Vi ser det konstant! Selv i små byer er husmure, porte og miljøet i øvrigt tilsprayet med de såkaldte tags, som i dette tilfælde er grafitti-malernes identitet. Deres subkulturelle navnetræk. Naturligvis arbejder de i en undercover-funktion, da deres forehavende er at betragte som hærværk i lovmæssig forstand.Ord er med andre ord et tema i grafittien og i den afart af billedkunsten, som man kalder street-art. Det er yderst sjældent at man oplever et rent motiv uden at der samtidigt er ord eller statements indopereret i værkerne.
Grafittien har sit afsæt i en storby-kultur. Derfor var det også i de større byer og i forstederne, at denne stereotype måde at udtrykke sig billedligt på, først blev synlig. Men fænomenet bredte sig. Snart til mindre købsteder og senere til små flækker ude i perifirien.
Jeg kan ret tydeligt huske, da jeg i 70’erne kørte med tog til København. Allerede dengang sås de første mere eller mindre overbevisende eksperimenter med spraydåserne langs banelegemet. De store betonelementer blev bemalede – og det gik hurtigt over til, at togene blev brugt som overflader for denne subkulturs udøvere. Værkerne blev nu synlige i et langt større univers end hidtil.
Spraydåse-subkulturen rummer altså ikke noget egentligt nyt! Billedsproget er det samme som man har set det i årtier. Man kan blot tage en tur med regionaltoget til en by som Århus. Støjskærmene er koncentreret camoufleret med hidsige farver i et historieløst og overfladisk udtryk. Signalerne er heller ikke noget, der i de fleste tilfælde rummer en mening. Måske er grafitti kun at betragte som dét småborgerligheden ser det? Som ligegyldigt hærværk?
I de senere år har ordet og bogstaverne spillet en større rolle i den visuelle del af kunstverdenen. Der er langt fra noget nyt i det. I det 20. århundredes begyndelse dukkede der ord op hist og pist i malerier og – især, naturligvis – i collageform. I kubismen var ord og bogstaver en væsentlig bestanddel af hele det kompositoriske forløb og med Kurt Schwitters’ collager var ordene en uundgåelig del af det overordnede motiv.
Mange år senere gav popkunsten og post-poppen ny næring til det skrevene og malede ord. Nu som et blikfang – akkurat som man kender det fra reklameverdenens angreb på den menneskelige bevidsthed. Øjet er indgangen til omsætning. En kunstner som Andy Warhol hyldede dette princip.
Man kan altså bruge ordene på forskellig måde i sine bestræbelser på at skabe diverse billedlige fraseologier. Man kan gribe det meget direkte an – og sige tingene ligeud, som billedkunstneren Per Kramer gør i én af illustrationerne til denne blog. Man kan også være mere tvetydig og gå i kødet på en trappesten i Århus midtby – og erklære sit uforbeholdne had til kuratorer, som det ses på ét af de andre fotografier.
I det sidstnævnte tilfælde bliver statementet ledsaget af en hurtigt forarbejdet tegning, som underbygger det skrevne og i Per Kramers tilfælde bør det retfærdighedsvis nævnes, at hans udsagn i værket, hvorfra det er hentet, ikke står alene. Det er en detalje i en større installation. Men i dén henseende står ordet stærkt og vil vel rumme en tendens til at blive altoverskyggende i forhold til værket i en helstøbt sammenhæng?
Når maleren Kehnet Nielsen skriver et navn eller blot et enkelt assoicerende ord hen over et i øvrigt semiabstrakt maleri, er det ifølge ham selv et udtryk for, at han ønsker at binde historien sammen med nutiden. F.eks. udgør ordet Delacroix en connection fra nu og tilbage til dén kunstner, som Nielsen anser for den sidste egentlige traditionalist inden for malerkunsten.
Når jeg samtidigt indsætter ordene ”Repeat after me” i en komposition – og i øvrigt ikke skriver mere end dét, er det blot en undskyldning. Et alibi, som jeg ophænger min motiviske komposition på. Samtidigt håber jeg på længere sigt at være i stand til at akkumulere en nysgerrighed hos – forhåbentligt – kommende beskuere af mine billeder.
Dermed ikke være sagt, at ordene vil stå lige så lysende klart i alle tilfælde; men det vil tiden vise. Der er lagt i kakkelovnen til eksperimenter, der skal vise hvorledes jeg har tænkt mig at beskrive vores sammensatte samtid i ord og billede. Kort og upræcist!
