Sculpture down under

Én af de mest velbesøgte kunstudstillinger overhovedet fandt som bekendt sted i sommer ved Århusbugten. ’Sculpture by the Sea’ satte i høj grad fokus på skulptur som billedkunstnerisk udtryk.

Nu skal vi jo ikke glemme, at konceptet har sit udspring i Australien, hvor et lignende arrangement har fundet sted flere gange – og netop i disse dage er ’Sculpture by the Sea’ åben for publikum på den berømte Bondi Beach ved Sidney.

På billedet ses en skulptur af danske Keld Moseholm. Disse tyksakker har jeg ganske vist et lidt anstrengt forhold til; men down under er de vel OK?

Kurt Westergaard skulle likvideres

En terrorsag er blevet optrævlet inden den blev bragt til udførelse. Hvad det hele præcist handler om, står lidt uklart; men angiveligt skulle terroristerne have til hensigt at dræbe Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose samt/eller tegneren Kurt Westergaard, som i de seneste år har fået en del fokus rettet mod sig på grund af den famøse tegning af profeten Muhammed, der som bekendt blev offentliggjort – først – i netop Jyllandsposten. Siden er netop denne tegning blevet vist på avissider over hele verden og alle kan vist huske, hvilke reaktioner netop denne tegning genererede i den islamiske verden.

Nu er det jo ret pudsigt, at netop Westergaards tegning (forestillende profeten med en granat i turbanen) er løbet med al opmærksomheden. Her var der jo kun tale om en enkelt tegning ud af en stribe – og skulle man lege ”smagsdommer” for en kort stund, er det vel ikke for meget at påstå, at der ingenlunde er tale om et mesterværk.

I det hele taget bærer en stor del af Kurt Westergaards produktion stærkt præg af, at være lavet som tidsfordriv under diverse møder. Det skal nu ikke ligge tegneren til last. Han er blevet en kendt personlighed på den danske kulturscene – uanset om han er blevet manipuleret frem til at blive, som Morten Sabroe skriver i mailsamtalebogen (sammen med Jørgen Leth) ’Det er derfor de knepper så meget i dette land’, ”helgenkåret for en fuldstændig amatøragtig tegning, en tegning der var helt uden satirisk raffinement”.

Ifølge Ekstrabladet har Kurt Westergaard i samråd med sin PET-agent, besluttet sig for at ”holde lav profil det næste stykke tid”.

Time Out

Det er i disse dage 50 år siden, at Dave Brubeck med sin legendariske kvartet, udgav pladen ’Time Out’, som jeg lytter en del til for tiden. Klassikeren over alle klassikere inden for dén genre, man kalder ”cool jazz” ’Take Five’ findes på netop denne plade; men en ting, der er interessant, er at Dave Brubecks plader i den epoke alle havde værker af tidens kunstnere på coveret. Ikke at jeg specielt er bekendt med Neil Fujita; men det er altså ham, der er ansvarlig for cover-kunsten på ’Time Out’. Andre kunstnere, der blev brugt som cover-artists i forbindelse med Dave Brubeck, var blandt andre Joan Miró, Franz Kline og Sam Francis.

Har man sagt Dave Brubeck, som er pianist, bør man også sige Paul Desmond, som spillede saxofon i kvartetten i mange år. ’Time Out’ er netop blevet genudgivet i en remastered udgave med en koncert fra Newport Jazz Festival som bonusmateriale samt en DVD indeholdende et interview med Brubeck. Det er stor kunst!

Plakatmuseet indvies

Utrættelige Peder Stougaard når i sin egenskab af direktør for Dansk Plakat Museum et foreløbigt højdepunkt, når det nye museum indvies i Den Gamle By i Århus 1. november. Museet besidder en omflakkende historie, hvor man blandt andet har haft til huse i Århus Kunstbygning.

Placeringen i en C.F. Møller-tegnet bygning i Den Gamle By ligner til gengæld en permanent løsning og herfra skal der lyde at højlydt tillykke til Stougaard og Dansk Plakat Museum.

Grafik på Billedskolen

Hver anden tirsdag underviser jeg på Herning Billedskole. Faget er tegning og grafik og efter nogle tirsdage, hvor tegning har haft førsteprioritet, er vi nu stille og roligt gået i krig med grafikken. Af hensyn til det almindelige arbejdsmiljø på institutionen er vi begrænset til at arbejde med koldnålsraderinger, når det handler om dybtryk; men det er faktisk også en udmærket metode, når det handler om at lære indsværtning og aftørring samt trykning, som foregår på skolens lille trykpresse.

For mig gælder det om at generere en interesse hos eleverne, således at de får lyst til at eksperimentere mere med mediet – også efter kursets afslutning.

Hirst - en deroute

På kunstsitet ArtReview Magazine er én af samtidens mest betydningsfulde billedkunstnere, britiske Damien Hirst dumpet ned fra en førsteplads til en plads som nummer 48 over de mest betydningsfulde personligheder på kunstscenen i dag. Den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist topper listen

Hvad der er mindst lige så bemærkelsesværdigt, Hirst er sprunget ud som rendyrket kunstmaler og han har ellers gjort sig bemærket på den internationale kunstscene med blandt andet diamantbesatte kranier samt andre tiltag indeholdende et visse dekadente aspekter. Som maler bliver han af de britiske anmeldere betragtet som noget nær en katastrofe. Blandt andet hedder det i en anmeldelse, at Damien Hirst’s malerier kunne være produceret af en af de mindre talentfulde førsteårsstuderende på kunstakademiet eller af en aftenskoleelev.

Ifølge dagbladet Politikens Camilla Stockmann kan man læse følgende udtalelse i den britiske avis Evening Standard: ”Stop, Damien! Du ydmyger dig selv”. Christian Gether, museumsdirektør på Arken, er den eneste, der ikke er totalt negativ i sin bedømmelse af Hirst som maler; men han forstår dog til dels reaktionerne. For som han udtaler: ”Hans berømmelse virker provokerende på mange, og så falder hammeren hårdere”.

Udstillingen med Hirst’s malerier kan ses på The Wallace Collection i London, hvis man skulle komme på de kanter i nær fremtid.

Video der virker

Det er efterhånden sjældent at opleve videokunst, der vil andet og mere end blot være noget tilstedeværende krims-krams uden væsentligt indhold. På KunstCentret Silkeborg Bad giver Ole Bak Jakobsen imidlertid et ret kvalificeret bud på, hvordan man kan arbejde med mediet, når – vel at mærke – man har repekt for de muligheder, der er til stede.

’The Past, The Core and The Resurrection’ giver et menneskeligt indblik i en hverdag, der kan være nok så kompliceret. Her er ikke sparet på noget. Ikke noget med dårlige og uskarpe billeder eller elendige kompositioner. Her foregår tingene i HD! Så den sovende person skægstubbe eksponeres helt tydeligt for beskueren. Udstillingen kører frem til 22. november

Fra streg til væg

Sportsentusiaster vil sandsynligvis forbinde navnet Isabel Blanco med en usædvanlig talentfuld håndboldspiller; men det er nu ikke som sådan, at man kan opleve Blanco i nær fremtid på Galleri Silkeborg.

Isabel Blanco er som maler først og fremmest kolorist, og hendes motivverden er skabt ud af et drømmescenarie med en surreel undertone, der dog bliver underspillet nærmere end overdrevet i maleriernes kompositioner, der sammenfattes af en mørk og dramatisk konturlinie. Plantevækster, som har en lighed med øjne på stilke, giver grobund for mangesidede associationer og det hele har, som nævnt, farven som ekspressivt udgangspunkt.

Håndbold er kendetegnet ved temperamentsfulde udladninger – verbale som kropslige, og netop temperament er der masser af i Isabel Blancos farvemættede malerier. Måske har hun fundet inspirationen i sin egenskab af stregspiller på bl.a. det norske landshold i en årrække?

Marian van der Zwaan

For tiden kan man opleve en installation på KunstCentret Silkeborg Bad, som er en nutidsudgave af Den Sidste Nadver – og emnet, eller rettere fænomenet, er som bekendt blevet skildret flittigt af diverse kunstnere op gennem historien. Den mest kendte skildring er vel Leonado da Vinci’s, som kan opleves i Milano på klostret Santa Maria delle Grazie.

Installationen på Badet er imidlertid skabt af den hollandsk fødte billedkunstner Marian van der Zwaan, som bor og arbejder i en lokalitet lidt øst for Lissabon i Portugal.

Jeg traf Marian van der Zwaan til udstillingsåbningen og det blev til en lang snak om liv og kunst. Således kommer ’Den Sidste Nadver’ rundt i verden i den nærmeste tid. Næste gang bliver i Scunthorpe i England og det hele kulminerer med en udstilling i New York, hvor kunstneren har opholdt sig og udstillet flere gange.

Marian van der Zwaan er som udgangspunkt maler og hendes version af Den Sidste Nadver rummer også det maleriske aspekt. Man kan sige at maleriet fungerer i samklang med den store installation, som fylder hele panoramasalen på Silkeborg Bad. I sandhed et imponerende værk.

Sansebyen

Jeg var til pressemøde på ARoS Århus Kunstmuseum på min fødselsdag den 7. oktober – og der findes bestemt værre måder, hvorpå man kan fejre en sådan dag. Især da jeg fandt ud af, at min redaktør tager sig af anmeldelsen af Jeppe Heins stort anlagte udstilling ’Sense City, der kan ses på museet helt frem til 21. februar 2010.

Når jeg er ret tilfreds med denne redaktionelle disposition, er det med forhåbningen om, at redaktøren kan få en masse ud af en udstilling, som jeg selv har et noget ambivalent forhold til. Måske bunder det i, at jeg er dødtræt af spejleffekter og neonlys? Især når det hele – fornemmer jeg – på én eller anden måde er set før i andre og muligvis mere kvalificerede sammenhænge.

Nu besidder jeg jo som bekendt ikke en doktorgrad i samtidskunst, så jeg skal ikke kunne afvise, at jeg simpelthen ikke forstår hverken det sjove eller det interessante i polyesterkugler, der løber i en lang bane rundt i museets rum – og når teknologien bag et sådant arrangement så samtidigt strejker under pressemødet, finder jeg en sådan anordning direkte pinlig som fungerende kunstværk. Hvor ofte vil et sådant black-out indfinde sig i udstillingsperioden?

Det kan man spørge sig selv om og samtidigt gå på opdagelse efter underfundigheden i en corny havehængesofa, der tilsyneladende er gået i permanent selvsving. Tiden bør dømme disse værker. Historien må lade dem dø i museernes magasiner eller gøre Hein til helgen. Lige nu ligner han én, der lige er vågnet op i baronens seng. Blot undrer han sig ikke over, hvor han befinder sig. Alt bliver præsenteret med en overbærende selvfølgelighed; men er det godt nok? Vil anmelderne langt om længe tage skeen i den anden hånd og sætte en stopper for al medløberiet?

Selv er jeg fritaget for at besidde en mening. Den klarer lokalredaktøren…

VideoVideo

Nephew’s forsanger Simon Kvamm var talsmand for hele bandet, da udstillingen VideoVideo åbnede på kunstmuseet ARoS den 2. oktober. Udstillingen viser i al sin enkelthed hvad et antal kunstnere, svarende til antallet af numre på Nephew’s sidste plade, har fået ud af at lave videoproduktioner til bandets sange.

Jeg er umiddelbart mest vild med Iben Wests indslag, der beviser, at det ikke er produktionens budget, der afgør om den er kunstnerisk forsvarlig.