Fotografier fra Arktis

Henrik Saxgren: 'Hvalhavn, Hvalsundet' maj 2015 (foto Randers Kunstmuseum/Henrik Saxgren)

"Jeg opdagede hurtigt, at Thule-boerne er beskedne mennesker med et afklaret forhold til den natur, de lever i. Men der var specielt én ting, der slog mig: De gik aldrig imod naturens kræfter, men bevæger sig med dem. De veg frem for at udfordre. De ventede frem for at trodse. Som en elegant bokser, der kan tage en træffer fordi han forstår, at "gå med" slaget. På samme måde bevæger fangerne sig med naturen"

Ordene er taget fra pressemeddelelsen til udstillingen 'Ultima Thule', og er fremsat af fotografen Henrik Saxgren, som har rejst i nogle af de mest ufremkommelige egne af Grønland. 

Gennem flere år har Saxgren fotograferet og dokumenteret fangerkulturen på kanten af verden og tilværelsen. 

Udstillingen vises på Randers Kunstmuseum i perioden 11. august-4. november 2018.

Kvium og litografiet

Michael Kvium: 'Asmodeus Afkom', litografi, 120 x 160 cm. (foto: Edition Copenhagen)

"Jeg vil tro, at det er generelt for alle kunstnere, at når man endelig kommer op på toppen af bjerget, og man er færdig... Hvad skal man så? Så kan man bare kravle ned igen og det, man tager med sig, er først og fremmest de ting, der er lykkedes, som man tager som en selvfølge. Det man går og tænker på bagefter, er alle de andre muligheder"

Udtalelsen er fremsat af Michael Kvium i forbindelse med en reportage, der er lavet til DR K, som omhandler tilblivelsen af litografiet 'Asmodeus Afkom', der blev udført på Edition Copenhagen's litografiske værksted i København. 

Reportagen giver et glimrende indblik i processen omkring udførelsen af litografi, og den fortæller samtidigt historien om et fag, som måske uddør, da det er vanskeligt at få de gamle maskiner, man bruger i produktionen af litografi, repareret. 

Under alle omstændigheder er det godt, at man på en af kongerigets landsdækkende kanaler tager problematikkerne omkring grafiske metoder op. 

Der er i hvert fald sandsynligvis mange, som ikke har den fjerneste idé om, hvad grafik handler om.

En fis i en hornlygte

Jakob Jakobsen: 'Dødsfald' - udsnit (foto: Kunsthal Charlottenborg)

"Er det så et godt kunstværk? Svaret er nej. Det er på alle måder banalt. Kunstnere som Superflex, Jens Haaning for slet ikke at tale om russiske Pussy Riot har lavet politisk kommenterende værker med langt større potens og gennemslagskraft. Blandt de 20 politikernavne finder man ikke et eneste fra Enhedslisten, der, som så mange andre kunstnere, har Jakob Jakobsens sympati. Men havde det ikke været mere fantasifuldt, mere vedkommende og mere poetisk at nævne navne på politikere, som man sympatiserer med? At døden er uomgængelig for alle, gode som onde. Nu virker det bare umodent og teenageagtigt"

Et af sommerens store samtaleemner har været et kunstværk bestående af 20 A4-ark med teksten "Lars Løkke Rasmussen er død", "Anders Fogh Rasmussen er død", "Villy Søvndal er død" osv. derudaf på den politiske scene. 

Det er såmænd ikke værket i sig selv, som har afstedkommet den megen furore, men den kendsgerning af Københavns Kommune har indkøbt værket for kr. 10.000. 

Projektets bagmand er Jakob Jakobsen, og det fremgår også klart af citatet herover, som stammer fra Tom Jørgensens anmeldelse af værket i Jyllands-Posten. 

Jørgensen ser ikke meget kunstnerisk værdi i værket, som nu - indtil d. 16. august kan ses på Kunsthal Charlottenborg i København. 

Om dette skriver Tom Jørgensen under overskriften "En fis i en hornlygte": "Michael Thoubers begejstring skal nok ses som ren markedsføring. De medvirkende i McDonald's irriterende tv-kampagner tror med garanti heller ikke på, at produktet på nogen måde minder om den gourmetburger, der lægges op til". Michael Thouber er direktør for Kunsthal Charlottenborg. 

Dermed ikke mere om værket 'Dødsfald' på denne blog.

Kunsten at trykke

Kobbertrykker Niels Borch Jensen på værkstedet (foto: Niels Borch Jensen Gallery and Editions)

Måske er det ikke så ofte, at man på tv-mediet kan se en udsendelse, der formidler billedkunst, og endnu mere sjældent vil jeg insinuere, at der i fjernsynet kan opleves formidling af grafiske metoder - aktuelt den fine teknik, der handler om kobbertryk. 

Det råder DRTV dog nu lidt bod på, da kulturkanalen DR K søndag d. 26. juli viser en reportage fra kobbertrykkeren Niels Borch Jensen værksted i København, hvor det aktuelt handler om kobbertrykkerens samarbejde med den islandske kunstner Ragnar Kjartansson. 

Niels Borch Jensen er gennem de seneste årtier blevet en institution i dansk grafik, og hans samarbejde med diverse internationalt forankrede billedkunstnere har givet ham mulighed for at være den håndværksmæssige bagmand til værker af så prominente navne som Per Kirkeby, Tal R, Matt Saunders, TacitaDean, Olafur Eliasson og Julie Mehretu. 

Det er også hos Borch Jensen, man har trykt de nyfundne linoleumsplader, som Asger Jorn havde efterladt i en kuffert hos sin bror i Silkeborg. 

Således kan kobbertrykkeren indskrive Jorn som en af de kunstnere, der har været gennem systemet på værkstedet. 

I øvrigt har Borch Jensen gallerier i både København og Berlin, og netop værkstedets showroom i Berlin besøgte jeg for et par år siden på adressen i Kreuzberg, men her har man valgt at flytte aktiviteterne til en anden beliggenhed i Charlottenburg-området - mere præcist på adressen Goethestrasse 79, hvor man åbner med en ny udstilling d. 14. september.

Du danske sommer...

...jeg elsker dig! Når den meteorologiske historieskrivning skal forfattes, vil sommeren 2018 repræsentere adskillige rekorder. 

Flest sommerdage i træk, adskillige hedebølger samt en for vore himmelstrøg sjælden tørke. Det sidste kunne flere sikkert fint leve foruden, men nu er det sådan, det er. 

Det er heller ikke ofte, jeg befinder mig i kælderens dyb på værkstedet, men så er det godt, at jeg netop har investeret i et første klasses sæt oliepastelfarver, som jeg indviede i forbindelse med et besøg på stranden ved Husby Klit. 

Det ser ganske vist mennesketomt ud på tegningerne, men motivet lyver. Der befandt sig mange mennesker ved den for nyligt indviede naturiststrand ved Vesterhavet på årets varmeste dag i 2018. 

32 grader måle bilens termometer, da vi kørte hjem efter adskillige timer i sandet og i vandet.

Ukendte de Kooning-værker dukket op

Et af de seks Willem de Kooning-værker, der nu har set dagens lys (foto: David Killen Gallery/New York Post)

"Faktisk var det en bunke lort, og jeg kunne ikke se noget godt". Sådan udtalte galleriejer Davis Killen ifølge New York Post, da han så de omkring 200 kunstværker, han havde investeret $15.000 (knapt 100.000 kr.) i fra et dødsbo. 

Da han imidlertid begyndte at studere de mange kunstværker lidt mere indgående, stødte han på nogle store kasser med teksten "de Kooning", som refererer til den måske vigtigste kunstner inden for den amerikanske, abstrakte ekspressionisme. 

Historisk set kan Willem de Koonings betydning måles ud fra de priser, der er blevet hans værker til dels på store internationale auktioner, hvor et hammerslag på næsten to milliarder kroner i 2015 ramte et af de Koonings malerier. 

Willem de Kooning blev født i 1904 og døde i 1997, og de aktuelle værker kan ikke verificeres af The Willem de Kooning Foundation, som tilsyneladende ikke begiver sig af med den slags; men til gengæld har både en tidligere assistent og en ekspert i de Kooning, Lawrence Castagna, bekræftet at værkerne er af de Kooning og påviseligt malet i kunstnerens atelier i East Hampshire i 70'erne. 

Som en ekstra bonus rummede lageret samtidigt et værk, som er tilskrevet den schweiziske kunstner Paul Klee (1879-1940).

Poul Winther 1939-2018

Poul Winther: Radering, 1969

Poul Winther: Keramisk relief, 1987, VIA University College administrationsbygning, Strandpromenaden 4C, Horsens (foto: Statens Kunstfond)

"Poul Winther er uløseligt forbundet til Skagen Strand, hvor han finder vraggods og ilanddrevne genstande, som han gengiver i sine malerier, grafiske værker, skulpturelle opgaver og direkte bruger i collager". 

Sådan har Nina Dahlmann Olsen beskrevet maleren, grafikeren og billedhuggeren Poul Winther i Weilbachs Kunstnerleksikons seneste version. 

Poul Winther var således at betragte som en moderne skagensmaler, men hvad der faktisk har undret mig en del er, at Poul Winther døde i slutningen af juni måned, hvilket jeg erfarede gennem et opslag på Facebook. 

Jeg har ikke læst en eneste nekrolog i dagspressen og derfor kom det lidt bag på mig, at Winther nu er død. 

Jeg husker en god udstilling med Poul Winther på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten) i Aalborg for næsten 20 år siden. 

I kataloget til denne udstilling optræder en fin tekst af Louisianas nuværende direktør Poul Erik Tøjner, som blandt andet skriver: "Kan vi sige, at motivet er en verden mellem os og omverdenen? Et slagsforholdsled, som vi skyder ind for at sikre, at vi får både sjælen og stoffet med så at sige, når vi udtaler os. Hvordan vi så end gør det - stumme eller blinde, skribenter eller malere. Hos Winther er det sådan. Han forvandler oplevelser, følelser, sansninger til motiv. Det er elementært og dermed uomgængeligt".

Den nedre grænse - ifølge autoriteterne

Jakob Jakobsen: 'Dødsfald', collage - detalje (originalillustration: Jakob Jakobsen/Kunsthal Charlottenborg)

"Hvem der har lov til at vurdere kunsten, er jo en tilbagevendende diskussion. De, der kritiserer værket, har dog en pointe i, at 'Dødsfald' ikke alene kan betragtes som autonom kunst, men også blander sig i det politiske rum på en måde, der lægger op til et politisk modsvar"

Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie

Nedre grænser? Jeg vil snarere sige, at der slet ikke er nogen grænser for, hvad vi kan kalde kunst. Det viser kunsthistorien med al tydelighed, og man kan ikke vurdere et værk ud fra, hvor mange timer kunstneren har brugt på det, eller hvor let det har været at lave"

Gitte Ørskou, direktør på Kunsten i Aalborg og tidligere formand for Statens Kunstfond

"Det er et idébaseret værk, der sætter aftryk i vores intellekt og skal ikke måles på, hvordan penslen har bevæget sig hen over lærredet, eller fingrene har sat aftryk i skulpturen"

Matthias Hvass Borello, redaktør, kunsten.nu

Citaterne herover er hentet fra dagbladet Politiken, der har spurgt tre autoriteter inden for kunstverdenen, om der ingen nedre grænse er for, hvad man kan kalde kunst. 

Udgangspunktet er en sag, som har optrådt massivt i medierne i de seneste uger, da Københavns Kommune har indkøbt et kunstværk bestående af 20 A4-ark, hvorpå optræder overskriften på, hvad man kunne antage, var en fremtidsversion af et antal politikeres nekrologer. 

Indkøbet har fået adskillige politikere og andre til at reagere voldsomt, og netop denne modreaktion finder den ene af de adspurgte kunstfaglige eksperter helt naturlig. Og sådan bør det være - armslængdeprincip eller ej! 

Det er dog beskæmmende, at to af de såkaldte kunstfaglige repræsentanter tilsyneladende ser den håndværksmæssige udførelse af billedkunst som et helt ligegyldigt aspekt i forhold til tidens kunstscene. Måske er det derfor, der bliver fremstillet så megen dårlig billedkunst? 

'Dødsfald' kan i øvrigt ses på Kunsthal Charlottenborg i København indtil d. 12. august. 

Plakater fra et oprør

'1968. Plakater fra et oprør': De olympiske lege i Mexico 1968 (pressefoto: Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By)

"Der blev taget afstand fra det eksisterende samfund med dets institutioner og regler og familiestrukturer. I stedet rettedes fokus mod alternative livsformer, selvrealisering, fred i verden, livsnydelse, naturens kraft og muligheder samt alternative spirituelle og religiøse retninger"

Således kan man læse på Dansk Plakatmuseums hjemmeside, og temaet er naturligvis plakater - nærmere beskrevet plakatkunsten, som den kom til udtryk i året 1968 og i årene efter. 

Plakaten var et væsentligt kommunikations- og agitationsværktøj i en tid, hvor de elektroniske medier begrænsede sig til TV og radio. 

Udstillingen på plakatmuseet har titlen '1968. Plakater fra et oprør' og jeg har faktisk planlagt et besøg i Den Gamle By i Aarhus, hvor Dansk Plakatmuseum er placeret, med henblik på at se nærmere på værkerne, der sikkert giver anledning til et nostalgisk blik på en periode, jeg husker ret klart.

Farven rød som symbol

H.A. Brendekilde: 'Udslidt'. 1889 (illustration fra bogen 'H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie')

"Men Sonne mener, at rød symboliserer "blod, krig og kamp". Andre vil måske sige, at rød er kærlighedens farve, og under alle omstændigheder bliver Sonnes bevisførelse for at kvindens røde trøje i 'Udslidt' er er et symbol på kamp, modsagt af ham selv, idet samme farve optræder i 'En landevej' fra 1893, uden at han læser koloritten dér i samme retning"

Citatet stammer fra en boganmeldelse foretaget af Politikens kunstanmelder Trine Ross, der beskriver en ny bog om maleren H.A. Brendekilde (1857- 1943) forfattet af Ralph Sonne, som tillægger farven rød en symbolsk betydning, ligesom han antyder, at Edvard Munch er stærkt inspireret af det nævnte maleri, som er vist som eksempel herover, da han maler sit ikoniske værk 'Skrik'. 

Jeg vil give Ross ret, når hun beskriver denne sammenfatning som en udokumenteret påstand. 

Når jeg imidlertid selv har fattet interesse for bogen om Brendekilde, er det fordi Randers Kunstmuseum til november viser en forskningsbaseret udstilling, der fokuserer på de to samtidige malere, H.A. Brendekilde og L.A. Ring (1854-1933). 

Trine Ross giver tre hjerter til bogen om Brendekilde, men Henrik Wivel er lidt mere tolerant i Kristeligt Dagblad, hvor han giver fire hjerter.

Kunst skaber debat - om ikke andet!

Et af de 20 A4-ark, der under titlen 'Dødsfald' fungerer som nekrologer over nulevende politikere (foto: Polfoto)

Man skal tilsyneladende gå til yderligheder, som den gode kunstner Asger Jorn en gang antydede, hvis man skal have omtale omkring et kunstværk i medierne. 

Det er sket nu - igen - da Københavns Kommune nu, på anbefaling af kommunens billedkunstudvalg, har indkøbt et værk bestående af 20 A4-ark, som hver fungerer som en tilsyneladende ordløs nekrolog over nulevende politikere. 

De påstår blot og enkelt blandt andet, at "Henrik Sass Larsen er død", og skal ses som et fremtidsscenarie, da alle, herunder politikere, faktisk en dag skal dø. 

Værket er udført af kunstneren og aktivisten Jakob Jakobsen, og reaktionerne på både værk og indkøb har været mange. For eksempel udtaler et af SF's medlemmer af Folketinget Jakob Mark til Jyllands-Posten: "Jeg køber ikke præmissen om, at politikere ikke må have en mening om kunst. Min holdning til værket af Jakob Jakobsen er, at det er spild af penge, ligegyldigt og grimt". 

Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet siger følgende på Twitter: "Det er usmageligt, det her. Jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags". 

Måske burde én eller anden minde hr. Jørgensen om, at de penge, borgerne har betalt i skat, ikke længere tilhører skatteyderne, men at det er politikerne, som er blevet valgt til at forvalte de penge, som Skattevæsenet har inddraget hos borgerne, når pengene vel at mærke ikke er placeret i komplicerede skattely. 

Billedkunstudvalget ved Københavns Kommune består af tre folkevalgte politikere fra Københavns Borgerrepræsentation og fem kunstfaglige personer. 

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld, som repræsenterer partiet Alternativet, udtaler til Jyllands-Posten: "Et enigt udvalg syntes, at værket er passende og interessant. At det har skabt debat, tænker jeg, at det skal kunsten også kunne en gang i mellem. Det hilser jeg egentlig velkommen". 

Prisen for det aktuelle værk er kr. 10.000, og det bør perspektiveres i forhold til et samlet årligt budget til indkøb af kunst i Københavns Kommune på kr. 675.000.

Fokus på "unge" Skovgaard

Der kan være flere årsager til, at Niels Skovgaard i dag ikke har den samme historiske status som sin to år ældre bror, Joakim. 

Begge er de sønner af den store guldaldermaler P.C. Skovgaard, og man kan nemt udvikle forskellige teorier om, hvorfor Niels optræder nederst i det familiære hierarki. 

Jeg har netop besøgt Skovgaard Museet i Viborg, som netop nu sætter fokus på Niels Skovgaard, og museets direktør Anne-Mette Villumsen fortalte mig ved den lejlighed, at Niels Skovgaard ofte havde svært ved at få færdiggjort de udsmykningsopgaver, han fik tildelt. 

Disse var ofte af kirkelig karakter, og unge Niels - født i 1858, døde i 1938 - var såmænd både kristen og i det hele taget stærkt troende, men det kunne godt se ud som om, han følte et større behov for at skildre naturen i ind- og udland. 

Det viser udstillingen i Viborg også ganske klart. Niels Skovgaard var en blændende naturalist med stærke påvirkninger fra både tidens impressionister og fra symbolismen. 

Udstillingen i Viborg står ikke alene. Den løber samtidigt med en udstilling på Vejen Kunstmuseum, der belyser Niels Skovgaard som billedhugger og keramiker. 

Begge kan ses frem til d. 6. januar 2019, hvorefter de samles på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. 

Jeg arbejder på en beskrivelse i form af en anmeldelse af de to udstillinger i Viborg og Vejen.

Kritik til ny udstilling - med tre stjerner!

Temaet i udstillingen 'End-user' er sexrobotter, og her ses støbeformen til en sådan robot som en form for "ready-made" på udstillingen.

"Konceptuelt har emnet masser af potentiale, men det forløses desværre ikke rigtigt i værkerne og End-user står tilbage som en udstilling, der virker som en god ide på papiret, men som i praksis ikke formår at levere varen"

Aarhus Stiftstidendes kunstanmelder Christian Salling leverer til gengæld varen hurtigt, når han skriver om diverse kunstudstillinger i Aarhus-området. 

Aktuelt har han besøgt Sidsel Meineche Hansens udstilling 'End-user', som kan ses for tiden i Kunsthal Aarhus. 

Som det antydes i citatet herover, er Salling ret kritisk over for udstillingen, som han giver tre stjerner, hvilket efter min mening er generøst. 

Jeg har selv netop afsendt en anmeldelse af den samme udstilling til redaktionen på det dagblad, hvori jeg selv anmelder, men hvor meget stjernedrys, jeg har hældt ud over 'End-user', vil jeg først afsløre, når anmeldelsen er blevet publiceret. 

Udstillingen kan ses i Kunsthal Aarhus' underetage frem til d. 23. september.

En "knaldet" udstilling og en halvtom kælder

Sidsel Meineche Hansen: 'RealDoll Sculls', 2018. Akvarel på papir

"Lad det være sagt med det samme: Udstillingen er lige så knaldet som teorierne fra fysikvidenskabens verden, og kunsten har oven i købet hjemmebanefordel, fordi man ikke skal bevise noget. Det giver en sjældent fabelagtig udstilling, der letter på låget og vitterlig er primitivistisk og futuristisk på én gang"

Ordene er Ole Bak Jakobsens og et uddrag af en anmeldelse, han har skrevet på kunstportalen kunsten.nu om udstillingen i Kunsthal Aarhus med den "knaldede" titel 'iwillmedievalfutureyou6'. 

Jeg har set udstillingen, og den er faktisk interessant, men desværre præget af en endeløs strøm af ord, som er monteret ved de enkelte værker, således at en aldrende kunsthalsgæst med rødvinsmave har svært ved at læse dem. 

Det er måske heller ikke så interessant i det større perspektiv, da jeg besøgte kunsthallen med henblik på at studere udstillingen 'End-user' med - få - værker af Sidsel Meineche Hansen. 

Denne udstillings tema er konteksten for såkaldte sexrobotter. I formidlingsmaterialet hedder det blandt andet, at kunstneren belyser emnet ved hjælp af "en serie akvareller". 

Jeg talte to, som er monteret uindrammet på en af de store vægge i Kunsthal Aarhus' underetage. 

I det hele taget er en halvtom kælder, hvad der møder publikum, hvis man skulle ulejlige sig ned ad trapperne i kunsthallen. 

Det lykkes desværre ikke for kunstneren at få frigjort temaet visuelt. Hertil er der ganske enkelt for meget luft i udstillingsmiljøet.

Byggepladsen på Museum Jorn

Som jeg tidligere har antydet på blog'en her, er udstillingsrummene for skiftende udstillinger på Museum Jorn i Silkeborg for en periode blevet forvandlet til en byggeplads.

Her er et mindre murersjak i gang med at opbygge et antal af murstenskulpturer, som har været en del af nu afdøde Per Kirkebys imponerende værkhistorik.

Billederne herover er fra et ganske kort mikro preview, som en meget entusiastisk museumsinspektør, Lucas Haberkorn, Museum Jorn, tildelte mig under et besøg på museet.

Der bliver noget at se frem til - og jeg glæder mig til at besøge museet, når udstillingen er klar om små to måneder. 

Muresvende på sommerjob

En skitse af Per Kirkeby fra kunstnerens arkiv, der nu befinder sig på Museum Jorn i Silkeborg (foto: Museum Jorn)

"Det er lidt lige som at være til svendeprøve hver dag"

Således udtaler murersvend Bent Ehrenreich i en reportage på TV2 Østjylland, hvor han fortæller om oplevelsen af sammen med kollegaer fra Silkeborg at opmure de murstensskulpturer, der danner omdrejningspunkt for udstillingen 'Per Kirkeby: Maskiner for lys og skygge', der åbner på Museum Jorn i Silkeborg d. 1. september. 

Som det antydes lægger denne udstilling vægt på, hvad museets inspektør Lucas Haberkorn beskriver som "en mindre kendt side af Per Kirkeby". 

Det er ikke tilfældigt, at udstillingen åbner d. 1. september, da Per Kirkeby, som døde i maj, netop på denne dag ville være fyldt 80 år. 

Jeg kan love, at Per Kirkeby også bliver et tema i et arrangement, som kommer til at finde sted på Museum Jorn torsdag d. 22. november kl. 17, hvor jeg vil holde et foredrag om grafik med vægten lagt på dybtrykket. 

Hvis man vil høre dette foredrag, bør man melde sig ind i Museum Jorns museumsklub, da denne forestilling eksklusivt er begrænset til medlemmerne, som til gengæld har gratis entré til arrangementet.

Sommertid er tegnetid

Hold da op!!! De seneste somre i kongeriget har mildt sagt været på det jævne. 

Lave temperaturer samklingende med masser af nedbør har gjort strandliv til et næsten ikke eksisterende forehavende. 

Sådan har det imidlertid ikke været i 2018. Her ved indgangen til juli måned har sommeren budt på adskillige dage, hvor det har været muligt at besøge stranden. 

Tegningerne her er alle lavet ved stranden Ballehage ved Aarhus.

Nye udstillinger i Aarhus Kunsthal

Sidsel Meineche Hansen: 'Pre Order I-III' (pressefoto: Kunsthal Aarhus)

Fra d. 7. juli og frem til d. 23. september kan man i Kunsthal Aarhus se udstillingen 'End-user', som faktisk er én af tre udstillinger, der foruden kunsthallen i Aarhus finder sted i KW Art Institute for Contemporary Art i Berlin og på Statens Museum for Kunst (i kunsthallens pressemateriale blot beskrevet som SMK. Jeg hader den slags forkortelser!). 

I pressematerialet hedder det blandt andet om Sidsel Meineche Hansens udstillinger: "De tre udstillinger har hver sin titel og viser værker, der er skabt specifikt til de enkelte institutioner, men de deler alle den samme konceptuelle ramme, centreret omkring udviklingen af en sexrobot som et 'minimum viable product', der kan købes på forudbestilling. Udstillingstrilogien handler om kontrol og ejerskab i forhold til dette objekt". 

Jeg håber at være til stede, når udstillingen åbner med fernisering i Aarhus Kunsthal d. 6. juli kl. 17. 

Tidligere åbnede en gruppeudstilling samme sted med den iøjnefaldende debile titel 'iwillmedievalfutureyou6'. Denne udstilling får jeg automatisk at se til arrangementet d. 6. juli.