Det skriver de om 'The Rainbow Panorama':

”Indefra er det en fin sanselig oplevelse at kunne bevæge sig rundt langt over Århus og f.eks. betragte Bispehavens betonboliger i et blåligt skær og se domkirkens smukke tårn i en gullig udgave. Og kigger man længe nok ud gennem de farvede glas, producerer man automatisk efterbilleder, der komplementerer de sete farver”
Henrik Broch-Lips i Aarhus Stiftstidende

”Men det kunne blive et refugium en gang, et sted at søge eftertænksomheden oppe under skyerne og det evigt skiftende vejr. Your Rainbow Panorama vil blive et vartegn for Aarhus, der med den evigt skiftende og om natten lysende, glorieagtige cirkel vil pege på sig selv som en moderne og dynamisk by med energi og forandring som kvaliteter”
Torben Weirup i Berlingske

”Den tunge og ikke just kønne museumsbygning og den svævende, farverige cirkel er ikke gode dansepartnere. Det svarer lidt til, hvis en elefant bød en sommerfugl op til dans. Det letter ikke. Det bliver ikke bedre af al den visuelle 'støj' fra iøjnefaldende og ikke altid lige heldige bygningsværker tæt på ARoS. De virker forstyrrende ind på værket”
Lisbeth Bonde i Weekendavisen

Cirklen på taget

’Your Rainbow Panorama’ på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus er nu officielt indviet.

Den gigantiske istallation, som er udviklet af Olafur Eliasson, har været længe undervejs – og som en del af processen har man været nødsaget til at sluge en enkelt to-puklet kamel, da en stålkugle, der skulle være en del af det samlede værk af økonomiske årsager måtte udsættes.

Det ser kunstneren nu ikke som et problem, da cirklen udmærket kan fungere som et selvstændigt værk. Måske oven i købet skarpere og lang mere præcist end det ville være med den store kugle i spil. Sådan anskueliggjorde kunstneren det i hvert fald ved Q and A-seancen under pressemødet før åbningen den 27. maj. Jeg var naturligvis til stede og tog et ocean af fotos

Asger Jorn - en biografi. Nu i ét bind

Hvis man vælger at tage imod et tilbud om at blive skribent på Kunstavisen, skal man ikke gøre det for pengenes skyld. Det er et såkaldt ulønnet job, som jeg udfører con amore, fordi jeg synes det er morsomt og et engagement, som kaster en del interessante oplevelser af sig.

Samtidigt ryger der somme tider fuldstændigt uforudset en appelsin lukt ned i ens turban, som nu, da jeg netop har modtaget en moppedreng af en biografi om Asger Jorn. Den er ganske vist ikke ny; men i høj grad relevant for mig, da jeg ikke i forvejen ejer biografien, som tidligere udkom i to bind.

Forfatteren er tidligere museumsinspektør – og nuværende seniorkonsulent – ved Museum Jorn (tidligere Silkeborg Kunstmuseum) Troels Andersen. Han griber beskrivelsen af Asger Jorns liv og arbejde overordentligt minutiøst an, og jeg glæder mig til at læse bogen, som jeg har lovet Kunstavisens udgiver at lave en anmeldelse på.

Et vartegn! Et kunstværk?

Nu varer det ikke længe, før man kan opleve Olafur Eliassons imposante installation på taget af kunstmuseet ARoS i Aarhus. 'Your Rainbow Panorama' vil meget naturligt, i kraft af værkets omfang, påkalde sig en del opmærksomhed både blandt publikum, museumsfolk, kunstnere og - ikke mindst - kritikere.

Jeg vil selv være blandt de mange fra skribent- og formidlingssegmentet, når ARoS fredag den 27. maj afholder presseevent i forbindelse med åbningen af installationen, og jeg føler mig overbevist om, at et ord vi kommer til at høre flere gange, især fra ARoS' direktør, er "vartegn". Aarhus har fået et nyt vartegn! Det ligger uden for enhver diskussion.

Projektet er omfangsrigt, men det er Eiffeltårnet i Paris jo sådan set også! Tårnet har siden opførelsen i 1800-etellerandet udviklet sig til et vartegn for Paris. Bygningsværket er ikke kønt! Det rummer ikke en eneste skulpturel værdi, og det var da også blot meningen, at det skulle fungere i en kort periode som vartegn for en verdensudstilling.

I New York har de Frihedsgudinden, som for øvrigt rummer et skelet af samme Eiffel - altså ham med tårnet i Byernes By. Frihedgudinden er ligeledes stor. Imponerende stor! Men rummer damen med faklen kunstneriske kvaliteter?

Eliassons projekt er ret enkelt i sit udtryk. Faktisk meget enkelt, når man fraser de tekniske problematikker, der ligger til grund for en sådan konstruktion. Spørgsmålet er nu: Er fysisk størrelse en garanti for kunstnerisk format? I grunden består Eliassons værk af en cirkel, der er beklædt på yder- og inderside af pleksiglas i alle regnbuens farver. Det virker faktisk en anelse banalt i en simplificeret forstand.

Jeg har i sagens natur - indtil fredag d. 27. - kun oplevet værket fra distancen. Måske får jeg en oplevelse for livet, når jeg trodser min højdeskræk og går nærmere i klinch med uhyret? men umiddelbart synes jeg, der er gået lidt for megen luftgynger og rutchebane i den del af samtidskunstnen, der har til hensigt at puste luften ud af lungerne på os almindelige dødelige - og en rutchebane kunne jeg aldrig drømme om at placere mig i.

Hyldest til kvadratet

Det er altid interessant at se udstillinger, der tager afsæt i kunstneres mere skitseprægede materiale.

Om ikke så længe (1. juli-28. august) viser Louisiana i Humlebæk en række arbejder på papir af den tysk-amerikanske kunstner Josef Albers, som var en af de ledende kræfter på Bauhaus-skolen i mellemkrigsårene. Albers var samtidigt én af de kunstnere, der ret hurtigt efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933, tog konsekvensen af det historiske magtskifte og rejste til USA.

Hans største bidrag til kunsthistorien må siges at være anskueliggøreslsen af kvadratet som motiv. Et af hans hovedværker bærer faktisk titlen ’Homage to the Square’ fra 1965. Albers blev født i Tyskland i 1888 og døde i 1976 i New Haven, USA.

Dyre damer på Badet

Dagen efter åbningen på Galerie MøllerWitt, åbnede en udstilling med titlen DyreDamer på KunstCentret Silkeborg Bad. Overskriften til dette kapitel skal altså ikke forstås i forstanden ”kostbare”.

Jeg fik udstillingens katalog ved åbningen og der er mange interessante arbejder, der alle på den ene eller anden måde refererer til dyr.

Udstillingen finder sted i den smukke Skovvilla på Badet.

Never ending ferniseringstour

Der er masser af ferniseringer for tiden. Torsdag den 19. maj åbnede f.eks. en fin udstilling med værker af skulptøren Bjørn Poulsen i Galerie MøllerWitt i Aarhus. Jeg Arriva’ede lige til staden dén dag, da jeg samtidigt var ret nysgerrig efter at se Lars Møller Witts nye gallerilokaler i Christiansgade, hvor galleriet nu er nabo til Århus Kunstbygning.

Der er i stor grad tale om et step ahead i forhold til de gamle lokaler i Vestergade. I Christiansgade er der i flere betydninger højere til loftet. Samtidigt er lokalerne nymalede og lækre. Der er klasse over det nye Galerie MøllerWitt – og det samme kan man roligt sige om udstillingen med Poulsen.

Filmoptagelser afsluttet

Værkstedet er tilbage i normal tilstand efter tre dages koncentreret filmoptagelse. Nu kan jeg blot vente på, at Tres Christianos, som alle er elever på Medieskolen i Viborg, får sammenklippet og redigeret flere timers optagelse til en 6-8 minutters dokumentar omhandlende en kunstners arbejde, og de forhindringer en sådan sætter op for sig selv med henblik på at producere forsvarlige malerier.

Værkstedet som filmstudie

Som jeg tidligere har omtalt, er en lille gruppe studerende fra Medieskolen i Viborg i gang med at optage en film om mig og mit kunstneriske arbejde på værkstedet. Derfor er samme værksted fyldt med kameraer, ledninger, lysudstyr samt et kvart ton andet teknisk grej, der skal sikre en optimal kvalitet. Denne er nødvendig, da de unge producenter skal stå til ansvar over for deres uddannelsesinstitution i relation til produktet, som jeg glæder mig til at se i færdigredigeret form. Der vil naturlivis blive linket til filmen, når den er færdig og at finde på internettet.

Jeg prøver at agere så ”normalt” som muligt med mikrofoner påhæftet og kameraobjektiver i nakken. Det er en både spændende og lærerig proces.

Trolden i Vejen

”Som før set kommer kunsten til kort over for religiøse særinteresser, og selv om det er fint at tage hensyn og ikke målbevidst at krænke andre, er der også grænser for, hvor meget og hvordan en kommune skal rette ind efter folks religiøse følelser”

Set i lyset af, hvor meget virak, der i de seneste år er blevet tildelt diverse mere eller mindre talentløse kunstnergrupperinger eller enkeltpersoner, der har taget religion, kongehus eller andre tabuforankrede fænomener under behandling, er det faktisk en smule mærkværdigt, at sagen fra Vejen, som Klaus Rothstein belyser i en artikel i Weekendavisen, hvorfra ovenstående citat stammer, ikke har fået langt større fokus i de landsdækkende medier, end tilfældet er.

Bevares! Den er blevet berørt; men langt fra massivt. Det handler i alt sin enkelthed om et otte etagers byggeri i byen, som man fra arkitektens side gerne så udsmykket med en silhuet forestillende skulpturen ’Trold der vejrer kristenblod’ af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, som gennem årene er blevet en form for vartegn for Vejen, da en afstøbning af originalen (som tilhører Ny Carlsberg Glyptoteket) er placeret foran Vejen Kunstmuseum.

Et angiveligt mindre antal kristne fundamentalister fra området har imidlertid fået sat en stopper for, hvad de kalder en ”krænkende” udsmykning. Og Vejen Kommune har rettet sig efter kritikken, og fået projektet stoppet. Rothstein slutter sin analyse af med: ”Vejen Kommune har tilsyneladende glemt, at kommunal kunst er en offentlig sag, mens religiøs tro er en privat sag. De har prioriteret en håndfuld kristne missionærer over byens egen kulturhistorie og det er uacceptabelt”. Og dét kan man vel kun være enig i?

Klar til optagelse

Det bliver med garanti ikke et kamera af denne type, der kommer i brug, når tre elever under navnet "Tres Christianos" starter optagelserne til en film om mig mandag den 16. maj kl. 11:30. Filmen er en opgave, som går ud på at beskrive en person, aktuelt en kunstner, som er mig, i et 6-8 minutters forløb.
Jeg har nu haft et møde med samtlige de tre studerende og et enkelt uformelt ét af slagsen med en enkelt af dem - og da de gerne ville have mig til at lave nogle korte sekvenser fra værkstedet og miljøet i det hele taget, flyder huset nu med stativer og overdimesionerede kameraer. Jeg havde regnet med et lille uprætentiøst amatørkamera; men et sådant kunne man ikke skaffe på Medieskolen i Viborg, som er Tres Christianos' uddannelsessted.

Kalkau

”Således er Kalkau i stand til at vise os menneskekroppen som symbol, skulptur og sjælens bolig – samtidig. Udtrykket er altid stramt rent og skarpt, hvilket dog på ingen måde afskærer hende fra at trække på en lang række referencer”

Trine Ross afdækker en del kendsgerninger i sin anmeldelse i Politiken af Sophia Kalkaus aktuelle udstilling på Horsens Kunstmuseum. En udstilling, jeg selv have mulighed for at se for nyligt i forbindelse med et besøg på museet. Udstillingen kan ses frem til d. 29. maj på museet i Horsens. Ross gav 4 ud af 6 hjerter i Politiken. Jeg er stort set enig i dén bedømmelse.

Legatregn

Det er svært at bevare pessimismen, når uddelingen af legater rammer ens bekendte. Således har maleren Jonna Pedersen, som jeg besidder det indiskutable privileium at have udstillet sammen med, netop modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond på kr. 100.000,-.

Samtidigt bliver det såkaldte Silkeborg Kunstnerlegat tildelt Søren Behncke (også kendt som ”Papfar”). Det består af kr. 50.000,-, som bl.a. går til fremstilling af et kunstværk. Silkeborg Kunstnerlegat er blevet uddelt siden 1977.

Reuss og Bacon

”I John Reuss’ billedverden optræder mennesket i forskellige afarter, ofte i anonyme miljøer, hvor rummet ikke er udpræget klart defineret. Figurerne er ikke nødvendigvist smukke. Ofte mangler de lemmer og optræder i et alt anden end flatterende lys”

Af én eller anden grund befinder min beskrivelse af John Reuss’ udstilling i 2009 tilsyneladende sig ikke i ”samlingen”af artikler på www.larssvanholm.dk. Til gengæld kan artiklen læses på Reuss’ hjemmeside i den udgave, der blev bragt i Kunstavisen 03 – 2009.

Dengang fandt udstillingen sted i Galleri Progres i Horsens, og Progres lægger også lokaler til, når Reuss lørdag den 7. maj holder fernisering på udstillingen ’Familie af Fremmede’. I 2009 fremhævede jeg John Reuss’ inspiration fra Francis Bacon og denne kilde har kunstneren selv bekræftet i et interview med Horsens Folkeblad i anledning af udstillingen i 2009.

The lady painter

Der er netop udkommet en bog, der beskriver den amerikanske maler Joan Mitchell. Bogen er skrevet af Patricia Albers, og beskriver under titlen 'Lady Painter' en kunstner, der levede et liv i den totale overhalingsbane.

Jeg har netop fundet ud af, at bogen kan bestilles gennem cdwow.com, så det er muligvis noget, jeg burde overveje.

Det sublime landskab

Egnen omkring Silkeborg har gennem tiden – og vel i høj grad i Guldalderen – tiltrukket landskabsmalere i alle afskygninger. Og det er vel ikke så mærkeligt, at Søhøjlandet har besiddet denne egenskab. Man kan vel dårligt finde noget tilsvarende andre steder i kongeriget? Dette er naturligvis en sandhed med modifikationer; men når man selv er bosiddende i et område, vil man gerne tilegne sig den opfattelse, at det sted man bor i og er vokset op i, er noget helt særligt.

Jeg har lige modtaget bogen ’ Det sublime landskab’ og ved første øjekast virkede bogen faktisk lidt småkedelig med en masse historiske fotografier samt en masse maleriske gengivelser fra egnen. Nu har jeg så siddet og læst lidt i publikationen, og jeg må sige, at hvad den ikke rummer billedmæssigt, har den bestemt på tekstsiden. Bogen er et selvstændigt fungerende værk; men den vil samtidigt danne udgangspunkt for en omfattende udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad, som sommeren over viser ’Det sublime landskab – 1800-tallets malere på Silkeborgegnen’.