En hyldest til elefanten

Verden ser helt anderledes ud, når man er ung. Det finder man ud af i en lang, glidende proces, når man bliver ældre. Det er naturligt nok, og det bør der vel ikke ændres ved?

Jeg var ung – meget ung – i begyndelsen af 70’erne og når man i dén tilstand befandt sig mutters alene på sit lejede værelse, som jeg var tvunget ind i af omstændighederne – min mor havde fået nok af en doven og ugidelig søn – kunne aftenerne være lange og ensomme. Hvad gør den fantasifulde yngling så? Jo, han finder selskab i byens natteliv, som er anderledes mangfoldigt end i dét stillestående landsbymiljø, som dannede rammen om det triste og småborgerlige barndomshjem.

I virkeligheden var opdagelsen af nattelivet en direkte effekt af det dramatiske exit fra huset, hvor jeg var opvokset; men det var også både et kulturchok og en saltvandsindsprøjtning til det unge og sårbare individ, der nok følte sig alene i verden, men dog ved godt mod.

Jeg var genert, hvilket ikke er godt, når man skal udfordre potentielle, sociale græsgange. Tiden gik og en lang varm sommer var således fløjet af sted. Jeg levede af en formue, som var optjent i et job som arbejdsmand i en produkthandel i byens osende industrikvarter. Her sorterede jeg pap og opskar kobberbeholdere med en vikelsliber uden beskyttelse af nogen art. Senere kom jeg i dekoratørlære, hvor jeg bl.a. malede staffage med højglans-alkydmaling. Stadigt uden åndedrætsværn. Man påstod ikke at vide, dengang, at lortet var det rene gift.

Den måde, jeg lærte at omgås min generthed på, var ligeledes alt andet end sund. Jeg oplevede en lettende effekt, når jeg drak bajere. Blot et par stykker eller tre pilsnere gjorde det lettere for mig at komme i dialog med, for mig, vildt fremmede mennesker – og ikke mindst mit forhold til det modsatte køn blev gjort langt mindre kompliceret ved alkoholens hjælp.

Det var i den fase, jeg ”opdagede” Elephanten. Ikke det tonstunge, joviale dyr, som man herhjemme udelukkende kan iagttage i zoologiske haver og i cirkus. Jeg glemmer ikke en episode fra min barndom, hvor jeg i perioder blev passet af min bedstemor i købstaden, da jeg pludseligt med mine egne barneøjne så en række af det imponerende dyr komme stavrende gennem byen, hale ved snabel. Cirkus var i byen!

Dét her er langt senere… Mine Elephanter blev produceret hos Carlsberg i flydende form – og de var en anelse, ikke så lidt endda, tungere end den almindelige HOF, som var standarden dengang blandt øldrikkere. Man drak det let sødlige pilsnerøl fra Carlsberg, nogle drak ganske vist Tuborg; men der var en klar konsensus blandt HOF-drikkere at Tuborgs udgave af pilsneren var noget kvindagtigt sprøjt og at Tuborgs udgave af guldøllen, den legendariske Guld-Tuborg, ikke var istand til at bringe ens behov for anstændige promiller op på noget som helst acceptabelt niveau.

Skal man karakterisere Elephant-øllens smagsmæssige egenskaber, er det væsentligt at fremhæve, at den i forhold til mange af de andre stærke øltyper, som f.eks. de mørke portere, var sød, krads og solid. Så vidt jeg husker ligger alkoholprocenten på omkring 7. Disse ekstra procenter akkumulerede samtidigt ekstra promiller hos novicen udi natlige eskapader, hvilket både afstedkom det ene og det andet i forholdet til byens øvrige segment af livsnydere.

Elaphant-øllen gjorde en forskel. Senere gik jeg over til de almindelige bajere igen, da jeg på et tidspunkt nåede et punkt, hvor jeg ikke behøvede at drikke særligt meget for at få en brandert på. Senere igen blev der sat helt andre standarder mht. øldrikkeri. Øl fra alverdens kulturer blev prøvesmagt på rejser og med ét så udbuddet i de hjemlige miljøer helt anderledes ud, ligesom mikrobryggeriernes produktioner har gjort indtagelse af øl til noget nært en videnskabeligt forteelse.

Det er meget lang tid siden, jeg har ladet en Elephant-bajer glide ned gennem mit hårdt prøvede svælg – og der går sandsynligvis langt tid, inden det sker igen – om nogensinde? Jeg har muligvis opbrugt min kvote?

Som talt ud af tuben

Et ”hot shot” er andet og mere end navnet på en promille-bombe. Det kan også bruges som beskrivelse af Tal Rs rolle på den aktuelle kunstscene. Denne er nu sat på Louisiana Contemporary.

Umiddelbart suges man ind i rummet på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som for tiden danner ramme om den mangfoldige udstilling ’The Sum’, som blandt andet præsenterer en antal store, kvadradiske malerier af billekunstneren Tal R, der som bekendt i de senere år har markeret sig stærkt på de nationale og de internationale kunstscener.

”Det er svært ikke at holde af Tal Rs billeder”. Dette citat kan tilskrives billedkunstneren Søren Behnke, der besøgte udstillingen samtidigt med denne kunstskribent – og dette udsagn er det vanskeligt at fremdrage argumenter imod. Man finder med ’The Sum’ ret omgående ud af, hvorfor Tal R har fået dén status, han besidder. Der er ikke noget, der er tilfældigt i dén sammenhæng.

Det monumentale maleri.
Omdrejningspunktet er maleriet i sin mest monumentale udgave. Tal R har i en vis forstand ”spændt ben” for sig selv i udarbejdelsen af de 250 x 250 cm. store lærreder. Dette bensspænd består af en palet, der begrænser sig til farverne brun, rød, orange, hvid, sort, pink og grøn. 17 malerier udgør afkastet af dette koncept.

Man kunne mageligt forestille sig et tilsvarende antal meget ensartede billeder; men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod optræder de 17 værker som sprudlende, dualistiske udsagn, der taler til beskuerens fantasi på en ret overbevisende måde. I samme rum i Louisianas sydfløj vises samtidigt syv såkaldte vitriner, som går i dialog med de grandiose malerier med udgangspunkt i kunstnerens syvfarvede palet.

Motivet og den rene farve.Tal Rs maleriske univers er stærkt sammensat. Hans arbejde bærer præg af et tilsyneladende fravær af systemer. I adskillige tilfælde står farverne klare og rene. I andre forholder de sig pastose som udtryk for, at der er arbejdet længe og søgende med særskilte fragmenter i malerierne. I de tilfælde, hvor der er valgt et traditionelt udtryk med oliefarven påmalet et helt lærred, perspektiveres dette ikke udelukkende ved hjælp af farvernes indbyrdes karakterer; men også i kraft af disses valørmæssige intensiteter. I andre tilfælde er malerierne sammenstykket af flere lag lærred, og dermed opstår en anden og ikke mindre intens dynamik.

Et maleri har som oftest fire sider, og inden for rammerne af disse skaber Tal R sin verden af både genkendelige og abstrakte indslag. Han afprøver konstant farvernes virkninger indbyrdes, ligesom han gennemfører nogle overordnede motiviske indgreb på de store lærreder. Han arbejder med ornamentet som et samlende element i specifikke kompositioner. Farverne optræder ofte klemt direkte ud af tuberne, hvorved de fremstår i deres rene og uforfalskede tilstand. Dette princip er gennemgående i det maleriske forløb på udstillingen. Farverne er påført ublandet på de 17 lærreder.

Kontemporær med historiske referencer.
Motiverne spænder vidt – ofte med karikerede menneskerfigurer i centrum. Disse kan fremstå som et utal af maskerede individer, som f.eks. i ’Night Is No Black’, som er ét af de helt nye værker på udstillingen. Et andet af disse ’Black River’ viser en kvinde på en grøn bro, der tilsyneladende er ved at blive opslugt af en gitterkonstruktion, som er udarbejdet af et antal streger i forskellige farver, klemt ud af farvetuberne i et sirligt mønster. Værket ’Hüsker Dü’ giver i sin abtrakte form langt større assiciationer til en skov end til det legendariske, amerikanske post-punk-band.

Tal R fremstår som en kontemporær kunstner, hvilket er ret logisk i kraft af, at han stadig er ung. Alligevel er der historiske referencer i et maleri som ’Model Alone In Studio’ fra 2006. Her er det vanskeligt at overse en tydelig inspiration fra en maler som Picasso. Den 40-årige Tal R har dog, som i de øvrige tilfælde, signeret sit værk. Naturligvis med bogstaver presset ud af en malertube.

Grafikkens intimitet.
Udstillingen med de 17 malerier og tilhørende vitriner suppleres med et mindre rum, hvori er udstillet et stort antal grafiske arbejder. Her er tale om raderinger og ætsninger, der vises på fire vægge ophængt i tre rækker, ramme ved ramme. Tal Rs talent kommer til udtryk på en anderledes, intim måde i disse små sort-hvide arbejder. Den motiviske tematik i disse værker er imidlertid i flere tilfælde den samme, som man oplever den i kunstnerens malerier.

Det er overraskende at stifte et så koncentreret bekendtskab med Tal Rs leg med grafikken. For dét er hvad kunstneren vel i virkeligheden gør? Leger sine værker frem? Disse bærer i hvert tilfælde præg af en kolossal malerglæde og fortællelyst.



Tal R, ’The Sum’ kan ses på Louisiana Contemporary indtil 6. januar 2008.

TERROR

Komponisten Karlheinz Stockhausen udtalte umiddelbart inden sin død og et stykke tid efter begivenheden den 11. september 2001, at terrorangrebet mod Twin Towers var at betragte som det ultimative kunstværk. Dermed afstod han fra rosende nekrologer i forbindelse med sin død. Stockhausens statement vil i stedet stå som et monument over den ultimative meningsløshed.

Stockhausen kunne måske have en pointe. En stor den af billedkunsten på den aktuelle samtidscene kunne man vel mageligt beskrive som meningsløs ud fra en øjebliksiagttagelse. Læser man så det – ofte – medfølgende katalog, der samtidigt fungerer som manual til det udstillede, fatter man i isolerede tilfælde meningen med galskaben. Det koster dog sjældent menneskeliv. Allerhøjst et par sværddragere, en due eller et antal grisebasser, som kunne have blevet til dejlige flæskestege og forlorne harer.

Terrorangrebet den 11. september kostede menneskeliv. Tusindvis af menneskeliv. De var sandsynligvis skyldige alle sammen i ét eller andet. Nogle havde måske ”lånt” en kuglepen og glemt at levere den tilbage. Andre havde måske snuppet en vare i et supermarked og glemt at betale. Flere havde overtrådt færdselsreglerne og en stor del af de omkomne havde efter al sandsynlighed været deres partnere utro. I visse islamiske communities er sidstnævnte forseelse faktisk nok til en omgående eksekveret dødsdom.

Det var måske nu, man skulle indlede dialogen med Al Queda? Det var måske ved at være på høje tid, at vi får en forklaring på Al Queda og deres ligesindedes fremgangsmåder med henblik på at gøre Islam til et verdensomspændende foretagende? Hvad er egentligt meningen med terror? Jeg fatter det ganske enkelt ikke! Hvad er meningen med at beklæde sig med sprængladninger og bringe disse til eksplosion på én eller anden markedsplads, blot for at sprede død og ødelæggelse? Hvad er meningen med at kabre nogle fly og tvinge dem ind i to – ganske vist ufatteligt grimme; men alligevel? – skyskrabere i New York City? Som hævn? Fordi vi i den vestlige verden ikke lader vores skæg gro langt og klæder os i besynderlige kjortler samt efterlever de mest rabiate islamisters udlægning af Koranen.

Muhammedkrisen… At nogle ynkværdige tushtegninger, der angiveligt skulle forestille Profeten Muhammed, skulle kunne bringe store dele af Mellemøsten i en oprørslignende tilstand, er mig fuldstændigt og totalt ubegribeligt. Man taler om ”krænkelse”. Ganske vist havde Profeten i én af udgaverne fået placeret en granat i turbanen i stedet for den måske mere passende appelsin; men havde det gjort en forskel?

Osama Bin Laden har netop for nyligt optrådt i medierne. Han fremstod stærk, selvsikker og med en urokkelig karisma. Han var blevet shinet op. Skægget var nyfarvet og studset. Der var ingen synlige maskingeværer i baggrunden. Han lever i skjul! Det gør USA's mærkværdige præsident ikke. Han kan rejse frit hvorhen, han vil. Han kan rejse til Irak med et kolossalt følge af sikkerhedsfolk til at passe på sig. Han kan rejse til Danmark og blive modtaget af en lige så mærkværdig og skulderklappende statsminister.

Måske er det her, vi skal finde forskellen? Altså… Terror er en form for kommunikation? Vestens ledere kan rejse hvorhen de vil og tale i åben mikrofon; hvorimod Islams fanatiske repræsentanter må ty til helt andre kommunikationsformer. Jeg bliver for mit eget vedkommende i så fald nødt til at have en oversættelse af terrorens sprog. Jeg forstår det ganske enkelt ikke!

Danmark, Sverige, Pavarotti, Engell

Hans Engell er fratrådt som chefradaktør på Ekstrabladet. Fyret på gråt papir, oplyser min efternavnesøster Gitte Svanholm i dagens udgave af Politiken. Hun opridser et ganske kompliceret forløb, hvor den nye redaktørs kæreste bl.a. måtte opsige sin stilling på bladet, da man ikke tolererer private forhold på avisen.

Hvorfor Engell er blevet ”sacked” kan der være mange grunde til. Den mest indlysende: Faldende oplagstal. En skæbne Ekstrabladet deler med andre aviser, der vel at mærke koster penge. Nu vil Han Engell skrive på en bog om politik og samtidigt optræde som menig skribent i Ekstrabladet. Engell er født i ’48 og fylder altså 60 til næste år.

Sverige har fået deres helt egen Muhammedkrise. En af landets væsentligste samtidskunstnere Lars Vilks har, som man oplevede det i Danmark for et par år siden, tegnet sin udgave af profeten, hvilket har bragt de islamiske communities i oprør. Således har en muslimsk kvinde i Sverige truet med at hun ville skære halsen over på kunstneren. Pudsigt nok, at muslimer ofte vælger de mest barbariske og bloddryppende metoder, når de likviderer mennesker, der ikke deler deres opfattelse af Islamiske værdier.

Man skal imidlertid være mere end almindeligt paranoid på Profetens vegne for at opleve Vilks’ tegning som ”krænkende”. Egyptens ambassadør i Sverige kræver ikke desto mindre et forbud mod tegninger af Profeten i Sverige. Den visuelle ytringsfrihed er således kommet under pres hos vort nordiske broderfolk – akkurat som den var det herhjemme for ikke så længe siden. I modsætning til den danske statsminister har den svenske dog valgt et dialogmøde med de muslimske ambassadører, hvor han vil påpege, at ”i Sverige lever muslimer og kristne side om side i gesidig respekt”. Et udmærket signal fra Reinfeldt.

Således fører Sverige 1-0. Samtidigt er jeg overbevist om, at Sverige også hiver alle stikkene hjem, når de møder det danske fodboldlandshold på Råsunda Stadion i Stockholm på lørdag. Kampen vises på TV3 – en kanal, som jeg ikke kan se. De gode intentioner vedr. at væsentlige fodboldkampe skal vises på én af de landsdækkende kanaler, holdt ikke længe. Jeg har valgt at spille rollen som ligeglad. Så vigtigt er det jo heller ikke; med mindre en blå-gul drukkenbold fiser ind på banen og nakker dommeren…

Luciano Pavarotti er død. Den på alle måder store italienske tenor satte med sine optrædener nye standarder for, hvilket publikum, der lyttede til opera. At betragte ham som den største gennem tiderne må vel betragtes som lidt af en tilsnigelse; men det er ikke desto mindre hvad kollegaen José Carreras gør. Måske med tiden, man bliver lidt mindre følelsesladet, når man skal udnævne den største? Er der i øvrigt nogen, der kender Guiseppe de Stefano?

Ud med kunsten

Ud med kunsten... Således lød titlen på en konference, som jeg deltog i på RemisenBrande 6. september. Arrangementet skulle belyse billedkunstens rolle i den nye Region Midt. Der blev holdt en del taler over forskellige emner. Nogle interessante og andre mindre. Det hele udmøntede sig i fire workshops med tilsvarende antal emner og jeg var blevet placeret i en gruppe, der skulle debattere kunstens rammebetingelser. Lige præcist hvad disse består af, fandt jeg aldrig ud af, da det var svært at finde fodslag med en dybt elitær kunstanmelder og en rindalistisk, lokal kunstner som yderpolerne i et sådant forum.

Herover ses billeder af min notesbog, som den udviklede sig under seancen. Der blev brugt mange ord: Visioner, ildsjæle, globalisering, netværk... Glemte jeg innovation? Måske? I ren begejstring over en e-mail, som jeg har modtaget i dag fra kløgtige Chiho Ito fra Japan. Thank you so much, dear Chiho!

The Stewart Copeland Show

På vejen ned ad vejen mod Vesterengen i Århus’ nordvestlige hjørne hørte jeg et brøl fra 35-40.000 struber og efterfølgende akkorderne fra ’Message in a Bottle’. Dét nummer, som oprindeligt stammer fra The Police’s anden plade, gav mig omgående gåsehud. Også selv om jeg befandt mig uden for koncert-området.

Jeg havde netop spist aftensmad, da Jacob Haugen ringede og spurgte om ikke det var en idé, om vi prøvede at drage en tur østover på lykke og fromme med henblik på at opleve et band, som vi begge nok anser for at være ét af de væsentligste i en rock-historie, der er en smule vekslende rent kvalitativt. Eller rock? Det er måske en stilmæssigt uretfærdig simplificering af dette band, der lavede deres sidste plade i 1983.

Hvad kan man forvente af et tremandsband, der pludseligt finder på at tage på en verdensturné mere end tyve år efter den sidste? Man fornærmer vel ingen ved at nævne, at de tre i mellemtiden er blevet hvad man kunne kalde midaldrende. Gruppens bassist og sanger Sting er således to år og fem dage ældre end denne ellers forholdsvist bedagede blogskribent.

På mange måder ophæver tid og sted hinanden, når man står på en mark i udkanten af et upoetisk industriområde i udkanten af landets næststørste by. At tre mand kan sætte et så omfattende apparat i gang, blot fordi de engang i tidernes morgen frekventerede et øvelokale sammen, må vel betegnes som lidt af et mirakel?

Sange som Roxanne, Walking on the Moon, Don’t Stand so Close to Me, So Lonley og Every Breath You Take rammer fuldstændigt klokkerent uanset om man var der dengang eller, som en stor del af dét publikum, der omgav os dér uden for hegnet, at man endnu ikke var født eller i det mindste var så lille, at ens musikalske bevidsthed kun var nået til Pippi Langstrømpe-niveau.

Hver gang jeg iagttog Sting på én af de synlige storskærme, bemærkede jeg et underfundigt smil på hans læber. Her kiggede jeg på en mand, der udmærket er klar over at han sammen med sine medsammensvorne, den herligt uortodokse guitarist Andy Summers og den evigt piskende og fremadrettede trommeslager Stewart Copeland, har skabt noget stort.

Trioen er en form, som kræver noget af den enkelte musiker. Der skal arbejdes for sagen – og ikke mindst Stewart Copeland er en musiker, der i en sjælden grad er i stand til at sparke musikken fremad. Han spiller trommer! Han slår ikke… Hans anslag er som et piskesmæld og han slår mange af dem; men ikke ét eneste overflødigt.

Jeg var overrasket over at høre The Police som et modent, præcist spillende band. Jeg var overrasket over at opleve et band med en forbilledlig energi, der forplantede sig ud til publikum, som jeg fra min lidt pudsige position kunne ane, fik pladsen foran scenen til at koge.

”Welcome to the Stewart Copeland Show” præsenterede Sting bandet, da de kom ud til det første set af ekstranumre. Samme Copeland var tidligere blevet benævnt som ”the legendary”. Jeg fik hørt Police. Der er aldrig noget, der er for sent!