Langt hjemmefra på ARoS

Grayson Perry: 'Uddrivelsen fra Eden Close nr. 8', 2012

Når man er bosiddende i Silkeborg, kan afstanden til Aarhus godt føles lang, hvis man bevæger sig på cykel, men tager man turen i et motoriseret køretøj, er afstanden til at overskue. 

Ikke desto mindre hedder den nyåbnede udstilling på kunstmuseet ARoS 'Far From Home' og denne titel skal sådan set tages bogstaveligt på flere måder. 

For det første kommenterer udstillingen på hjemmet som base, men der er måske tale om et midlertidigt hjem? 

For det andet giver den et indblik i et hjem, som ikke længere eksisterer eller måske blot et hjem, som rummer adskillige sociale lag. 

Det sidste beskæftiger den britiske kunstner Grayson Perry sig med i forbindelse med ét af udstillingens vellykkede værker - et vægtæppe, som netop sætter fokus på divergerende sociale lag i 2012 - året, hvori værket blev udført. 

Udstillingen består dels af nyindkøbte værker i ARoS' samling, og dels af værker, der er indlånt til lejligheden. 

Her står en installation, som umiddelbart blot fremstiller en masse bræddeskrot, men med en forklarende video og indbygget lyd af amerikanske Doug Aitken, ganske inciterende. 

Ellers kan man opleve museets vartegn 'Boy' af Ron Mueck i en ny iscenesættelse og en række værker og installationer, som tidligere har været vist på museet i forbindelse med de seneste års præsentationer af nordisk samtidskunst. 

Undtagelsesvist anmelder jeg ikke denne udstilling, da den netop rummer så meget, jeg tidligere har beskæftiget mig med, men seværdig er den da ikke desto mindre.

Flydende form

'Wunderkammer - flydende form'. Installationsfoto (foto: Esbjerg Kunstmuseum)

"Vi bliver bombet med meninger og forudsigelser baseret på matematiske modeller af de meget komplicerede systemer, som omgiver os: økonomien, vejret, sågar universets opståen og fremtid. I den sammenhæng kan det måske bidrage med et gran af skepsis, at man stadig kan forbavses over vand, der strømmer ud af en vandhane, og til en øget opmærksomhed på righoldigheden i de "simple" naturfænomener, der udspiller sig lige for øjnene af os"

Citatet er blot et kort uddrag af en tekst af professor i fysik ved DTU, Tomas Bohr, som optræder i en booklet i forbindelse med udstillingen 'Wunderkammer - flydende form' på Esbjerg Kunstmuseum. 

Der er tale om første del af en udstillingsrække på i alt tre, der sammenfatter billedkunst med forskellige fysiske fænomener. Her er det altså de flydende substanser, som er i fokus. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange kunstnere, der deltager i udstillingen, men jeg vil prøve at få et overblik over temaet og - især - de kunstneriske elementer ved et besøg på museet i nær fremtid.

Hockney vs. Van Gogh

David Hockney: 'Kilham to Langtoft', 27. juli 2005. Olie på lærred (foto: Richard Schmidt)

"Verden er farverig. Den er smuk, synes jeg. Naturen er fantastisk. Van Gogh elskede naturen. Han kunne have udviklet sig til at blive en elendig maler, men det viser sig ikke i hans værk. Der er altid omstændigheder, der vil trække én nedad, men vi bør være glade for at iagttage verden"

Nogenlunde sådan udtrykte den britiske maler Davis Hockney sig, da han blev interviewet af kunstbloggeren Martin Bailey, som også er en britisk Van Gogh-specialist. 

Årsagen til, at Bailey talte med Hockney, var at Hockney lavede udstillingen 'Vårets komme' hos The Van Gogh Foundation i Arles for tre år siden. 

Med en tydelig sans for timing har man nu imidlertid offentliggjort, at der på Van Gogh Museet i Amsterdam til næste år vil finde en stor udstilling sted, der belyser det kunstneriske slægtskab mellem Hockney og Van Gogh. 

Når jeg nævner det med timingen, er det på grund af, at man offentliggjorde planerne for udstillingen, der finder sted i tidsrummet 1. marts-26. maj 2019, to dage inden et maleri fra 1972 hos auktionshuset Christie's slog rekorden for hammerslagspris af en nulevende kunstner. 

Maleriet var malet af David Hockney, og denne rekord har jeg faktisk beskæftiget mig med tidligere på blog'en her.

Ny museumsapp til "manden på gaden"

"I modsætning til ret mange museumskataloger er Vizgu ikke fremstillet med henblik på, at nogle kunsthistorikere kan gøre nogle af deres nærmeste kolleger endnu klogere på visse udvalgte emner. Vi taler om formidling, ikke om forskning. Vizgu er fremstillet for, at Maren i kæret, manden på gaden og andet godtfolk kan tage noget mere med hjem end en brugt museumsbillet - og et mindreværdskompleks"

Gennem en artikel af Peter Michael Hornung i dagbladet Politiken er jeg blevet opmærksom på museumsapplikationen Vizgu, som kan bruges på et mindre antal museer i Danmark. 

Desværre begrænser den sig - endnu - til Statens Museum for Kunst, Skagens Museum, ARoS og Trapholt, men mon ikke det blot er et spørgsmål om kort tid, inden flere museer lader værker fra den faste samling beskrive i den tilsyneladende udmærkede app? 

Jeg har naturligvis downloadet Vizgu-app'en på min smartphone.

'Kunstnerbrødre' åbnet i Randers

Det var en velbesøgt fernisering, der fandt sted, da Randers Kunstmuseum åbnede udstillingen 'Kunstnerbrødre' med værker af L.A. Ring og H.A. Brendekilde.

De to malere blev født i henholdsvis 1854 og 1857, og de mødte hinanden på Kunstakademiet i 1870'erne, hvorefter de indledte et langt venskab, der dog fik en naturlig afslutning, da Ring døde i 1933.

Oprindeligt hed de begge Andersen til efternavn, men for at undgå forvekslinger tog de hver især navn efter de landsbyer, de var vokset op i. Brendekilde efter Brændekilde på Fyn og Ring efter den lille by i nærheden af Næstved.

Udstillingen på Randers Kunstmuseum giver et omfattende vidnesbyrd om de to kunstneres motivverdener og deres individuelle udvikling som kunstnere.

De blev betragtet som "bondemalere", og det er da også sandt, at de begge meget minutiøst skildrede livet på landet - Brendekilde måske i en lidt mere romantisk version end Ring, der ikke tegnede et skønmaleri af livet på landet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

H.A. Brendekilde døde i 1942.

Hyldest til Klaus Høeck i Kunsthal Nord

Installationsfotos fra udstillingen 'Haiku til Høeck' i Kunsthal Nord i Aalborg

"Værkerne er tituleret efter og hylder disse helte, som spænder fra digtere til matematikere, musikere til billedkunstnere og filosoffer. Gennem værkerne kommer i på en klassisk dannelsesrejse, hvor vi møder en række betydningsfulde mænd gennem historien"

Citatet stammer fra en anmeldelse, der er forfattet af Christiane Meldgaard, og for nyligt publiceret i Kristeligt Dagblad. 

Temaet er udstillingen 'Haiku til Høeck, som er en udstilling, der fejrer den snart 80-årige forfatter Klaus Høeck, der gennem udstillingen hyldes af billedhuggeren Morten Stræde og professor i blandt andet idéhistorie Frederik Stjernfelt. 

Hvis det hele lyder lidt akademisk, kan man måske få blødt sine fordomme op, hvis man besøger udstillingen i Kunsthal Nord i Aalborg, hvor der faktisk er gratis entré. 

Jeg besøgte udstillingen forleden dag og arbejder på en anmeldelse.

Per Kirkeby som julepynt i Aars

Håndværkere i gang med at montere julebelysning på Per Kirkebys murstensskulptur i Aars (foto: Ritzau)

"Per har jo været meget glad for al den kunst, han har fået lov til at skabe til Aars, og når man endda har gjort ham til æresborger, så synes jeg, at det er meget mærkeligt, at man ikke har respekt for værket, som det er, og som det er tænkt. Det er trist!"

Ordene er fremsat til DR af Per Kirkebys gallerist og gode ven Bo Bjerggaard i forbindelse med et vandaliserende tiltag, man har lavet i forbindelse med én af Kirkebys murstensskulpturer i Aars. 

Her har man fra kommunens side fundet det betimeligt at bore huller i værkets mursten med henblik på at ophænge en lysende guirlande, der op til jul skal dække skulpturen og ændre dens funktion og udtryk fuldstændigt. 

Handelsstandsforeningen i byen Aars består tilsyneladende af lallende bondeknolde, der ikke tænker specielt meget over, hvilket kunstværk Per Kirkeby har skabt til byen. 

I det hele taget har der været en del modstand blandt borgerne i Aars omkring værket, der blev opført i 1995, og som siden i folkemunde er blevet døbt "grædemuren". 

Nu vil man bruge skulpturen som baggrund for at gøre Aars til en "juleby", og at man i øvrigt ikke mener, at byens kunstneriske udsmykninger skal være "præget af for mange begrænsninger". 

Midt i diskussionen står en borgmester, som ikke rigtigt ved, hvad hans skal mene, men han er venstremand, så mon ikke han blot følger folkestemningen for Handelsstandsforeningen og imod Kirkeby, der døde d. 9 maj i år.

Ring og Brendekilde

H.A. Brendekilde: 'Tre børn i en blomstrende have foran et bondehus', 1911. Olie på lærred (foto: Torben Christensen)

L.A. Ring: 'I høst', 1885. Olie på lærred (foto: Statens Museum for Kunst)

"Malerkunstens situation og udvikling i perioden 1880-1901 var under forandring. Der var heftige debatter om både kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik blev Ring og Brendekilde ofte omtalt under ét i aviserne. De blev anmeldt som "bondemalerne", og deres tidlige værker vidner om tæt indbyrdes dialog. Fælles for dem var det sociale engagement. De kom i deres værker til at skildre livet, arbejdet og døden blandt de fattigste, hvor de var vokset op. Motiverne er velkendte og har gjort deres indtog som realismens fremmeste eksempler i dansk kunst"

Ganske snart åbner en forskningsbaseret udstilling med titlen 'Kunstnerbrødre' på Randers Kunstmuseum. 

Der er ganske vist ikke tale om brødre i fysisk forstand, men sammenholdet mellem to malere - begge med efternavnet Andersen - rummer ikke desto mindre et broderskab. Så tæt var det, og da de to malere ikke ønskede at blive forvekslet, tog de begge navne efter de landsbyer, de hver især voksede op i. 

Således blev Hans Andersen til H.A. Brendekilde (1857-1942) og Laurits Andersen til L.A. Ring (1854-1933). 

Som det nævnes i et uddrag fra museets pressemeddelelse herover, var Ring og Brendekilde eksponenter for en tidlig og præcist beskrivende socialrealisme, og jeg vil ved åbningen af udstillingen kigge nærmere på de to kunstneres værker. 

Udstillingen ''Kunstnerbrødre' kan ses på Randers Kunstmuseum i tidsrummet 24. november 2018- 31. marts 2019.

Lidt til eftertænksomheden

"Jeg fik en mail - hedder det ikke dét??? - fra en pige, som står oppe på toppen med sin kæreste... Så frier han sgu til hende deroppe! Det er sådan en sød lille historie!"

Skulptøren, installationskunstneren og designeren Ingvar Cronhammar var gæst i Clement Kjersgaards program på DR2 forleden dag, og det blev til et befriende uprætentiøst interview med den store kunstner, som havde forskellige forklaringer på, hvorfor han dels havde ladet konstruere den gigantiske skulptur 'Elia' (billedet), som er omdrejningspunktet i fortællingen herover, og dels hvorfor han blev kunstner. 

Det sidste er måske lidt mere kompliceret end det første, som blot er skabt ud fra en teori, som kunstneren selv forklarer som "jeg har brug for at lave noget til eftertænksomhed, hvor folk kan være i fred og holde deres kæft". 

Det er da et glimrende udgangspunkt for at lave billedkunst.

Pris galleri kontra auktion

Pierre Wemaëre: 'Appetit de feu', 1970. Olie på lærred, 80 x 100 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

I den senere tid har man kunnet læse i diverse medier om Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, der har indkøbt et maleri af den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius. Maleriet måler 200 x 240 cm. og prisen på værket udgør ifølge dagbladet BT kr. 95.000. 

Wilbek er blevet kritiseret for at indkøbe et så dyrt kunstværk til borgmesterkontoret hos et lokalt galleri i Viborg, men han har retfærdiggjort købet ved at definere værket som en "investering". 

Det vil sige, at borgmesteren forventer, at maleriet vil stige ganske betragteligt i pris inden for en årrække, men her har den tidligere landstræner i håndbold tilsyneladende forregnet sig, da det viser sig, at værket ifølge en repræsentant for auktionshuset Lauritz.com kun vil kunne indbringe ca. kr. 12.000, hvis det blev sat til salg på en auktion. 

Denne formidling har Radio24syv udført, og samme radiokanal har spurgt min gode kollega på Jyllands-Posten, Tom Jørgensen, om pris kontra vurdering, og her fik man det til at fremstå, som havde kunstkritikeren sagt god for investeringen. 

Det forholder sig blot således, at Jørgensen i virkeligheden havde udtalt til en journalist fra Jyllands-Posten, at priser på auktioner og i gallerier er to usammenlignelige størrelser, og at et kunstværk ofte bliver solgt til langt højere priser i gallerier, end samme værk vil kunne opnå på en auktion. 

Det aktuelle Vilmantas-maleri repræsenterer således en reel værdi, der er i omegnen af fire gange så lav som dén, borgmesteren i Viborg har betalt. 

Så galt behøver det imidlertid ikke at være. Jeg har således været inde på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside, hvor man kan se, at en serie værker af den sagnomspundne Cobra-sammenslutning kommer under hammeren i auktionshuset til december. 

Denne auktion rummer nogle værker af den franske Cobra-maler Pierre Wemaëre, og her kan man opleve en estimering på et Wemaëre-maleri på kr. 50.000, hvilket bringer den samlede pris på maleriet, når diverse gebyrer er betalt, på op omkring 60.000. 

Galerie Moderne i Silkeborg afholder for tiden en stor udstilling med værker af Wemaëre, og her finder man malerier i samme størrelse - 81 x 100 cm. til kr. 90.000. 

Her kommer der ingen ekstra salærer oveni, så galleriprisen vil ligge på et godt stykke under en fordobling i forhold til vurderingen på en auktion. 

Her kan det imidlertid gå begge veje. Måske opnår man ikke et tilfredsstillende hammerslag, og man lader værket gå tilbage til ejeren - eller også stikker prisen af, og rammer et niveau langt over galleriets pris. 

Jeg tror dog ikke, at Vilmantas-maleriet ville komme i nærheden af de 95.000, hvis det kom til salg på en auktion, men der er trods alt tale om et værk af en vis størrelse, så muligvis tager eksperten ved Lauritz.com fejl? 

Under alle omstændigheder burde Ulrik Wilbek vel ikke rode sig ud i alle mulige søforklaringer, men blot fastslå, at det nu så berygtede kunstværk indgår i borgmesterkontorets inventar, og dermed er betalt af den konto, der er beregnet for den slags "investeringer".

Kashmir-Eistrup maler kronprinsen

Kasper Eistrup: 'Lanciers', 2018. 150 x 200 cm. (foto: Nicolai Bejder/Frederiksborg Slot)

"Hvor motivet af kronprinsen er flirtende lummert på en performativt aristokratisk og afslappet måde, går Eistrup til maleriet, som om det i sig selv er et aristokratisk kunstnerisk medie. Det skal for alt i verden se ud som maleri. Lige så afslappet prinsen er portrætteret i sin sofa, lige så uafslappet er portrættet malet"

Det er ikke så usædvanligt, at det fremkalder reaktioner blandt såvel kunstfaglige folk som blandt den almindelige royalistisk indstillede borger, når en af de kongelige i Danmark bliver portrætteret af en kunstner. 

Aktuelt har maleren Kasper Eistrup - tidligere sanger og guitarist i bandet Kashmir - foreviget kronprins Frederik, og det har afstedkommet visse reaktioner i medierne. 

I dagbladet Politiken er avisens kunstanmelder Mathias Kryger slet ikke imponeret over Eistrups portræt af kronprinsen, hvorimod Jyllands-Postens anmelder Tom Jørgensen giver udtryk for et helt andet positivt syn i sin fem-stjernede anmeldelse i avisen. 

Personligt finder jeg det modigt, at vælge Kasper Eistrup som kunstner. Det ville være let blot at vælge en international ugebladsillustratør med de rigtige, royale farver på paletten og et sikkert blik for kongelig patos. 

Citatet herover er et uddrag af Mathias Krygers anmeldelse i Politiken, og portrættet af kronprins Frederik kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød indtil d. 3. marts 2019 som en del af udstillingen 'Fragmentarium', hvorefter det indlemmes i museets portrætsamling.

Hockney slår rekord

David Hockney:  'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)', 1972 (foto: Christie's)

Den højeste pris for et værk af en levende kunstner er ifølge avisen The Guardian blevet sat ved en auktion hos auktionshuset Christie's i New York. 

Et maleri fra 1972 af den 81-årige britiske maler David Hockney opnåede et hammerslag på hele 90,3 millioner dollars, hvilket svarer til i omegnen af 600 millioner danske kroner - dog med salærer inkluderet. Maleriet har titlen 'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)'. 

Den tidligere rekord havde den amerikanske popkunstner Jeff Koons med et hammerslag på 58,4 millioner dollars for en skulptur.

Honorar: En lysestage

"Det, der er helt håbløst i denne situation er, at man påstår, vi aflønner kunstnerne med lysestager. Det er jo en helt tåbelig påstand"

Der er nogle - museumsdirektører for eksempel - der er gode til at forhandle de økonomiske betingelser for deres arbejde i land, og så er der nogle inden for kunstverdenen, som er knapt så dygtige til at forhandle honorarer hjem - og her er det, ifølge en debat, der har kørt i den seneste tid på 24syv, i dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information samt på sociale medier, kunstnerne, der står som taberne - og uden økonomisk godtgørelse for udstillingsaktivitet og uudbetalte honorarer i forbindelse med artist talks og lignende. 

Citatet herover stammer fra et interview med direktør for ARoS, Erlend Høyersten (billedet), da han bliver forelagt, at en kunstner er blevet betalt med en lysestage fra museumsbutikken i forbindelse med et arrangement for ca. 200 erhvervsledere. 

Høyersten påpeger, at de forskellige betalinger for udstillingsaktivitet og andre arrangementer på museet ligger i den enkelte kunstners forhandlingsevne i forhold til betaling kontra ikke-betaling. 

Man kan vel strengt taget være helt skarp og mene, at der bør lovgives på dette område, således, at kunstnerne i det mindste er sikret deres honorar i forbindelse med udstillinger på museer. 

Så er man sikkert også lidt mere tolerant over for at modtage en lysestage som honorar i forbindelse med en talk eller en anden aktivitet? 

Hele sagen er vokset i forlængelse af et interview, som Jyllands-Posten lavede med ARoS overinspektør Lise Pennington for nyligt, og her var påstanden, at kunstnere altid får honorar i henhold til gældende lov, men ikke desto mindre har de journalistiske graverier sat en lavine i gang, som blandt andet har afstedkommet et sjældent samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening, som blandt andet har søgt aktindsigt i Høyersten og Penningtons lønforhold. 

Direktøren oppebærer således en årsløn på kr. 1,8 million, hvor overinspektøren får lige godt og vel en million for sit arbejde. 

Disse tal må nok siges at være en smule anderledes, end de beløb en kunstner kan hente hjem i løn på årsbasis. Her ligger gennemsnittet på 180.000, hvilket kun er lidt mere end Høyersten får om måneden. 

Jeg havde nok forventet, at en direktør for et museum af ARoS' status fik i omegnen af en million, men her var jeg altså lidt på pessimistisk på Høyerstens vegne.

Kun på dansk

Det var lidt svært for mig at holde et smil, eller faktisk et grin, tilbage, da jeg så på Galleri Jacob Bjørns Facebook-profil, at man havde omtalt min anmeldelse af udstillingen 'Kristian Touborg - Blood Moon Echoes', som kan ses i galleriet frem til d. 15. december.

Årsagen til min pludselige lyst til at trække på smilebåndet var, at galleriet formidlede teksten "great review in national paper @jyllandsposten this week (in danish only)"

Galleriet i Aarhus formidler på hjemmeside og i pressemateriale på engelsk, men man taler dog dansk inden for murene i virksomheden.

Men jeg skal da være den første til - i grinende tilstand - at beklage, at den danske avis Jyllands-Posten udelukkende leverer anmeldelserne på vort modersmål!

Jeg gav for øvrigt den glimrende udstilling med den unge kunstner fire velfortjente stjerner.

Transparent tunnel med historie

"Da jeg begyndte, forestillede jeg mig ikke, at mit projekt skulle vokse sig så stort. Derfor er det i forskellige farver. Den første farve var en traditionel farve i Sydkorea, og den lyserøde er fra min lejlighed i London, som jeg netop har renoveret"

Ordene er fremsat af den sydkoreanske billedkunstner Do Ho Suh i et interview med Tina Bryld i Jyllands-Postens Aarhus-udgave umiddelbart efter pressemødet på udstillingen 'Korridor' indeholdende et enkelt værk - en installation - af netop Do Ho Suh. 

Udstillingen finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og der er tale om en lang tunnellignende korridor, som er udført ved hjælp af syede stofenheder, som man kan forestille sig har taget lang tid at skabe. 

Installationen er i hvert fald fascinerende, og hvad den i et større perspektiv består af, vil jeg beskrive i en anmeldelse, som jeg lige nu er i gang med. 

Udstillingen kan ses på ARoS fra nu af og frem til d. 17. februar.