TV-klip fra 'Call it what you like'

Skrollan Alwert fra FeuerloescherTV, en subkulturel TV-station med base i Hamburg, har lavet en udsendelse om udstillingen ’Call it what you like’ på KunstCentret Silkeborg Bad.

Her vises bl.a. et statement af undertegnede, hvori jeg udnævner udstillingen til den bedste, der er vist på Silkeborg Bad nogensinde! Måske et udtryk for en momentan begejstring?

Udstillingen er opbygget omkring Rik Reinkings store samling af nutidskunst og det ER en fin udstilling, som er værd at kaste et blik på.
Se Skrollan Alwerts TV-klip HER>

Concerning Hunting

Efter en intern logistisk udfordring i Århus Kunstbygning, er ’Concerning Hunting’ med jagtsymboler og værker af den amerikanske kunstner Mark Dion nu åbent for offentligheden.

Der var ferniserning fredag den 27. juni – og dén fandt sted efter alle kunstens og jagtens regler. Således kom der en delegation fra Dansk Jagtforbund og tilberedte smadderlækre smagsprøver på friskgrillet vildt. Man fik samtidigt et indblik i, hvordan en hjort bliver parteret og gjort klar til køkkenbordet.

’Concerning Hunting’ varer frem til sidst i oktober, så der er god tid til at få set udstillingen hen over sommeren.

Dion's jagtsymboler

I hundredevis af fotos, pænt indrammede og fundet af multikunstneren Mark Dion (født 1961) fra New York på forskellige loppemarkeder, er blot ét element i en udstilling, som er under opbygning på Århus Kunstbygning i disse dage.

De mest spektakulære elementer på udstillingen 'Concerning Hunting' er et mindre antal jagthytter, som hver især skal symbolisere den enkelte jægertype. F.eks. har den intellektuelle - hvis sådanne ellers findes blandt disse våbenfascinerede lystmordere - naturligvis en større antal bøger i sin hytte. Levemandsjægeren har brændevin og et nydeligt opdækket bord i sin hytte.

Jeg har været let involveret med at sætte denne monstrøse udstilling op - og det vanskeligste har helt afgjort været at få placeret et ni meter højt tårn i dét, som man i en menneskealder har benævnt som "rotunden" i Kunstbygningen. I virkeligheden er det en oktigonsal; men alle ved, hvad rotunden betyder i Århus - og man skal jo ikke ændre på vanerne i Smilets By...

Jagt siger mig ikke alverden, hvilket nok også fremgår af denne tekst? Men alligevel er det faktisk et fascinerende skue at træde ind i de to store udstillingssale i Århus Kunstbygnings stueetage. Der er så mange kitchede og mærkværdige genstande forbundet med denne udstilling, at man næsten ikke kan lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Samtidigt er fænomenet bag såmænd nok så alvorligt. Det handler som bekendt om drab og skyderi.

Jeg er spændt på at se den færdige udstilling og ikke mindst når Dion himself ankommer fra NYC. Der er fernisering på udstillingen fredag den 27. juni.

Glødende kulturudveksling

Keramikeren Jørgen Hansen har skabt et blivende værk i Århusforstaden Herredsvang.

Herredsvang i det nordvestlige Århus er præget af et multikulturelt miljø. Allerede ved ankomsten til bydelen under opbygningen af dét, der i løbet af nogle få dage skal blive til en glødende brændingsskulptur, oplevede man denne mangfoldighed af kulturer og sproglige nuancer.

Rundt i verden
På dét tidspunkt var skulpturen endnu ikke afdækket af brændhæmmende, keramiske måtter og man var stadig i stand til at få en fornemmelse af, hvordan skulpturen ville tage sig ud i sin endelige form.

Jørgen Hansen har foretaget et stort antal af disse brændingsskulpturer rundt i verden; men denne skal, i modsætning til de tidligere, placeres i Kulturhuset i Herredsvang. De tidligere er blot efterladt på stedet til forfald. Alene af dén grund er opgaven for Hansen og hans stab af hjælpere anderledes end tidligere. Således er denne udgave placeret på et solidt stålfundament, som gør den flytbar.

Magien
Det afgørende øjeblik i en sådan proces er, når Hansen og hans hjælpere fjerner polstringen omkring den glødende form. Det foregår, når brændingen har nået en temperatur på et godt stykke over de 1100°. Allerede ved ankomsten til området lørdag aften, den 21. juni, har publikum indtaget arealet omkring Kulturhuset og en næsten spændt atmosfære breder sig.

I samme øjeblik polstringen fjernes opstår et øjeblik af magi. Alle klapper og jubler, som gælder det selveste integreringen af folkeslag. Her synes alt at gå i stå, mens man kigger ind i den glødende form, der muligvis kunne give associationer til en brændende by.

Flere nationaliteter
Beboerne i området har i dagene op til begivenheden ivrigt fulgt arbejdet og spurgt ind til metode og mål. Der har foregået en næsten kærlig dialog mellem beboere og kunstner samt dennes hjælpere, som også er sammensat i en lige balance mellem køn og nationalitet. Helt fra New Zealand er der således hentet assistance.

En af hjælperne, en ung pige med tyrkisk baggrund, holdt under seancen en stærkt rørende tale, der udtrykte, hvor stor en betydning denne oplevelse har haft for hende og samtidigt bekræftet hende i, at dét valg hun havde taget ved at satse på billedkunsten i sit fremtidige liv, har været det helt rigtige.

Jørgen Hansen er født i 1945 og uddannet på keramiske værksteder i Frankrig, England og Canada i perioden 1965-72. Jørgen Hansen har blandt andet undervist på Designskolen i Kolding og på Århus Kunstakademi.

I en samlers verden

KunstCentret Silkeborg Bad udstiller sommeren over et væsentligt udsnit af tyske Rik Reinkings store kunstsamling.

Det er vanskeligt at være benovet, når man står over for Rik Reinking. Der er ellers alle mulige grunde til en vis portion respekt, når man umiddelbart før mødet med den unge tyske samler, har stiftet et flygtigt bekendtskab med en del af Reinkings kæmpemæssige kunstsamling på KunstCentret Silkeborg Bad.

Mange indtryk
Den manglende benovelse har altså hverken afsæt i samlingens fysiske omfang eller kunstneriske format. Den er udelukkende baseret på Reinkings beskedne fremtoning. Efter nogen tid aner man dog et gnistrende engagement bag de venlige øjne.

Det står hurtigt klart, at Rik Reinking har en historie til hvert eneste værk på den omfattende udstilling, som man har valgt at give titlen Call it what you like! Jeg får mulighed for under pressemødet, at blive guidet rundt i udstillingen af Reinking – og det går hurtigt op for mig at Reinking i denne fase har fortrængt tid og sted. Selv har jeg, med alle sanser skærpet, rigeligt at gøre med at fordøje de mange indtryk.

Direkte på væggene
I Silkeborg Bads søjlesal vises værker, som blandt andet er forarbejdet direkte på væggene. Et stort vægmaleri af DAIM (Mirko Reissler) fungerer her i dialog med et andet vægmaleri og en serie gulvobjekter af Daniel Man samt et gigantisk, gråtonet dommedagsscenarie af Boxi, som også er kunstneren bag et objekt, der har givet titel til udstillingen.

Plastik-palle
Silkeborg Bads store panoramasal er domineret af større værker af Os Gêmeos og ZEVS, som vil være kendt af nogle som kunstneren, der bearbejdede Ny Carlsberg Glyptoteket for nyligt. Et objekt af Dan Peterman i denne sal har en vis lighed med en euro-palle. Dog er objektet både i farve og udformning afvigende fra den velkendte form. Det viser sig da også at effekten er forarbejdet i kunststof og rummer i mængde præcist hvad en enkelt amerikaner i gennemsnit forbruger af plastik i løbet af et år.

Monokromi
Sådan har hvert værk på udstillingen sin betydning. I polske Miroslaw Balkas ligkistelignende kasse i cortenstål er der boret to små huller i bunden. Disse er udmålt nøjagtigt efter kunstnerens næsebor. I samme rum befinder der sig et tilsyneladende monokromt, sort billede. Rudolf Beiber har erhvervet sig et fotografi af den kendte fotograf Thomas Ruff. På fotografiet var der oprindeligt en stjernehimmel; men Beiber har omhyggeligt plettet hver eneste stjerne med sort blæk. Man skal tæt på for at opleve denne modifikation.

Masser af symbolik
Der er masser af skjult eller oplagt symbolik på Call it what you like! Cady Nolands sølvfarvede bølgepap er således udskåret så det giver mindelser om en gabestok og en rumistallation af Tony Oursler har det audielle som narrativt element. En enkelt pære i et totalt mørkelagt rum skifter styrke i takt med, at en mandestemme fremsiger diverse ord og gryntende lyde.

Jimmie Durhams betonobjekt, der kan åbnes i år 2996, rummer efter sigende et hønseæg. Værket er fra 1996, derfor er titlen The one thousand year old egg. Johannes Wohnseifers gulvtæppefragment indeholder også sin helt egen symbolik. Kunstneren har erhvervet sig denne tæppestump i IKEA i protest mod, at designerne stjæler idéer fra kunsten. Wohnseifer har bearbejdet tæppet minimalt og sat det ind i en kunstnerisk kontekst. Dermed har han så at sige stjålet designet tilbage og ophøjet det til et kunstværk.

De nævnte eksempler er kun en ganske lille del af, hvad man kan opleve over sommeren ude og inde på KunstCentret Silkeborg Bad. Der er meget at se.

Fakta:
32-årige Rik Reinking har samlet på kunst siden han var 16. Han sprang fra halvvejs gennem sit kunsthistoriestudium og har i stedet brugt sin lidenskabelige interesse for kunst til at formidle og udstille sin kolossale samling. Reinking er bosat i Hamburg. Udstillingen på Silkeborg Bad kan ses til 28. september

På besøg i Herredsvang

Som et hyggeligt afbræk i arbejdet på Århus Kunstbygning, hvor jeg for tiden går i vejen, var jeg lige en tur med keramikeren Jørgen Hansen i Århus-forstaden Herredsvang, hvor Hansen p.t. er i gang med én af sine spektakulære brændingsskulpturer. Det har været en anderledes oplevelse for Hansen i forhold til tidligere projekter af samme karakter.

I Herredsvang er befolkningen sammensat af dén kategori af mennesker, som vi herhjemme lidt nedladende kalder ”folk af anden etnisk herkomst”. Jørgen Hansen udtrykte dog begejstring over forløbet, som det er gået hidtil, da vi kørte ud til pladsen, hvor skulpturen skal gløde – efter planen lørdag den 21. juni, som er årets længste dag.

Normalt står sådanne brændingsskulpturer og forfalder på stedet, når Jørgen Hansen og hans mange hjælpere har afsluttet deres seance; men i dette tilfælde skal skulpturen placeres inde i et nyt kulturhus i Herredsvang. Alene dette har afstedkommet visse forandringer i processen. Bl.a. er skulpturen placeret på et skelet af stål, som gør det muligt at flytte hele pivtøjet. Dét armeringsjern, der er placeret i en halv æggeform rundt om skulpturen bliver dækket med ler, således at skulpturen bliver brændt jævnt lige meget indvendigt som udvendigt.

Jeg har beskrevet ét af Hansens tidligere projekter i KunstmagasinetJANUS… Denne artikel kan læses HER>
Om det aktuelle projekt kan læses HER>
Slagets gang kan følges på blog HER>

'NI fra NU'. Det begynder at ligne en kunstudstilling

Værkerne kommer ind i en lind strøm til udstillingen ’NI fra NU’, som åbner 20. juni i Århus Kunstbygning. Nu er væggene i al fald malet og faktisk en stor del af de mange værker fra kunstnere, der er udvalgt af tre kuratorer, er ved at være på plads på væggene.

Tre kunstnere har hver kurator udvalgt – og alle kunstnerne bor eller arbejder i Århus-området. Kunstbygningen har længe været skydeskive for kritik vedr. at man ikke tilgodeser den lokale Århus-kunst tilstrækkeligt; men her er så et bud på hvad miljøet kan præstere…

Hvad hører hjemme hvor?

For tiden vises på KunstCentret Silkeborg Bad en udstilling, der har sit afsæt i en tysk samling (Rik Reinking Collection) af samtidskunst fra en lang epoke. Heriblandt et bredt udvalg af dén kunsttype, der går under betegnelsen street-art.

Til ferniseringen på Silkeborg Bad traf jeg som så ofte før ved den slags lejligheder en dame, som faktisk er en af mine bedste venners mor. Hendes udsagn var, at dén slags hører hjemme ude i miljøerne og ikke i en kunsthal. Hun var i det hele taget meget kritisk stemt over udstillingen i sin helhed – på trods af, at den viser alle mulige afskygninger af billedkunst. Jeg har også selv visse forbehold over for værker på udstillingen; men dét forhindrer mig ikke i, at besidde en overvejende tilfredshed med ’Call it what you like!’ som er udstillingens titel.

Nu har jeg så efterfølgende gjort mig nogle tanker vedrørende hvilken kunst, der hører til hvor. I sin tid mente man ikke, at en maler som Picasso hørte hjemme på f.eks. Statens Museum for Kunst. I dag fremstår dén museumsdirektør, der dengang ikke ville have Picasso inden for sine døre som en forstokket nar.

Jeg tænker også på Lundstrøms debut på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor anmelderne stillede spørgsmål ved den losseplads, som Lundstrøm brugte som udgangspunkt i sine collager.

Hvad der hører hjemme hvor er da en diskussion, der altid er værd at tage. I særdeleshed i disse tider, hvor kunstnersammenslutninger føler sig under hårdt pres fra parnassets magtelite. Men historien vil vide, at alting som ofte løser sig. De mest ligegyldige street-artists forsvinder ud i glemslen – og de stærke overlever. Også i kunsthallerne.

For tiden er man i gang med at opbygge en udstilling med amerikanske Mark Dion (født 1961) i Århus Kunstbygning. Komponenterne til totalinstallationen ’Concerning Hunting’ ligner en trælast, der er eksploderet; men der er mening med galskaben, vil det sikkert vise sig. Én ting står i hvert fald klart. Der er fernisering på udstillingen 27. juni. Om den hører hjemme i en kunsthal eller ej!

Illustrationen er fra 'Call it what you like!': Rainer Splitt: 'Farbgus Züricher Rot. Version 2008', maling.

Et brag af en udstilling på "Badet"

KunstCentret Silkeborg Bad viser over sommeren et stort udvalg af kunstværker fra tyske Rik Reinkings samling af billedkunst. På pressemødet havde jeg hele tre kvarter sammen med den sympatiske samler, der faktisk fortalte mig om stort set hvert eneste værk på udstillingen. I en sådan situation er det blot at folde ørerne ud og slå alle sanser til. Et sådant privilegie oplever man sjældent.

Udstillingen har fået titlen ’Call it what you like’, så jeg vil blot kalde det imponerende. Rik Reinking er andet og mere end blot en kunstsamler, der investerer for sin egen skyld. Værkerne er til stadighed udstillet forskellige steder i verden – og nu altså på ”Badet”.

Det afbillede værk er blot ét af mange værker af en væsenlig samtidskunstner. Jon Kessler er aktuel på en udstilling på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk; men nu altså også på Silkeborg Bad som en del af 'Call it what you like'. Titel: 'Heart of a Man', 1998.

Keramikken

Altså, jeg aner ikke, hvad der sker; men jeg må sige, at min fascination for keramik har været ganske stor de senere år. Én ting er helt sikkert: Hvis man tror, det er nemt, kan man godt tro om igen – og jeg er bestemt heller ikke keramiker.

Ikke desto mindre har jeg sammen med Rikke Elgaard, som bestemt ER keramiker, haft mulighed for at lave nogle udsmykninger på nogle små krukker, som Rikke og jeg har udformet i fællesskab. For ikke at der skal være nogle misforståelser, så er det naturligvis Rikke, som har formet krukkerne; men formen har vi bestemt i fællesskab.

Anyway… Der er nu resultater af de første spæde forsøg – og allerede nu har jeg nye idéer til, hvordan man kan bruge dette pragtfulde håndværk i forbindelse med ordkompositioner. Vi er godt i gang! Skal vi ikke bare sige dét? Det er ren magi!

NI fra NU - eller før?

Jeg går rundt og sørger for at gå så lidt som muligt i vejen på Århus Kunstbygning for tiden. Jeg er både praktisk medhjælp og kreativ sparring for institutionens ansatte ved opsætningen af udstillingen ’NI fra NU’, som er en maleriudstilling med fokus på ni kunstnere fra Østjylland – eller Århus og nærmeste omegn.

Det er en udstilling, der kommer til at vise bredt, hvad segmentet repræsenterer. Der er både unge, nyuddannede kunstnere og ældre mere eller mindre etablerede kunstnere på udstillingen, der åbner 20. juni.

The young ones

Jeg tror aldrig i tidligere år, at jeg har fået set så mange afgangsudstillinger fra de forskellige kunstpædagogiske institutioner som i år. Jeg mangler dog EXIT, som præsenterer afgangseleverne fra Det kgl. Kunstakademi. Til gengæld har jeg set en del i Jylland.

Den udstilling, der nok har skuffet mig mest er Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, som fandt sted i Århus Kunstbygning indtil for nyligt. Det eneste projekt, jeg faktisk er i stand til at huske i skrivende stund, er Flemming Roligheds mange handsker, der var sømmet op på en kæmpevæg. At kunstneren på et tidspunkt havde mulighed for at fortælle mig om sit værk og tilvejebringelsen af de tusindvis af handsker i alle mulige afskygninger, har sikkert været med til at hjælpe den optiske hukommelse lidt på vej.

Umiddelbart gjorde Det Jyskes elever indtryk af, at arbejde meget iscenesættende og effektbevidst. På mig virkede langt de fleste af værkerne dog som iskolde kalkulationer i idé og konstruktion.

Århus Kunstakademi bruger akademibetegnelsen som lidt af en falsk varebetegnelse. Her er der tale om en gedigen billedskole. En kvalificeret én, vil jeg skynde mig at tilføje. Her afholdt man – også – for nyligt en kombineret elev- og afgangsudstilling over ganske få dage. I modsætning til Det Jyskes udstilling var der her tale om en helt anden og mangfoldig tilgang til de forskellige kunstneriske medier. Her optrådte kunsthåndværk, skulptur, grafik, idékunst og ikke mindst maleri i en stor sammenkogt symbiose.

I et så sammensat miljø er det svært at pege på oplagte talenter; men i mine øjne var der en maler, der i særdeleshed skildte sig ud ved et stringent og bevidst organiseret perspektiveret indslag. Maleren Christina Blaabjerg kommer vi til at høre mere til, føler jeg mig ret overbevist om.

Dér hvor man bliver positivt overrasket, er ofte i de sammenhænge, hvor et kuld helt og aldeles ukendte og unge kunstnere bliver ”sluppet løs” i udstillingssammenhæng. Således var oplevelsen af Holbæk Kunsthøjskoles udstilling i Kulturspinderiet i Sikeborg en af de mest overraskende og kvalitativt interessante af dem, jeg her har nævnt.

Masser af talent og lige så megen fortællelyst havde de unge mennesker fra Holbæk. Navne, der kunne være værd at fremhæve: Julian Toldam Juhlin med sin spooky installation af stregkoder, Pernille Egetofts kukure i keramik og Marlene Wolffs mixed media-arbejder.

Afslutningsvis har jeg netop haft mulighed for at se De Billedkunstneriske Grundkursers udstilling på Det Hemmelige Galleri i Herning. Lad det være slået fast med syvtommersøm! Dén udstilling ’Hot Wings’ bør ikke være hemmelig. Her er der lige så meget umiddelbar arbejdsglæde at spore som hos eleverne fra Holbæk. Et oplagt talent her… Kirstine Ruby! Hun viser helt tydeligt med sine malerier, at hun ikke ligger med hænderne over dynen om aftenen og udelukkende spekulerer over sin fremtidige kunstnerkarriere.

Et modigt sats – i øvrigt – af galleriets indehaver, Ole Sejersen, at give rum til denne sjove og spændende udstilling.

Der har været meget at se på i foråret. Nogle af de mange navne vil man opleve igen og igen fremover – andre vil opgive kampen om de hvide vægge på gallerier og i kunsthaller. Sådan er livet – men kan man dø med oprejst pande, er det vel ikke så skidt endda?

Kunstnerspirer på vingerne

Det Hemmelige Galleri i Herning viser udstillingen HOT WINGS med unge kunstneriske talenter fra de tre jyske Billedkunstneriske Grundkurser (BGK) i Esbjerg, Holstebro og Ålborg.

Lad det være sagt med det samme: Maleriet dominerer på HOT WINGS, som viser hvad unge, vordende kunstnere fra De Billedkunstneriske Grundkurser repræsenterer. Og i forlængelse heraf er det også ret tydeligt hvorfra inspirationen stammer. Det virker naturligt, at de unge kunstnere finder udtryk og virkemidler i deres egen samtid. Dette bevirker at man oplever det indholdsmæssige i de mange værker, som noget man har set andetsteds.

På opdagelse
Dermed ikke være sagt, at grundkursuseleverne gebærder sig som epigoner af deres mere eller mindre anerkendte og langt mere erfarne kollegaer i kunstverdenen. Samtidskunstens sprog er universelt – og det ville ikke være oplagt, hvis tidens billedsprog ikke også blev talt på denne bredtfavnende udstilling.

Det er et sympatisk sats, som indehaveren af Det Hemmelige Galleri i Herning, Ole Sejersen, har gjort ved at præsentere et antal unge kunstnere, som endnu ikke har manifesteret sig i en overordnet forstand. Af samme årsag er det derfor meget spændende at gå på opdagelse i den omfattende udstilling. Man bliver bogstaveligt bombarderet af helt ukendte indtryk, som nødvendigvis giver anledning til et par grundige iagttagelser.

Seværdig kuratering
Kuratering er som bekendt en del af tidens udstillingsvirksomhed og HOT WINGS er da også blevet kurateret af billedkunstner Thomas Wolsing og kunsthistoriker – og leder af Kunstpakhuset i Ikast – Bente Jensen. De har bestræbt sig på at skabe en tæt og seværdig udstilling uden gennemgående tematik. Mange kunstnere er repræsenteret. Alene af dén grund burde det være vanskeligt at skabe harmoni i et ellers velindrettet galleri. At det så et lang stykke hen ad vejen er lykkes, kunne måske tilskrives udstillernes fælles referencer?

Det oplagte talent
Når man går på opdagelse i et sådant univers, har man naturligvis fokus på ”det oplagte talent”. Det vil være indlysende at en del af disse unge om få år vil være at finde på kunstakademierne. Nogle vil brænde igennem her og andre vil måske brænde ud? Men hvis man skal anlægge et forholdsvist objektivt fremsyn, vil der bestemt være navne her, som man vil se igen. Der er masser af talent… Ingen nævnt og ingen glemt!

Udstillingen på Det Hemmelige Galleri, Bredgade 5A i Herning varer indtil 28. juni 2008.

Smag og behag

Jeg har netop modtaget lørdagsposten. Der var ingen breve - og dét er både godt og skidt. Der er således ingen forsendelser med ferniseringsindbydelser eller en lille hilsen fra én af mine venner. Det sidste hører nu også til sjældenhederne - de udtrykker sig oftest elektronisk. Det gode er, at der heller ikke ligger én eller flere ubehagelige rudekuverter og griner af mig under brevsprækken.

Til gengæld lå der en mindre stak kataloger fra forskellige næringsdrivende og forretningskæder - heriblandt et foretagende, der kalder sig noget så besynderligt som "Smag og Behag". Det viser sig at være en møbel- eller nærmere indretningskæde, der bruger slogan'et "Møbler du vil hjem til"... Jeg bladrer hurtigt kataloget igennem og finder forholdsvist omgående ud af, at hvis de møbler befandt sig på min husstand, ville jeg tilbringe rigtigt meget tid ude.

Smag er, som bekendt, en flytbar størrelse - og i øvrigt noget, som de fleste kun besidder, når det drejer sig om madvarer. "Jeg kan ikke li' det!" OK, hvis det afstedkommer en fysisk reaktion, som f.eks. opkastning, når man indtager dette eller hint, er fænomenet forståeligt nok. Med den visuelle smag forholder det sig helt anderledes. De fleste accepterer umådelige mængder af grimhed i deres hverdag. Så kunne man, hvis det ellers måtte føles relevant, tage fænomenet "behag" under behandling? Jojo, kommer tid, kommer råd!!!

Umiddelbart efter, at jeg havde spottet butikskædens mainstream-kulturelle møbelfilosofi, stak noget mig i øjet: "ÆGTE MALERIER I DOBBELT BLINDRAMME". Tak for dén! 30x30 cm. Normalpris kr. 499,-... NU kr. 99,-. Spar 400,-. Det sidste tror jeg ikke, at man behøver besidde specielle matamatiske egenskaber for at regne ud?

Det pudsige ved disse skilderier er, at man rubricerer dem som "ægte". Hverken kunstnerens identitet eller værkernes overordnede kunstneriske legitimitet optræder i annoncen. Blot nogle gengivelser af nogle rød-brune rædsler, som altså kan erhverves for den nette sum af.... Ja, en flad hund - pånær en krone.

Det afbillede "ægte maleri" kan ikke fås til denne spotpris. Det koster faktisk et par tusinde. Til gengæld besidder det målene 100x80 cm. Kunstnerens identitet er heller ikke her afsløret! Var der ikke en kunstanmelder, der engang lancerede begrebet "fiduskunst"? Jo, der var! Men han er død nu; men fup og svindel florerer endnu...

Men det er jo smag og behag!!!!!

Detaljens graciøse magi

Man sidder og iagttager billedet, som står på staffeliet – næsten færdigt! Et enkelt element ude til højre skal afsluttes, inden maleriet står i sin færdige form.

Det burde være enkelt! Jeg ser, går ind til computeren og åbner min mail. Ingenting...! Jeg giver en kommentar på et blogsite ved navn 24.dk, går tilbage på værkstedet og foretager nogle justeringer. Den definitive detalje rører jeg ikke – endnu!

Jeg spadserer ned i haven. Ser med tilfredshed, at nye valmuer nu står i blomst. Farven er rødorange. Jeg overvejer om den sidste detalje i maleriet, måske kunne være rodfæstet i præcist denne farve. Tilbage på værkstedet konkluderer jeg, at det ville være forbundet med et kreativt suicidie at gøre det.

Jeg placerer noget glanslys i en cirkulær form – og får derved denne til at komme mig i møde. Formen træder frem som en ring, der er frigjort fra billedplanet. Jeg er tilfreds! Jeg går tilbage til computeren og forholdsvist omgående tilbage til min detalje. Nu har jeg fundet ud af, hvordan det skal løses. Det er ikke et problem; og har aldrig været det, men nogle gange skal man modarbejde sine egne rutiner og prøve at lave spændinger, der udelukkende fungerer i relation til de logiske handlinger, som er foretaget tidligere.

Jeg prøver, at sammestykke harmonien imod disharmonien. Komplimentære kollisioner contra den farveproportionelle orden. Der er tilsyneladende balance i regnskabet. Jeg kunne gøre billedet færdigt på under ét minut; men jeg udsætter lige endnu en gang, går ind og skriver denne blog og vil derefter gå tilbage og fædiggøre værket. Så vil jeg efterfølgende sidde krukket og fjollet og sole mig i selvtilfredshedens klare lys, før nye problemer dukker op. Jeg ved, det ikke varer længe.

Aftenarbejde

Noget meget usædvanligt er sket på værkstedet: Et maleri blev færdiggjort i en sen aftenstund, umiddelbart inden sengetid.

Jeg plejer normalt aldrig at male på dét tidspunkt, da jeg er bange for at ligge søvnløs efterfølgende, enten på grund af irritation over et ikke tilfredsstillende resultat eller på grund af al for stor og urealistisk begejstring over endnu en gang at have skabt et værk af kunsthistorisk betydning.

Jeg faldt dog i søvn omgående!

Visitkort

Det er en mangel! Nogen vil sige, at det direkte er en fejl... Jeg har ikke fået mig taget sammen til at få lavet visitkort! Det vil sige: Jeg havde nogle en gang, som jeg selv havde udarbejdet på publisher. Det tog mig en hulens masse tid, da jeg ikke er den store computer-ørn - og da slet ikke déngang!

Til gengæld FÅR jeg mange visitkort - og er altså på trods heraf ikke i stand til at levere et tilbage. Jeg må bede nysgerrige om at logge sig ind på min hjemmeside, hvis adresse jeg møjsommeligt skriver ned på alle forhåndenværende materialer. Servietter, papirsduge, små tarvelige bon'er eller sågar cigaretpakker.

I går fik jeg et visitkort, som på alle måder er usædvanligt. En litograf, som jeg traf til en fernisering fremviste et visitkort, som man roligt kan sige "sparker mås". Naturligvis er kortet udarbejdet litografisk - altså som originaltryk... Ikke printet ud på en sølle ink-jet printer eller i off-set.

Kunstneren bag Saxum Lithos originale kort er Søren Behnke (alias Papfar), som måske ikke endnu er kendt bredt herhjemme? Men det bliver han. Det føler jeg mig oprigtigt overbevist om.

Søren Behnke har allerede gjort sig bemærket på udstillinger herhjemme med sine dybt originale værker, der bl.a. er udført i et så uprætentiøst materiale som bølgepap. Han har ligeledes eksperimenteret med papkunst i det offentlige byrum. Men her optræder han altså som visitkort-designer.

Shine a light on me

"Hvad sker der med dig, når du står på scenen over for 100.000 begejstrede fans?" Spørgsmålet bliver stillet til Keith Richards under én af de historiske klip med Rolling Stones, der supplerer koncerten, der danner udgangspunkt i filmen 'Shine a Light', der er mesterligt iscenesat og instrueret af Martin Scorsese. Keith's svar på det stillede spørgsmål: "Jeg vågner...."

Der er mange svedne smil i 'Shine a Light'. I et andet interview bliver Ron Wood og Keith stillet over for spørgsmålet vedr. hvem der er den bedste guitarist af de to. Wood siger lakonisk: "Både Keith og jeg ved, at det er jeg", hvor efter Keith, med en undtagelsesvis alvorlig mine korrigerer: "Vi er begge ret lousy guitarister; men sammen er vi bedre end ti andre".

Disse indslag er blot nogle få af en række, der i et ganske harmonisk forløb afbryder koncertdelen på en helt forrygende måde. Det er meget væsentligt at påpege, at der ikke her er tale om en koncert-video. Her er tale om en decideret film, som har de agerende musikere i hovedrollerne. Billederne er helt overbevisende filmet og ikke mindst sammenklippet. Man befinder sig bogstaveligt i orkanens øje - og en orkan på en scene er nok det mest kvalificerede bud på Mick Jaggers egenskaber som entertainer, performer og ikke mindst rocksanger.

I et næsten rørende moment optræder Jagger paradoksalt ikke. Her synger - eller reciterer - Richards sin gamle 'You Got the Silver' fra 'Let it Bleed' fra ´69. Nummer to i en serie af klassikere med Stones. Ron Woods akustiske slideguitarspil nærmer sig verdensklasse, selv om det er mere effektivt end egentligt virtouøst.

Et andet overraskende moment: 'As Tears go By', som Jagger præsenterer som et nummer, man syntes for pinligt at indspille i sin tid - og som man derfor forærede væk. Marianne Faithful fik sit gennembrud med netop denne sang midt i 60'erne. Siden er hun som bekendt trådt voldsomt i karakter som solist med helt andre og langt mere stoflige udtryk.

Rolling Stones er et band med et gigantisk bagkatalog. Derfor er der massevis af numre at vælge imellem til sætlisterne. Det sidste fik det sidste grå hår på Martin Scorsese's hoved til at blive hvidt. Han blev præsenteret for sætlisten fire minutter før bandet gik på i Beacon Theater i NYC.Martin Scorsese har med 'Shine a Light' bekræftet at han kan noget med musik og film. Sidst vi fik dét bevist var helt tilbage midt i 70'erne, da han lavede den fremragende 'The Last Waltz', der belyste The Bands afskedskoncert. I dén film var Ron Wood faktisk også med. Så han er den eneste, der har optrådt i begge film. Til gengæld er han forfremmet til én af hovedrolleindehaverne i 'Shine a Light'. Ronnie er et vigtigt medlem i Stones her 33 år efter sin indtræden i gruppen.

Slå en streg i sandet

For første gang ved Vesterhavet i år. Det var fantastisk at få svitset ballerne ved Husby Klit lørdag den 31. maj. Solen skinnede fra en skyfri himmel under hele besøget ved stranden, der er beliggende ret tæt på Vedersø. Kaj Muns gamle sogn.

Der var ikke mange ved stranden dén dag. I det mindste ikke de 2-300 meter nord for parkeringspladsen, som vi plejer at være på. Jeg slog nogle streger i sandet. Ordværket herover var allerede ved at være dækket af et tyndt lag sand, da vi forlod spottet – godt gennemstegte.

I skrivende stund sidder jeg og tænker over, om det måske var lige i overkanten med den megen middagssol. Brystpartiet ser lidt overophedet ud – og hvad med resten af kroppen?