Hukommelse? Ikke her...

Pokker ta' min elendige hukommelse! Eller er det blot alderen der trykker? For 40 år siden kunne jeg huske samtlige medlemmer i alle mulige og umulige pop- og beatgrupper. Og at Elvis Presley blev født den 8. januar 1935 (og således har fødselsdag samme dag som David Bowie) og døde den 16. august 1977 er samtidigt fuldstændig irrationel viden, der blot fylder på dén harddisk, der trods alt stadig roterer oppe i tagetagen.

Anyway... Navnet Tommy Støckel stødte jeg på for nogen tid siden i et meget interessant galleri i Valby. Helene Nyborg Contemporary er ét af de gallerier i hovedstadsområdet, der præsenterer et væsentligt segment af danske, unge billedkunstnere og Støckel er én af dem.

Hvad var det lige navnet sagde mig, da jeg trådte ind i gallerilokalet, der i sin egenskab af nedlagt fabrikslokale rummer en rustik og mondæn karakter på samme tid? Umiddelbart var det blot udstillingen, der animerede mig til at finde mere om denne unge (f. 1972) kunstner, der som så mange andre danske kunstnere har bosat sig i Berlin.

Jeg vil ikke gå i detaljer vedrørende den meget gennemførte ruminstallation, der inkluderede hele galleriet, men blot konstatere at min svage hukommelse forhindrede mig i, at associere til en oplevelse, jeg havde på Second Life for nyligt, hvor samme Støckel havde skabt et ret bemærkelsesværdigt stykke landart, der faktisk fyldte adskillige SIMS.

En masse genstande var spredt ud over et større område og de forskellige koloristiske egenskaber, gav det virtuelle område et underligt surreelt liv, som jeg fandt interessant.Skulle man være blevet interesseret i Støckels udstilling 'Simulation and Decoration' hos Helene Nyborg Contemporary, kan denne ses på galleriet indtil 5. april. Adressen er Carl Jacobsens Vej 16 i Valby. Det er ganske tæt på Ny Ellebjerg St.

Folkets røst

Det går altid galt, når det såkaldte "folket" skal afgøre en sag, der har en æstetisk dimension. Jeg har lige siddet og set afgørelsen på TV'programmet X-factor. Dommen var klar. Da den mest musikalske sanger i konkurrencen allerede blev stemt ud i semifinalen, kunne en teenager med piv-stemme gå hele vejen! Nej! Bevares... Selvfølgelig kan vinderen ét og andet!! Men han var blot ikke den bedste - og subjektivt set, var jeg til sidst ved at få kvalme af hans stemme.

Ærgeligt, at vi ikke fik mulighed for at høre finalesangen med Heidi!!!!! Det forhindrede "folket" effektivt sidste fredag! I mit univers er der kun én vinder af den contest! Inclusive x-factoren...

Ordet i den visuelle verden

Vi ser det konstant! Selv i små byer er husmure, porte og miljøet i øvrigt tilsprayet med de såkaldte tags, som i dette tilfælde er grafitti-malernes identitet. Deres subkulturelle navnetræk. Naturligvis arbejder de i en undercover-funktion, da deres forehavende er at betragte som hærværk i lovmæssig forstand.

Ord er med andre ord et tema i grafittien og i den afart af billedkunsten, som man kalder street-art. Det er yderst sjældent at man oplever et rent motiv uden at der samtidigt er ord eller statements indopereret i værkerne.

Grafittien har sit afsæt i en storby-kultur. Derfor var det også i de større byer og i forstederne, at denne stereotype måde at udtrykke sig billedligt på, først blev synlig. Men fænomenet bredte sig. Snart til mindre købsteder og senere til små flækker ude i perifirien.

Jeg kan ret tydeligt huske, da jeg i 70’erne kørte med tog til København. Allerede dengang sås de første mere eller mindre overbevisende eksperimenter med spraydåserne langs banelegemet. De store betonelementer blev bemalede – og det gik hurtigt over til, at togene blev brugt som overflader for denne subkulturs udøvere. Værkerne blev nu synlige i et langt større univers end hidtil.

Spraydåse-subkulturen rummer altså ikke noget egentligt nyt! Billedsproget er det samme som man har set det i årtier. Man kan blot tage en tur med regionaltoget til en by som Århus. Støjskærmene er koncentreret camoufleret med hidsige farver i et historieløst og overfladisk udtryk. Signalerne er heller ikke noget, der i de fleste tilfælde rummer en mening. Måske er grafitti kun at betragte som dét småborgerligheden ser det? Som ligegyldigt hærværk?

I de senere år har ordet og bogstaverne spillet en større rolle i den visuelle del af kunstverdenen. Der er langt fra noget nyt i det. I det 20. århundredes begyndelse dukkede der ord op hist og pist i malerier og – især, naturligvis – i collageform. I kubismen var ord og bogstaver en væsentlig bestanddel af hele det kompositoriske forløb og med Kurt Schwitters’ collager var ordene en uundgåelig del af det overordnede motiv.

Mange år senere gav popkunsten og post-poppen ny næring til det skrevene og malede ord. Nu som et blikfang – akkurat som man kender det fra reklameverdenens angreb på den menneskelige bevidsthed. Øjet er indgangen til omsætning. En kunstner som Andy Warhol hyldede dette princip.

Man kan altså bruge ordene på forskellig måde i sine bestræbelser på at skabe diverse billedlige fraseologier. Man kan gribe det meget direkte an – og sige tingene ligeud, som billedkunstneren Per Kramer gør i én af illustrationerne til denne blog. Man kan også være mere tvetydig og gå i kødet på en trappesten i Århus midtby – og erklære sit uforbeholdne had til kuratorer, som det ses på ét af de andre fotografier.

I det sidstnævnte tilfælde bliver statementet ledsaget af en hurtigt forarbejdet tegning, som underbygger det skrevne og i Per Kramers tilfælde bør det retfærdighedsvis nævnes, at hans udsagn i værket, hvorfra det er hentet, ikke står alene. Det er en detalje i en større installation. Men i dén henseende står ordet stærkt og vil vel rumme en tendens til at blive altoverskyggende i forhold til værket i en helstøbt sammenhæng?

Når maleren Kehnet Nielsen skriver et navn eller blot et enkelt assoicerende ord hen over et i øvrigt semiabstrakt maleri, er det ifølge ham selv et udtryk for, at han ønsker at binde historien sammen med nutiden. F.eks. udgør ordet Delacroix en connection fra nu og tilbage til dén kunstner, som Nielsen anser for den sidste egentlige traditionalist inden for malerkunsten.

Når jeg samtidigt indsætter ordene ”Repeat after me” i en komposition – og i øvrigt ikke skriver mere end dét, er det blot en undskyldning. Et alibi, som jeg ophænger min motiviske komposition på. Samtidigt håber jeg på længere sigt at være i stand til at akkumulere en nysgerrighed hos – forhåbentligt – kommende beskuere af mine billeder.

Dermed ikke være sagt, at ordene vil stå lige så lysende klart i alle tilfælde; men det vil tiden vise. Der er lagt i kakkelovnen til eksperimenter, der skal vise hvorledes jeg har tænkt mig at beskrive vores sammensatte samtid i ord og billede. Kort og upræcist!

Vandring i Valby

For dem, der er vant til gallerier på gadeniveau i den indre by, er Carl Jacobsens Vej 16 i Valby måske en anderledes oplevelse?

Første gang jeg opsøgte adressen Carl Jacobsens Vej i postområde 2500, nærmere bestemt Valby, blev jeg omgående grebet af en stemning, som havde sit udgangspunkt i det fysiske miljø i et stort fabriksområde, der nu er forvandlet til en verden af kreativitet. Her er tegnestuer, ateliéer, glarmester, møbelforretning og – en lille håndfuld gallerier.

Umiddelbart inden for den store gitterport mødte jeg en velkendt figur på min første færd i området. Selveste symbolet på magt og uovervindelighed var blevet placeret uden for LARM Galleri i form af tegneserie- og filmikonet Superman. Helten havde blot haft én af sine mindre heldige dage. Han var tilsyneladende fløjet lodret ned i gårdbelægningen og den vel cirka tre meter høje skulptur antog en karakter af afmagt. ”Even a hero can have a bad day”. Et skilt på galleriets udvendige side kundgjorde at der ikke engang for Superman er garanti for, at alt lykkes.

Til gengæld er det lykkedes at skabe et væsentligt galleri for dansk og international samtidskunst hos LARM, som indvendigt dog ikke støjer helt så meget som navnet lægger op til. Man finder her et segment af primært unge billedkunstnere og den visuelle fortællelyst er stor. Sidst jeg besøgte LARM, præsenterede man et udsnit af finske kunstnere under titlen ’The Finnish Breakfast Show’. Til gengæld var Superman væk.

LARM Galleri befinder sig i gade- eller gårdplan. Dét gør Helene Nyborg Contemporary ikke. For at komme dertil skal man ind gennem en dør og videre op på 2. sal i én af de andre store bygninger med de karakteristiske, store, sprodsede vinduer. Hos Helene Nyborg strømmer sollyset ind og giver en ekstra dimension til en totalinstallation, der tager direkte afsæt i galleriets rumlige karakter.

Det er Tommy Støckel (født 1972), der er ophavsmanden til måske én af de mest spektakulære separatudstillinger i hovedstadsområdet på det tidspunkt, jeg besøgte Valby. Udstillingens tvetydige titel var ’Simulation & Decoration’ og den præsenterede mennesket i små kasser. Hver rolle, sin lille boks – akkurat som man oplever det ude i virkeligheden. Og sandsynligvis også i Berlin, hvor Støckel til dagligt bor og arbejder.

På etagen over Helene Nyborg Contemporary finder man Peter Lav Photo Gallery, hvor man viste fotos af Louise Holmgren. Var der lyst hos Helene Nyborg, var mørket til gengæld en del af udstillingskonceptet ’Gør det nu. Det er over midnat’ hos Lav. Billederne fremstår belyst bagfra og derfor er mørket en nødvendighed. Holmgren skaber fortællinger og stemninger i sine fotografiske værker, som kan give beskueren associative forestillinger om hændelser og livsforløb, der rækker imod det dystre og det intime.

Tilbage i sollyset orienterer jeg mig længere ind i gården, hvor jeg finder CopenhART Gallery. Faktisk var CopenhART min hoveddestination, da jeg her havde stillet mig til rådighed til en såkaldt artist talk i forbindelse med min egen udstilling på stedet. Dén vil jeg i al beskedenhed undlade at gøre væsentlige betragtninger omkring; men blot konstatere at CopenhART er et galleri, der i modsætning til de øvrige udstillingssteder på adressen Carl Jacobsens Vej 16, viser et bredt udsnit af traditionelt arbejdende kunstnere. Det er således ikke her, man finder f.eks. videoinstallationer.

Det er galleriets indehaver Allan Knoblauch, der sætter dagsordenen på CopenhART og han prioriterer kunst, som ”rammer ham i maven” og som han kan identificere sig med. Knoblauch har været kunstsamler hele sit liv og han udstiller og køber ind med hjertet og fornemmelsen.

Inden den omtalte atist talk når jeg lige at aflægge Mogadishni CPH et besøg. Galleriet har for forholdsvist kort tid siden åbnet en afdeling i Århus, hvor man separat for nyligt præsenterede den amerikanske maler Aaron Johnson. Da jeg besøgte Mogadishni i Valby delte Johnson væggene med den danske billedkunstner Rasmus Bjørn, som har været kendt som installationskunstner. På den aktuelle udstilling udstillede han malerier. Johnson og Bjørn er begge født midt i 70’erne og tilhører således samme generation af centrale, unge samtidskunstnere.

Mogadishni er som CopenhART et galleri af væsentligt omfang. Rummene begge steder bærer præg af, at man har indrettet sig i et nedlagt industriområde. Det er som, at energien fra tidligere tider har forplantet sig i rummene. Heldigvis er det på en måde, som giver de besøgende en god og inspirerende oplevelse.

Jeg fik afsluttet min rundtur i gallerierne på Carl Jacobsens Vej i god tid inden den lovede artist talk. Ved lukketid havde tusmørket sænket sig over Valby. Galleristen og jeg kunne gå ud og spise italiensk.

Dialoger, satellitter og et skiftende vejrlig

'Dialog-Satellit' er et udstillingskoncept, der kræver tålmodighed, et solidt stykke fodarbejde samt en gedigen stedsans.

I de seneste to år har foreningen ProKK præsenteret et bredt udsnit af medlemmerne i Ridehuset på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé. ProKK står for Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere. Inden for kunstverdenen kan man gradbøje fænomenet "professionalisme" på flere måder; men uanset hvilket kriterie, man vælger, ændrer det ikke ved, at årets ProKK-udstilling er forankret i en anden konceptionel dagsorden, end det har været tilfældet de tidligere år.

Som noget nyt har man valgt, at to kuratorer lader udstillerne gå i dialog parvist eller i trioer. Et andet nyt initiativ er, at man har spredt udstillingen ud i et antal såkaldte satellitter som supplement til basis, som stadig befinder sig i Ridehuset. Kuratorerne, Kim T. Grønborg og Annette Holdensen, har på samme tid iscenesat således, at de enkelte grupperinger tilgodeses i udstillingskonceptet, der meget naturligt har fået den samlede titel 'Dialog-Satellit'.

Man kan altid diskutere Ridehusets egnethed som forum for kunstudstillinger. Husets rå fremtoning og det skiftende lys udgør ikke et optimalt rum; men ikke desto mindre har stedet været brugt til udstillinger i årevis. Så kan man vælge at ’spille med’ rummet, som for eksempel keramikeren Jørgen Hansen og billedkunstneren Marianne Thingholm har gjort det i deres dialog. Her møder spinkle trækonstruktioner nærmest i et ulige sammenstød rummets egen konstruktion, der som bekendt er ret massiv og fremtrædende.

Blandt deltagerne finder man ligeledes eksempler på kunstnere, der i deres indbyrdes visuelle sprog er så langt fra hinanden, man næsten kan sige, at kontraster mødes og kolliderer, hvorpå sød musik opstår. I dette kontrapunktiske univers træffer Ulrik Sloth Petersen og Steen Larsen oplagt hinanden. Den ene fabulerende ekspressiv og den anden knivskarpt analytisk i sine stærkt realistiske kompositioner.

Hvilke kontraster og samspil, der er vellykkede og hvad der fremstår mindre heldigt, vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg går min runde i det umulige Ridehus, undrer mig, glædes og skuffes, mens jeg prøver at finde overskud til en tur rundt i staden. Jeg har nogle satellitter at udforske.

Solen skinner strålende, da jeg begiver mig over pladsen foran Musikhuset til Lobby, hvor billedkunstneren Ulla Madsen er gået i dialog med keramikeren Mariko Wada. De to har i deres indbyrdes konversation fået stærk konkurrence fra et rum, der afspejler sin egen blodrøde karakter i henholdsvis Wadas keramiske arbejder og Madsens fotografier af atomkraftværker, der korresponderer overraskende med de rumlige, keramiske strukturer. De to kunstnere slår den røde farve tilbage i deres indbyrdes konversation.

Sputnik har adresse på Møllegade 5, 1. sal, hvor Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn eksponerer en ny side af deres måde at vise, hvordan den store verden tager sig ud. 'SE SÅ' har de passende valgt at kalde deres indslag, der visualiserer hvordan man i bogstavelig forstand, ved hjælp af et kamera, kan skære verden "i stykker". Under en rejse til Ohio, har Sohn fotograferet Isakson, mens denne fotograferede dét, hun så. På den led bliver det sete perspektiveret forskelligt.

I samme univers beviser Anne Mette Arendt, at en installation langt fra behøver at være sammensat af højteknologiske enheder for at fungere. Gran, pap og et materiale, der til forveksling ligner brød, kan snildt gøre det.

På min vej fra Sputnik, via Århus Kunstakademi, hvor malerne Inge Ørntoft og Jonni Gejl Knudsen var i dialog med keramikeren Henriette Duckert, blev jeg overmandet af en snebyge, der tilsyneladende havde sit afsæt i én sort sky, der havde koncentreret sig i området omkring Arkitektskolen, som var næste destination på min vandring. Efter lidt søgen lykkedes det mig at finde udstillingsstedet, hvor Bo Mølgaard, Signe Højmark, Lisbeth Poulsen, Morten Skovmand, Hanne Munk og Kirsten Schou-Jørgensen giver hinanden venskabelig kamp til stregen i deres indbyrdes visuelle ordvekslinger med adskillige dialekter indbygget.

Lethed og tranparens, som ses i Kirsten Schou-Jørgensens overdimensionerede klokkestrenge, går her i klinch med Morten Skovmands mørkemaleri og Signe Højmarks bastante, rumlige organismer. Hanne Munk tager i sin væginstallation livtag med det skrevne ord i et næsten rebusagtigt forløb.

Bo Mølgaard giver rummet en dimension ekstra, som man kan tænke over. I værket Ballon stiller Mølgaard spørgsmålene ”Hvorfor koster brød og kartofler pludselig det dobbelte?” ”Hvad er friværdi?” og ”Hvad betyder signalværdien for et produkts pris?” Det sidste spørgsmål kan sagtens overføres på den kommercielle del af kunstverdenen, det næstsidste har jeg som husejer en idé om, hvorimod det første er straks sværere at give et entydigt bud på.

Min rundturs mest barokke indslag fandt sted på Badeanstalten Spanien, hvor det skulle vise sig at være mere end almindeligt kompliceret at bese udstillingen på en balkon, som jeg aldrig kom til at betræde. Det krævede en billet, som jeg fik i billetsalget, derefter skulle jeg via forskellige lokaliteter finde udstillingen. Det lykkedes mig også; men da jeg var på vej, blev jeg standset af en herre i korte bukser, der bad mig om at tage blå "futter" på. Jeg opgav min videre færd i de dampende lokaliteter. Udenfor var det igen blevet solskin – og jeg var ved at blive øm i lårmusklerne efter min tur rundt i satellitterne.

Det største brag

”A Bigger Bang”… Intet mindre kunne gøre det, da Rolling Stones udsendte deres sidste rigtige studie-cd. Den er da også indlagt i denne blogskribents iPod, da det er en fantastisk ”være-on-the-road-cd”. Den kan bruges på land, til søs og i luften til at skabe en afstand til den virkelige verdens støjhelvede.

Den efterfølgende turné blev et endnu større brag, hvilket man kan få bekræftet ved at se dén dvd-box, der er udgivet i forbindelse med turnéen. Koncerten på Copacobana-stranden i Rio, hvor angiveligt 1,5 mill. fans var til stede (måske endda flere) er et oplagt eksempel på, hvor stort et brag, man kan skabe inden for den skægge og besynderlige verden, der hedder rock and roll.

På dvd’en findes også en koncert fra Austin, Texas. Denne koncert blev afholdt den 22. oktober 2006, og hér oplever man et band fuldstændigt i sameksistens med publikum og backingmusikere – og ikke mindst indbyrdes! Det er som om, der er nogle naturlove, der er blevet en del af bandets energi. Der er også altid nogle uforudsigeligheder, at være opmærksom på, når det drejer sig om Stones. Mest vedrørende Keith Richards’ dagsform, der i nogle tilfælde kan være lidt svingende, efter at han styrtede ned fra en kokospalme og på den måde udsatte turnéstarten.

Visse ting er dog sikkert som amen i kirken. Mick Jagger’s dansespjæt er blevet et stensikkert(!) element i en Stones-koncert – og en anden detalje, som jeg ikke kunne lade være med at spekulere over, er Bobby Keys’ saxofon-solo i ’Brown Sugar’. Den lyder præcist som den gjorde på ’Sticky Fingers’ dér tilbage i ’71. Netop Keys er et besynderligt fænomen i Stones-historien. Angiveligt blev han fyret fra indspilningen af ’Exile on Main Street’, da han skulle have mistet kontrollen over sit stofmisbrug. Endnu mere pudsigt, at Keith på dét tidspunkt var at betragte som en rendyrket drug-addict.

Bobby Keys skulle efter sigene være rejst rundt på turné i diverse ”joints” i Staterne som ”Mr. Brown Sugar” for at tjene til dagen og vejen. Men uanset hvad der stete dengang, er han tilbage i folden – akkurat som han var, da jeg så Stones i den gamle Idrætspark på ’Urban Jungle’-turnéen i 1990. Efter dén turné forlod Bill Wyman – den hidtidige bassist – foretagendet.

Jeg ved ikke, hvor mange tusinde gange Bobby Keys har spillet sin ’Brown Sugar’-solo over seksten takter – og jeg ved heller ikke, hvor mange gange Jagger har ytret sympati for djævlen eller hvor mange gange Keith har hugget sig igennem forspillet til Honky Tonk Women. At dømme efter koncerterne i Rio og i Texas ser det ikke ud som det er noget The Glimmer Twins nogen sinde bliver trætte af.

Et andet træfsikkert og præcist element i Stones er Charlie Watts’ sikre trommespil. Han holder på stikkerne som en jazztrommeslager – og i princippeter det også dét, han er. Bortset fra, at han er en formiddabel rock-trommeslager. Han undlader tilsyneladende at bruge flere kræfter bag gryderne end højst nødvendigt. Derfor understøtter han heller ikke lilletrommeslaget på hi-hatten eller på bækkenet; men holder koket trommestikken oppe, når han rammer lilletrommen. Samtidigt holder han masken og bryder til tider ud i et bredt smil, når Keith misser en afslutning. Det er sjældent de to rammer den afsluttende tone helt samtidigt. Alligevel spiller de en underlig Holmes/Watson-rolle på scenen. Uden den ene er den anden ingenting – og de ved det begge.

.

Jeg har været Stones-fan i noget, der ligner 45 år. Jeg har været irriteret på dét orkester flere gange. Mest da de udgav katastrofen ’Their Stanic Majesties Request’ i ’67. Deres flirt med disco-musikken og et højst uklædeligt funk-tiltag i 70’erne var heller ikke noget, jeg bifaldte. I relation til førstnævnte, fik jeg håbet tilbage, da jeg første gang hørte ’Jumpin’ Jack Flash’ i radioen. Desværre forfalder de stadig til at spille den ganske forfædelige ’Miss You’ fra ’Some Girls’-pladen. Der er ellers numre fra samme LP (det var dengang), der kunne være nok så relevante at trykke af.

Noget, der er godt og sympatisk, er at de ældre numre fra 60’erne stadigt har en appeal over for publikum her i 2000-tallet. ’Get Off Of my Cloud’ og ’Under My Thumb’ (fra ’Aftermath’) tager stadig kegler hos et crowd, der for langt hovedpartens vedkommende endnu ikke var født dengang. ’Let’s Spend the Night Together’ måtte de ikke spille i Kina. Til dét sagde Mick Jagger storgrinende: ”Det er Ed Sullivan’s skyld!” Han forlangte teksten i omkvædet ændret fra sangens titel til ”let’s spend some time together”. Dét var i ’67 – samme år som samme Sullivan prøvede at censurere Doors’ ’Light my Fire’. Dét lykkedes ikke!

Joh, der er løbet meget vand igennem Themsen, siden Stones blev arresteret som repræsentanter for et stofmisbrugende Swinging London og siden Brian Jones blev fundet flydende rundt i sin svømmepøl. Jones VAR blevet kylet ud af bandet på dét tidspunkt, så gruppen, må man sige, når man ser Keith Richards’ furede ansigt, er en flok survivers.

Nye udsigter

Allerede inden udstillingen ’Store Armbevægelser’ på CopenhART Gallery er afsluttet, får jeg en mail fra galleriet angående en sommerudstilling, der får temaet ”danskhed”. Så går spekulationerne naturligvis på overdreven nationalisme og kolonihaveidyl (jeg har selv været medejer af en kolonihave i tidernes morgen – og det er ikke nødvendigvis ren idyl at stå og høre på naboernes mere eller mindre reaktionære og småracistiske udtalelser). Her er det jo klart kunstnerens opgave at gradbøje fænomenet, så det bliver acceptabelt og sætter fokus på de – trods alt – positive sider, dette lille, kolde land besidder. Ikke et ord om Muhammed og diverse kanons. Grundtvig og PH kan man ligeledes glemme alt om… Og H.C. Andersen!

Under alle omstændigheder melder jeg mig under fanerne og arbejder mig frem til et udtryk, der både tilgodeser temaet samt mit eget billedlige vokabularium. Mere om dét senere!

Kunstneren taler - omsider!

Indtil for ganske få år siden besad jeg en ret kategorisk holdning angående hvad og hvor meget, jeg skulle sige om mine kunstneriske frembringelser, hvad enten disse var malerier eller grafiske arbejder. ”Kunstneren kalder sin uvilje til at tale nærmere om dem for blufærdighed”. Sådan citeres en dansk kunstanmelder i den nyeste – og desværre sidste – udgave af årbogen Dansk Kunst.

Det handlede om mig. Samtidigt må jeg erkende at min ”uvilje” allerede på dét tidspunkt var blødt voldsomt op, da jeg selv i kraft af mit engagement som formidler havde haft stor glæde af andre kunstneres fortællelyst.

Altså: Dén der med at stille sig over i et hjørne og vende ryggen til publikum holder altså ikke! Med mindre man vælger helt at holde sig helt væk. Det er naturligvis en løsning; men så bliver ens nysgerrighed jo ikke tilfredsstillet på nogen som helst måde.

Jeg stillede mig således til rådighed for nogle dage siden til noget, som jeg valgte at kalde – med et moderne og samtidigt udtryk – en Artist Talk på CopenhART Gallery i Valby, hvor jeg udstiller for tiden. Jeg fabulerede over emnet ”Hvorfor ser kunstværker ud som de gør – og hvorfor ser mine billeder ud som DE gør?”

Den problematik måtte jeg naturligvis gribe historisk an, så det blev en tour de force i, hvordan min trommesalsmalende, alkoholiske afdelingschef i dekorationen i manufakturforretningen Peter Jessen i Silkeborg i 1974 gjorde mig nysgerrig mht. hvordan man kunne udtrykke sig kunstnerisk. Jeg må sige, at mit udgangspunkt allerede fra starten var lysår fra det patetiske guldalderepigoneri, som min chef udførte med henblik på at tjene til den næste brandert. Hans statement, der lød: ”Hvis du vil tjene penge, så er det dén vej, du skal gå!” så jeg stort på og gik omgående mine egne veje.

Jeg finder det morsomt, at studere tilhørernes reaktioner på de ting, jeg fortæller. Nogle fandt det således forargeligt, at jeg f.eks. stjal en malerkasse med indhold som noget af det første. Jeg undskyldte denne kriminelle handling med dekoratørelevens svage økonomiske formåen. Alt efter den 6.-7. i hvilken som helst måned var ”sidst på måneden”. Andre fandt det morsomt, da jeg forklarede, at det her var for ”stort” til at begrebet ”dit og mit” overhovedet var et tema, som kunne tages alvorligt. Forskellige reaktioner på samme fortælling. Udmærket!

Midt i fortælleprocessen blev jeg bekræftet i, at jeg faktisk finder det morsomt, at fortælle om nogle oplevelser, som måske kan virke ret tilforladelige; men at – hvis man tilfører historien lidt pondus og krydderi – faktisk kan gøre disse ret interessante. Det handler ikke om at gradbøje sandheden på nogen som helst måde. Fortællingen kan være kvalificeret nok, selv om man holder sig inden for denne. Det er måden den fortælles på, det drejer sig om!

Videokunstens ulidelige sværhed

Jeg havde mulighed for at se den internationalt anerkendte videokunstner Shirin Neshat’s udstilling, der netop er åbnet på kunstmuseet ARoS i Århus. Det samlede koncept består af fem individuelle videoværker, der vises i hver sin, til lejligheden opbyggede, biografrum. ’Kvinder uden mænd’ (Women without men) har man kaldt udstillingen.

Jeg kommer ude fra dagslyset og finder hurtigt, stedkendt som jeg er, salen for skiftende udstillinger på niveau 1. På ARoS opererer man ikke med etager. Jeg går frem efter et tilfældighedspricip – og udvælger en film, som afspilles i et bælgravende mørkt rum. Når man kommer udefra er det som at stikke hovedet ned i en spand tjære. Jeg følte mig som blind.

I samme moment begynder forestillingen. Lyset fra lærredet gør mig i stand til at orientere mig sporadisk i det mørke lokale. Jeg opdager en række bænke midt i rummet, jeg sætter mig og finder ud af, at jeg befinder mig alt for tæt på lærredsoverfladen. Det levende billede fremstår sløret og uoverskueligt. Efter en tid åbner to tilsvarende overflader sig på hver side af det centrale lærred – og dermed fremstår handlingen i triptykonformat. Bænkerækken synes nu i endnu højere grad fejlanbragt. Jeg rejser mig og stiller mig ved bagvæggen. Nu åbner panoramaet sig for mig; men jeg havde gerne oplevet værket på større afstand.

Neshat er en blændende billedmager. Alle scener synes at fremstå gennemarbejdede og fantastisk smukke. Som maleri med levende billeder og skåret efter et klassisk princip. Jeg nyder, hvad jeg iagttager; men samtidigt begynder en underlig fornemmelse at snige sig ind i min underbevidsthed. I samme moment, som jeg registerer det lydproportionelle i værket, begynder de gennemgående spekulationer at trænge sig på. Det sker ganske ofte, når jeg prøver at opleve denne symbiose mellem det levende billede og det kunstneriske element. Hvad er det lige, jeg kan bruge dette til?

Jeg skifter imellem de fem rum. Handlingerne i værkerne er vidt forskellige. Jeg ser bl.a. et skræmmende forløb, hvor en mager, ung kvinde tilsyneladende er endt et sted, hvor det som kvinde ikke er rart at befinde sig. Måske et bordel? Jeg kommer ind midt i dét, der fremstår ret overordnet som en handling. Pigen flygter fra stedet og opsøger et badehus, hvor hun skrubber sin anorektiske krop til blods. Et skræmmende billede!

Tingene begynder nu at give mening. Handlingerne udspiller sig i mellemøstlige miljøer og rummer kommentarer og referencer til samfund, hvor religion er et livsgrundlag og hvor patriarkalismen er indiskutabel som familært fundament.

Shirin Neshat skaber smukke, skræmmende og fascinerende billeder af en verden, som i sig selv har sin egen æstetik. Hun viser virkeligheden på både godt og ondt. Hun viser en virkelighed, som er lysår fra denne blogskribents trygge arbejdsværelse. Hermed er ’Women without men’ anbefalet. Men giv jer god tid.

"Store armbevægelser"

Lars Svanholm (f. 1953) er en meget kommunikerende kunstner. Han taler tydeligt - med hele kroppen - han skriver bedre end de fleste, bl.a. på sit meget aktive website, som opdateres dagligt med nye tanker og oplevelser, ikke mindst i kunstens verden. Og så maler han med en energi, som er de færreste forundt: Det er store armbevægelser, når de er bedst, men ind imellem er det også hårdt arbejde, for Lars arbejder hurtigt, men knokler længe med sine billeder, og nogle af dem bliver han muligvis aldrig færdig med, hvis ikke de vil som han. De er i flere lag, og kunsten er måske i virkeligheden at standse det helt rigtige sted.
Som de hænger her på væggene i Valby, har de hver især fået kunstnerens blå stempel og er dermed klar til at udbrede det svanholmske budskab i nye omgivelser. De handler om lys og liv, stemninger og tilstande, som vi alle kender eller genkender, når vi mærker efter.
Allan Knoblauch, journalist og indehaver af CopenhART Gallery i Valby.

Ud ad huset

Jeg ved ikke, hvornår jeg vænner mig til det? I virkeligheden er det ikke nogen ”big deal”. Jeg læsser bilen med malerier og indrammede grafiske arbejder, hvorefter turen går til destinationen, hvor den potentielle udstilling skal finde sted.

Aktuelt bliver varerne læsset af og afleveret på et galleri i Valby. Indehaveren er rejst udenlands, så modtagelsen bliver klaret af assistenten. Hun er venlig og imødekommende, så dét er fint.

I samme moment, som jeg forlader lokalet og miljøet omkring det nedlagte fabriksområde, jeg er blevet så fascineret af i den fase fra jeg har foretaget de første sonderinger til en egentlig udstillingsaftale blev effektiviseret, har jeg så at sige ”givet slip” på værkerne. Jeg har nu i en naiv og blind tillid overladt mine arbejder til galleristen. Er dét et godt valg? Jeg er spændt!

Dagen før ferniseringen ringer telefonen. Jeg er i bad og ikke i stand til at nå at tage den. Min elektroniske ”sladrehank” fortæller mig, at det er galleristen, der forgæves har forsøgt at få mig i tale. Jeg ringer omgående op. Vi taler lidt frem og tilbage og på et tidspunkt MÅ jeg have udløst spændingen: ”Hvordan hænger jeg?” ”Du hænger skidegodt; du kan godt glæde dig!!”

Én ting er, hvad den ansvarlige for ophængningen mener – og en anden ting er, hvad jeg synes. For tiden finder en udstilling sted på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med Alberto Giacometti og Paul Cézanne. De er begge forlængst døde, så nogle kommentarer fra kunstnerne vedr. deres indstilling omkring dette samspil, får man aldrig. Eftertiden har sammensat dem og placeret deres værker på gulve og vægge. Sådan forholder det sig, når en kunstner tager billetten. Eftertidens udstillingsarrangører og kuratorer kan skalte og valte efter egen overbvisning og æstetisk logik. Jeg er trods alt levende og kan således iagttage og give min mening til kende. Sikke et privilegie.

Spændingen stiger og en kildrende nervøsitet indfinder sig på Køge Bugt motorvejen. Frokosten bliver indtaget på parkeringspladsen udenfor det nedlagte fabriksområde, hvor gallerier, glarmestre og gigantiske glaspartier med sprossede vinduer giver lys inde og skygge ude.

Jeg har skyllet en dåseøl – for at ”ta’ toppen”. Et udtryk én af mine venner bruger, når en vigtig telefonsamtale skal foretages eller et betydningsfuldt besøg skal afvikles. ”Lad os gå ind”…

Ophængningen er logisk og sammenhængende. Ingen uskrevne regler er brudt med mindre det har været med henblik på at skabe en overordnet harmoni. Jeg er begejstret! Galleristen er endnu ikke helt færdig med udstillingslisterne og er således en anelse stresset. ”Han dur ikke til multitasking”, siger hans søn overbærende. ”Det er på sådan et tidspunkt, man skal bede om at låne bilnøglerne”, fortsætter han storsmilende.

Det er nu, jeg skal se mine arbejder med en fremmeds øjne. Det er nu, jeg skal iagttage dem med turistens henkastede blik. Jeg har givet billederne fri og bør nu se dem – næsten – fuldstændigt objektivt. Jeg forstyrres af et par tyvstartere, der samtidigt er gode venner og kollegaer. Der skal krammes og udveksles erfaringer. ”Hvad er der sket siden sidst?”

Jeg prøver endnu en gang at se koncentreret på udstillingen. Der dukker flere op. Jeg drikker et glas Chardonnay. Endnu et fortvivlet forsøg på at tage toppen af de nerver, der ellers nu er ved at være 100% under kontrol. Jeg kan kun konstatere, at ophængningen af mine værker vel aldrig har været bedre. Galleristen er synligt glad over denne tilkendegivelse. Alt imens prøver han ihærdigt at gøre udstillingslisten færdig. Jeg har fundet en fejl i den og dén er ved at blive rettet, da der – ret overrumplende – er en kunde i kiosken. ”Hvad koster nummer 226?” ”Seks et halvt tusind, tror jeg!” Han er ganske forbavset over, at jeg ikke kan huske noget så væsentligt som priserne på mine egne malerier. Til gengæld kan jeg huske alle titlerne – næsten. Jeg husker i al fald, hvornår de er færdiggjort. Næsten på klokkeslæt! Nu irrationel viden.

Der kommer positive tilkendegivelser og jeg er glad. Især når det er andre kunstnere, der afleverer dem. Samtidigt tænker jeg over hvor blufærdig, jeg selv er med den slags.

Jeg prøver at forholde mig til tingene på væggene endnu en gang. ”Hvor er Kunstavisen?” Jeg ved, at der er et stort stykke i Kunstavisen om udstillingen. Galleristen, som i mellemtiden er faldet lidt til ro, går i postkassen og finder galleriets eksemplar af publikationen. ’Sanselighedens lys som åndens gave til livet’ hedder det i overskriften.

Jeg prøver at huske på disse syv ord mens jeg prøver at ”opleve” mine værker. Det synes umuligt nu. Jeg er kommet for tæt på; men nerverne er faldet til ro, alt imens jeg dulmer dem yderligt med et glas køligt hvidvin.