onsdag den 6. maj 2009

Billedkunst - ikke kun for nørder


Publikationen med det meget mundrette og præcise navn Billedkunst udkommer på 17. år i disse dage med det første nummer i 2009.

Magasinet Billedkunst kunne måske af nogle forekomme en anelse elitært og svært tilgængeligt, og man skal da også – hvis man vil købe det i løssalg – rent fysisk omkring ekspeditionen på Silkeborg Kunstmuseum. Til gengæld går publikationens skribenter i dybden med de ting, de vælger at beskrive.

I det aktuelle nummer beskæftiger Jørgen Gammelgaard sig med maleren, grafikeren, billedhuggeren og fotografen Richard Winter, som døde i 2007. De sidste år levede Winter meget isoleret. ”Ikke alle eneboere flygter fra verden, nogle af dem trækker sig tilbage for at finde den”, hedder det i artiklens indledning. Sidste år udkom bogen ’Richard Winter – Billeder og tolkninger’ med tekster af bl.a. Troels Andersen (tidl. museumsinspektør ved Silkeborg Kunstmuseum og Billedkunsts redaktør), Gammelgaard, Tove Thage og Jacob Thage, som er Silkeborg Kunstmuseums nuværende direktør.

Winters livsforløb skildres beundringsværdigt minutiøst af Gammelgaard og giver et fantastisk indblik i en excentrisk kunstners løbebane, som dog har nået langt ud over Danmarks grænser. Således planlægges for tiden en udstilling af hans fotografiske værk på Centre Pompidou i Paris.

Foruden Winter beskrives den unge maler Lars Tygesen af Sven Nommesen. Tygesen er en bemærkelsesværdig maler på den danske kunstscene. Han arbejder ofte i store formater, hvor han agerer i et spændingsfelt mellem såkaldt ”bad painting” og rokoko.

Bjørn Nørgaard skriver om den islandske billedhugger Sigurjón Òlafsson og bidrager også med et digt til Fluksus-kunstneren Henning Christiansen, der døde sidste år. Teresa Nielsen skriver om Vejen Kunstmuseums keramiske samling, der via en testamentarisk gave blev forøget med næsten 500 arbejder sidste år.

I en meget omfattende artikel beskriver Eva de la Fuente Pedersen den flamske barokmaler Jacob Jordaens’ (1593-1678) monumentale maleri, som populært går under navnet ’Færgebåden fra Antwerpen’. Dette værk er blevet vist på Statens Museum for Kunst i forbindelse med en fokusudstilling, der netop havde en omfattende restaurering af maleriet som udgangspunkt.

Billedkunst kan muligvis virke lidt tungt og nørdet for den almene kunstinteresserede; men det er et væsentligt bidrag i et publikationslandskab, der i øvrigt ofte tager afsæt i det aktuelle og populære.

Abonnement og løssalg ved henvendelse til Silkeborg Kunstmuseum, tlf. 86 82 53 88 eller info@silkeborgkunstmuseum.dk.
Pris i løssalg kr. 90,-
I abonnement kr. 250,- pr. årgang (tre numre)