A human echo

Jeg synes, det må være svært at give titel til kunstudstillinger nogle gange. Titlen på den aktuelle udstilling med den amerikanske billedkunstner Tony Matelli på kunstmuseet Aros i Aarhus er ’A Human Echo’. ”Et menneskeligt ekko”? Det forstår jeg ganske enkelt ikke? OK. Matelli konstruerer blandt meget andet scener, der har aben som udgangspunkt – og i nogle ret lidet misundelsesværdige roller. Andre værker er sammensat af – angiveligt – grøntsags- og kødelementer, og når jeg tilføjer ”angiveligt”, er det fordi, disse værker som oftest er monteret af enkeltdele, der er støbt i bronze og efterfølgende sammenfattet til menneskelignende skulpturer med reference til den italienske 1500-talskunstner Guiseppe Arcimboldo.

Udstillingen med Matelli udgør blot én af en række udstillinger med amerikanske samtidskunstnere på Aros, og i modsætning til de øvrige af samme slags, som ofte har været ganske overfyldte og massive, har man fra museets side denne gang valgt et langt mere minimalistisk koncept, og det klæder udstillingen – uanset, hvordan man eller vælger at iagttage de udstillede værker. 

Man kan danne sig et indtryk ved at se nogle af de billeder, jeg tog under pressemødet, og på et tidspunkt skal jeg lige have sammeklippet en film med nogle af de videosekvenser, jeg optog ved samme lejlighed. 

Tony Matelli (født 1970) udvikler superrealistiske skulpturer, hvilket illusteres ret tydeligt med denne golden retriever (på billedet herover), som i forbindelse med udstillingen på Aros kan opleves på plænen foran museet for tiden. Der har allerede været reaktioner fra forbipasserende, at der tilsyneladende er glemt en førerhund, som står fuldstændigt stille uden for Aros.

På gul grund

Da jeg dagen før åbningen af udstillingen ’BIG – Size Matters’ var ude på Højbjerg Bibliotek og checke konceptet var mit maleri med den passende titel ’Size Matters’ allerede ophængt – og i konkurrence med diverse biblioteksenheder og en skriggul bagvæg klarer værket sig faktisk ret godt. 

Lilibeth og den globale rindalisme

Jeg har produceret et del film om kunst og med kunstnere - heriblandt mig selv! Men den film, der ubetinget har fået den største opmærksomhed - i skrivende stund næsten 140.000 seere - er en video, der skildrer en performance af den fremragende billedkunstner og performer Lilibeth Cuenca Rasmussen under et show, hun lavede i Århus Kunstbygning for nogle år siden.

Her kommer den globale forargelse virkeligt til udtryk, og med jævne mellemrum kommer der kommentarer, som i langt de fleste tilfælde indeholder udtryk for denne forargelse.

Jeg synes 'Never mind Pollock (women on painting)' er en glimrende performance - og det værk, der kom ud af Lilibeths anstrengelser, var jeg faktisk ved at score. Det strandede udelukkende på, at det ville være kompliceret at transportere et lærred på 2 x 10 meter hjem fra Aarhus til Silkeborg i toget.

Matelli på Aros

”I Matellis figurverden er det det u-perfekte menneske, der sætter dagsordenen. Kunstnerens markante brug af sarkasme og vrangvendte skønhedsidealer punkterer menneskets ophøjede selvforståelse og appellerer til smil på læben. Det forhold kommer tydeligt til udtryk i værker som fx skulpturen Total Torpor, Mad Malaise, 2003 hvor en nøgen, deform og byldebefængt mandsperson overlegent tilsmiler os fra sit podie. Værket emmer af ironi, når Matelli opfordrer os til at kaste et kritisk blik på os selv, vores vaner og kulturelle omgivelser”.

Blandt andet sådan kan man på kunstmuseet Aros’ website læse om udstillingen Tony Matelli – A Human Echo, der for første gang viser en større udstilling med værker af den New York-baserede kunstner Tony Matelli. Jeg glæder mig til at se udstillingen, ved hvilken jeg har indskrevet mig til pressemødet, og samtidigt har jeg en fornemmelse af, at museet fortsætter den række af udstillinger, der viser værker af usædvanlige og bemærkelsesværdige amerikanske kunstnere, hvor en anden Tony – nemlig Oursler – lige har afsluttet sin udstilling på Aros.

Den mest bizarre og mærkværdige fremstilling af det menneskelige individ, stod Los Angeles-kunstneren Paul McCarthy imidlertid for for nogle år siden. Det var voldsomt og vildt weird. Men måske Matelli kan tangere McCarthy?

Skulpturen foroven af Tony Matelli har titlen ’Double Veg Head 2, Fresh’ og det ser ud som om, skulpturen er fremstillet af grøntsager; men jeg mener at vide, at værkets enkelte komponenter er støbt i bronze.

Direktør forlader Charlottenborg

”Fusionen mellem Charlottenborg og Kunstakademiet markerer starten på et nyt kapitel for organisationen, og her vil nytænkning og nye måder at gribe tingene an på være til gavn. Jeg har nydt min tid i Danmark og fået mange nye venner, men det føles som det rigtige tidspunkt at komme videre på”.

Således hedder det i en udtalelse til Jyllands-Posten fra Kunsthal Charlottenborgs direktør Mark Sladen, der har valgt at opsige sin stilling pr. 14. september. Ansættelsen af Sladen gav ellers lidt ro omkring Charlottenborg, der indtil da ellers i medierne, havde levet en noget forblæst tilværelse. Hovedårsagen skulle findes i institutionens lave publikumstal, og Sladen blev ansat i juni 2010.

Siden er det fra politisk side blevet besluttet at fusionere Kunsthal Charlottenborg og Det Kgl. Kunstakademis administrationer, og muligvis er denne disposition en af årsagerne til Sladen’s fratræden. Kulturminister Uffe Elbæk beklager Sladen’s beslutning, men udtrykker forståelse for den. Samtidigt kan man så spekulere over, om mediestormen i forhold til kunsthallen nu blusser op igen?

Der var ikke mange besøgende, da jeg i foråret sidst besøgte Kunsthal Charlottenborg. Måske skulle dette ses som en konsekvens af, at vejret var skønt – og at det potentielle publikum foretrak at nyde solen ved Nyhavn? Af samme årsag kunne jeg bl.a. se værket ’Painting the Weights’ af Christina Mackie (billedet herover) i fred og ro.

Everything Changes - en rundtur

En lille rundtur i udstillingen Everything Changes, som vises på kunstmuseet Aros i Aarhus indtil d. 25. november 2012.

Kunstneren er Kaspar Bonnén, og musikken har jeg selv indspillet ved hjælp af min forholdsvist nye Ibanez Montage-guitar aktuelt forstærket gennem verdens mindste Marshall-forstærker.

Big!

Der er efterhånden opstået en tradition for, at et større antal fine kunstnere fra Aarhus og nærmeste og fjerneste omegn markerer Aarhus Festuge med en udstilling på Højbjerg Bibliotek.

I modsætning til de tidligere år, har jeg her i 2012 været forberedt i god tid, da det værk, jeg deltager med, har været færdigt i flere måneder – og sådan må det være, når temaet er ’SIZE MATTERS’.

Udstillingen åbner – som det kan ses på gengivelsen herover – d. 31. august.

Alt under forandring

Da jeg under pressemødet til udstillingen 'Everything Changes' med billedkunstneren Kaspar Bonnén på Aros i Aarhus, så udstillingsrummet, blev jeg i tvivl om, hvorvidt det tekniske personale på museet ville være i stand til at klargøre udstillingsrummet til åbningen af udstillingen fredag d. 24. august.

Store huller i gipsvæggene, forfald og et vist kaos prægede miljøet. Men det var med fuldt overlæg og set i et retrospektivt perspektiv, er idéen med at præsentere netop Kaspar Bonnéns værker i et sådant rum indlysende – når det nu skal være!

Jeg er i gang med en tekst om udstillingen, og jeg vil følge op med både levende og statiske billeder fra udstillingen senere

Flere kvikke cyklister

Det er klart, at når man gerne vil fotografere cykelryttere, er fokus på de største stjerner. Ved indskrivningen af 3. etape af Post Danmark Rundt i Silkeborg var mulighederne for at "skyde" rytterne langt mere optimale end på etapen i Aarhus, hvor det handlede om opløb og en dramatisk sprint.

Fra oven ses her verdensmesteren Mark Cavendish, André Greipel og Tom Boonen.

Der kan ses flere billeder fra både Aarhus og Silkeborg HER>

De bedste sprintere

Det er lidt sjovt, at landevejens bedste sprintere inden for cykelsport ligger og kører rundt i Danmark i disse dage, hvor der samtidigt køres Vuelta i Spanien; men de to bedste af slagsen, verdensmesteren Mark Cavendish (på hjul af en holdkammerat på det øverste billede) og André Greipel (i gul trøje på det nederste billede), har valgt at køre Post Danmark Rundt.

Derfor benyttede jeg muligheden for at se opløbet på Strandvejen i Aarhus, da løbet nåede byen under 2. etape. Greipel vandt etapen.

Little Sun

Overskriften lyder måske mere som stammenavnet på en indianer, end et teknologisk projekt, som bl.a. er udtænkt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Ikke desto mindre er Little Sun navnet på en lampe, som Eliasson har udviklet i samarbejde med ingeniøren Frederik Ottesen. Projektet går i alt sin enkelthed ud på, at denne lampe vil være i stand til at lyse i fem timer, hvis den vel at mærker er blevet opladet i solen i fem timer. I store dele af verden er adgangen til strøm et ikke-eksisterende fænomen, og pudsigt nok er mange af disse områder sandsynligvis kendetegnet ved masser af solskin. Netop i disse egne er man afhængige af petroleumslamper, som udgør helbreds- og miljøbaserede risici.

For ikke, at det skal være løgn har Little Sun naturligvis sit eget website

Årets varmeste dag

Jeg kan godt li’ varme, og årets foreløbigt varmeste dag – jeg tror vi var oppe omkring de 30 grader? – blev tilbragt ved stranden Ballehage ved Aarhus.

I den del af Ballehage, som jeg frekventerer, ser flertallet stort på et så overflødigt fænomen som badetøj, hvilket sandsynligvis har fremgået af de tidligere skitser og akvareller, jeg har udarbejdet på stedet. Nu har jeg imidlertid prøvet at simplificere metoden og gjort akvarellerne mere enkle.

Måske opløser motiverne sig på længere sigt til en form for abstraktion? Her er i hvert fald nogle aktuelle eksempler.

Indisk på Arken

”Arken har i dén grad sammensat en udstilling, der ligger fint i tråd med museets intentioner om, at billedkunst er et eksistetielt anliggende. Værkerne fortæller om identitet, erfaring og erindring og undersøger begreber som social mobilitet og religiøse forestillinger. Ikke ukendte emner i kunsten, men fortalt på en ny måde børet af nerve og engagement. Og med en rigdom af materialer, der spænder fra egentligt maleri til ophobede radiatorer, rulleskodder til butiksdøre og menneskehår omhyggeligt flettet til lange guirlander”

Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup begynder sin anmeldelse af udstillingen ’India : Art Now’ på kunstmuseet Arken i Ishøj med at erklære, at han stort set har set samtlige udstillinger på museet, siden det åbnede i 1996. Det er jeg absolut ikke i tvivl om, er rigtigt. Weirup er nok en af de flittigste dagbladsanmeldere herhjemme – i hvert fald når det drejer sig om billedkunst. Udstillingen på Arken tager udgangspunkt i indisk samtidskunst, og netop dette emne var et tema i forbindelse med en stor udstilling på HEART i Herning for få år siden. Dén udstilling var fremragende – og det er den aktuelle udstilling på Arken også, ifølge Torben Weirup, som giver seks ud af seks mulige stjerner.

Bonnén - Everything Changes

”Udstillingen Everything Changes skal opleves som en totalinstallation, hvor malerier, skulpturer, fotografier, lyd og digte indgår som en del af en stor helhed. Et gennemgående greb i udstillingen vil være en nedbrydning af rummets arkitektur, så der bliver åbnet til en bagvedliggende struktur; en lang buet væg, hvorpå Bonnén maler et stort stedspecifikt maleri. Udstillingsrummets arkitektur vil fremstå som værende i forandring mellem nedbrydningen af noget gammelt og opbygningen af noget nyt”.

Blandt andet sådan præsenterer kunstmuseet ARoS i Aarhus i sit pressemateriale en ny udstilling med billedkunstneren Kaspar Bonnén, der vel er mest kendt som maler i det brede kunstmiljø.

Aktuelt har kunstneren tilsyneladende andet at byde på, og det vil jeg ved selvsyn konstatere, når ARoS afholder pressemøde i forbindelse med udstillingen, der åbner d. 25. august i museets Vestgalleri.

Café Galleriets nye udstilling

"Baseret på Leonardo da Vinci's syv læringsprincipper har billedkunstner Mikael Bødtkjer Hansen og det Odder-baserede arkitektfirma ARKIpartners stået for den nye udsmykning af Parkvejens Skole. Gennem et dybdegående samarbejde baseret på lige dele med- og modspil og tillid og frihed har de to fået kunst og arkitektur til at gå op i en højere enhed"

Sådan præsenteres den nye udstilling i Café Galleriet i Odder. Jeg var til åbningen; dog med en vis bagtanke: Det var vigtigt for mig at få set rummene igennem med henblik på disponeringen af min egen udstilling, der åbner d. 22. september. men når dét er sagt, var det en hyggelig fernisering med deltagelse af mange flinke og sympatiske mennesker.

Gult

Hvis der er én ting, jeg er glad for, så er det, at jeg ikke skal anmelde udstillingen ’Gul’, som netop er åbnet i Kunstpakhuset i Ikast. Og hvorfor så det? Jo! Jeg var i dialog med anmelderen, en god kollega fra Kunstavisen, da vedkommende forlod udstillingen under ferniseringen, og han gav klart udtryk for, at ’Gul’ var noget af det smukkeste, han havde set længe.

Jeg har en stor respekt for Helen Lykke Møller, tidligere kunstnerisk leder for Århus Kunstbygning, som afholdte åbningstalen i forbindelse med ’Gul’, og hun fremhævede fænomenet ”sammenslutninger” som en helt enestående mekanisme på den danske kunstscene, desværre uden at fremhæve, at sammenslutningernes medlemmer i årevis har brugt mere energi på at holde andre udenfor end at skabe et egentligt dynamisk miljø omkring kunstnen herhjemme.

Det forekommer ret indlysende, at der skal ske noget helt afgørende omkring sammenslutningernes funktion, hvis de på nogen måde skal bekræfte en bæredygtighed som aktører på en kunstscene, der bliver mere og mere individualiseret.

Jeg nævnte indledningsvis, at min gode kollega er ret begejstret for ’Gul’, som er et koncept udviklet af kunstnersammenslutningen Riimfaxe. Fint nok! Så behøver jeg ikke tage stilling!

Gule nuancer

Det er næsten at betragte som blasfemi at åbne en udstilling med titlen ’Gul’ blot to dage efter, at Sverige har sendt Danmark ud af OL-turneringen i håndbold for herrer. Nu er én ting naturligvis hanbold (eller håndvold) og en anden kunst.

Titlen er simpelthen temaet på sammenslutningen Riimfaxes udstilling i Kunstpakhuset i Ikast – en udstilling, der varer fra d. 10. august og frem til d. 9. september.

Nu mener jeg ikke, at man kan forsyne en individuel farve med en symbolsk betydning, og derfor er jeg naturligvis også ret skeptisk over for dén påstand, der optræder i udstillingsstedets pressemeddelelse, nemlig at ”gul” står for falskhed, misundelse og forræderi. Jeg tror da også at pressemeddelesens forfatter har et ironisk forhold til disse – for en farve – så voldsomme egenskaber?

Jeg er lidt spændt på, hvordan de udstillende kunstnere har administreret et koncept, der tager afsæt i en enkelt farve. Udstillingen åbner fredag d. 10. august, og jeg vil se, om jeg kan være der – om ikke andet så for det sociale.

Værket, der illustrerer dette indlæg er af Jens Chr. Jensen

BLUR m.fl.

Pludseligt, mens jeg sidder og passer min dont på Den Kreative Skole, kommer øknomichefen ind på kontoret og fortæller, at der er en fribillet til Skanderborg Festival, som efterhånden er blevet til SmukFest.

Billetten kan afhentes i den lokale afdeling af Hifi-Klubben, og jeg er ude af røret, inden nogen når at tænke yderligere over det gode tilbud. Inden havde jeg dog lige registreret, at hovednavnet dén dag, billetten er gyldig, er den engelske brit-pop-legende BLUR, som slog igennem i 90'erne og op gennem dette årti kæmpede en indædt kamp om populariteten med Manchester-bandet Oasis.

BLUR er fra London - og, mener jeg at kunne huske, fans af Chelsea FC. Så kan det jo ikke gå helt galt.

Mere Kentridge

”Nu ærger det mig, at jeg ikke så dette værk igennem ti gange. For blot de halvanden gang, jeg tillod mig at være tilstede, har sat sig i tanken og kroppen. Det var godt gjort. Det er mig ikke muligt at give et referat af filmens fortælling. Det ville sandsynligvis heller ikke være ønsket fra kunstnerens side. Tankerne om tiden og de sorte huller og de skygger, menneskene kaster, kan jeg til hver en tid stadig genkalde i en eller anden form. Det gør mig ydmyg. Jeg tror det er dét, kunstneren ønsker af os”

Som så mange andre har Line Rosenvinge fra Kunsten.nu besøgt dOCUMENTA (13) i Kassel, og reflektionerne herover drejer sig om William Kentridge’s videoinstallation The Refusal of Time, som mange fremhæver i forhold til denne udgave af Documenta. Jeg er glad for, at jeg selv blandt meget andet fik oplevet dette spektakulære værk. Jeg fik oven i købet produceret en film, der viser et uddrag af installationen. Filmen kan findes her på blog'en under Juli 2012.

Pen og tusch

Jeg må indrømme, at det ikke er meget, der er blevet lavet på værkstedet her hen over sommeren. Mest har de seneste uger været brugt på rejseaktiviteter og afslapning med Tour de France og OL på TV. Der er dog blevet tegnet og fotograferet en del on location.

Så har jeg af en god ven fået en lille stak nye pennehoveder til penneskafterne – og et par af disse skulle naturligvis lige afprøves

Dürer i Nürnberg

”Kunstlivet i Tyskland er på den anden ende. Der er documenta i år. Alle retter blikke mod Kassel og den nyeste kunst, men ikke i Nürnberg. Her står man i kø for at se på det gamle. Selvportrættets første store udøver, den første landskabsmaler og den kunstner, der for alvor udviklede studiet af den nøgne figur. Den tyske renæssances urfader, intet mindre. Altså Albrecht Dürer (1471-1528). En af verdenskunstens helt store stjerner".

Jeg kan godt blive en anelse misundelig på en skribent som Ole Nørlyng, som er kunstanmelder på Weekendavisen, hvorfra overnnævnte citat stammer. Årsagen skal findes i, at når Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg viser en stor udstilling af ”der frühe Dürer” har Nørlyng en helt avisside til sin rådighed i bestræbelserne på at give læserne et indblik i kunstneren samt det kolossale forskningsarbejde, der er blevet Dürer til dels.

Når man selv skal sidde og tælle anslag i sine egne beskrivelser, kunne man godt ønske sig en tjans som avisanmelder. I hvert fald i et organ, som er langt mere generøs med pladsen end de medier, jeg normalt gebærder mig i.

Anyway: Albrecht Dürer-udstillingen i Nürnberg får jeg ikke set – desværre. Til gengæld er det vel gået op for de fleste, at jeg har været i Kassel?

Hvem er bange for rødt, blåt og gult?

Min første levende erfaring med denne afdøde kunstner tilbage engang i 70'erne på Tate i London, satte nogle ting i gang.

For det første, at man overhovedet kunne male på denne måde og for det andet, at jeg havde opsøgt museet med en helt anden dagsorden og i symbolsk betydning blev taget med bukserne nede om hælene, da jeg oplevede et rum fyldt med værker af Barnett Newman - alle primært røde.