Posten ikke anmeldte den, da den var på Louisiana, har jeg faktisk planlagt en tur til Aalborg for at danne mit eget indtryk af en udstilling, der kan ses i tidsrummet fra d. 25. november 2022 til d. 5. marts 2023.
Udstillingen er naturligvis en del af samarbejdet mellem Louisiana og Kunsten.
fredag den 18. november 2022
Årsskifteudstilling i Morsø Kunstforening af 1961
Kunstforeningen har, som det fremgår af navnet, en lang historie, og den blev i sin tid blandt andet skabt på foranledning af forfatteren Knud Sørensen, der boede i langt hovedparten af sit liv på Mors.
Knud Sørensen døde desværre for nylig, men heldigvis nåede jeg at træffe forfatteren for nogle år siden, og det var en meget stor oplevelse.
Når den såkaldte Årsskifteudstilling åbner i Morsø Kunstforenings lokaler på adressen Holmen
Udstillingen er usædvanlig i kraft af, at publikum kan erhverve sig de udstillede værker på stedet, og hvad det kan give af udfordringer, har jeg ikke så meget begreb om. Jeg kan blot her fortælle, at udstillingen åbner lørdag d. 26. november kl. 11.00.
Jeg deltager blandt andet med nogle nye malerier fra i år, som ikke tidligere er blevet udstillet.
onsdag den 16. november 2022
Sommeren 2022
tirsdag den 15. november 2022
Ud af kaos på Moesgaard Museum
»I den sidste halvdel af 300-tallet blæser hunnerne som en faretruende vind over stepperne fra øst mod Europa i vest. Det lykkedes disse nomadekrigere at udvide deres imperium takket være en helt ny taktik på slagmarken. Deres ankomst markerer begyndelsen på de store europæiske folkevandringer«
Blandt meget andet kan man læse dette i kataloget til en ny, stor udstilling på Moesgaard Museum syd for Aarhus.
Udstillingen har fået titlen 'Ud af kaos' og den beretter sandsynligvis i et dramatisk scenarie om netop en vigtig periode i Europas historie.
Udstillingen varer frem til d. 6. august 2023, og jeg har naturligvis planlagt et besøg på Moesgaard og en anmeldelse af udstillingen.
Hidtil ukendt Jorn-maleri er dukket op
mandag den 14. november 2022
Hvordan er det med den formidling?
søndag den 13. november 2022
Surrealisme i klassiske og samtidsorienterede versioner
På Den Frie i København kunne man indtil for nylig se en udstilling med titlen 'En anden surrealisme', og efter, jeg har set versionen af samme udstilling på Kunstmuseet i Tønder, kan jeg i hvert fald under alle omstændigheder bekræfte, at der er tale om en anden - eller alternativ - udgave af surrealismen.
På trods af, at man har valgt at kuratere flere ældre, danske surrealistiske værker ind i udstillingen, er der flere interessante, nutidige tolkninger på genren.
Hvordan det fungerer, kan man efter sandsynlighed læse i en avis ganske snart, da jeg netop er i gang med en anmeldelse af en udstilling, der rækker ud i mange hjørner.
Udstillingen kan ses i Tønder frem til d. 5. marts 2023, og jeg har som illustrationer til dette blogindlæg valgt værker af to af de klassiske inden for den surrealistiske verden, nemlig Vilhelm Bjerke Petersen og Wilhelm Freddie.
lørdag den 12. november 2022
Maleren Jes Jacobsen - et halvt liv
Det er måske at stramme den, når jeg i overskriften mimer en udstillingstitel, da maleren Jes Jacobsen desværre døde som 25-årig i 1886.
En tredjedel af et liv ville måske være mere hensigtsmæssigt? Ikke desto mindre finder der for tiden en udstilling sted på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, der belyser Jacobsens alt for korte liv og set i lyset af det begrænsede tidsafsnit, som kunstneren agerede i, kunne man forestille sig en beskeden udstilling, men man har valgt at skabe et historisk miljø, der tager udgangspunkt i epoken snarere end personen, og netop denne iscenesættelse besøgte jeg under en udflugt til Sønderjylland, hvor jeg oprindeligt havde planlagt en tur til Tønder med henblik på en anmeldelse af en udstilling, der er åbnet netop der.
Som antydet fik jeg imidlertid mulighed for at se og opleve den interessante udstilling i Aabenraa, hvor direktøren for museet, Jens Tang Kristensen, gav mig en veloplagt beskrivelse af Jes Jacobsen og hans korte tid i verden, hvor han imidlertid nåede at tage en uddannelse på Kunstakademiet.
Jens Tang Kristensen er samtidig medforfatter og redaktør på en omfattende biografi om Jes Jacobsen og her kan man på 240 sider læse historien om maleren og hans alt for korte liv i selskab med samtidige kunstnere som blandt andre J.F. Willumsen.
Udstillingen på Brundlund Slot kan ses helt frem til d. 24. april 2023.
torsdag den 10. november 2022
Kunst for milliarder