Perspektiveret i den afgåede direktørs tilsyneladende ikke eksisterende lyst til at lære dansk, synes jeg det er lidt mærkeligt at man fokuserer på det dette issue?
Men jeg synes dog at opleve antydningen af udmærkede danskegenskaber hos den kommende direktør, som imidlertid taler glimrende engelsk.
Ikke så mærkeligt, da Rebecca Matthews faktisk er brite.
Til gengæld er de, som befinder sig i kupéen, travlt optagede af deres mobiltelefoner, og her kommer det vildt kuriøse ind i billedet, da der i samme togstamme sidder en person - nemlig mig - og tegner landskabet der enten farer forbi med samme fart, som toget skyder, eller som blot prøver at fange stemningen med blyant og papir på en af de stationer, hvor toget af en eller anden årsag holder stille i længere frekvenser.
For nylig var jeg på en opgave i Ribe, og det blev til noget, der i snit ligner en tegning i timen. Lokaliteterne skulle gerne fremgå af teksterne på tegningerne.
Så ved I så nogenlunde, hvor vi befinder os i verden.
»Jeg har sagt ja til en enestående mulighed for at stå i spidsen for et af Danmarks mest markante kulturflagskibe. ARoS er ikke kun kendt i Danmark men også i udlandet, og jeg glæder mig meget til at bruge mine erfaringer og kompetencer til at udvikle museet yderligere«
Blandt andet sådan udtaler kunstmuseet ARoS' kommende direktør Rebecca Matthews i pressemeddelelsen i forbindelse med offentliggørelsen af hendes tiltrædelse, som finder sted ved årsskiftet.
I pressemeddelelsen fremhæves valget af Matthews begrundet i hendes ledelseserfaring i kulturbranchen samt en gedigen kunstfaglig baggrund. Hun har således en Master i kunsthistorie fra London University med speciale i tysk ekspressionisme.
Derudover besidder hun en bred vifte af erfaringer inden for kulturlivet, og her er hun nok mest kendt som administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Siden maj 2021 har hun fungeret som direktør for Glasmuseet i Ebeltoft, som nu endnu en gang skal ud og finde en ny leder.
Ved pressemødet, hvor Rebecca Matthews blev præsenteret på ARoS, fremhævede museets bestyrelsesformand Carsten Fode, at ARoS i dag rent kommercielt prioriterer café, shop og restaurant på samme niveau som udstillinger, forskning og formidling.
Personligt havde jeg nok gerne set en person, der havde en større kunstfaglig ballast at byde ind med, end hvad jeg oplever hos Matthews, og i det perspektiv følte jeg nok offentliggørelsen af Matthews som lidt af et antiklimaks; men jeg er trods alt fuld af fortrøstning i kraft af, at jeg er sikker på at museets kuratorer og inspektører har så meget indflydelse på museets kunstneriske profil, at den del af driften er i sikre hænder.
Jeg kan dog frygte lidt, at udstillingsprofilen i fremtiden bliver forankret langt højere i akademisk samtidskunst og dermed giver museet en profil, der minder om en kunsthal.
Det sker forhåbentlig ikke, men hvad museet har at byde på inden for det næste år, kan man selvfølgelig ikke vide noget som helst om, da ARoS med vanlig sans for drama sikkert også i år vælger at offentliggøre programmet langt hen i december måned.
ARoS har indkaldt til pressemøde onsdag d. 27. oktober kl. 10.00 og umiddelbart derefter vil man sikkert være i stand til at erfare, hvem der har fået jobbet via medierne - ikke mindst de sociale!
Jeg satser på at være til stede ved pressemødet, og har sikkert en mening om den udpegede person - hvis det er én, jeg kender.
»Det ville være en tilsnigelse at kalde Jerichau-udstillingen retrospektiv, idet Jerichau døde for egen hånd allerede som 25-årig. Der er altså ikke en lang kunstnerisk karriere at kigge tilbage på. I stedet har vi så seks-syv års arbejde, der som helhed vidner om et malerisk talent, der udviklede sig enormt hurtigt«
Det er naturligvis maleren Jens Adolf Jerichau, som der refereres til i teksten herover, og den er blot et mindre uddrag af forordet i kataloget til en udstilling med Jerichau, som snart åbner på Louisiana i Humlebæk.
Jens Adolf Jerichau (1890-1926) havde en ret stor produktion i de få år, han levede og udstillingen, som det kan erfares ved at læse i Louisiana Revy, viser mangfoldigheden i kunstnerens værkforløb.
Fra rene ekspressionistiske landskaber endte hans motivkreds i allegorier over gamle mestres værker samt hans egne skildringer af blandt andet bibelske og mytologiske begivenheder.
Jerichau skød sig en kugle for panden i Paris, som han besøgte i selskab med vennen og kunstnerkollegaen Aksel Salto, og dette dramatiske greb bør sikkert findes i kunstnerens skrøbelige sind og forvirring over egen seksualdrift i kombination med, hvad man i dag ville betegne som en bipolar lidelse.
Således rummer hans værker også en sær subjektiv kraft, som til tider kan opleves som skræmmende.
Udstillingen på Louisiana kan ses frem til d. 6. marts 2022.
Udstillingen er sat i scene i anledning af 100-året for kunstnerens fødsel i 1921. Han døde i 1976, og blev således kun 55 år gammel.
Til gengæld havde han ikke desto mindre en ret stor produktion, hvilket kan ses på den retrospektive udstilling i Hjørring.
For det andet: Udstillingen 'Vores værker' på Skagens Kunstmuseum - en udstilling, jeg sporadisk har været involveret i. Den vender jeg tilbage til senere på siden her.
Billederne herover gengiver blot nogle få af værkerne på Ekelund-udstillingen.
