onsdag den 13. maj 2009

Afgang!


Torunn Kjørsvik Haugans tanke- og talebobler i stof var noget af det sjove på Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i Århus Kunstbygning. Jeg er skuffet over udstillingen og ser muligvis institutionens autoritære status i kunstmiljøet som under pres.

Der er noget, der kan tyde på, at ét eller andet ikke fungerer på Det Jyske. Hvorfor i alverden laver man en videoinstallation, hvor man ikke kan komme ind i rummet, da det sorte klæde, der – troede jeg – skal holde lyset ude, er fastgjort til karmen? Ikke fordi, jeg tror, jeg er gået glip af noget. Videoinstallationer hænger mig efterhånden ud af halsen, da de i de fleste tilfælde er elendigt udført, og ikke fortæller beskueren noget som helst.

Skuffet er jeg også over Anders Reventlov Larsens krussedulle-væg. Især fordi jeg tidligere har oplevet hvad Reventlov faktisk er i stand til på Kunstbygningens vægge.

Jeg ved godt, hvad man vil sige! Det er alt sammen fordi, jeg ikke har nærlæst, lyttet og i øvrigt sat mig ind i sagerne vedrørende, hvordan værkerne skal tolkes; men dét skal udelukkende tilskrives værkernes tendens til at lukke sig sammen om sig selv. De animerer ganske enkelt ikke beskueren til at gøre en nødvendig indsats.

Bedre held til næste år!