Der findes mange måder, hvorpå man kan fortælle en historie i skrift, uden at det ”forstyrrer” helheden i et udstillingskoncept. Her ses dette aldeles fremragende udført på Koldinghus, der i en permanent udstilling viser ’Flora Danica - verdens vildeste stel’. Udstillingen åbnede i 2022.
»Når skiltningen forsømmer at besvare de såkaldte hv-spørgsmål – hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor, så glemmer de, der skal engagere os i vores kultur og historie deres helt afgørende formidlingsopgave. De fundamentale kendsgerninger om en periode, en fysisk genstand, en konkret sted eller et bestemt stykke kunst er for de fleste mennesker intet mindre end nøglen til at lukke emnet op i større forstand«
Måske skal det tilskrives agurketid på dagbladenes kulturredaktioner, når Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå tager en problemstilling op, som sikkert mange har følt en frustration over, når man har besøgt kulturhistoriske museer eller udstillingsinstitutioner med udgangspunkt i billedkunst, som har været mit eget primære fokuspunkt i den periode, hvor jeg fungerede som kunstanmelder på et dagblad.
Nu er jeg sådan set blot almindelig con amore udstillingsgæst, men kan godt i en grad nikke genkendende til kritikken.
Jeg føler mig dog nødsaget til, i samme åndedrag, lige at anmode om, at hesten bliver klappet en ekstra gang i Kristeligt Dagblad, som jeg i en periode har været abonnent på.
Som oftest er formidlingsgraden på danske museer forbilledlig høj; men jeg vi alligevel bekræfte Duvå i, at der kan forekomme svipsere i formidlingen.
Det gælder ikke mindst, når museer og tilsvarende institutioner formidler udstillinger og begivenheder online, hvor ganske tunge og svært forståelige tekster ofte ledsager, hvad de skal formidle.
Især inden for samtidskunsten kan man sidde og tænke på, hvor stor en fornøjelse det må være for kuratorer og kunsthistorikere at ”smage” på ordene og helt overse modtageren.
I lyset af denne entusiasme bliver netop hv-spørgsmålene glemt, og tro mig: Jeg har modtaget i tonsvis af pressemeddelelser, hvori f. eks. udstillingsfrekvenser eller noget så basalt som adressen på udstillingsstedet ikke har optrådt.
Heldigvis er landets store udstillingsinstitutioner begavet med meget kvalificerede formidlings- og kommunikationspersonaler, så problemet er her bestemt til at overse.
Hvad der så sker inden for murene, er en anden sag; men jeg mener nu, at der for det meste er styr på formidlingen.
I øvrigt er det en balance ikke at få bl.a. kunstudstillinger til ikke at virke for teksttunge i kraft af, at der for det meste er nogle æstetiske hensyn at tage.
Sådan er der så meget!
