Snart fylder H.K.H. Kronprinsesse Mary 50 år, og det markeres sandsynligvis på mange måder.
Jeg er dog direkte involveret i én af fejringerne, da man på museet Koldinghus i Kolding året ud viser udstillingen 'Mary & Kronprinsesserne', og netop denne udstilling er jeg blevet anmodet om at skrive en anmeldelse af, og i den forbindelse har jeg besøgt slottet i Kolding, hvor direktøren for Kongernes Samling - museerne på Amalienborg, Rosenborg og Koldinghus - Thomas C. Thulstrup gav mig en meget dedikeret rundvisning i udstillingen, der fortæller historien om fem kronprinsesser - Louise, Lovisa, Alexandrine, Ingrid og naturligvis Mary, som i en digital gengivelse giver de besøgende en introduktion til hendes fire forgængere.
Jeg sidder lige nu og kæmper med at begrænse mig i forhold til den grundige beskrivelse, jeg var vidne til, da jeg så udstillingen; men mon ikke man på avisens redaktion bærer over med, at jeg breder mig en anelse? Det må vi se!
Udstillingen åbner i hvert fald d. 1. februar og varer året ud.