’Socle du Monde’ er
en Herning-og-omegn-begivenhed, der giver og tager samt udfordrer et
forhåbentligt stort publikum
Åbningen af 2024-versionen af begivenheden ’Socle du Monde’
finder sted i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, og her kunne man
høre de, fristes man til at sige, sædvanlige åbningstaler, og en af disse stod
kunstmuseet HEARTs direktør Holger Reenberg for.
Reenberg fik sneget et begreb ind i sin definition af ’Socle
du Monde’, som tidligere har været identificeret som en triennale, men nu slet
og ret defineres som en Art Festival.
Dermed har man afsat en mindre forpligtelse af, hvor ofte ’Socle du Monde’ kan
finde sted. Måske er min analyse af begivenhedens karakter helt ude i skoven;
men det er min tolkning.
Gør det! Tag ud og
rejs!
DO IT! - gør det! Dette er fællestitlen på festivalens
adskillige afsnit, hvor jeg her vælger at koncentrere mig om, hvad man kan se
og opleve i netop Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum samt på
HEART, der er beliggende i bekvem afstand lige modsat i Birk Centerpark.
Rejsen udgør et tema i førstnævnte udstillingsinstitutions
projekt, og det virker her påfaldende at et stort, centralt rum er begavet med
værker af den i Cameroun fødte, men primært i Belgien bosiddende kunstner
Pascale Marthine Tayou, som i værkerne spreder sig ud i adskillige retninger,
og tak for det!
Når jeg nærmest udviser taknemmelighed over, at Tayou skyder
omkring sig med et bredt facetteret sortiment af metoder, skal denne
overrumlende glæde begrundes i, at alt for mange kunstnere på
samtidskunstscenerne finder ét udtryk, som efterfølgende udvandes til det
uudholdelige.
Her åbenbarer Tayou en nysgerrighed, som påbyder ham at
skabe værker ud fra adskillige kontekster, som i sagens natur har hans
afrikanske baggrund som uudgrundelig klangbund.
Længere fremme i afsnittet ’DO IT! travel’ opleves et stærkt
vidnesbyrd om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, som forfatteren Hanne-Vibeke
Holst for få år siden skildrede i den aldeles fremragende roman ’Kriger uden
maske’. Fortællingen skildrer Ferlov Mancobas liv, som er et sindbillede på
behovet for at rejse ud i verden med henblik på at afsøge kunstens grænser.
Skulpturerne er disponeret på en rød flade, og dermed afgrænses
skulpturerne på glimrende vis fra udstillingens øvrige enheder, der i sagens
natur er helliget museets ophav, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, hvor man
i sidstnævntes tilfælde lader et antal værker fra Island gå i harmoni med et
videoværk af den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliasson. Dette bør
ses som et interessant kuratorisk greb.
En gigantisk folkemængde slørede min oplevelse af en ganske
intim, men ikke mindre interessant udstilling i udstillingen af den belgiske
kunstner Shéhérazade Ihadj Mohand, der har rødder i Algeriet. I en serie
værker, der kan iagttages som fragile og flygtige fortæller hun en feministisk
historie uden at blive provokatorisk i skildringen. Indslaget er smukt og
vedkommende, og heldigvis fik jeg kigget tæt på indslaget på min vej ud af udstillingen.
Genbrug af europæisk
avantgarde
På det tidspunkt havde hovedparten af publikum forføjet sig
videre til festlighederne i umiddelbar nærhed af det primære udstillingsområde,
og netop derfor havde jeg udstillingen for mig selv, og det samme gjorde sig
gældende, da jeg travede over vejen og tog en iagttagelse på, hvad HEART kunne
byde ind med under temaet ’DO IT! upcycling’, som igen har underliggende
afsnit, som publikum kan fordybe sig i.
Jeg bliver ofte selv isoleret set dybt berørt, når jeg
oplever kvalificerede nedslag i den europæiske avantgarde fra 1900-tallet. Man
kan ikke undgå at blive påvirket af en stor mekanisk installation af den
schweiziske kunstner Jean Tinguely, som aldrende kunstinteresserede vil huske
fra en kontroversiel happening på kunstmuseet Louisiana en gang i 1960’erne.
Det dramatiske event kostede en fredsdue livet og omgående var Fanden løs i
Laksegade.
Jeg vil dog her fokusere på Tinguelys rolle i grupperingen
Nouveaux Réalistes, hvori man også kunne finde Yves Klein og Niki Saint-Phalle,
som begge er repræsenteret på den aktuelle udstilling. Saint-Phalle og Tinguely
dannede tillige par i det private.
Jeg hører til kategorien af kunstnørder, der hylder
overraskelsens effekt. Jeg havde aldrig tidligere hørt om den franske
decollage-kunstner Jacques Villeglé, og jeg kunne sagtens klikke mig ind på
ChatGTP og få en AI-version af Villegrés metode og livsforløb. Dette er dog
helt unødvendigt, da festivalens kuratorer har gjort brug af tricket i formidlingen
af kunstnere og værker.
Man kunne muligvis antyde en skepsis over for dette greb,
men ikke desto mindre er jeg faktisk ret tolerant over for virkemidler, der
ikke blot skaber en fortælling om en kunstner, men samtidig erkender, at AI
begribeligvis er et fænomen, der er kommet for at blive.
Antallet af kunstnere indskrænker sig ikke, des længere man
bevæger sig frem i udstillingskonceptet, og lyder jeg som er der en anelse
kvantitet i spil, bør det opleves absolut positivt, da det som bekendt står
enhver frit for at vælge og vrage imellem, hvad man finder vedkommende og hvad
man finder mindre interessant.
Jeg har her taget et antal iagttagelser og gjort op med mig
selv, at ’Socle du Monde’ i det afgrænsede kapitel, jeg har valgt at vurdere
åbner for den store fortælling om avantgardismens mange hoved- og biveje, som
er kendetegnet ved en enkel og direkte egenskab: Evnen til at overrumple!