Dansens dage

Dansens Dage er et verdensomspændende arrangement, der naturligvis også har været aktuelt i Silkeborg. Det foregik den 29. april, og i en by, der både har en performerskole og en kreativ skole, var det naturligt, at begivenheden blev markeret.

Billederne herover er fra en event på Performers House, hvor dansere fra Den Kreative Skole viste, hvad de kunne. Her er det dog tre af Jon Bülow Stages dansere fra Performers House, der ved lejligheden opførte en danseperformance, der havde både ekspressive og emotionelle aspekter indbygget.

'I LoveYou' set fra teenageperspektiv

Jeg havde fem elever fra Den Kreative Skoles talenthold med på besøg på ARoS – primært for at se udstillingen ’I Love You’.

Jeg havde medbragt kataloget til udstillingen ’I Love You’ til Den Kreative Skole, således eleverne kunne få et førstehåndsindtryk af, hvad de kunne forvente at opleve på denne stærkt sammensatte udstilling, der præsenterer nogle af samtidens allerstørste navne – i hvert fald hvis man skal måle på kendiseffekt.

Jeff Koons, Damien Hirst, Pipilotti Rist, Bjørn Nørgaard, Michael Kvium og Louise Bourgeois er blot et lille udvalg af nationalt og internationalt berømmede aktører på tidens kunstscene. Af historiske indslag kan man nævne navne som Picasso, Rodin og Eckersberg, der hver især har skildret kærligheden på hver deres karakteristiske måde.

Forventningerne blandt den lille flok (fem stk.) elever var i første omgang til togturen. ”Det er hyggeligt at køre med tog” blev der tilkendegivet. Nu er jeg så vant til at tage toget til diverse destinationer, at det næsten er blevet mit andet hjem, så jeg ser naturligvis ikke på en togrejse med samme optik som de unge mennesker, der besidder alderen 16-17 år.

Udstillingen blev studeret indgående. I første omgang gjorde et bryllupsfotografi, hvor en vansiret soldat i fuld uniform er afbilledet med sin tilkommende, der ser alt andet end glad ud ved situationen, stort indtryk. ”Er det virkeligt?” spurgte én af eleverne. Og jeg kunne blot bekræfte. Soldaten manglede ører, næse og hår. Som sådan lignede den sandsynligvis helt basalt almindelige unge mand et rendyrket monster. Kærligheden har sejret; men hvor længe?

En gigantisk fingerring med en violet diamant gav de unge ligeledes stor opmærksomhed på grund af de oplagte æstetiske værdier. Langt større end de fire store hjerter af Damien Hirst, som dog blev studeret – mest i forbindelse med de smukke eksotiske sommerfugle, som er indopereret i værkerne. Disse er påklæbet værkerne i levende tilstand – og det viste sig faktisk, at netop denne fremgangsmåde havde gjort et voldsomt negativt indtryk på én af de mest fordybende elever på holdet. Hun var bekendt med metoden via en grundig gennemlæsning af kataloget.

Første afgørende reaktion var i forbindelse med en serie sort-hvide fotos af japanske Nobuyoshi Araki. Temaet er bondage, som er iscenesat af kunstneren ved hjælp af purunge japanske piger. ”Hvad har det med kærlighed at gøre?” spørger én. Jeg forklarer, at bondage hos nogle er det mest ophidsende, man kan forestille sig – og bliver mødt med udsagnet: ”Jeg kender i hvert fald ikke nogen…?”

Jeg forklarer efter bedste evne, hvilke påskud og incitamenter de forskellige kunstnere måtte besidde for netop at skabe de værker, man kan se på ’I Love You’ og der bliver lyttet interesseret. Jeg forklarer blandt andet om de æstetiske aspekter ved Rebecca Horns smukke bronzedildo, der i en langsom bevægelse forsvinder ind i en musling. Symbolikken er dagklar – og der er ingen forargelse at spore hos de unge.

Jeff Koons voldsomme værk – et foto, hvor han ses i samleje med sin ex, Ilona Staller, afstedkommer dog en del kommentarer. Jeg prøver at forklare værket ud fra et tidsperspektivisk princip. Det er fra 1991 – og før eleverne var født. Det giver nogle associationer til da jeg selv oplevede Jeff Koons tilsvarende arbejder første gang på den gamle Århus Kunstmuseum. Allerede dengang var jeg en forholdsvist moden mand.

Et værk bestående af nogle få kulørt indpakkede bolsjer krævede en forklaring. Da jeg så værket første gang, bestod det af en rektangulær form af 85 kg bolsjer – og dette skulle symbolisere kunstneren Felix Gonzales-Torres’ oplevelser i forbindelse med, at hans kæreste Ross fik HIV og langsomt sygnede hen fra de 85 kg til næsten ingenting, inden han døde af AIDS.

”Nåårh, der er det!!” Udbrød en af eleverne, da hun fik øje på Wilhelm Freddies berømte – eller berygtede – objekt ’Sex Paralysappeal’ fra 1936. På gymnasiet havde de fået til opgave at analysere værket, så Camilla var godt bekendt med det.

Monica Bonvicinis kæmpestore installation ’Never Again’ vakte stor begejstring hos i hvert fald tre af de fem elever. Den består af et antal ganske umagelige hængekøjer i læder og kæder; men disse hængekøjer skulle bestemt afprøves – og kunne Benedikte, Josephine og Camilla få sig mast op i én køje, var deres lykke gjort. Det var morsomt at iagttage deres entusiasme i forhold til dette specifikke værk, som relaterer sig til sadomasochisme, hvilket tilsyneladende ikke bekymrede de tre piger.

Der blev set meget – og sagt en del under gennemgange af ’I Love You’ og nogle af mine elever var efterfølgende ramt af ”billedtræthed”; men et par var dog klar til mere samtidskunst – og på ARoS’ niveau 5 er der netop åbnet en udstilling, der viser arbejder af den unge danske, men i Berlin bosatte, kunstner Adam Saks. Hovedsageligt er det gigantiske akvareller på op til fem meter i længden – og disse er i min optik et opgør, hvad man kan med akvarellen, som de fleste vel forbinder med mindre formater. ”Han er ikke nogen særlig god tegner” bekendtgør jeg over for Jeppe. ”Det behøver man heller ikke være!” udbryder Jeppe omgående. Nå, gør man ikke? Næh; muligvis ikke, men elevens omgående svar på mit udsagn sender mig momentvis til tælling. Jeppe er selv en udmærket tegner.

Tingene har under alle omstændigheder grundfæstet sig hos mine elever, hvilket jeg sikrer mig i toget hjem under den efterfølgende løse evaluering af forløbet. Samtidigt har jeg gjort mig nogle erfaringer med hensyn til, hvordan en tilsvarende proces kan arrangeres fremover. Lidt forplejning kunne være et tema. Man bliver sulten og tørstig af at se på kunst!

En serie fotos, som jeg tog under pressemødet på ’I Love You’ kan ses HER>

Drilske raderinger

”Radering er en drilsk proces, hvor du ikke helt ved, hvad det endelige resultat er, før du trykker det…”

Denne udtalelse blev fremsat af én af mine elever, Louise Bak Hansen, i Herning Folkeblad i forbindelse med omtalen af Herning Billedskoles elevudstilling for nyligt. Jeg tror mange af de øvrige elever på holdet, vil give hende ret i denne anskuelse.

Byens puls

Disse retro-hårtørrere fra en tid, der dog ikke er mere langt borte end jeg er i stand til at huske modellerne fra min barndoms damefrisør-salon’er. Motivet er fundet på Randers Kulturhistoriske Museum, hvor der for tiden kører en udstilling med titlen ’Byens Puls’.

Billedskolens forårsudstilling

Der var fest, sang og masser af mennesker til åbningen af Herning Billedskoles store forårsudstilling den 24. april.

Begivenheden fandt sted i en nedlagt turbinehal på Enghavevej i Herning midtbys vestlige område – og disse omgivelser gav en masse til de udstillede værker, som kunne tælles i hundredevis. Turbinehallen gav både med- og modspil til elevarbejderne, hvilket blev ivrigt kommenteret under åbningen.

Midt eget lille hjørne med elevarbejder inden for disciplinerne grafik og tegning fik også mange pæne ord med på vejen, og det blev specielt fremhævet på hvilket niveau mine elever har udviklet sig, da alle kom fra "scratch" med hensyn til erfaringer inden for radering, som er den grafiske metode vi i første omgang har valgt at gøre brug af i undervisningsforløbet.

Som nævnt var der sort af mennesker til ferniseringen – og det lover godt for skolens fortsatte virke og ikke mindst for en fremtid, hvor der samtidigt er rum for tegning og grafik.

Bogudgivelser om vennerne fra Rødovre

Begge mine venner fra Rødovre, Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen er aktuelle med nye bogudgivelser.

For Bjørns vedkommende drejer det sig om en samtalebog, hvor han er i dialog med maleren Denis Virlogeux med en supplerende tekst af Torben Weirup – kunstanmelder ved Berlingske Tidende. ’Spor af virkeligheden’ er titlen på denne udgivelse.

For Jonna Pedersens vedkommende handler det om en bog på 144 sider omhandlende Jonnas malerier fra perioden 2006-10. Teksterne her er skrevet af Bente Jensen, som er leder af Kunstpakhuset i Ikast, og Trine Ross, som er kunstanmelder på Politiken.

Preview på Steinicke

Et par dage før åbningen, som finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad den 24. april, havde jeg mulighed for at se udstillingen ’Back is Forward’, der viser mere end 140 værker af Frode Steinicke.

Blandt meget andet kan man opleve en del tidlige malerier, som blev udarbejdet før han fuldstændigt helligede sig skulpturen. Hovedvægten af de skulpturelle værker tager udgangspunkt i de senere år; men der findes også eksempler på ting, som har været udstillet op gennem 90’erne, hvor jeg blandt andet selv har haft mulighed for at udstille sammen med Steinicke ved adskillige lejligheder.

I ’94 udstillede vi således sammen på det nu forlængst lukkede Galerie Buchelhax i Silkeborg. Denne udstilling var på mange måder ganske vellykket, og her viste jeg en del af de grafiske arbejder, som jeg senere på året udstiller på – netop – Silkeborg Bad.

Der er tradition for, at når en forholdsvist lokal billedkunstner udstiller på Badet, afstedkommer det en sand folkevandring til åbningen. Mon ikke også det bliver tilfældet lørdag den 24?

Udstilling af elevarbejder i Herning

Lørdag den 24. april kl. 11 åbner Herning Billedskole sin udstilling med elevarbejder fra skoleåret 2009-2010. Onsdagen før var jeg ude og disponere og ophænge mine elevers arbejder fra tegning-grafik. Jeg har kørt et forløb i Herning, som er baseret på voksne og unge inden for de nævnte discipliner – og det har været et meget vellykket forløb, hvilket jeg håber udstillingen også indikerer.

En gouache om dagen

Teksten i overskriften holder ikke helt vand – men næsten! I den senere tid har det været lidt af et mantra at i det mindste prøve at lave en daglig gouache.

I de fleste tilfælde er de blevet produceret i Den Kreative Skoles billedkunstlokale i hjertet af hjembyen Silkeborg. Så kan den undrende folkemængde iagttage forløbet gennem de store panoramavinduer i fortovshøjde.

Kald det kærlighed

Når man på kunstmuseet ARoS i Århus i bogstaveligste forstand går i kødet på fænomenet kærlighed, rækker man fangearmene langt ud. Både stilistisk og tidsproportionelt kommer udstillingen vidt omkring.

Porno og Picasso
Picasso har ofte beskæftiget sig med motivet ”maleren og hans model”. Et sådant forhold kan absolut udvikle sig til et kærlighedsforhold; men der er som bekendt ingen garanti for, at det gør det. I samme rum, som Picasso’s oliemaleri og to grafiske arbejder på udstillingen ’I Love You’, er placeret en af de velkendte gengivelser af Jeff Koons, hvor han kopulerer heftigt med sin Cicciolina, og hvis man ellers finder Koons’ scrotum poetisk eller romantisk, er det såmænd udmærket. Umiddelbart fungerer værket som dårlig pornografi, hvilket efter min mening skaber en unødig stor distance til udstillingens tema.

Bondage-romantik
Lidenskaben regerer på ’I Love You’, og hvis man kan finde passionen i Nobuyashi Arakis sort-hvide bondage-fotografier, Nan Goldin’s snapshots fra prostitutionsmiljøer eller Anna Jermolaewa’s bizarre video, hvor to Mickey Mouse-lignende individer er i gang med at bide huden af hinanden, er missionen på mange måder fuldført.

Helt anderledes romantisk griber Yigal Ozeri sagen an i en serie malerier på papir, som umiddelbart er så detaljerede og minutiøst udførte, at de fremstår med en fotorealistisk mystik, der blot bevidner, at man med maleriet er i stand til at gøre noget, som ikke er muligt med fotografiet. Den unge kvinde på billedet optræder på samme tid fragil og selvsikker.

Syv liderlige dværge
Damien Hirst er vel nok én af de mest omtalte kunstnere på samtidens kunstscene – og han har taget udgangspunkt i hjertet i den klassiske form, der ikke har meget til fælles med organet, der pumper blod rundt i kroppen på både Hirst og alle os andre dødelige. De eksotiske sommerfugle, der præger de fire værker, har længe været et omdrejningspunkt hos kunstneren, der ikke er bange for at bruge de mest kitchede virkemidler i sine værker.

Bjørn Nørgaard kender de fleste herhjemme. Aktuelt har han udviklet en skulpturgruppe med afsæt i Snehvide og De Syv Små Dværge. Det oprindelige koncept er dog ændret drastisk, således at Snehvide optræder som villig og liderlig midtpunkt i et veritabelt gang-bang med de syv dværge som begejstrede aktører.

De klassiske
En klassisk pendant til Jeff Koons er C.W. Eckersbergs tobaksdåse fra begyndelsen af 1800-tallet. På indersiden af låget ser man et par i fuld gang med en gang lagengymnastik. Her er der, som hos Koons, ikke overladt noget som helst til fantasien. Der er angiveligt tale om et bestillingsarbejde, som den – på det tidspunkt – unge Eckersberg udførte med henblik på at få økonomien til at hænge sammen.

Et andet eksempel på en klassiker er Auguste Rodin’s ’Evigt forår’. Her optræder kærligheden i form af et varmt kys udført i koldt marmor. I samme materiale finder man Rodin’s samtidige Claudius Mariotons Amor-figur i samme lokale som Tracey Moffatt’s videoallegorier over Hollywood-dramaet.

Sado-chok
Des længere frem i udstillingen, man bevæger sig, des mere bliver kærligheden som ren rutine et gennemgående tema. Hos tyske Stephan Huber er alt vendt op og ned i installationen ’Ich Liebe Dich’. Her har forudsigeligheden for længst indhentet parret, der taler totalt forbi hinanden og hos Paul Chan går man skridtet videre og opsøger et sado-masochstisk swingerorgie, som dog går mere og mere i opløsning – akkurat som kærligheden risikerer at gøre det, når tingenes tilstand er skåret ud i levende silhuetter.

’Never Again’ af Monica Bonvicini har samme tema; men her nøjes man med at vise et omfattende udvalg af ret umagelige hængekøjer i læder og kæder. Værket udgør på mange måder en kontrast til f.eks. Felix Gonzales-Torres 85 kg bolsjer, der skal symbolisere vægten på kunstnerens kæreste, inden denne blev ramt af HIV og efterfølgende blev tæret op. Det forventes at publikum spiser godterne og dermed illustrerer, hvordan Ross langsomt svandt ind, inden han døde. Men alt dét skal man naturligvis vide, for at værket giver mening.

Humor, sanselighed og æstetik
To skraldgrinende lyserøde figurer på Yue Minjun’s store maleri ’Rolling on the Grass’ tager temaet humoristisk op, modsat Jesper Justs og Pipilotti Rists sanselige video-værker, der på hver sin måde går tæt på emnet; men med vidt forskellige virkemidler.

Afslutningsvist vil jeg nævne de æstetiske kontravægte til al det svedige og kropslige. Louise Bourgeois’ to skulpturer funkler og lever deres eget liv i et kaotisk kærlighedsdrama og Rebecca Horns væginstallation ’Liebesflucht, Muschelschlaf’ er inciterende og smukt, selv om der ikke lægges skjul på, hvad det drejer sig om. Her er sex gjort til et maskinelt hovedmotiv; men det på en poetisk måde.

’I Love You’ giver under alle omstændigheder et mangesidigt bud på hvordan dét, man kalder kærlighed, kan beskrives i en kunstnerisk kontekst – og dét indtil den 12. september 2010.

Talent?

Talent er et fænomen, der kan tolkes på flere måder. Når eleverne på Den Kreative Skole i Silkeborg viser eksempler på deres formåen, er det svært ikke at gå på jagt efter oplagte talenter blandt de unge mennesker.

Værkerne her synes jeg under alle omstændigheder rummer ét og andet.

Kunstens Kald

”Svanholm har blindt adlydt et moderne sinds hærgede og ensomme følelsesliv og skaber gode billeder af den dualistiske mentalitet, dette enten-eller, som vi har så svært ved at komme løs af”.

Disse linier afslutter en tekst om ét af mine malerier fra den ”vandrette periode” af forfatteren og historikeren Leo Tandrup. Den foreligger i en ny bog med titlen ’Kunstens Kald’, hvori Tandrup beskriver 47 værker af forskellige billedkunstnere. Blandt andre Jonna Pedersen, Bjørn Eriksen, Lars Nørgaard, Bjørn Nørgaard, Gunleif Grube og Anders Kirkegaard samt mig selv, og mit billede er beskrevet under overskriften ’Ubevidsthedens neurose, der splitter os ad, så ånden går sin vej, uglad’.

Desværre har forfatteren givet det titelløse maleri titlen ”Fladt Landskab” – og det er helt forfejlet, da der faktisk ikke er tale om et landskab, selv om man muligvis kunne får associationer i dén retning. Samtidigt står der opført, at billedet er fra 2008, hvilket er helt forkert. På det tidspunkt havde jeg forladt de vandrette motiver – og var i gang med noget helt andet.

Lidt nede af Sølvgade

De fleste forbinder vel Sølvgade med Statens Museum for Kunst; men hvis man begiver sig lidt ned ad gaden i København, finder man faktisk et hyggeligt lille galleri i nr. 22.

Galleriet hedder Galerie Zenit – og jeg besøgte det i forbindelse med min gode ven Lisbeth Parisius’ udstilling, som åbnede den 10. april. Så hvis man skulle befinde sig på de kanter inden for de nærmeste uger, er udstillingen bestemt et besøg værd.

Alderens arrogance

Jeg havde den store fornøjelse at spise frokost med en repræsentant for den yngre generation af kunstnerstanden for nyligt. På et tidspunkt forklarede jeg hende, at jeg ”faktisk ikke laver dårlige værker”, hvilket fornøjede den unge kunstner meget.

Umiddelbart kunne jeg god se, at udmeldingen kan forekomme en anelse højrøvet – og højrøvethed har jeg det ikke specielt godt med; men heldigvis blev udtalelsen modtaget med samme humør, som det var videregivet.

For at legitimere min replik tillagde jeg den betydningen ”alderens arrogance”, hvilket i modtagerens optik tilsyneladende gav mening.

Nu ved jeg jo bedre end nogen, at på trods af, at jeg er forholdsvist godt tilfreds med de ting, jeg arbejder på for tiden, er der absolut ingen garanti for, at det vil fungere således i al fremtid. Der er alle mulige årsager til at forholde sig kritisk til statements, der er fremsat i selvtilfredshedens grelle lys.

KP bedre end sit rygte

Overskriften er forankret i kendsgerningen, at Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning ofte i de senere år har været meget skuffende. Det har enten været – som sidste år – i kraft af en katastrofalt elendig ophængning eller blot antagelse af værker, der har været så tidsproportionelle, at de ikke har indeholdt nogen videre kunstnerisk kvalitet.

I år forekommer udstillingen dog kvalificeret, selv om der bestemt er værker imellem, som jeg aldrig ville have peget på; men hvor der handles osv. Som sædvanligt kunne man godt tænke sig at se nogle af de ting, der er blevet afvist af censurkomitéen; men det er naturligvis ikke muligt.

Jeg var til et arrangement 2. påskedag, hvor fire af udstillerne på KP 10 fortalte om deres arbejde og de aktuelle værker på udstillingen. Det var et interessant indblik i de tanker, man gør sig, når man udarbejder sine ting.

Blandt de fire "artist talkers" var Malene Wolff, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i forbindelse med en udstilling med elevarbejder fra Holbæk Kunsthøjskole på Kulturspinderiet i Silkeborg. Hendes skulptur ’I did it my way’ har vakt en del opsigt på KP – og det er berettiget...