Et tilbageblik

I forbindelse med min retrospektive grafikudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad til næste år er jeg begyndt at gennemse arkivet af grafiske arbejder, og dét har været et forløb, der indtil nu har budt på nogle ret overrumplende oplevelser. Faktisk er jeg en smule overrasket over, hvor gode tryk, jeg lavede helt tilbage i starten sidst i 80’erne.

Nogle af dem findes kun i ét ex. sandsynligvis fordi prøvetrykkene ikke har levet op til mine standarder? Måske har jeg ikke orket at lave større oplag, da jeg konstant, dengang, producerede nye tryk som en del af en eksperimenterende proces.

Jeg føler mig overbevist om, at de helt håbløse arbejder i den fase omgående er blevet smidt ud, og disse ville sikkert ikke være så morsomme at stifte bekendtskab med i dag.

Ravn retrospektivt

Lige for tiden er man på Silkeborg Kunstudstilling i gang med at sætte en ganske omfattende udstilling af Lars Ravn op. Jeg havde for nyligt sammen med Ravn selv og museets inspektør Lene Laigaard Andersen mulighed for at følge ”slagets gang”, hvilket var ret livsbkræftende, idet jeg fik aflivet en fordom om, at kunstnere er folk, der ikke gider bestille noget. Det synes som hovedaktøren selv er den mest ihærdige, hvilket jeg finder sympatisk. Jeg glæder mig til at se udstillingen ’Skudt papegøjen’, når den åbner 11. juni.

'Jorns Stemme' leveret

Dette tryk blev lavet i forbindelse med ’Jorns Stemme’, men blev ikke en del af den endelige serie. Alligevel har jeg trykt et mindre antal af ”Terre Terrible”, da jeg fandt det ret godt, da det først blev trykt ordentligt. Teknikken er enkel. Koldnål!


Det er rart at levere en serie grafiske arbejder til et musuem. Det gjorde jeg her for nyligt, og grunden til denne konstatering er, at jeg faktisk aldrig tidligere i mit liv har leveret arbejder til en museal samling.

Det drejer sig naturligvis om den grafiske serie ’Jorns Stemme’, som er lavet i tæt samarbejde med Silkeborg Kunstmuseum i forbindelse med omvisninger og grafik-demonstrationer på museet. Derfor fandt institutionens direktør det for passende, at serien skulle indgå i museets samling. En disposition jeg er meget glad for.

Kunstavisen-blog - nu med Muhammed

Blog’en på Kunstavisen er et forholdsvist nyt fænomen – og man kan undre sig over, at Avisens skribenter – med undtagelse af undertegnede – ikke i højere grad, end det er tilfældet, bruger den. Til gengæld har andre kunstskribenter forstået betydningen af blogs. Blandt andre den, i nogles øjne, kontroversielle idékunstner og skribent Uwe Max Jensen, der nu er på banen med et tilsyneladende uopslideligt emne: Muhammed-tegninger – eller rettere Muhammed-malerier. Nogle sådanne kan nu tilsyneladende opleves i Nordeas (af alle steder) hovedfilial i Randers… læs her>

...og kage til!

Når en institution som kunstmuseet ARoS i Århus fylder 150, skal det da fejres. Helt bestemt og når nu tøsen bliver 150, må man da begribeligvis gøre noget ekstra ud af det. Helt ung er hun jo ikke længere.

Jeg har gennem tiden nydt det indiskutable privilegium, at se ARoS’ udstillinger i forbindelse med diverse presseevents. Blot dét at besidde mulighed for at iagttage udstillingerne alene i ro og mag inden tælleapparaterne åbnes for et nysgerrigt og talstærkt publikum, er for en udstillingsnarkoman et ubeskriveligt drug.

”Vi skal da ha’ lagkage”. Museumsdirektøren, som til dagligt blot hedder JES, er i rigtigt fødselsdagshumør; men det er jo heller ikke HAM, der fylder 150. Så havde han muligvis været en anelse mere stilfærdig? Men lagkager kom der på bordet, faktisk af dén slags, som er opkaldt efter Shakespeare’s Othello.

Sådan nogle Othello-lagkager ligger som bekendt tungt i maven – og derfor er det godt, at jeg kun til en indledning tog et lille stykke, for på ARoS’ 150-års fødselsdags udstilling var der rigeligt at fordøje. Det var en kæmpefornøjelse at blive bekendtgjort med udstillingens grundprincip, der handler om, at ti væsentlige danske kunstnere hver især har indrettet en 6 x 6 x 6 meter stor kube med værker fra museets omfattende samling.

I de mest oplagte tilfælde fungerer det fantastisk og i andre tilfælde mindre fantastisk; men sådan må det være, når ti vidt forskellige personligheder får en sådan opgave; men alt dét vil senere blive beskrevet i Kunstavisen af skribent Erik Meistrup, som naturligvis var til stede også ved denne event.

Steen Rasmussen - nu i Ry

Det er næsten paradoksalt, at grafikeren Steen Rasmussen udstiller i Ry, som er meget tæt på hans hjem i den lille by Javngyde. Paradokset ligger i, at Rasmussen i den senere tid har haft sine udstillingsaktiviteter henlagt til ganske fjerne desinationer som f.eks. Japan, Polen, Holland, Israel, Sverige og – ja – Brande, såmænd.

Nu udstiller Steen Rasmussen så fra den 22. maj i Galleri K1 i Ry. Her vises tegninger og mindre radringer fra det sidste års tid. Udstillingens titel er ’Memento Mori’ og den varer frem til 3. juli.

Om galleriet hedder det i det medfølgende pressemateriale: ”Galleri K1 er et ungt, nystartet galleri for samtidskunst i hjertet af Ry. Det er galleriets mål at vise kunst af høj kvalitet i uformelle omgivelser og med tiden blive et sted, hvor både veletablerede og debuterende kunstnere bliver vist”.

Retten til "Silkeborg"

Ifølge Galerie Moderne - med beliggenhed i Silkeborg - må Svend Povlsen ikke kalde sit galleri for Galleri Silkeborg. Problemet for Moderne er benævnelsen ”Silkeborg”, som man på Skoletorvet påberåber sig eneret på. Og dét selv om ”Silkeborg” ikke indgår i Galerie Modernes navn. Dvs. indtil for nyligt. Nu påstår man, at det faktisk er den vigtigste del af galleriets navn.

Da Povlsen annoncerede, at han ville kalde sit galleri det mundrette og stedspecifikke Galleri Silkeborg, gik Moderne til modangreb og har nu sagsøgt Povlsen. Det kan opfattes som en principsag, da de fleste ved, at Povlsen har en lang karriere bag sig som gallerist hos Moderne.

Nu sidder jeg blot og funderer over konsekvenserne, hvis Moderne vinder navnestriden. Så er der vel i bund og grund adskillige institutioner, der har et problem? For eksempel Silkeborg Kunstmuseum… Og Silkeborg IF, som spiller sine hjemmekampe på Silkeborg Stadion. Og hvad med byen? Kan den overhovedet blive ved med at hedde Silkeborg?

Forhåbentligt, kære læser, tænker De det samme som jeg? Er der nogen navnemæssig forbindelse mellem Galerie Moderne og Galleri Silkeborg? Nu får vi se, når retten har talt…

Kvindesyn og sommerdrinks

’Livsbilleder – kvindesyn’ på Kvindemuseet i Århus. Her er det en tegning af Elina Cullen. En fin streg og et stift stykke.


På min beskedne ferniseringsrundfart i Århus den 15. maj oplevede jeg lidt af hvert: På Kvindemuseet udstillede et antal – ikke overraskende – kvinder et antal kunstværker af forskellig karakter. Denne udstillings dramatiske højdepunkt blev nået dagen før udstillingsåbningen, da én af udstillerne, Firoozeh Bazrafkan, trak sig fra udstillingen, da man ikke ville vise hendes værk bestående af tre ord: ”Kvindechauvenist”, kvindechauvinister”, ”kvindechauvinisme”. Det er naturligvis ærgerligt at et sådant optrin spolerer et i øvrigt ikke specielt ophidsende udstillingsarrangement; men sådan er betingelserne i 2009. Skribent og TV-producent Erik Meistrup har kurateret.

På Charlotte Fogh Contemporary blev der budt inden for til sommerudstilling med et udsnit af galleriets kunstnere og lumske drinks som erstatning for den normale lumre rødvin. Glimrende tiltag og en udmærket oplevelse.

Larsen på landevejen

Som en anden Hammershøi med speederen i bund, skildrer Steen Larsen i sit maleri blandt andet livet på landevejen.

Vi ser alle mareridtsscenariet for os med jævne mellemrum. Man befinder sig i det rette spor. Det går fremad, for vi er på motorvejen – og i skumringen oplever man de røde baglygter i en lang række, når landskabet tillader et view af en sådan karakter. Med ét registreres et sæt hvide lygter ude i overhalingsbanen. Bilradioen havde ganske klart afbrudt alle programmer og advaret om en spøgelsesbilist på strækningen; men i radioens monotone rytmeorgie var beskeden blevet overhørt.

Kunstner med kørekort
Maleren Steen Larsen er en kunstner med kørekort – og dermed er fundamentet for hans motivverden solidt sat. Han beskriver en verden, som løsriver sig fra samfundet i øvrigt – og som ellers er med til at binde dette sammen rent logistisk. Motorvejen har, udover færdselsloven – når denne ellers bliver respekteret, sine helt egne regler, og de fleste kender dem.

For Steen Larsen er dette rationelle kosmos, hvor det handler om at komme fra punkt ét til punkt to i en vis fart selve temaet – udgangspunktet – for at male billeder. Som i en roadmovie fungerer hans dunkle eller soloplyste kompositioner på væggene med en næsten insisterende power.

Automobilet er grundtemaet, hvad enten der er tale om en brølende tankvogn med en chauffør bag rattet iklædt træsko uden hælkapper, en praktisk skovmandsskjorte og en kasket, der reklamerer for et benzinselskab eller den lille familie i deres udtjente POLO med defekt udstødning og bagagerummet pakket til bristepunktet. Destinationen er stranden, hvor man kan parkere køretøjet og lade den salte luft tære de sidste rester af metal ud af karosseriet.

I højt gear
I et blåt univers ses pludseligt en paraglider og en figur under vandet med svømmefødder og – sandsynligvis – snorkel. Den lille familie er nået frem og det var ikke tilfældigt at POLO’en var spækket med grej. I en anden komposition ses en bil omgivet af træer. Rester af Politiets karakteristiske rød-hvide plastikbånd ses bundet omkring et træ, og man bliver omgående nysgerrig. Har bilens ejer været udsat for en forbrydelse eller har vedkommende gjort en ende på et alt for kompliceret liv ved hjælp af en slange fra udstødningen ind i kabinen gennem en smal sprække i det ellers oprullede vindue? Træernes blade rasler let i den vind, som svaret blæser i.

Sådan er det ofte i Steen Larsens malerier. Man kan opleve en underspillet dramatik eller blot turen syd- eller nordover i en let blålig tåge. Det hammershøiske fornægter sig ikke; men Larsen fortæller i sagens natur en anden historie. Vi befinder os i en forjaget nutid, hvor det høje gear er mere reglen end undtagelsen. Her kendes kun én vej. Det vil naturligvis sige, indtil en ”ghost driver” tvinger os ud i en kort overvejelse om liv eller død.

Disse dystre tanker, der muligvis kunne modsvare Larsens kunst, bliver imidlertid hurtigt forankret i noget langt mere væsentligt. Vi har nået vores frakørsel. Turen er slut – og tanken er næsten tom; men Steen Larsen fortsætter sin tur på kunstens freeway, hvilket udstillingsgæsterne kan nyde godt af på Galleri NB i Viborg, når udstillingen ’Hidden Moments’ åbner 6. juni og varer frem til 4. juli 2009

Circle jerk til 50 millioner

Som så ofte før tager jeg museumsbygningen i øjesyn, inden jeg begiver mig indenfor på ARoS, Århus Kunstmuseum. Jeg prøver at forestille mig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ på toppen af terningen.

Dantes Guddommelige Komedie danner angiveligt litterært afsæt for kunstværket. Projektet vil tiltrække sig opmærksomhed ud over landets grænser – i hvert fald ifølge ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen, der med vanlig entusiasme skiftevist bøjer og strækker knæene, mens han fortæller pressen om værket og anvender ord som ”fantastisk”, ”fremragende”, ”enestående” og ”identitetsskabende” i sin beskrivelse.

Først nitten og et halvt minutter inde i eventen kommer værkets kvalitative aspekt frem. Som har dette nogen betydning? Det bør vel være unødvendigt at stille spørgsmål vedrørende et projekt, som selveste brand’et Studio Eliasson er ophavsmand til? Blot dét at anfægte værdien af et værk, som RealDania har spyttet 30 millioner (rettelse: Budgettet skred, så nu er tallet 50 millioner) i, bør vel næsten betegnes som blasfemi?

Set udefra kan projektet ses, som noget, der skal overdøve og skabe yderligere grobund for et museumsunivers, der i højere og højere grad fungerer på oplevelsesindustriens præmisser. Om føje tid er det muligt qua ingeniørernes kraftpræstation at foretage en spektakulær circle-jerk i mere end 50 meters højde. Bare konstruktionen så holder…?

Afgang!

Torunn Kjørsvik Haugans tanke- og talebobler i stof var noget af det sjove på Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i Århus Kunstbygning. Jeg er skuffet over udstillingen og ser muligvis institutionens autoritære status i kunstmiljøet som under pres.

Der er noget, der kan tyde på, at ét eller andet ikke fungerer på Det Jyske. Hvorfor i alverden laver man en videoinstallation, hvor man ikke kan komme ind i rummet, da det sorte klæde, der – troede jeg – skal holde lyset ude, er fastgjort til karmen? Ikke fordi, jeg tror, jeg er gået glip af noget. Videoinstallationer hænger mig efterhånden ud af halsen, da de i de fleste tilfælde er elendigt udført, og ikke fortæller beskueren noget som helst.

Skuffet er jeg også over Anders Reventlov Larsens krussedulle-væg. Især fordi jeg tidligere har oplevet hvad Reventlov faktisk er i stand til på Kunstbygningens vægge.

Jeg ved godt, hvad man vil sige! Det er alt sammen fordi, jeg ikke har nærlæst, lyttet og i øvrigt sat mig ind i sagerne vedrørende, hvordan værkerne skal tolkes; men dét skal udelukkende tilskrives værkernes tendens til at lukke sig sammen om sig selv. De animerer ganske enkelt ikke beskueren til at gøre en nødvendig indsats.

Bedre held til næste år!

Livet som skribent

Jeg har skrevet om billedkunst i diverse netbaserede medier i de seneste 5-6 år. Nu er jeg imidlertid på et tidsskrift, der udkommer på papir og man må nok sige, at der er stor forskel på de to formidlingsmetoder.

Jeg er altid blevet behandlet godt af udstillingsinstitutionerne. I særdeleshed dem af slagsen, som ulejliger sig til at lave presseevents o. lign. Mange (de fleste) har endnu ikke forstået vigtigheden af den slags aktiver; trods dét, at de ansætter PR- og informationsmedarbejdere i en lind strøm.

Ellers består den primære forskel mellem trykte og webbaserede medier i, at der er langt mere fokus blandt de udøvende i forhold til papir. I den senere tid, efter at jeg er blevet engageret hos Kunstavisen, har jeg modtaget langt mere pressemateriale og langt flere kataloger uopfordret end tidligere – og dét er fint! Mindre fint er det, når håbefulde kunstnere ringer mig op med henblik på, at få mig til at give deres udstillinger en gang gratis PR, i og med den slags henvendelser ofte har en tendens til at – så at sige – hænge i luften og ikke føre noget videre med sig.

Det eneste, der dur, er en grundig beskrivelse af den pågældende udstilling og medfølgende billedmateriale. Ligeledes er tilsendt (med snailmail) materiale i form af kataloger o. lign. glimrende. Det værste man kan gøre, er at ringe til mig på min mobiltelefon, mens jeg evt. står i en kassekø eller midt i en god middag (hvorfor ringer kunstnere ofte ved spisetid?), for at berette om en udstilling, som ikke blot BØR, men også SKAL omtales. På den måde signalerer man i høj grad blot amatørisme og bringer mig i en tilstand, hvor den nysgerrighed, jeg kunne besidde i forhold til det aktuelle projekt, blot forvandles til irritation.

Men bortset fra dét, udvides ikke blot min horisont i relation til kunstverdenen – også netværket bliver styrket. Så næste gang De, unge eller ældre håbefulde kunstner, har noget på hjerte, så drop mig en mail eller send mig et katalog. Sørg for, at jeg ikke blot placerer cursoren i det røde kryds eller arkiverer materialet lodret i papirkurven. Animér mig! Gør mig nysgerrig… Dét er metoden!

Jeg vil lige afslutningsvis omtale en billedkunstner, der ringede mig op, mens jeg stod og ventede på grønt lys i et voldsomt befærdet lyskryds i Århus. Det handlede om en udstilling, som vedkommende havde i gang og som sluttede få dage senere! Der er noget, der hedder deadlines og produktionstid. Tænk over det!

TAK FOR LÅN AF ØJE TIL BILLEDKUNSTNER ANJA CHRISTENSEN www.anjachristensen.dk

Trykning af oplag

Nu har jeg jo som bekendt stået og fedtet med grafikserien ’Jorns Stemme’ på Silkeborg Kunstmuseum med fuldt publikum på.

Det er straks lidt anderledes, når det endelige oplag af serien skal trykkes. Så handler det om fuld koncentration – og ingen formidlingsmæssige svinkeærinder.

Galleriflugt fra Valby?

Nyhedsbrevet fra CopenhArt Gallery er netop kommet ind i mailboksen – og det er ikke lyse udsigter, der tegner sig for området ved Carl Jacobsens Vej i Valby.

To gallerier har forladt adressen og andre har tilsyneladende meldt ud, at de følger trop og spreder deres aktiviteter ud på andre adresser. Mogadishni har ført en lidt flakkende tilværelse og befinder sig angiveligt nu i Bredgade, centret for konventionel og forudsigelig kunst. Helene Nyborg ved jeg ikke, hvor er flyttet hen; men andre gallerier har signaleret, at de flytter inden længe.

Ifølge CopenhArt’s indehaver Allan Knoblauch bliver CopenhArt, hvor årets sommerudstilling, der kommer til at tage udgangspunkt i ’Wonderful Kopenhagen’, hvor det er. Knoblauch udtaler i øvrigt i Valby-bladet: ”Fra at være Danmarks hotteste distrikt, er vi med ét slag blevet fortid for de unge og de kultursmarte”.

Billedkunst - ikke kun for nørder

Publikationen med det meget mundrette og præcise navn Billedkunst udkommer på 17. år i disse dage med det første nummer i 2009.

Magasinet Billedkunst kunne måske af nogle forekomme en anelse elitært og svært tilgængeligt, og man skal da også – hvis man vil købe det i løssalg – rent fysisk omkring ekspeditionen på Silkeborg Kunstmuseum. Til gengæld går publikationens skribenter i dybden med de ting, de vælger at beskrive.

I det aktuelle nummer beskæftiger Jørgen Gammelgaard sig med maleren, grafikeren, billedhuggeren og fotografen Richard Winter, som døde i 2007. De sidste år levede Winter meget isoleret. ”Ikke alle eneboere flygter fra verden, nogle af dem trækker sig tilbage for at finde den”, hedder det i artiklens indledning. Sidste år udkom bogen ’Richard Winter – Billeder og tolkninger’ med tekster af bl.a. Troels Andersen (tidl. museumsinspektør ved Silkeborg Kunstmuseum og Billedkunsts redaktør), Gammelgaard, Tove Thage og Jacob Thage, som er Silkeborg Kunstmuseums nuværende direktør.

Winters livsforløb skildres beundringsværdigt minutiøst af Gammelgaard og giver et fantastisk indblik i en excentrisk kunstners løbebane, som dog har nået langt ud over Danmarks grænser. Således planlægges for tiden en udstilling af hans fotografiske værk på Centre Pompidou i Paris.

Foruden Winter beskrives den unge maler Lars Tygesen af Sven Nommesen. Tygesen er en bemærkelsesværdig maler på den danske kunstscene. Han arbejder ofte i store formater, hvor han agerer i et spændingsfelt mellem såkaldt ”bad painting” og rokoko.

Bjørn Nørgaard skriver om den islandske billedhugger Sigurjón Òlafsson og bidrager også med et digt til Fluksus-kunstneren Henning Christiansen, der døde sidste år. Teresa Nielsen skriver om Vejen Kunstmuseums keramiske samling, der via en testamentarisk gave blev forøget med næsten 500 arbejder sidste år.

I en meget omfattende artikel beskriver Eva de la Fuente Pedersen den flamske barokmaler Jacob Jordaens’ (1593-1678) monumentale maleri, som populært går under navnet ’Færgebåden fra Antwerpen’. Dette værk er blevet vist på Statens Museum for Kunst i forbindelse med en fokusudstilling, der netop havde en omfattende restaurering af maleriet som udgangspunkt.

Billedkunst kan muligvis virke lidt tungt og nørdet for den almene kunstinteresserede; men det er et væsentligt bidrag i et publikationslandskab, der i øvrigt ofte tager afsæt i det aktuelle og populære.

Abonnement og løssalg ved henvendelse til Silkeborg Kunstmuseum, tlf. 86 82 53 88 eller info@silkeborgkunstmuseum.dk.
Pris i løssalg kr. 90,-
I abonnement kr. 250,- pr. årgang (tre numre)

Tilbage på pinden

Efter et halvt års interessant tour de force på Silkbeorg Kunstmuseum, er jeg tilbage på eget værksted. Her er jeg i gang med forberedelserne til trykning af oplag af den grafiske serie ’Jorns Stemme’, som faktisk kommer til at indgå i Silkeborg Kunstmuseums samling. Jeg havde ikke, da jeg blev engageret i job med lønstilskud på museet i november, drømt om, at det kunne afstedkomme salg til museet; men man har altså fundet det mest fornuftigt at investere i værkerne, da de som bekendt er udviklet med henblik på min grafik-demo-serie på museet over de seneste måneder. Billeder fra disse events kan ses HER>

Imens forberedelserne til oplagstrykningen er i fuld gang, har jeg lige varmet op med et lille antal arbejder på papir. Her er der brugt akrylfarve, gouache, akvarel og oliepastel. Samtidigt kører DAB-radioen med behagelige klassiske toner; men herinde på kontoret lyder anderledes hæftige anslag. Jeg har lige fået et par cd’er med den amerikanske gruppe MC5. Ikke til at forstå at disse plader er 40 år gamle…

I eksil

Jeg har netop modtaget kataloget om sommerens store udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. Udstillingen ’Exile’ handler om et emne, der for manges vedkommende er hverdag, nemlig at leve mere eller mindre ufrivilligt i et fremmed land langt hjemmefra.

Udstillingens danske omdrejningspunkt er kunstnersammenslutningen Pro, der selv lever i en form for eksil, da det er én af de grupper, der er blevet nødt til at finde andre græsgange, da Charlottenborg som bekendt er blevet en kunsthal – og derfor ikke længere kan huse kunstnersammenslutninger.

Nu er Pro sammen med et større antal udenlandske kunstnere så på ”tålt ophold” ude på Badet og jeg glæder mig til at se hvad den sammenbragte flok er i stand til at vise med afsæt i eksil-problematikken. Det kommer til at handle om lyd og billede på Silkeborg Bad.

Udstillingen åbner den 16. maj.