30.000 år gammel skulptur er pornografisk - mener Facebook

Der er tilsyneladende ingen grænser for censorernes mærkværdige beslutninger på det sociale netværk, Facebook. 

Tidligere har man givet karantæner til folk, der har ladet gengive kunstværker, som har indeholdt, hvad det kropsforskrækkede medie kalder "gengivelser af nøgenhed". 

Således er en fransk kunstner i 2011 blevet suspenderet fra netværket, da han oploadede en gengivelse af Gustave Courbets maleri 'Verdens oprindelse' fra 1866. 

Maleriet gengiver, hvad man i 2018-terminologi ville kalde for en "dusk" - en ret morsom og direkte betegnelse for den kvindelige pubesbehåring. Om det er dusken eller, hvad der er skjult bag den, som anfægter censorerne på Facebook, er svært at sige, men sagen vakte under alle omstændigheder en del opmærksomhed i adskillige medier, da den var aktuel. 

Dette har dog ikke medført, at Facebook er blevet mere mild over for kunstværker, der gengiver det nøgne menneskelegeme. 

Således har mediet fjernet et billede af en ca. 30.000 år gammel skulptur, som til dagligt befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum i Wien. Facebook betragter figuren Venus fra Willendorf (billedet) for "upassende". 

Fra museet hedder det, at man har anmodet om, at figuren forbliver gengivet uden censur, da ingen har klaget over dens formidling af nøgenhed nogensinde blandt museets gæster. 

Ifølge The Art Newspaper udtaler museets direktør Christian Koeberl, at "der er ingen grund til at tildække Venus fra Willendorf, med henblik på at skjule hendes nøgenhed hverken på museet eller på Facebook". 

Det er svært at være uenig med Koeberl.

foto: Naturhistorisches Museum, Wien

Ord uden afsløringer

Da der tilsyneladende ikke er nogle konkrete eksempler på personer, der har udvist krænkende adfærd på den danske kunstscene, har jeg valgt at illustrere dette blogindlæg med en ål smukt malet af Frits Ahlefeldt (foto: vandloeb.dk)

"Selvfølgelig har dansk kunstliv også krænkende adfærd og magtmisbrug som resten af samfundet og andre faggrupper. Spørgsmålet er bare: Hvorfor er der ingen, der står frem? Er kunstscenen for lille til, at nogle tør på grund af store sociale og professionelle konsekvenser?"

Således og i forlængelse af dette spørger billedkunstneren Bettina Camilla H. Westergaard i forbindelse med et arrangement - lavet af I DO ART og Billedkunstnernes Forbund i fællesskab - som har til hensigt at afdække problemer med netop krænkelser og overgreb i det danske kunstmiljø. 

Westergaard besvarer ret passende selv sit spørgsmål med et modspørgsmål, så man kan sige, at hverken hun eller debatten, der fandt sted for nyligt i København, drager håndgribelige konklusioner i forhold til #MeToo-problematikken, som ellers har fået hoveder til at rulle i diverse kulturelle miljøer i de seneste måneder. 

Jeg ser med spænding frem til, at konkrete personer inden for miljøet bliver stillet til ansvar for deres krænkende handlinger. 

Diskussionen fortsætter, men foreløbig er der tilsyneladende kun tale om en flod af ord frem for en strøm af afsløringer?

Gissel på Profilen

Maleren Mogens Gissel har netop åbnet en udstilling på i det aarhusianske Galleri Profilen. 

Udstillingen har titlen 'Minature', og der er hverken tale om en tastefejl eller begyndende ordblindhed hos redaktøren af denne hjemmeside. Ganske vist optræder en del mindre malerier på udstillingen, og disse kunne mageligt beskrives som "miniaturer" og dermed give titel til udstillingen. 

Jeg tror dog, at forfatteren Peter Laugesen har haft en finger med i spillet i udviklingen af udstillingstitlen. Laugesen har i blandt andet skrevet teksten til udstillingens katalog, som er en lille fin sag med sort-hvide tegninger af Gissel ledsaget af Laugesens tekst. 

'Minature' kan ses på Galleri Profilen frem til d. 13. april, og inden for nær fremtid åbner en anden udstilling i Aarhus, som viser Gissel i selskab med maleren Mette Bräuner. 

Denne udstilling finder sted på udstillingsstedet KH7 artspace, som er beliggende på adressen Sydhavnsgade 7 i Aarhus C. 

Udstillingen, som har titlen 'Dengang & nu', kan ses i tidsrummet 9.-31. marts.

Selvmodsigelserne står i kø

Billede fra ferniseringen af Kunstnernes Påskeudstilling 2017.

For nyligt kunne jeg her på siden fortælle om Kunstnernes Påskeudstillings censureringsprocedure, som jeg finder helt uacceptabel, da man har valgt udelukkende at udvælge de indsendte arbejder på grundlag af digitale fotos. 

Det bør naturligvis være oplagt, at kunst objektivt set kun kan vurderes på præmissen om kunstværkets fysiske kvaliteter, hvilket umuliggøres i forhold til den valgte fremgangsmåde. 

Jeg blev faktisk opmærksom på micèren i en artikel i Aarhus Stiftstidende, hvor avisens kulturjournalist Hans Petersen nævnte, at man udelukkende bruger digitale gengivelser i censurprocessen, hvorefter jeg henvendte mig til KP's forretningsfører for at få at vide, om det virkelig kunne være rigtigt, eller om den gode Petersen (og det skulle ligne ham dårligt) havde misforstået et eller andet. 

Det viser sig, at Petersen havde hørt og forstået budskabet rigtigt, og siden har jeg erfaret, at KP får støtte fra Statens Kunstfond, hvilket er en betingelse for, at udstillingen kan fungere som pointgivende i forhold til medlemskab af Bkf Billedkunstnernes Forbund. 

Nu har Hans Petersen imidlertid endnu en gang været på besøg hos Kunstnernes Påskeudstilling, hvor han har foretaget nogle interviews med medlemmer af censorgruppen. Her hedder det i overskriften i Stiften "Alle får en fair chance hos smagsdommerne". 

Udtalelsen om, at alle får en fair og seriøs behandling, er fremsat af Uffe Isolotto, som dog længere fremme i interviewet erkender, at ikke alle er lige for Vorherre og KP's censurkomité. "Fotos og videoer har måske lidt bedre vilkår, men dem er der ikke overvægt af. Malerier og skulptur er bedst repræsenteret". 

I interviewet udtaler et andet medlem af censurkomitéen, Elsebeth Jørgensen, på spørgsmålet om, hvorvidt man kan bedømme værker retfærdigt på en skærm: "Det afhænger af værket. Med malerier, hvor der er lagt vægt på materialiteten, skal vi være skarpe". Hun kunne faktisk - frem for at prøve at frikende proceduren - svare med et kort og rungende "nej!" 

Afslutningsvis udtaler Isolotto: "Vi giver mange wild cards og viser kunstnerne tillid, fordi vi tror, de har noget mere i sig". 

Så er sagen lagt helt klart frem. Om man deltager i KP er ganske enkelt som at deltage i et tilfældighedsprincip, som rammer de to sidste stavelser i censorens navn ganske fint ind. 

Jeg anmeldte i øvrigt KP i 2016 til fire stjerner. Her skrev jeg blandt andet: "Tidligere udgjorde KP et udstillingskoncept, som man regnede med; og hvis man fra Kunsthal Aarhus' side disponerer projektet fremadrettet som en sekundær begivenhed i kunsthallens planlægning, er jeg alvorligt bange for, at en vigtig institution mister sin betydning på kunstscenen, og dermed vil få svært ved at tiltrække kvalificerede talenter". 

KP åbner d. 17. marts og kan ses frem til d. 17. april.

Den store gestus

Kehnet Nielsen: 'The darkland sketches III', 2014. 200 x 200 cm., olie på lærred (pressefoto: Sophienholm)

"Mange af de unge vildes billeder var hurtigt udført arbejde. Kehnet Nielsen søgte umiddelbart efter succesdebuten mod et mere gennemarbejdet maleri, hvor selve den langsomme tilblivelse - arbejdet lag på lag og plads til korrektioner - formodentlig blev en meditativ kvalitet for kunstneren selv. Og noget tilsvarende for os, der kigger på billederne og søger efter noget, der kan tilfredsstille en erkendelsesmæssig sult i en - til dels - overfladisk tid"

Således afslutter Torben Weirup i Berlingske sin anmeldelse af Kehnet Nielsen-udstillingen 'Den store gestus', som netop er åbnet på Sophienholm nord for København. 

Kehnet Nielsen er født i 1947. Han slog, som Weirup rigtigt antyder i anmeldelsen, igennem i begyndelsen af 1980'erne sammen med de kunstnere, man har betegnet som "de unge vilde". 

Udstillingen, som kan ses på Sophienholm frem til d. 8. april, får fem ud af seks stjerner i Berlingske.

Hvem er kunstens Weinstein?

Snövit Snow Hedstierna: 'An Issue of Structure, Episode7' (foto:Johanna Hanno)

For nyligt foretog kunstportalen Idoart.dk en undersøgelse, som har til hensigt at klarlægge, hvor stort problemet med seksuelle krænkelser er i den danske kunstverden. 

Ifølge portalen er undersøgelsens konklusion "hjerteskærende". I indledningen kan man således læse følgende: "Jeg blev udsat for et seksuelt overgreb af en mandlig dansk billedkunstner på Venedig Biennalen i sommers. Jeg er stadig for chokeret til at beskrive det". 

Udsagnet er fremsat af en anonym person, hvilket kendetegner hele undersøgelsen, som baserer sig på svar fra anonyme repræsentanter fra kunstscenen. 

I undersøgelsen bekræfter hele 47,1%, at de har oplevet chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd på den danske kunstscene. Faktisk antyder 70%, at de har set eller hørt om andre, der har været udsat for sådanne tilfælde. 

Når jeg nævner en vis "Weinstein" i overskriften, skal det naturligvis ses som et eksempel fra filmens verden, hvor navngivne personer ganske enkelt har udpeget magtfulde folk i branchen, som har misbrugt deres position i forbindelse med krænkende adfærd. Således er filmproducenten Harvey Weinstein en færdig mand i filmverdenen. 

På et tidspunkt sad jeg i et hyggeligt selskab på et dansk udstillingssted, hvor jeg spurgte om, hvornår man troede, at #MeToo ville afsløre en tilsvarende krænker i det danske kunstmiljø. Svaret fra en af de tilstedeværende var: "Det sker aldrig! Branchen er for lille og for snæver herhjemme til at nogen vil sætte deres karriere på spil på dét grundlag". Det tror jeg desværre, er rigtigt. 

Billedkunstnernes Forbund afholder ikke desto mindre i samarbejde med Idoart et debatmøde om problematikkerne på udstillingsstedet Overgaden i København. 

Arrangementet finder sted onsdag d. 21. februar kl. 17, og der er adgang for alle. Her vil blandt andre den svenske billedkunstner Snövitt Snow Hedstierna fortælle om vidnesbyrd, som hun har indsamlet i Sverige om de aktuelle problematikker samt sine erfaringer med at stå frem i forbindelse med MeToo-projektet #konstnärligfrihet. 

Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage i mødet i København, men ser frem til en potentiel konklusion på bkf.dk

Kirkeby-raderinger i Fredericia

Per Kirkeby: ' 7 raderinger, blad VII' 1991, koldnål og akvatinte (pressefoto: Fredericia Kunstforening)

Jeg kan ikke erindre, at jeg på noget tidspunkt har været i Fredericia med henblik på at kigge på kunst, men nu er der i hvert fald en god grund til at besøge byen, da Fredericia Kunstforening for tiden viser en udstilling med raderinger af Per Kirkeby. 

Udstillingen er kurateret af inspektør på Museum Jorn i Silkeborg, Lucas Haberkorn, som besidder visse privilegier, da museet i Silkeborg råder over samtlige raderinger af Kirkeby, hvilket man kunne se for et par år siden, da museet viste samlingen i forbindelse med en udstilling, der krævede alle museets rum. 

Dengang gav jeg 'Det raderede livsværk' seks stjerner i Jyllands-Posten, men nu viser kunstforeningen i Fredericia altså et udvalg af Kirkebys grafiske arbejder med afsæt i kunstnerens rejser nordpå til Færøerne, Grønland, Norge og Island. 

'Rejser i det høje Nord' kan ses hos Fredericia Kunstforening på adressen Kongensgade 111 i Fredericia frem til d. 4. marts.

Den der LER bedst!

Trine Rytter Andersen fremhæver blandt mange Miquel Barcelós værk på udstillingen 'LER!'

"LER! tager fat på en lang række relevante tematikker og idéer, som alle forløses godt i museets rum. Men LER! fordrer også af sit publikum, at det tager sig god tid - til at dvæle, mærke og tænke over, hvad der foregår. For leret i dets mange stadier fra vådt til brændt kræver mentalt nærvær og tilstedeværelse i kroppen, og det er netop det dejlige ved LER!"

Sådan afslutter Trine Rytter Andersen sin anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu af udstillingen 'LER!', som for tiden kan ses, og måske især opleves, på Museum Jorn i Silkeborg. 

Anmelderen fremhæver generelt leret som et kropsligt materiale, hvilket understreges på udstillingen. 

Overskriften til anmeldelsen er i øvrigt morsom: "Den der LER bedst". Jeg LER alligevel sidst, da min anmeldelse af udstillingen blev lanceret i Jyllands-Posten dagen efter, Kunsten.nu publicerede Trine Rytters anmeldelse. 

'LER!' kan ses på Museum Jorn frem til d. 10. juni.

En historie om et kvadret påskeæg

Som kunstanmelder har jeg netop fået udvidet mit aktionsområde, da min gode kollega i det sydlige Jylland har valgt at gå på retræte som anmelder. 

Det giver naturligvis en øget rejseaktivitet, hvilket ikke generer mig ret meget. Der ligger dog en proportion rent tidsmæssigt i dette, og her har jeg fundet en glimrende løsning, således jeg ikke behøver at besøge de pågældende udstillingsinstitutioner med henblik på at besigtige de aktuelle udstillinger. 

Jeg får helt enkelt blot den kommunikationsansvarlige til at sende mig digitale gengivelser af samtlige værker, der måtte optræde på en udstilling. 

Således kan jeg sidde i ro og mag og skrive min vurdering af den pågældende udstilling uden at behøve at bevæge mig uden for en dør! 

Jeg tror nok, at den procedure, når den bliver gennemskuet, ville resultere i, at jeg godt kunne arkivere min status som kunstanmelder. Fremgangsmåden ville ikke blot være useriøs, men faktisk helt uacceptabel, da kunstværker bør opleves, ses og vurderes i virkeligheden. 

På Kunstnernes Påskeudstilling, som er en anerkendt (!) censureret udstilling, der finder sted en gang om året i Kunsthal Aarhus, har man dog ingen problemer med udelukkende at vurdere de indsendte kunstværker ud fra digitale gengivelser, som ansøgerne sender ind ud fra nogle i forvejen udstukne betingelser. 

Ikke en gang i den sidste censureringsrunde ser man sig nødsaget til at besigtige værkerne fysisk. 

Jeg var ved at falde ned af stolen af forbavselse, da jeg læste dette på stiften.dk, og jeg rettede da også omgående henvendelse til KP's forretningsfører for at få dementeret det skrevne. 

Men nej! Den var god nok. Man har benyttet sig af denne procedure siden 2014, og i samme moment blev jeg belært om, at man på Forårsudstillingen på Charlottenborg har brugt den pågældende fremgangsmåde i mere end ti år. 

Der har været en diskussion de seneste år vedrørende de censurerede udstillingers betydning i det danske kunstlandskab, og med KP's filosofi in mente, må det nok siges, at denne diskussion er relevant. 

Jeg var selv censor sidste år på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og her blev alle værkerne - fra start til slut - vurderet i kraft af deres fysiske tilstedeværelse. Nogle steder kan man altså finde ud af det. Blot ikke i Aarhus og på Kongens Nytorv! 

For en ordens skyld bør jeg nævne, at man på Kunstnernes Efterårsudstilling kører med digital censurering indtil man når den sidste og afgørende runde. 

KP i Kunsthal Aarhus finder sted i tidsrummet fra d. 17. marts til d. 15. april. Jeg anmelder den ikke!!

Billedet, der illustrerer dette blogindlæg er taget ved åbningen af Kunstnernes Påskeudstilling sidste år.

De 10 "største"

Vilhelm Hammershøi: 'Asiatisk Compagnis bygninger, set fra St. Annæ Gade på Christianshavn, København', 1902 (foto: SMK)

"Maleriet har lagt en ny værdi og dimension ind i stedet, som gør det genkendelige gådefuldt, og langsomt trækker tæppet væk under den fortrolige verden. Det er som Hammershøi siger: At kende et sted er ikke nødvendigvis det samme som at forstå det"

Kristeligt Dagblad har spurgt 10 forskellige musesumsdirektører, hvilket dansk maleri, der efter deres mening er det største - forstået som det bedste - der nogensinde er skabt. 

Her har Statens Museum for Kunsts direktør Mikkel Bogh en klar fordel i forhold til udvalg, da samtlige direktører uden skelen til kunsthistorie blot hver især peger på et værk fra deres egne museums samling. 

Alene dét gør naturligvis spørgerunden useriøs og parodisk, men på den anden side kan man vel heller ikke fortænke de publikumshungrende museumsrepræsentanter i at give lidt opmærksomhed til egen institution. 

Besynderligt nok befinder Asger Jorn sig ikke på den pågældende top 10, men årsagen her skal vel findes i, at man ikke har spurgt Museum Jorns direktør Jacob Thage om hans vurdering. 

Det er Mikkel Boghs udsagn om Vilhelm Hammershøi, der danner udgangspunkt for citatet herover.

Haiti-udstilling åbnet i Randers

Erik A. Frandsen: En af 66 kridtstreger fra vandkanten, Haiti

Erik A. Frandsen: 'Haiti', 2017, freskomaleri, pudset honeycomb i messingramme

For nyligt kunne jeg her på blog'en berette om udstillingen 'Haiti' med værker af Erik A. Frandsen på Randers Kunstmuseum. 

I mellemtiden er udstillingen imidlertid åbnet, og jeg aflagde for nyligt museet et besøg med henblik på at skrive en anmeldelse af udstillingen, som har sit afsæt i Frandsens besøg hos forfatteren, journalisten og filminstruktøren Jørgen Leth, der som bekendt opholder sig i Haiti i vinterhalvåret. 

Leth selv spiller en vis rolle i forbindelse med udstillingen - hvert fald på lydsiden, da han læser op af Frandsens poetiske dagbogsnotater, som fremstår i adskillige store værker - bøjet i neon på udstillingen. 

Det er ganske effektfuldt, men det er dog de mange tegninger fra strandkanten og nogle smukke freskoer på materialet honeycomb-plader, der for mig står som de store oplevelser i forbindelse med denne glimrende udstilling, som kan ses på Randers Kunstmuseum frem til d. 29. juli.

Prins Henrik og janteloven

'Fabeldyr' - en bronzeskulptur af Prins Henrik kan ses på udstillingen på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

"Prinsens skulpturer blev skabt over en periode på knap 50 år, i lange perioder uden publikum. Hans omfattende og alsidige kunstneriske virke afslørede nerve- og livfuldhed, der modstod janteloven. Han arbejdede sig op gennem den tykke danske asfalt og blev en livskraftig rose"

Således afslutter Lars Ole Knippel sit portræt i Jyllands-Posten af Prins Henrik, der døde for nyligt - 83 år gammel. 

Knippels udgangspunkt er prinsens rolle som kunstner og poet, og faktisk kan man for tiden se en udstilling, der viser Prins Henriks værker på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning. 

Udstillingen kan ses frem til d. 2. april, men i resten af februar er der, som en gestus over mindet af den afdøde prins, gratis entré til museet.

Amok i LER!

William Cobbing 

Miguel Baceló 

Anne Wenzel 

Anne Wenzel 

Alexandra Engelfriet 

Lawrence Epps 

Clare Twomey 

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Udstillingens titel er ganske naturligt LER!, og når jeg antyder det selvfølgelige i netop denne titel på en udstilling, der finder sted på Museum Jorn i Silkeborg, er det fordi, udstillingens otte kunstnere har arbejdet med leret og keramikken som aktuelle metoder. 

Man kan roligt sige, at de internationalt anerkendte kunstnere er gået amok i individuelle lerinstallationer. 

Der meget at kigge på for publikum på Museum Jorn, og lidt for ethvert temperament. 

Jeg arbejder naturligvis på en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på museet frem til d. 10. juni 2018.

ARoS søger værker af Agnes Slott-Møller

Et lidt atypisk maleri af Agnes Slott-Møller: 'Herregaarden Kaas i Salling', 1895. Hirschsprung (foto: Google Art Project)

Til efteråret viser kunstmuseet ARoS i Aarhus en udstilling med værker af den symbolske maler Agnes Slott-Møller. 

Her vil man naturligvis gerne præsentere publikum for værker, som måske sjældent eller slet ikke tidligere har været vist på udstillinger, og derfor søger museet efter malerier eller andet interessant af kunstneren, som levede fra 1862 til 1937. 

Udstillingen på ARoS kan opleves fra d. 29. september 2018 til d. 6. januar 2019. 

Hvis man mener at besidde et eller flere værker af Agnes Slott-Møller eller har kendskab til ukendte værker af kunstneren, kan man kontakte udstillingens kurator Jakob Vengberg Sevel på mail jvs@aros.dk.

Frandsen i Lethland

Erik A. Frandsen: 'Haiti 2017, freskomaleri (foto: Lars Bay)

Billedkunstneren Erik A. Frandsen har ved et par lejligheder besøgt forfatteren, performeren og filminstruktøren Jørgen Leth i dennes hjem på Haiti. 

Disse ophold er der kommet et antal kunstværker ud af, og i efteråret 2017 vistes således et antal af disse på Brandts i Odense. 

Nu flytter udstillingen - suppleret med nye værker - imidlertid til Randers Kunstmuseum. 

Udstillingen kan ses fra d. 10. januar til d. 29. juli 2018.

LER på Museum Jorn

Performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen deltager i udstillingen LER på Museum Jorn (foto: Frida Gregersen/Nikolaj Kunsthal)

Inden for nær fremtid åbner Museum Jorn i Silkeborg en ganske interessant udstilling med ler som tema - og når jeg siger "ler" og Museum Jorn, er det naturligvis vanskeligt ikke at tænke på Asger Jorns store passion for keramik, der som bekendt kulminerede med den keramiske udsmykning af Statsgymnasiet i Aarhus. 

Hvad det ellers handler om på museet, vil jeg naturligvis kigge på snarest, men en del af konceptet er keramikgruppen Dirty Go Clay Band, som viser installationen 'Jorns sidste måltid' i en del af udstillingsperioden. 

Dette værk har jeg beskæftiget mig med tidligere, da det blev udstillet i Galleri NB i Viborg. 

Udstillingen LER vises på Museum Jorn i tidsrummet fra d. 10. februar til d. 10. juni. 

Dirty Go Clay Bands indslag kan ses til d. 15. april.

Stjerner til Picasso

Pablo Picasso: Keramik. Hirondelle 23.9.1947. Svale (foto: Gasull Fotografia/Louisiana Museum of Modern Art)

"Resultatet er den sædvanlige form for Picasso-magi. Det er simlelthen mageløst, fuld af liv, på én gang præcist og fabulerende, koncentreret og legende. En skaberkraft af vulkanske dimensioner"

Min gode kollega på Jyllands-Posten, Tom Jørgensen, har besøgt kunstmuseet Louisiana og efterfølgende anmeldt 'Picasso keramik', som i sagens natur viser keramiske arbejder af den spanske mester. 

Jørgensen giver udstillingen, som kan ses frem til d. 27. maj 2018, fuldt hus - seks stjerner.

Gennemført filminstallation

'Western Union: small boats': Installationsfoto taget under pressevisningen

Man kan roligt påstå, at levende billeder i billedkunsten udgør et stadigt større tema, og man kan også uden at tøve antyde, at det ikke er alle video- og/eller filminstallationer skabt i et billedkunstnerisk regi, som er lige elegant udført. 

Det synes, som er der en tendens til, at sjusk i kraft af rystede og uskarpe levende billeder er helt i orden - blot man betegner skidtet som "kunst". 

Disse forhold kan man ikke beskylde den britiske filmkunstner og instruktør Isaac Julien at gøre brug af. Derimod fremstår hans filminstallation 'Western Union: small boats' ganske smukt gennemført. 

Den godt 18 minutter lange sekvens, som kan ses på ARoS i Aarhus, er kendetegnet ved en overbevisende balance mellem billede og lyd samt en forbilledlig timing i redigeringen. 

Jeg så installationen ved pressevisningen for nyligt og arbejder nu på en anmeldelse. 

Filmværket kan ses på ARoS frem til d. 27. maj.

Ina Olsen-mindeudstilling åbnet

Et af de værker af Ina Olsen, man kan se på udstillingen i Pakhus 64 (pressefoto)

Som det tidligere er blevet beskrevet her på blog'en, har folkene bag kunstnergruppen Kontekst arrangeret en mindeudstilling over maleren Ina Olsen, som døde sidste år, blot 49 år gammel. 

Jeg åbnede udstillingen, som finder sted i Pakhus 64 i Aarhus, og i min tale lagde jeg primært vægt på mit kendskab til Ina Olsen som billedkunstner. 

Det var på mange måder en rørende oplevelse at åbne en mindeudstilling over en kunstner, som jeg lærte at kende, da jeg skrev en artikel om hende til et kunstmagasin for syv år siden. 

Udstillingen med værker af Ina Olsen kan ses på adressen Fredriks Allé 64 frem til d. 17. marts.