Uden bivirkninger

Hver gang man hos sin læge bliver forsynet med en recept, er det i sagens natur noget, der er sat i værk, fordi kroppen eller psyken kræver en form for behandling. Én af ulemperne i den sammenhæng kan være de bivirkninger, som den påkrævede medicin tilfører patienten.
Man kan nu – snart – vælge en ganske anden behandlingform. Og det bedste af det hele: Man behøver faktisk ikke fejle nogen verdens ting. Jo; da konceptet er beregnet til at løbe af stablen under den legendariske Århus-festuge kunne man muligvis lide af noget så banalt og dybest set selvforskyldt som tømmermænd… Og det tror jeg ikke, at en kunstrecept kan hjælpe på. Men når de værste eftervirkninger har lagt sig, var det måske muligt, at man kunne blive klogere i fremtiden. I optimale tilfælde kunne Kunst på Recept afstedkomme en forståelse af, hvorfor der stadig er mennesker på denne klode, der vedholdende fortsætter med at producere billedkunst i en lind strøm – og hurrah for dét!
Det antal kunstnere, der nu er med i Kunst på Recept er blot et lille, men eksklusivt, segment i et ganske sammensat kunstlandskab.
Måske giver Kunst på Recept et nyt publikum mulighed for at oparbejde en samling med afsæt i disse små uprætentiøse værker af dybt seriøse og anerkendte kunstnere på den lokale (i en vid forstand) kunstscene?
Jeg må i gang…

Skulpturer ved havet

Det store show ved Århusbugten slutter næsten inden det begyndte. Kun i perioden fra 5. til 28. juni kunne man iagttage de mange skulpturer på en tre km. lang strækning fra Tangkrogen til Ballehage. ’Sculpture by the Sea’ har vist sig at være en kæmpesucces, i hvert fald hvis man skal måle på publikumstilstrømningen.

På en helt almindelig onsdag eftermiddag var området tykt af mennesker; men efter sigende var dette ikke noget i forhold til weekenderne. En helt almindelig onsdag var det heller ikke den 24. juni. Vejret var ekstraordinært fint og turen ud til Ballehage kunne afsluttes med årets første dukkert i saltvand.

De 60 skulpturer fremstod naturligvis meget forskelligt; og jeg er ked af at måtte sige, at de udenlandske – hovedsageligt australske – kunstnere stod stærkt i helheden i forhold til de danske. Alligevel var der lyspunkter, som bl.a. blev leveret af Marianne Jørgensen med et fint ”vandgardin”, som man næsten kan opleve som en kommentar til Olafur Eliassons vandfald i New York. Bjørn Kromann-Andersens grønne, organiske fremmedlegeme ude i vandet fungerer også godt i helheden.

Jonna Pedersens dagsorden

Mange kunstnere har svært ved i en interviewsituation at forklare deres bevæggrunde for at foretage præcist, hvad de gør og hvorfor. Ofte virker det, som man prøver at retfærdiggøre metoder og motivvalg. Blot ikke maleren Jonna Pedersen. Som man kunne opleve det i hendes samtale med Ole Lindboe på DK4, er hun fuldstændigt bevidst om, hvad hun som billedkunstner foretager sig.

Det bevirker, at hun fremstår som en kunstner med en overbevisende integritet. Hun blev stillet spørgsmål, blandt andet, om hun så det som et problem, at hun er kvinde i kunstmiljøet. Det affærdigede hun med en tilkendegivelse om, at hun blot arbejder på at skabe de bedst mulige værker ud fra sine iagttagelser, hvad enten disse er fortaget i en metropol som New York, i Vanløse eller i supermarkedet.

Kunstens magtelite

Dagbladet Informations kunstanmelder Michael Jeppesen har udarbejdet en top 100 over de mest magtfulde personer på tidens kunstscene. Ikke overraskende toppes listen af billedkunstneren Olafur Eliasson. På 2. og 3. pladsen følger henholdsvis direktøren for Louisiana Poul Erik Tøjner og direktøren for Statens Museum for Kunst Karsten Ohrt.

En sådan liste skal naturligvis ses som et oplæg til debat, da det i sagens natur vil være umuligt, at foretage et objektivt syn på, hvem der besidder hvor meget magt i forhold til en anden. Et eksempel: Hans Edward Nørregaard-Nielsen, mangeårig formand for Ny Carlsbergfonden befinder sig ”helt nede” på en 9. plads. Direktøren for Kunsthal Gl. Holtegaard Mads Damsbo ligger som nummer 53 på listen. Hans forgænger på posten Jacob Thage, nuværende direktør på Silkeborg Kunstmuseum, befinder sig slet ikke i top 100, hvor Berlingske Tidendes kunstanmelder Torben Weirup i øvrigt lige kiler sig ind på en plads som nummer 100.

Michael Jeppesen har været så beskeden slet ikke at placere sig på listen.

Galleri Silkeborg hedder fortsat... Galleri Silkeborg

Hvis galleriindehaver Svend Povlsen skulle få lyst til at åbne en flaske champagne, så er det ikke så underligt, da Retten i Viborg netop har afgjort, at Galleri Silkeborg fortsat kan beholde sit navn.

Galerie Moderne havde ellers krævet, at Povlsen fandt et andet navn til sit galleri; men her havde folkene bag galleriet omme på Skoletorvet overvurderet de juriske aspekter, som har dannet grundlag for navnestriden.

I kendelsen hedder det blandt andet: ”Da det ikke kan anses for usædvanligt, at en erhversdrivende i sit forretningskendetegn anvender hverken en betegnelse, som beskriver virksomhedens art eller et bynavn, som angiver, hvor virksomheden hører hjemme, finder retten det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at rekvisitus anvender navnet ’Galleri Silkeborg’ med illoyalt formål. Det findes heller ikke godtgjort at navnet ’Galleri Silkeborg’ på utilbørlig måde udnytter eller skader det rennomé, der er knyttet til navnet ’Galerie Moderne Silkeborg’ ”.

Så langt så godt – og tillykke til Svend Povlsen og Galleri Silkeborg herfra.

Uventet økonomisk håndsrækning til ARoS

Dagspressen har fokuseret massivt på kunstmuseet ARoS’ økonomiske situation i den senere tid. Museets gigantiske underskud er blevet beskrevet op og ned af stolper, bestyrelsesformand Jørgen Dissing er gået af og samtidigt har man kunnet opleve en vis indignation over, at museets direktør, da man efterlyste en udtalelse fra ham, befandt sig så langt borte som i Venedig, hvor Biennalen netop er åbnet. Man kan vel godt anføre, at det var meget naturligt, at Jens Erik Sørensen befandt sig i Venedig på netop det givne tidspunkt?

ARoS’ kassekredit er af Århus Kommune blevet forhøjet med halvanden million – på visse betingelser. Et beløb, der ifølge den afgåede formand slet ikke rækker. Men – som ordsproget fortæller, her dog i lettere omskrevet form – når nøden er størst, er de gamle fjender nærmest. Således vil konceptkunstneren Uwe Max Jensen skænke et beløb til ARoS, og beløbet vil modsvare dét, som kunstneren kan få ind via et salg af en maleri, som kunstneren har malet og efterfølgende sætter til salg på auktionssitet Lauritz.com.

Billedet forestiller ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen og det fremstiller direktøren i en kraftig rødlig nuance under henvisning til, at han ofte har været ”oppe i det røde felt”, når det har handlet om netop Uwe Max Jensen, der i en lang periode havde karantæne på museet af forskellige årsager, som også har været belyst i dagspressen.

Uwe Max Jensen forventer, at billedet vil kunne indbringe et sekscifret beløb. Og det kunne vel give lidt til det økonomisk trængte museum?

KunstSPOR - en guide

Der er blevet udarbejdet en kunstguide med udgangspunkt i området omkring Nationalpark Mols Bjerge. Guiden beskriver et større antal billedkunstnere og kunsthåndværkere samt udstillingssteder i og omkring nationalparken.

Bogen er meget smukt forarbejdet og især de billedlige portrætter af kunstnerne er originale og skægge. Grunden til at jeg nævner netop denne udgivelse, er at jeg har fungeret som konsulent vedrørende udvælgelsen af kunstnere til guiden. Det har været en interessant opgave – og naturligvis giver det ekstra mening, når publikationen er vellykket i udførelsen.

Mobiler af Ib Geertsen

Kunstmuseet ARoS har for tiden mest fokus i dagspressen pga. institutionens katastrofale økonomi, så den vil jeg ikke komme nærmere ind på her; men blot konstatere, at man på museet for tiden kan se en fin udstilling med mobiler af Ib Geertsen, der desværre døde samme dag, som udstillingen åbnede. Det er ellers kunstnerens 90 års fødselsdag tidligere på året, man markerer.

Jeg har ofte i min egen konklusion placeret Geertsen som lidt af en epigon af Alexander Calder; men når man ser udstillingen på ARoS, viser man at Geertsen havde andet og mere at byde på i sine rumlige installationer. Faktisk viser udstillingen både de berømmede mobiler samt mere stationære værker. Det hele præsenteres i en ”livlig” opstilling/ophængning i museets vestfløj.

'Summer in the City' åben

Torsdag den 11. juni var der fernisering på udstillingen ’Summer in the City’ på Galleri Silkeborg. På trods af silende regn var åbningen velbesøgt og ikke mindst var stemningen helt i top.

Det var en god oplevelse at træffe Malene Haugaard, Helle Skydt og John Mirland, som var udstillingens øvrige aktører. Jeg er især meget tilfreds med mine værkers ophængning, som udelukkende skal tilskrives gallerist Svend Povlsens sikre disponering. Hos ham er såvel malerier som grafiske arbejder i sikre og kvalificerede hænder.

Tyvstart på 'Summer in the City'

Udstillingen på Galleri Silkeborg ’Summer in the City’ er allerede hængt op i galleriets stueetage, på trods af, at ferniseringen finder sted torsdag den 11. juni.

Foruden værker af mig udstilles malerier af Malene Haugaard, John Mirland og Helle Skydt, som viser på nogle højst originale og bemærkelsesværdige arbejder på lærred. Det er nærmest tegninger, hvor konturlinjerne består af ord med relation til motivet.

'Skudt papegøjen'

Her ses Lars Ravn mellem to ”bunnies” til åbningen af ’Skudt papegøjen’. Til venstre ses musikeren og digteren T.S. Høeg og til højre udstillingens tilrettelægger Lene Laigaard Andersen, Silkeborg Kunstmuseum (foto: Jørgen Kjærgaard)


Ja, hvad skal sådan en eksotisk fugl nu skydes for? Det er hvad Lars Ravn har valgt at kalde sin retrospektivt anlagte udstilling på Silkeborg Kunstmuseum. ’Skudt papegøjen’ er jo et udtryk, man bruger, når man virkeligt har været heldig i et valg eller blot dygtig. Måske er dygtighed ofte forankret i, at man befinder sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – og det har Lars Ravn sandsynligvis været god til.

Ikke desto mindre handler det også om at netop opsøge stederne og tidspunkterne, og uden idé kan man være aldrig så heldig eller dygtig.

Ravn er under alle omstændigheder en kunstner, der er helt sin egen på den danske kunstscene og udstillingen på kunstmuseet bekræfter, at intet er for kompliceret eller for far out til en kunstnerisk bearbejdning. Med vekslende resultat. Nogle gange er det fantastisk og andre gange er det så ikke-fantastisk. Sådan er livet!

Valby dødsdømt som kunstmekka

Det har været meget trendy blandt dagbladet Politikens kulturskribenter at tage fokus på gallerierne på Carl Jacobsens Vej i Valby i deres anmeldelser de senere år. Helene Nyborg Contemporary, Mogadishni og LARM Galleri – blot for at nævne nogle få – har haft en vis good-will hos dagbladene.

Nu fraflytter de tilsyneladende på stribe og dermed har Politiken nu langt mere fokus på området som forhenværende kunstmekka. Pudsigt at man nu, hvor konjekturerne er i bund, er så optaget af at beskrive et område, man for blot et par år siden fremstillede som kunstens smørhul, nu som et kulturelt hul i jorden.

Sjælsø

Sjælsø-Gruppen er en af Danmarks store entreprenørvirksomheder. Virksomhedens logo ses derfor i forbindelse med bolig- og erhvervsbyggerier mange steder i landet.

For nogle år siden udstillede jeg i Sjælsøs imponerende hovedsæde i Allerød og nu har virksomhedens afdeling ved Århus oprettet en kunstforening, hvor jeg udstiller her i juni måned. Vi var ude og hænge udstillingen op på en solbeskinnet 2. juni. Fint at se tingene i nye omgivelser.

Smidt ud af Hong Kong

Man kan sige, hvad man vil om Jens Galschiøt. Men hans ildhu og hans engagement er det vist umuligt at anfægte. Nu er den kontroversielle billedhugger endnu en gang blevet sendt retur i et fly fra Hong Kong, hvor han tilsyneladende er permanent i ”bad standing”. Sidst det skete var i forbindelse med OL sidste år, hvor Galschiøt og hans folk var draget til Kina med henblik på at sætte fokus på rigets omgåelse af menneskerettighederne. Det er ikke populært hos magthaverne – og derfor vil man hellere se Galschiøts bagdel end hans skosnuder.

Lidt pudsigt er det, man fra det officielle Danmarks side accepterer, at en dansk statsborger nægtes indrejse i Kina uden nogen som helst form for begrundelse. Men naturligvis er der interesser på spil. Kina er et stort eksportmarked, så dem skal man ikke genere. Nu har statsministeren jo netop haft Dalai Lama på besøg – og det ser man som bekendt ikke med venlige øjne på i Kina.