onsdag den 29. december 2021
Da en kunstanmeldelse kom på forsiden
Statens Museum for Kunsts rolle som samlende kulturenhed
»Jeg kan heller ikke være i en samling mere end én time ad gangen, så skal jeg op og have kaffe. Et godt besøg kræver på ingen måde, at man har læst et museumskatalog og tilbringer tre timer i en samling. Følelsen af, at her er et rum med særlige ladninger, som vi kan bruge til noget, og som kalder os, hvem vi end er, eller hvad vi kommer fra, kan opstå på mange måder«
Dagbladet Berlingske har taget hul på en interview-række med et antal direktører for nogle af landets kunstmuseer... Eller, rettere sagt, det ved jeg ikke, om avisen har, men i hvert fald har der i den seneste tid været interviews med direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, samt direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh.
I samtalen med Birgitte Ellemann Höegh kommer Bogh blandt andet ganske naturligt ind på nationalgalleriets rolle som samlende enhed for den kulturelt bevidste befolkning, og her er det ikke overraskende, at museets undersøgelser viser, at færre mænd end kvinder besøger museet og blandt dem primært folk fra hovedstadsområdet.
Herudover så direktøren gerne flere fra de lave indkomstgrupper og de med korte uddannelser som besøgende i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
Han siger blandt andet: »På SMK kæmper vi med at holde os oppe med et højt fagligt niveau med kunsthistorisk forskning og samtidig være i øjenhøjde med vores gæster ved at invitere ind i et imødekommende og afslappet museumsrum«.
Man kan sagtens påstå, at der ligger en ironi i udtalelsen, da Mikkel Bogh er ganske bevidst om, at netop Statens Museum for Kunst måske ekskluderer visse potentielle gæster i kraft af museets og især indgangspartiets pompøse udtryk.
Jeg håber, der kommer flere interviews med museumsdirektører, da denne form for formidling efter min mening er væsentlig.
fredag den 24. december 2021
Sidste iagttagelser på 2021
torsdag den 23. december 2021
Skandaler i bibelbæltet i 2021
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg har bidraget ganske meget til at fjerne fokus fra den megen kunst, man kunne opleve på 'Socle du Monde' i Herning og omegn.
Årsagen skulle vise sig at skabe en del omtale i såvel landsdækkende som lokale medier, og på Jyllands-Posten, som jeg som bekendt er tilknyttet, fandt man faktisk en censurering af en gengivelse på kunstmuseet HEARTs facade i forbindelse med projektet så interessant, at netop dette greb fik en - vil nogen sikkert sige - en overordentlig stor opmærksomhed.
Det drejer sig selvfølgelig om den italienske kunstner Michelangelo Pistolettos værk, der viser en kvinde liggende nøgen på et tæppe, mens hun ryger en pibe.
Værket er fremstillet i 1973, men det var ikke desto mindre alligevel for meget for vistnok kun en enkelt borger i købstaden.
Således blev tre steder på den afbillede kvindes krop skjult ganske ubehændigt bag tre logoer for udstillingen.
På min spørgsmål til museets direktør Holger Reenberg om årsagen til dette censurerende greb, fik jeg at vide, at »vi befinder os i bibelbæltet!« Direktøren var tydeligvis i oprør over, at en repræsentant fra Herning Kommune havde bedt om, at de afgørende områder på kvindens krop blev afdækket - blandt andet på grund af trafiksikkerheden i Birk Centerpark, hvor optrinnet fandt sted.
Jeg gjorde direktøren opmærksom på, at jeg var nødt til at nævne det i min anmeldelse. »Du SKAL nævne det!!!« var hans umiddelbare reaktion.
Jeg gik imidlertid et skridt videre og "sladrede" til kulturredaktionen, som ret omgående sendte en medarbejder ud til HEART for at få en redegørelse.
Det fik man, og hele sagen blev senere åbenbaret i andre dagblade - lokalt som nationalt - samt på TV Midtvest.
En af kunstnerne, som deltog i 'Socle du Monde' var den amerikanske fotograf Spencer Tunick, som drager rundt i verden og fotograferer folk uden besværlige tekstiler på kroppen i diverse iscenesatte miljøer.
Senere på sommeren 2021 lavede Tunick således en fotoevent i HEARTs parkområde, men det gik helt galt.
Først var det meningen, at deltagerne skulle males hvide (en af årsagerne til, at jeg ikke selv deltog i begivenheden), men da man ikke kunne skaffe den rigtige maling, blev projektet ændret til, at de deltagende skulle agere med et antal hvide lagner i stedet.
Hvad man fra arrangørens side ikke var opmærksom på, var, at der luskede en - fuldt påklædt - fyr rundt i området, som ikke havde noget som helst at gøre der.
På et tidspunkt blandede han sig med de deltagende og udsatte en af de kvindelige participanter for et fysisk overgreb.
Samtidigt skildrede et TV-hold hele projektet - og det skete totalt uden filter, skulle jeg hilse og sige. Jeg har på min private harddisk adskillige billeder, som aldeles ublufærdigt viser Tunicks projekt samt de deltagende personer i fri og afklædt tilstand.
Så galt kan det gå i "bibelbæltet" ude vestpå! , men måske skulle man derude helt afholde sig fra at lave nøgenevents?
Men det vil jeg synes, ville være træls...
Galschiøt-skulptur fjernet i Hong Kong
onsdag den 22. december 2021
Kunsten i Aalborg publicerer ambitiøst jubilæumsprogram for 2022
tirsdag den 21. december 2021
Hvornår er en begivenhed skandaløs nok til at blive kaldt en skandale?
Det er sjældent, at begivenheder inden for kunstverdenen når avisernes spalter på grund af skandaleværdien. Klassikerne er lort på dåse, rådnede grise og sværdragere i et antal blendere.
Men i løbet af 2021 indskrev endnu et idébaseret værk sig i rækken af kunstskandaler:
I forbindelse med udstillingen 'Work it Out' på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, havde konceptkunstneren Jens Haaning via et lån fået stillet ca. en halv million kroner til rådighed med henblik på at fremstille et værk, der skulle illustrere en gennemsnitlig årsløn for en faglært dansk lønmodtager.
Da museet modtog værket, fik man i stedet en tom ramme, hvor der tydeligt HAVDE befundet sig et antal kontanter; men de var imidlertid borte og kunstneren havde ændret konceptet og tituleret værket 'Take the money and run'...
Det gjorde han i bogstavelig forstand, og efterfølgende blev grebet the main case i omtalen af en udstilling, der ellers var både relevant og stærk i sit udtryk.
Her blev der pøset godt med materiale på rindalisternes mølle. Tag pengene og stik af, så er der garanti for omtale.
I løbet af 2021 fik en episode ved Det Kgl. Danske Kunstakademi tillige en del opmærksomhed - fortjent eller ej?
Et antal studerende og en ansat ved akademiet besluttede sig for at foretage en kunstnerisk event ved at smide en buste, som havde opholdt sig på akademiet i årevis, af Frederik d. 5. i havnen, da man mente, at kongen, som faktisk oprettede akademiet i sin tid, var den hovedskyldige i Danmarks rolle som kolonimagt i 1700-tallet.
Busten af kongen er produceret i det skrøbelige materiale gips og tog ret meget skade ved optrinet og hændelsen blev fordømt af adskillige kulturfolk, og i Berlingske kunne man læse, at busten af Frederik d. 5. var en "uvurderlig del af dansk historie", men det skulle senere vise sig, at der var tale om en temmelig værdiløs afstøbning af billedhuggeren Saly, som er kunstneren bag rytterstatuen af Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads.
Historien blev blæst helt ud af proportioner og den kostede tidligere institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld hendes job.
I øvrigt fandt denne begivenhed sted efter et antal skandaler på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor der både har fundet sexisme og upassende optrin sted.
En del hoveder er rullet på den konto, og det er jo under alle omstændigheder noget, der skærper interessen for nationalakademiet. Der er ikke noget, der er skidt, uden det er godt for noget andet - og så finder jeg faktisk ud af, at begivenheden med busten i havnen allerede fandt sted i november 2020!!! Ak, ja... Tiden går alt for hurtig!
Jeg vender tilbage med flere opsigtsvækkende "skandaler" i kunstverdenen i 2021 på blog'en her senere.
mandag den 20. december 2021
Tilbageblik på 2021 #5
Når jeg gennemgår årets bedste udstillinger, er det umuligt at komme udenom J.M.W. Turner-udstillingen 'Sun is God' på ARoS.
Her har vi måske at gøre med den bedste udstilling, som jeg har oplevet i 2021 - kort og godt.
Desværre er museet lukket ned på grund af de aktuelle restriktioner, men jeg håber, at det bliver muligt at åbne igen, således at endnu flere får mulighed for at se denne fantastiske udstilling, inden den slutter d. 6. marts 2022.
søndag den 19. december 2021
Tøjner om Mehretu
»Der sker så meget i de her billeder, og der ligger lag på lag. Er det rettelser? Er det tilføjelser? Eller er det for at opbygge rum? For Mehretus vedkommende tror jeg, at det er en erkendelse af, at verden er i total forvandling - hele tiden! Så man må hele tiden korrigere...«
I en serie videosekvenser præsenterer og kommenterer kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner et antal kunstværker, som - når museet er åbent, hvilket som bekendt er problematisk nu - bliver vist på en udstilling, der netop giver publikum et indblik i Louisianas nyerhvervelser.
Blandt de mange værker, der bliver sat i scene, er et antal grafiske arbejder af den amerikanske billedkunstner Julie Mehretu, som jeg faktisk for første gang stiftede bekendtskab med på en stor udstilling på netop Louisiana.
Senere har jeg set hendes værk udfoldet på blandt andet Dokumenta i Kassel, og for nogle år siden fik jeg muligheden for nærmere at studere et stort grafisk værk i kobbertrykker Borch Jensens showroom i Berlin, og det er netop på Borch Jensens grafiske værksted i København, at Louisianas nyerhvervelse er udført.
lørdag den 18. december 2021
Tilbageblik på 2021 #4
»Hvad der muligvis vil overraske en gæst eller to i udstillingen på Trapholt er variationen af Pantonsværk. Møbeldesign udgør naturligvis et centralt tema i hans produktion, men jeg mener faktisk, at man bør tænke et større perspektiv ind i hans grundtanker om form og især farve. Man kan drage adskillige paralleller til de traditionelle farvefilosofier, som er udviklet gennem historien, og Verner Panton arbejdede på mange måder både med og imod disse grundidéer, hvilket massivt vises på Trapholt«
Under rubrikken »Hvis farver er farlige, springer Trapholt snart i luften« anmeldte jeg udstillingen 'Verner Panton - Farver en ny verden' på kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding.
Og hvilken udstilling! Et koloristisk bombardement i udstillingen vidner om en totalt kompromisløs designer, der i sin levetid (1926-1998) tog et voldsomt opgør med den ellers så anerkendte danske designtradition.
Ganske vist havde han i en periode været ansat i Arne Jacobsens tegnestue, men det var som solist han satte en helt ny dagsorden med fokus på farven i en helt fantastisk, psykedelisk version.
Han satte med andre ord en visuel fest i gang i sin levetid, og han var på mange måder både tidstypisk og atypisk i forhold til designtraditionen herhjemme.
Alt det beskrev jeg i min seks-stjernede anmeldelse, som blev publiceret i Jyllands-Posten i oktober.
fredag den 17. december 2021
Nedlukning af kulturlivet - herunder museer og kunsthaller
torsdag den 16. december 2021
Norsk stjernearkitekt bag nybyggeri på SMK Thy
»Modsat nationale museer i andre lande, som placerer sine filialer i store provinsbyer, bliver vores en unik kombination af kunst, kulturhistorie og natur. At placere en filial i Thy, et af landets tyndest befolkede områder, er nytænkning og et modigt, men bevidst valg. Nu markerer vi konkret og symbolsk, at vores samling er for hele Danmark«
Ordene er fremsat af Statens Museum for Kunsts direktør Mikkel Bogh i forbindelse med en beskrivelse forfattet af Jette Aaen i Jyllands-Posten af det kommende miljø omkring udstillingsfilialen SMK Thy.
Der har faktisk i de sidste fire år fundet kunstudstillinger sted i bygningerne ved Doverodde Købmandsgård i Thy, men snart går man i gang med en udvikling af museet, når bygningerne renoveres, så de lever op til de mange krav et moderne kunstmuseum stiller.
Arkitekturen varetages af den norske stjernearkitekt Reiulf Ramstad, som jeg har et vist kendskab til, da jeg for nogle år siden anmeldte en udstilling med udgangspunkt i Ramstads tegnestue på Utzon Center i Aalborg.
Netop Ramstads evne til at integrere arkitektur i naturen gør valget af arkitekt helt oplagt. Det bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til.
onsdag den 15. december 2021
ARoS offentliggør programmet for foråret 2022
Tilbageblik på 2021 #3
Udsnittet af anmeldelsen herover er ikke fra mit eget tastatur, men udstillingen, der ligger til grund for Tom Jørgensens anmeldelse i Jyllands-Posten i juni måned, nåede jeg heldigvis at få set.
Det drejer sig naturligvis om den svenske maler Mamma Anderssons pragtfulde udstilling på Louisiana i Humlebæk.
Jørgensen bruger vendingen "verdensklasse" om Anderssons værker, og det er da også svært at være uenig i.
Til gengæld var der nogle disponeringer i forhold til iscenesættelsen, som jeg godt kunne forholde mig kritisk til, men overordnet set, var der tale om en - som nævnt - udmærket og inspirerende udstilling af Mamma Andersson.
Det er vel unødvendigt at nævne, at Jyllands-Postens anmelder tildelte udstillingen seks ud af seks stjerner. Men nu er det sagt!
mandag den 13. december 2021
Tilbageblik på 2021 #2
»Tagliapietra befinder sig dog helt tydeligt som en fisk i lagunen, når det handler om farven. Dette ses tydeligst eksemplificeret i en glasinstallation, hvori der bestemt ikke er sparet på virkemidlerne, og det gælder især i den koloristiske tilgang i de syv enkelte enheders politurer. Samlet set er værket raffineret og rent i udtrykket på trods af de mange divergerende farveflader«
I gennemgangen af de bedste udstillinger, som jeg har set og oplevet i 2021, er jeg nu nået til 'Maestro' med værker af den italienske glaskunstner Lino Tagliapietra.
Det burde vel ikke overraske nogen, at udstillingen finder sted på Glasmuseet i Ebeltoft, men det overrasker måske en eller anden, at jeg under rubrikken "En italiensk mesters mesterværker" gav udstillingen hele seks stjerner i min anmeldelse, der kunne læses i Jyllands-Posten i sommer.
Når jeg ikke omtaler denne udstilling i datid, er det fordi, den kan ses på museet i Ebeltoft helt frem til d. 24. april 2022.
Efter at udstillingen åbnede og anmeldelsen var publiceret, offentliggjorde Lino Tagliapietra, at han stopper sin karriere som glaskunstner.
Han er født i 1934, og dermed kan man roligt sige, at han godt og grundigt har aftjent sin værnepligt som kunstner.