'Dialog-Satellit' er et udstillingskoncept, der kræver tålmodighed, et solidt stykke fodarbejde samt en gedigen stedsans.
I de seneste to år har foreningen ProKK præsenteret et bredt udsnit af medlemmerne i Ridehuset på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé. ProKK står for Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere. Inden for kunstverdenen kan man gradbøje fænomenet "professionalisme" på flere måder; men uanset hvilket kriterie, man vælger, ændrer det ikke ved, at årets ProKK-udstilling er forankret i en anden konceptionel dagsorden, end det har været tilfældet de tidligere år.
Som noget nyt har man valgt, at to kuratorer lader udstillerne gå i dialog parvist eller i trioer. Et andet nyt initiativ er, at man har spredt udstillingen ud i et antal såkaldte satellitter som supplement til basis, som stadig befinder sig i Ridehuset. Kuratorerne, Kim T. Grønborg og Annette Holdensen, har på samme tid iscenesat således, at de enkelte grupperinger tilgodeses i udstillingskonceptet, der meget naturligt har fået den samlede titel 'Dialog-Satellit'.
Man kan altid diskutere Ridehusets egnethed som forum for kunstudstillinger. Husets rå fremtoning og det skiftende lys udgør ikke et optimalt rum; men ikke desto mindre har stedet været brugt til udstillinger i årevis. Så kan man vælge at ’spille med’ rummet, som for eksempel keramikeren Jørgen Hansen og billedkunstneren Marianne Thingholm har gjort det i deres dialog. Her møder spinkle trækonstruktioner nærmest i et ulige sammenstød rummets egen konstruktion, der som bekendt er ret massiv og fremtrædende.
Blandt deltagerne finder man ligeledes eksempler på kunstnere, der i deres indbyrdes visuelle sprog er så langt fra hinanden, man næsten kan sige, at kontraster mødes og kolliderer, hvorpå sød musik opstår. I dette kontrapunktiske univers træffer Ulrik Sloth Petersen og Steen Larsen oplagt hinanden. Den ene fabulerende ekspressiv og den anden knivskarpt analytisk i sine stærkt realistiske kompositioner.
Hvilke kontraster og samspil, der er vellykkede og hvad der fremstår mindre heldigt, vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg går min runde i det umulige Ridehus, undrer mig, glædes og skuffes, mens jeg prøver at finde overskud til en tur rundt i staden. Jeg har nogle satellitter at udforske.
Solen skinner strålende, da jeg begiver mig over pladsen foran Musikhuset til Lobby, hvor billedkunstneren Ulla Madsen er gået i dialog med keramikeren Mariko Wada. De to har i deres indbyrdes konversation fået stærk konkurrence fra et rum, der afspejler sin egen blodrøde karakter i henholdsvis Wadas keramiske arbejder og Madsens fotografier af atomkraftværker, der korresponderer overraskende med de rumlige, keramiske strukturer. De to kunstnere slår den røde farve tilbage i deres indbyrdes konversation.
Sputnik har adresse på Møllegade 5, 1. sal, hvor Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn eksponerer en ny side af deres måde at vise, hvordan den store verden tager sig ud. 'SE SÅ' har de passende valgt at kalde deres indslag, der visualiserer hvordan man i bogstavelig forstand, ved hjælp af et kamera, kan skære verden "i stykker". Under en rejse til Ohio, har Sohn fotograferet Isakson, mens denne fotograferede dét, hun så. På den led bliver det sete perspektiveret forskelligt.
I samme univers beviser Anne Mette Arendt, at en installation langt fra behøver at være sammensat af højteknologiske enheder for at fungere. Gran, pap og et materiale, der til forveksling ligner brød, kan snildt gøre det.
På min vej fra Sputnik, via Århus Kunstakademi, hvor malerne Inge Ørntoft og Jonni Gejl Knudsen var i dialog med keramikeren Henriette Duckert, blev jeg overmandet af en snebyge, der tilsyneladende havde sit afsæt i én sort sky, der havde koncentreret sig i området omkring Arkitektskolen, som var næste destination på min vandring. Efter lidt søgen lykkedes det mig at finde udstillingsstedet, hvor Bo Mølgaard, Signe Højmark, Lisbeth Poulsen, Morten Skovmand, Hanne Munk og Kirsten Schou-Jørgensen giver hinanden venskabelig kamp til stregen i deres indbyrdes visuelle ordvekslinger med adskillige dialekter indbygget.
Lethed og tranparens, som ses i Kirsten Schou-Jørgensens overdimensionerede klokkestrenge, går her i klinch med Morten Skovmands mørkemaleri og Signe Højmarks bastante, rumlige organismer. Hanne Munk tager i sin væginstallation livtag med det skrevne ord i et næsten rebusagtigt forløb.
Bo Mølgaard giver rummet en dimension ekstra, som man kan tænke over. I værket Ballon stiller Mølgaard spørgsmålene ”Hvorfor koster brød og kartofler pludselig det dobbelte?” ”Hvad er friværdi?” og ”Hvad betyder signalværdien for et produkts pris?” Det sidste spørgsmål kan sagtens overføres på den kommercielle del af kunstverdenen, det næstsidste har jeg som husejer en idé om, hvorimod det første er straks sværere at give et entydigt bud på.
Min rundturs mest barokke indslag fandt sted på Badeanstalten Spanien, hvor det skulle vise sig at være mere end almindeligt kompliceret at bese udstillingen på en balkon, som jeg aldrig kom til at betræde. Det krævede en billet, som jeg fik i billetsalget, derefter skulle jeg via forskellige lokaliteter finde udstillingen. Det lykkedes mig også; men da jeg var på vej, blev jeg standset af en herre i korte bukser, der bad mig om at tage blå "futter" på. Jeg opgav min videre færd i de dampende lokaliteter. Udenfor var det igen blevet solskin – og jeg var ved at blive øm i lårmusklerne efter min tur rundt i satellitterne.
I de seneste to år har foreningen ProKK præsenteret et bredt udsnit af medlemmerne i Ridehuset på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé. ProKK står for Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere. Inden for kunstverdenen kan man gradbøje fænomenet "professionalisme" på flere måder; men uanset hvilket kriterie, man vælger, ændrer det ikke ved, at årets ProKK-udstilling er forankret i en anden konceptionel dagsorden, end det har været tilfældet de tidligere år.
Som noget nyt har man valgt, at to kuratorer lader udstillerne gå i dialog parvist eller i trioer. Et andet nyt initiativ er, at man har spredt udstillingen ud i et antal såkaldte satellitter som supplement til basis, som stadig befinder sig i Ridehuset. Kuratorerne, Kim T. Grønborg og Annette Holdensen, har på samme tid iscenesat således, at de enkelte grupperinger tilgodeses i udstillingskonceptet, der meget naturligt har fået den samlede titel 'Dialog-Satellit'.
Man kan altid diskutere Ridehusets egnethed som forum for kunstudstillinger. Husets rå fremtoning og det skiftende lys udgør ikke et optimalt rum; men ikke desto mindre har stedet været brugt til udstillinger i årevis. Så kan man vælge at ’spille med’ rummet, som for eksempel keramikeren Jørgen Hansen og billedkunstneren Marianne Thingholm har gjort det i deres dialog. Her møder spinkle trækonstruktioner nærmest i et ulige sammenstød rummets egen konstruktion, der som bekendt er ret massiv og fremtrædende.
Blandt deltagerne finder man ligeledes eksempler på kunstnere, der i deres indbyrdes visuelle sprog er så langt fra hinanden, man næsten kan sige, at kontraster mødes og kolliderer, hvorpå sød musik opstår. I dette kontrapunktiske univers træffer Ulrik Sloth Petersen og Steen Larsen oplagt hinanden. Den ene fabulerende ekspressiv og den anden knivskarpt analytisk i sine stærkt realistiske kompositioner.
Hvilke kontraster og samspil, der er vellykkede og hvad der fremstår mindre heldigt, vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg går min runde i det umulige Ridehus, undrer mig, glædes og skuffes, mens jeg prøver at finde overskud til en tur rundt i staden. Jeg har nogle satellitter at udforske.
Solen skinner strålende, da jeg begiver mig over pladsen foran Musikhuset til Lobby, hvor billedkunstneren Ulla Madsen er gået i dialog med keramikeren Mariko Wada. De to har i deres indbyrdes konversation fået stærk konkurrence fra et rum, der afspejler sin egen blodrøde karakter i henholdsvis Wadas keramiske arbejder og Madsens fotografier af atomkraftværker, der korresponderer overraskende med de rumlige, keramiske strukturer. De to kunstnere slår den røde farve tilbage i deres indbyrdes konversation.
Sputnik har adresse på Møllegade 5, 1. sal, hvor Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn eksponerer en ny side af deres måde at vise, hvordan den store verden tager sig ud. 'SE SÅ' har de passende valgt at kalde deres indslag, der visualiserer hvordan man i bogstavelig forstand, ved hjælp af et kamera, kan skære verden "i stykker". Under en rejse til Ohio, har Sohn fotograferet Isakson, mens denne fotograferede dét, hun så. På den led bliver det sete perspektiveret forskelligt.
I samme univers beviser Anne Mette Arendt, at en installation langt fra behøver at være sammensat af højteknologiske enheder for at fungere. Gran, pap og et materiale, der til forveksling ligner brød, kan snildt gøre det.
På min vej fra Sputnik, via Århus Kunstakademi, hvor malerne Inge Ørntoft og Jonni Gejl Knudsen var i dialog med keramikeren Henriette Duckert, blev jeg overmandet af en snebyge, der tilsyneladende havde sit afsæt i én sort sky, der havde koncentreret sig i området omkring Arkitektskolen, som var næste destination på min vandring. Efter lidt søgen lykkedes det mig at finde udstillingsstedet, hvor Bo Mølgaard, Signe Højmark, Lisbeth Poulsen, Morten Skovmand, Hanne Munk og Kirsten Schou-Jørgensen giver hinanden venskabelig kamp til stregen i deres indbyrdes visuelle ordvekslinger med adskillige dialekter indbygget.
Lethed og tranparens, som ses i Kirsten Schou-Jørgensens overdimensionerede klokkestrenge, går her i klinch med Morten Skovmands mørkemaleri og Signe Højmarks bastante, rumlige organismer. Hanne Munk tager i sin væginstallation livtag med det skrevne ord i et næsten rebusagtigt forløb.
Bo Mølgaard giver rummet en dimension ekstra, som man kan tænke over. I værket Ballon stiller Mølgaard spørgsmålene ”Hvorfor koster brød og kartofler pludselig det dobbelte?” ”Hvad er friværdi?” og ”Hvad betyder signalværdien for et produkts pris?” Det sidste spørgsmål kan sagtens overføres på den kommercielle del af kunstverdenen, det næstsidste har jeg som husejer en idé om, hvorimod det første er straks sværere at give et entydigt bud på.
Min rundturs mest barokke indslag fandt sted på Badeanstalten Spanien, hvor det skulle vise sig at være mere end almindeligt kompliceret at bese udstillingen på en balkon, som jeg aldrig kom til at betræde. Det krævede en billet, som jeg fik i billetsalget, derefter skulle jeg via forskellige lokaliteter finde udstillingen. Det lykkedes mig også; men da jeg var på vej, blev jeg standset af en herre i korte bukser, der bad mig om at tage blå "futter" på. Jeg opgav min videre færd i de dampende lokaliteter. Udenfor var det igen blevet solskin – og jeg var ved at blive øm i lårmusklerne efter min tur rundt i satellitterne.
