Når en institution som kunstmuseet ARoS i Århus fylder 150, skal det da fejres. Helt bestemt og når nu tøsen bliver 150, må man da begribeligvis gøre noget ekstra ud af det. Helt ung er hun jo ikke længere.Jeg har gennem tiden nydt det indiskutable privilegium, at se ARoS’ udstillinger i forbindelse med diverse presseevents. Blot dét at besidde mulighed for at iagttage udstillingerne alene i ro og mag inden tælleapparaterne åbnes for et nysgerrigt og talstærkt publikum, er for en udstillingsnarkoman et ubeskriveligt drug.
”Vi skal da ha’ lagkage”. Museumsdirektøren, som til dagligt blot hedder JES, er i rigtigt fødselsdagshumør; men det er jo heller ikke HAM, der fylder 150. Så havde han muligvis været en anelse mere stilfærdig? Men lagkager kom der på bordet, faktisk af dén slags, som er opkaldt efter Shakespeare’s Othello.
Sådan nogle Othello-lagkager ligger som bekendt tungt i maven – og derfor er det godt, at jeg kun til en indledning tog et lille stykke, for på ARoS’ 150-års fødselsdags udstilling var der rigeligt at fordøje. Det var en kæmpefornøjelse at blive bekendtgjort med udstillingens grundprincip, der handler om, at ti væsentlige danske kunstnere hver især har indrettet en 6 x 6 x 6 meter stor kube med værker fra museets omfattende samling.
I de mest oplagte tilfælde fungerer det fantastisk og i andre tilfælde mindre fantastisk; men sådan må det være, når ti vidt forskellige personligheder får en sådan opgave; men alt dét vil senere blive beskrevet i Kunstavisen af skribent Erik Meistrup, som naturligvis var til stede også ved denne event.
