Af en eller anden grund føler jeg altid en vis fascination, når der er auktion hos blandt andre Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København.
Jeg er især optaget af, hvordan hammerslagene optræder i forhold til varernes vurderinger, og i skrivende stund gør man hos auktionshuset klar til eftersynet til de næste store auktioner, der naturligvis finder sted i lokalerne på Bredgade i København.
Jeg skal såmænd gerne følge slagenes gang, men i første omgang vil jeg lige advare om, at hvis man vil erhverve sig en smuk skål af den fremragende keramiker Alev Siesbye, så må man til lommerne.
En turkisblå skål med en diameter i omegnen af, hvad der svarer til en LP-plade er vurderet til 150.000-200.000 kr. Siesbyes værker er i de seneste år kun gået én vej, når det drejer sig om estimeringer - nemlig opad.
Vil man imidlertid hellere investere i noget porcelæn, kan man byde på et stel i serien 'Flora Danica' i 38 dele.
Stellet blev som bekendt udviklet i slutningen af 1700-tallet, og kan nu ses i sin oprindelige version i en ikke mindre end imponerende udstilling på slottet Koldinghus.
Hvis man vil placere 'Flora Danica' under juletræet, skal man sikkert op og ramme et beløb lige omkring vurderingen, som er på 250.000-300.000 kr. Denne auktion finder sted d. 30. november kl. 15.00.
Auktionen over moderne kunsthåndværk og design finder sted d. 8. december kl. 16.00.
Jeg følger naturligvis slagenes gang hos Bruun Rasmussen, hvor man blandt andet også har temaauktion over værker fra Cobra-sammenslutningen tirsdag d. 6. december.