Blockbusters

”Når man lader dronningen og prinsen udstille, så vil der, uanset hvor godt eller dårligt det er, altid være en mistanke om, at det bare er, fordi det er dronningen og prinsen”

 

Sådan udtaler billedkunstneren Bjørn Nørgaard meget klart i forbindelse med en artikel i Politiken, hvor der sættes fokus på kunstmuseernes såkaldte ”blockbusters” – altså udstillinger, der skulle garantere et vist rykind af publikum.

 

En sådan udstilling forventer man på kunstmuseet ARoS, at ’Pad de deux royal’, med Dronning Margrethe d. 2. og Prins Henriks værker, bliver.

 

Netop vedrørende dronningens udstillingsaktivitet, udtaler Arkens direktør ChristianGether på spørgsmålet om, hvorfor netop Arken for noget tid siden udstillede dronningens værker: ”Fordi hun har en unik position, og fordi hun er en solid og dygtig kunstner, det er der ikke nogen tvivl om”…

 

Mon ikke hr. Gether for længst har erhvervet sig sit ridderkors? I øvrigt går han i samme åndedrag i kødet på den samlede anmelderstand ved at påstå, at de ikke er ”sandhedsvidner”. Intervieweren konstaterer tørt og omgående, at ”det er du vel heller ikke?” ”Her på stedet er jeg”, konstaterer Gether derefter arrogant – og stedet er naturligvis kunstmuseet Arken i Ishøj, hvor man i den faste udstilling kan blandt andet kan opleve det britiske blålys Damien Hirst’s effektfyldte postulater.

 

Illustrationen, der ledsager dette blogindlæg, viser et af de værker af HM Dronning Margrethe, man kan forvente at se på udstillingen på ARoS.

Indtryk, udtryk... og måske et aftryk?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fylder 60 d. 7. oktober – og når man har været ansat i et seniorjob er der ikke nogen vej uden om efterlønnen, hvad dét indebærer af muligheder og begrænsninger.

Hvordan dette skal tolkes vender jeg muligvis tilbage til senere; men mit seniorjob har været forankret i kulturinstitutionen Den Kreative Skole i Silkeborg, og ganske passende var der et sammenfald med skolens 25 års jubilæum og min sidste fysiske arbejdsdag på skolen.

Ét af de elementer, der blev præsenteret ved jubilæet var en bog, som beskriver skolens relation til faget billedkunst, og jeg er faktisk ret glad for, at have haft mulighed for at sætte et væsentligt fingeraftryk på denne publikation.

Således har jeg beskrevet et antal nuværende og tidligere elever, samt forfattet et par mere alment fungerende tekster om kunsthistoriens påvirkning af de pædagogiske principper, som bør anvendes i en sådan institution.

Festen er forbi!

”Galleristerne påstår, at messerne handler om kunst. Men messerne handler først og fremmest om gallerier, gallerister, samlere, status, position og penge. Kunsten er det mindst vigtige. Kunstnerne er kun et nødvendigt onde og er i løbet af de sidste 10 år med opsving og krise blevet opdraget til, at de skal holde kæft og gøre, hvad der bliver sagt”

 

’The party is over’ hedder det i overskriften i forbindelse med kunstneren Jes Brinchs kronik i Politiken d. 27. september.

 

Her går han til angreb på galleriverdenen, som han beskriver som en helt uacceptabel stor magtfaktor på kunstscenen.

 

Hvis der havde været noget nyt i Brinchs påstande, havde kronikken måske haft en berettigelse?

 

Og Brinch selv er sandsynligvis én af de kunstnere, der er blevet forsynet med så mange legater og ydelser fra statslige og private fonde, at han dybest set kan være ligeglad med, hvordan den kommercielle del af kunstverdenen fungerer.

 

Jes Brinch blev vel først kendt som kunstneren, der sammen med en kollega fik Kongens Nytorv til at ligne en automobilkirkegård. Herover et af hans mere håndgribelige værker ’The Eternal’ fra 2008.

Dylan - og jernet

Det har sandsynligvis ikke forbigået nogens opmærksomhed, at sanger og sangskriver Bob Dylan i de seneste år har suppleret sin musikkarriere med en karriere som billedkunstner?

Det hele startede offentligt med LP’en Self Portrait tilbage i de senere 60’ere, hvor Dylan’s selvportræt prydede coveret, og for ikke det skal være løgn, har man netop udgivet CD’en Another Self Portrait (1969-1971) – endnu en gang med et værk af kunstneren på forsiden.

For nogle år siden udstillede Dylan malerier på Statens Museum for Kunst – og nu har han kastet sig over skulpturen som kunstnerisk medie.

Dylan er fascineret af jern – og et antal jernporte vil blive udstillet i perioden 16. november 2013-25. januar 2014 i Halcyan Gallery i London. ”Jeg kommer fra et jernmalmland, hvor man kunne lugte det og indånde det hver dag”, udtaler His Bobness i forbindelse med sit virke med svejse-apparat og jernfragmenter.

Bob Dylan spiller i øvrigt med sit band i Falkoner Salen i København d. 15. og 16. oktober. Begge koncerterne er for længst udsolgt.

For tæt på kunstværkerne

”Der er museer i udlandet, hvor du har en vagt i ryggen hele tiden og ikke må komme tæt på et værk. Men jeg synes jo, det er ret fantastisk, hvis man kan komme tæt på et værk og opleve det, som det er tænkt”

 

Udtalelsen er fremsat af direktøren for Kunsthal Charlottenborg Jacob Fabricius til Kjeld Hybel i dagbladet Politiken, da Charlottenborg endnu en gang optræder negativt i medierne.

 

Denne gang er det dog ikke kunsthallens elitære og publikumsfjendske udstillingsprofil, der er temaet; men ganske enkelt dét faktum, at en detalje fra et værk af den svenske kunstner Öyvind Fahlström (1928-76) simpelt hen er blevet fjernet fra udstillingen.

 

Dette har naturligvis sat gang i en diskussion vedrørende udstillingsstedernes sikkerhedsprocedurer, som må siges at gå i både den hysteriske og den naive retning.

 

Det første så man eksemplificeret på den fine Degas-udstilling på Ny Carlsberg Glyptoteket for nyligt, hvor de uniformerede kustoder var mere end emsige – og det sidste for en del år siden, hvor nogle tyve – uden større besvær – kunne stjæle to malerier af henholdsvis Rembrandt og Bellini på Nivaagaard.

Lettere klaustrofobisk oplevelse

”Man kunne have ønsket sig at en udstilling så flot som denne her var ledsaget af et virkeligt stykke forskning i kataloget – især hvad angår Jorn, som jo ude i den store verden ses som noget i retning af den sidste af de gamle, i hvis værk det nye begynder.

Og så venter vi for øvrigt på Louisianas vinterudstilling, hvor Jorn møder Pollock”

 

Peter Laugesen har anmeldt Jorn-Picasso udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg i Information, og på trods af det lille afsluttende suk, som han er citeret for herover, er han meget tilfreds med udstillingen om end han antyder, at den er ”tyndt bygget op” omkring de to kunstneres eneste møde, der fandt sted i Antibes lige efter 2. Verdenskrig.

 

Personligt finder jeg iscenesættelsen af udstillingen ret sammenpresset. Især når publikum strømmer til på en søndag ved middagstid, bliver følelsen i de til lejligheden labyrintisk opbyggede udstillingsrum ret klaustrofobisk.

 

Jeg må gense udstillingen på en forblæst tirsdag formiddag.

 

Gengivelsen af to turtelduer er fra en litografi af Picasso fra 1946.

Ny udstilling i Kunsthal Aarhus

Den nyåbnede udstilling i Kunsthal Aarhus har titlen (og sådan én skal jo til) ’Systemics #2: As we may think (or, the next world library)’ – og hvis nogle finder dén titel kompliceret, skulle I blot se udstillingen.

Rent visuelt er der dog ikke tale om et specielt indviklet projekt; men kaster man sig ud i de teoretiske indlæg, der følger med, er det muligt, at man som mainstream kunstforbruger vil føle sig en anelse ekskluderet. 

Personligt følte jeg intellektualitetens kolde pust i nakken, da jeg beså udstillingen under åbningen d. 20. september; men det vil – har jeg besluttet – ikke forhindre mig i at anmelde det rent visuelle og lydmæssige aspekt, man kan opleve i Kunsthal Aarhus for tiden.

Under mit besøg i kunsthallen fik jeg mulighed for at tale med kommunikationsmedarbejder Andreo Michaelo Mielczarek, som fortalte mig om hvilken kunsthal, man kan forvente i fremtiden.

Det bliver en spændende proces at få en institution, som måske har haft en tendens til at lukke sig om sig selv til at fremstå som et udadvendt og imødekommende sted – på trods af en svært tilgængelig udstillingsprofil.

Kunsthal Aarhus har en fremtid. Derom ingen tvivl!

Ingen vej udenom multikunstneren

”Måske er der gået en smule inflation i betegnelsen ”multikunstner”. Der er imidlertid ingen vej udenom, når talen falder på Kunstavisens skribent Lars Svanholm”

 

Jeg er desværre ikke repræsenteret som skribent i den nyeste udgave af Kunstavisen; men til gengæld har bladets chefredaktør Tom Jørgensen forfattet et fint stykke om mig i anledning af min 60 års fødselsdag, der falder, inden næste nummer udkommer.

 

Jørgensen udnævner mig samtidigt til en af de bedste Jorn-formidlere; men når man fylder rundt, bør man ikke modsige nogen – og heller ikke, når man bliver benævnt som en person med ildsjælens gode egenskaber.

 

Alt dette kunne ret beset godt forstås som om, jeg besidder en bunke energi – og heller ikke dér vil jeg modsige vor skarpt iagttagende redaktør.

 

I øvrigt holder jeg min fødselsdag uden nogen form for fejring. Derfor beder jeg alle om at tage lige så afslappet på d. 7. oktober, som jeg selv agter at gøre.

Christian Lemmerz - eine gruppenausstellung

Billedhuggeren Christian Lemmerz ser tilsyneladende sig selv som et så sammensat individ, at han har taget konsekvensen af sin egen selvforståelse og kaldt sin kommende soloudstilling på Horsens Kunstmuseum for en ”gruppeudstilling”.

Jeg er blevet hyret til at beskrive udstillingen til Kunstavisen og det er en opgave, jeg glæder mig meget til, da jeg sætter stor pris på Lemmerz som kunstner.

Sidst jeg var i nærkontakt med den i Karlsruhe fødte billedhugger, var i forbindelse med den store udstilling på ARoS for nogle år siden. Dengang skrev jeg et stykke til KunstmagasinetJANUS.

Jeg har dog en mistanke om, at den snart aktuelle udstilling i Horsens måske ikke ligner ARoS-udstillingen så meget, men jeg får syn for sagen, når jeg melder mig til et preview få dage inden åbningen d. 5. oktober.

Billedgengivelsen er et gravmæle, som Christian Lemmerz har udført til sin svoger, billedkunstneren Norbert Thadeuz (pressefoto: Horsens Kunstmuseum).

Kopenhagen - Copenhagen

Kunstportalen Kopenhagen.dk har nu valgt at lægge deres updates(!) ud på engelsk. Bagtanken er sandsynligvis, at man vil ramme et segment, der ikke blot bruger det danske sprog i den daglige kommunikation.

Fair nok! Men så tag dog konsekvensen og lav et community (!), der hedder Copenhagen... Eller endnu bedre: Skriv på modersmålet - og placer et link til de personer, som ikke finder det interessant at blive tiltalt på et marginalt sprog som dansk.

I kunne jo for så vidt også blot immigrere til en nation, hvor dansk opfattes som et sprog i det østlige Sibirien???

Arktis på Louisiana

”Arktis var, blev og er stadig for mange en stor og ubestemmelig udfordring af de menneskelige perspektiver på kloden, vi bebor. Det er som om vores verden i princippet hører op, før vi når dertil, for det store arktiske landskab synes på ingen måde tilrettelagt med henblik på udstrakt civilisation”

 

Det er Annettes Smeds fortjeneste, at vi på husstanden får kunstmuseet Louisianas publikationer i kraft af, at hun er medlem af Louisiana-klubben.

 

Og netop fra det nyeste Louisiana Revy stammer citatet herover af museets direktør Poul Erik Tøjner, som i samarbejde med Mathias Ussing Seeberg, har forfattet forordet til museets udgivelse om den nye udstilling ’Arktis’, der åbner om kort tid.

 

Udstillingen giver tilsyneladende et både historisk og billedkunstnerisk perspektiv på jordklodens nordligste område.

 

Illustrationen, der ledsager denne blog, er en gengivelse af Gerhard Richters skildring af Arktis fra 1982 med den indlysende titel ’Eisberg’. (pressefoto: Louisiana)

Seks stjerner fra Knippel til Jorn-Picasso

”Under rundgangen på udstillingen, der former sig som et slalomløb, hvor den besøgende gang på gang vender tilbage til et værk eller en oplysning, spores en vis lighed mellem Jorns talrige malerier af opløste ansigter og Picassos grædende kvinder, og i Jorns keramiske værker er inspirationen tydelig fra mesteren”

 

Lars Ole Knippel har anmeldt Jorn-Picasso-udstillingen på Museum Jorn, som han begaver med seks stjerner i Jyllands-Posten.

 

Selv har jeg endnu ikke fået set udstillingen. Det er jo sådan med udstillinger, der finder sted i det nærmeste nabolag, at dem ”kan man jo altid se”.

 

Der er god tid... Udstillingen kører frem til d. 8. december.

Frida Kahlo på Arken

”Sygdommen og seksualiteten er gennemgående temaer i Frida Kahlos værker, der er malet i en både præcis og poetisk magisk realisme med mange referencer til Mexicos historie og myter. Begge dele indgik som en del af hendes selvforståelse og selviscenesættelse”

 

Citatet herover stammer fra Torben Weirups anmeldelse i Berlingske af den netop åbnede Frida Kahlo-udstilling på kunstmuseet Arken i Ishøj.

 

Kahlos forhold og ægteskab med Diego Rivera er blandt de mest legendariske og stormombruste i kunsthistorien, og emnet strejfer Weirup i sin anmeldelse, som indbyder til et besøg på Arken.

"Narrefisse og klaphatte"

Billedhuggeren Thomas Andersson er også direktør for udstillingsstedet Convoj ved Mesing i nærheden af Skanderborg.

For nyligt er det lille galleri blevet ramt af en besynderlig form for hærværk, da ukendte gerningsmænd med rød sprayfarve har skrevet "Talentløs narrefisse og forkælede klaphatte".

Hvem de ukendte hærværksmænd er, må stå hen i det uvisse, men Thomas Anderson har besluttet sig for at lade "udsmykningen" blive en uges til, inden han sætter en ny udstilling med Bjørn Kromann-Andersen op.

Andersson tager dog hærværket med ophøjet ro - og roser faktisk det frie initiativ. I samme åndedrag udtaler han i en pressemeddelelse, at Convoj er åbent for alle nye tiltag - blot disse ikke består af værker malet på lærred.

Læs mere på www.convoj.dk

Fem hjerter i Politiken til Jorn og Picasso

”Et langt stykke ind i det tyvende århundrede var Picasso stadig den halvgud, som mere dødelige kunstnere enten måtte tilbede eller frygte. Kom de for tæt på, kunne de risikere at blive forvandlet til epigoner. Det blev Jorn ikke. Men han blev inspireret, anfægtet og udfordret.”

 

Udstillingen ’Jorn <<< Picasso – Myter og Møder’ er netop åbnet på Museum Jorn i Silkeborg.

 

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs anmeldelse i dagbladet Politiken, og her kan man naturligvis læse om Jorns relationer til Picasso. Jeg har ikke selv set udstillingen, der sammenfatter to kunstnere, som Hornung betegner som ”kunstens to alfahanner”, men den er helt sikkert interessant.

 

De to mødtes angiveligt i Antibes lige efter 2. Verdenskrig, da Jorn ikke kunne komme væk fra Danmark hurtigt nok.

 

Nu bliver mødet mellem de to gentaget posthumt på Museum Jorn. De døde begge i 1973. Picasso som 92-årig og Jorn som kun 59-årig. Jeg spekulerer lidt over, at Hornung kun giver udstillingen fem ud af seks hjerter.

 

Havde Guernica været repræsenteret på udstillingen, havde de seks hjerter garanteret været i hus; men udlån af Guernica er sammenligneligt med – i Hornungs formulering – at ”sandsynligheden for at spanierne vil udlåne Guernica er mindre end sandsynligheden for, at danskerne vil sende Rosenborg Slot til Japan”. Så er tingene sat i perspektiv.

 

Billedet foroven til højre er en gengivelse af Picassos 'The Owl, som kan ses på udstillingen (foto: The Israel Museum, Jerusalem)

Sol LeWitt 85

De amerikanske billedkunstner Sol LeWitt ville være fyldt 85 år i dag d. 9. september - vel at mærke, hvis han stadig havde trukket vejret. LeWitt døde i 2007.

Slut på strand-croquis-sæsonen?

Årstiden taget i betragtning må det vel betegnes som overvejende sandsynligt, at teksten i overskriften – desværre – er relevant.

Disciplinen strand-croquis er ganske krævende, da man er afhængig af modellernes bevægelsesmønstre.

Det er nødvendigt at være hurtig til at ”fange” bevægelserne og få disse lynhurtigt ned på papiret.

Som det fremgår af tegningerne herover, er de lavet på den store bryllupsdag 7-9-13 ved Ballehage Strand i Aarhus.

Willumsen i samspil med Picabia og Schnabel

”Jeg er først og fremmest maler, og det jeg laver har altid en eller anden relation til de billeder, som er opstået af maleriet”. Nogenlunde sådan forklarede den amerikanske billedkunstner og filminstruktør Julian Schnabel sig til en voldsomt duperet interviewer på TV2 News.

Årsagen til at Schnabel var i studiet, er en udstilling, som finder sted på J.F. Willumsen Museet i Frederikssund – og her har man sammenfattet tre kunstnere, to afdøde og en levende, og netop JulianScnnabel er det levende indslag i denne udstilling.

De andre to er – i sagens natur – Willumsen, og Francis Picabia, der i nogen grad var samtidig med Willumsen.

Julian Schnabel er i øvrigt født i 1951, og jeg kan da huske en udstilling på dansk grund for en snes år siden på Herning Kunstmuseum. Udstillingen i Frederikssund ligner noget, man burde opsøge i løbet af efteråret. Den varer frem til årsskiftet. 

Billede: Julian Schnabel: ’The unknown painter and the muse he will never meet’, 2011 (pressefoto: J.F. Willumsen Museet)

Brænderigården bliver til Viborg Kunsthal

Det kan virke som en logisk konsekvens af tidernes skiften, at man har valgt at omdøbe Kunsthal Brænderigården til slet og ret Viborg Kunsthal.

 

For det første er der en tendens i kunstlandskabet omkring udstillingsstedernes identitet og for det andet vil Viborg Kunsthal i langt højere grad signalere en beliggenhed i kraft af, at man implementerer byens navn i kunsthallens ditto.

 

I forbindelse med navneskiftet har designeren Klaus Wilhardt kreeret kunsthallens nye logo, som står flot grafisk og som derfor vil være et stærkt synonym med Viborg Kunsthal fremover.

 

I forbindelse med navneskiftet udtaler kunsthallens kunstneriske leder Helene Nyborg Bay: ”Med det nye navn ønske vi at gøre det lettere for publikum at orientere sig, da det beskriver stedets placering og indhold. I takt med et større nationalt og internationalt fokus er det vigtigt at have et navn, som er let at afkode også uden for lokalområdet”

Til den store guldmedalje

”Historisk set begyndte guldalderen som det rene mareridt. Men endte så godt, at man retrospektivt har forbundet dens rige åndsliv og billedkunst med det ædleste af alle metaller. Nok mistede Danmark både flåden og hele Norge – men vi gik aldrig i hundene”

 

Dette lille historiske blik på Guldalderen er blot en detalje i Peter Michael Hornungs anmeldelse i dagbladet Politiken af udstillingen ’GULD – Skatte fra den danske guldalder’ på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

 

Hornung påpeger, at, hvis man i samme historiske perspektiv skal have noget ud af udstillingen, er man nødt til virkeligt at gå dybt i både katalog og udstilling.

 

Hornung giver, måske lidt nærigt i forhold til hans overvejende rosende gloser, fire hjerter i sin anmeldelse, som har overskriften ’Guldalder til den store guldmedalje’.

 

Illustrationen, der ledsager denne blog tekst er en gengivelse af P.C. Skovgaards ' Studie med himmel og trætoppe' fra 1840. Billedet tilhører Odense Bys Museer.

Russisk kunstner søger asyl i Frankrig

Den russiske kunstner Konstantin Atunin har set sig nødsaget til at flygte fra Rusland til Frankrig – via Danmark, i øvrigt – som en konsekvens af, at fire af kunstnerens værker er blevet beslaglagt fra en udstilling på Muzee Vlasti i St. Petersborg.

Værkerne kommenterer bl.a. mere eller mindre direkte den russiske lovgivning i relation til homoseksualitet og på værkerne ses Vladimir Putin iført kvindeundertøj. Det var tilsyneladende mere end hvad de lokale magthavere, kunne acceptere – og værkerne blev fjernet fra museet, som nu er lukket af myndighederne.

Kunstnerens kone har på Facebook anmodet om økonomisk støtte, da familien lever på et eksistensminimum i Rusland, da man har brugt en del penge på Atunins flugt. Samtidigt søger hus støtte til advokathjælp til sin mands asylansøgning.

Det forekommer mærkværdigt, at en russisk kunstner, der refererer til magthavernes politiske principper, ligefrem er nødt til at flygte fra sit hjemland, der i en eller anden forstand definerer sig selv som et demokrati?

På gengivelsen til højre ses Ruslands præsident Vladimir Putin og premiereminister Dmitri Medvedev iført fikst damelingeri. Maleriet er blandt dem, der blev fjernet under en politiaktion mod Muzee Vlasti d. 26. august. Værket bliver betegnet som ”ekstremistisk”.